Det var ikke bare de daglige verbale ydmygelser, der gik Theodor på. Kbh var en skuffelse på alle fronter. Hans tilværelse var ikke det bohemeliv, han havde drømt om. de digte, hans bedste, han havde indsendt til forskellige dagblade og tidsskrifter, var alle blevet afvist. nogle høfligt, andre med en syrlig kommentar om bondestandens manglende forstand på form og æstetik. det havde været et ordentligt slag i ansigtet, men nederlaget begrænsede sig ikke til det. Han havde også håbet at møde en sød pige i storbyen. En pige der kunne forstå hans kunstneriske sind; en pige der ville værdsætte ham på trods af hans svagelige statur.

Men kvinderne i byen var som kvinderne på landet. Alle sukkede de efter store stærke maskuline mænd med en god position. Nok var han taknemlig for arbejdet ved købmanden, men hvilken fremtid var der i det? Lønnen var så dårlig at den næppe tillod nogle udskejelser. Arbejdet var desuden så slidsomt, at han om aftenen som oftest var for træt til at skrive. Eneste lyspunkt i Theodors liv var købmandens kone fru Christoff. Hun havde taget Theodor til sig som sin egen søn. hun havde ikke selv børn, og denne lille skrøbelige skikkelse fra Jylland havde fyldt hendes hjerte med ømhed. Hun forstod sig ikke meget på litteratur, men komplimenterede altid hans skriverier, og fortalte stolt til alle om sin unge ansatte med kunstneriske ambitioner. det var faktisk hendes skyld, at det var kommet lokalmiljøet for øre, at Theodor skrev digte. når vreden og skammen over de mange tilråb fik ham til at sitre, lo købmandens kone blot godmodigt ad det. "jamen lille Theodor, du må ikke lade det gå dig sådan på. De mener jo ikke noget ondt med det.".

Theodor følte sig som fanget i en blindgyde. Han turde ikke vende tomhændet hjem til sin fødeby. hans fremtid syntes at ligge bag ham, som en forspildt chance der aldrig blev til noget. Skuffelsen over de bristede drømme var begyndt at æde sig ind på ham. Tristesse og tungsind var nu altid at læse i hans blik. men lykken kommer som bekendt, når man mindst venter den.


Tirsdag D.20 April 1876:

Det var en varm dag. Theodor er i fuld gang med at slæbe nyleverede sække med mel og gryn fra gården ind i bagbutikken, da fru Christoff kalder på ham. Hun ser på ham med et finurligt blik i øjet. hun har godt bemærket forandringen i den unge mands humør, og hun ved at dette måske kan give ham et smil på læben. der er kommet nye kunder i butikken, en kvinde der lige er flyttet til kvarteret med sin datter. De har handlet stort ind, og vil gerne have varerne leveret. Er han sød og gøre det. de bor to gader væk, og vil gerne have varerne med det samme.

Da døren går op er det en smuk og farvestrålende kvinde der viser sig. "ah", udbryder hun, "er det fra købmanden. Marie kom skynd dig, det er den unge digter". En ung kvinde kommer til syne. Og hvilken kvinde. "henrivende" når Theodor lige at tænke, før de to kvinder entusiastisk begynder at kvidre op om at de elsker poesi, at de har hørt om hans talent, at de gerne vil læse noget af det han har skrevet, vil han ikke ind og have noget koldt at drikke etc. Theodor er overvældet. Han mærker varmen stige op i kinderne. Forvirret og lykkelig lover han at vende tilbage så snart han får tid.

Marie skriver selv digte, men ikke så godt og indfølende som ham, bedyrer hun. Vil han ikke nok endnu engang læse det om de vindblæste marker og livets cyklus på landet. Aften efter aften reciterer Theodor sine bedste skriblerier for de to betagende damer. Helt overflødigt er det selvfølgelig at nævne den spirende forelskelse, den unge mand nærer for den skønne Marie. Det er som om livet bruser gennem kroppen på ham. Hvem havde troet at han, der klejne, skulle være så heldig... måske lykken endelig tilsmiler ham. Måske han alligevel kan realisere sine drømme.

Måske hun også har følelser for ham. Det er som om han har fået et nyt liv forærende. Han er fuld af energi og kreativitet. aldrig har han skrevet så meget - og så godt! De mange tilråb fra kvarterets gadefolk preller af på ham. Han har endog fået så meget overskud at han er begyndt at grine med og svare igen med dristige kommentarer. Selv købmanden, hr. Christoff, der ellers ikke har øje for meget andet end sine regnskaber bemærker ændringerne i den unge mand.


Grundlovsdag.

Theodor har fri. Han pakker en kurv med tæppe, mad og drikke; tager søndagstøjet på, kæmmer håret; betragter sig selv i spejlet. Han har inviteret de to damer på picnic. De skal ud og høre grundlovstaler, og hvis han tør, vil han tage Maries hånd i sin, bare et kort øjeblik, så hun ved, så hun forstår hvor meget han elsker hende. Hans tanker falder pludselig på Claus og Lotte. Lysten fylder hans krop og hans lem er spændt. Genertheden rammer ham prompte. han har haft mange erotiske fantasier om Marie, men hans begær er hæftet med en vis skam. Hun er alt for perfekt. Han skynder sig ud af døren.

Oppe hos Marie og hendes mor, bryder hans verden dog sammen. Marie har en bejler på besøg. hendes mor fortæller glad at de to turtelduer netop er blevet forlovet, og er det ikke fantastisk. Theodor ved ikke hvad han skal svare. Han styrter ud af døren, uden picnickurv, uden at sige farvel, uden at se sig tilbage.

"Nej se hvem der kommer farende der. Den lille digter med den knækkede pen" bliver der råbt. Det er hende købekællingen der altid råber efter ham. Men Theodor hører intet. Dertil er han for knust. " vent stop" kalder hun " jeg vil gerne spørge dig om noget". Han stopper op. Ved ikke selv hvorfor. ved ikke hvor han er, hvem der kalder, endsige hvem han selv er. Glædespigen kommer op på siden af ham. hun siger en masse om at hun skal sende brev, men ikke selv kan skrive. Vil han hjælpe hende. Har han tid nu, det er jo fridag og blablabla. Theodor kan blot nikke. Marie Marie Marie Marie og hvorfor hvorfor Marie kører rundt i hovedet på ham. Han er ikke længere til stede. følger bare efter kvinden som hedder Rose, siger hun, og "kom vi kan gå hjem til mig. det er virkelig sødt" samt en masse andet Theodor ikke fanger.

Hjemme hos rose begynder han så småt at komme til sig selv. Rose forklarer at hendes bror er røget i fængsel, at han har bedt hende om hjælp med noget, at hun skal have skrevet et brev til ham, men hun har ikke gået i skole, kan ikke skrive, hun vil være meget glad og taknemlig hvis Theodor vil gøre det for hende. Theodor mærker raseriet vokse i ham til eksplosive niveauer. Kvinder! alle de digte, alle de følelser han har investeret i Marie og for hvilken nytte. Og nu dette fruentimmer der har hånet ham, dagligt, i måneder... "det skal f* være løgn" tænker han. "hvad får jeg for det" hører han sig selv sige. "jeg kan da nok undvære et par skillinger" begynder rose" men jeg troede...". "ja det gjorde du nok!" siger Theodor hårdt "men hvorfor skulle jeg hjælpe dig? - vil du smage mit blæk, kom vis mig din pen. kan du huske det, hva" rose!" rose svarer ikke. "ved du hvad jeg vil have for det" siger Theodor nu i en ondskabsfuld tone.

Rose bare kigger på ham. "ok" siger hun så. Hun begynder at knappe kjolen op. "er det din første gang" spørger hun tørt og rækker hånden ud efter bulen i hans bukser. Theodor havde end ikke bemærket hvor ophidset han var. "så kom" siger Rose. Hun tager ham i hånden, og fører ham hen til spisebordet. Hun sætter sig i en stol og begynder langsomt at knappe bukserne op på den nu tavse unge mand der står foran hende. Hun ser på ham med et koldt blik. "skal jeg slikke dig?" spørger hun ham. Theodor svarer ikke. hun finder hans penis frem, tager den i munden, slikker den, lader læberne glide op og ned af skaftet, suger til, tager den ud af munden, puster på den, lader tungen lege med den. Derefter ved Theodor ikke længere hvad hun gør. Det er som en eksplosion i hans hoved. alting bliver sort, og så er det slut. "skriver du så det brev for mig?" hører han rose spørge.

Den aften er Theodor rastløs og forvirret. Det havde været hans værste og bedste dag på en gang. Han vidste ikke hvad han skulle tænke. Han prøvede desperat at finde hvile, sove på det men kunne ikke. han følte sig som et nyt menneske, men hvordan kunne han når nu Marie...

Næste dag skulle han atter på arbejde. alting er som det plejer hos købmanden, men på gaden er der en mærkelig stemning. Der er ikke længere nogen der råber kækt efter ham. Det er som om pigerne visker om ham så snart han er gået forbi. Det nager ham mere og mere som dagen skrider frem. Da han endelig har fri skynder han sig hjem. Sådan går det resten af ugen.

I anledningen af hans fødselsdag har han fået en fridag torsdag ugen efter. han har besluttet sig for at flygte fra den dårlige stemning i kvarteret, og nyde dagen ved vandet. Da han kommer ned på gaden, står Rose og hænger med et par veninder. Da de ser ham begynder de at fnise. "der har vi digteren" siger den ene. "kom vis mig din pen" siger en anden. "hvilken pen" spørger Rose hånligt. "den var så Klein at jeg måtte bruge lup for at finde den" siger hun, før de alle bryder ud i høj latter. Theodor skynder sig væk. Han er i chok. ydmygelsen! "åh gud" er det eneste han kan tænke.

Han går over i Ørsted parken og sætter sig på en bænk. Hele hans krop ryster i takt med at katastrofen går op for ham. "hvad er der galt lille ven" hører han en stemme spørge. Han svarer ikke. sidder bare og stirrer frem for sig, mens tårerne langsomt samler i underkanten af hans øjne. "hvis du vil hjælpe mig med en lille sag, skal du få et ønske opfyldt" siger damen, "har du ikke fødselsdag i dag? ". Theodor kigger forundret og forvirret på hende. "hvor ved du det fra?" spørger han. "det er den slags en gammel klog kone ved" svarer hun. "hvem er du" spørger han. "det skal du ikke bekymre dig om unge mand. vil du hjælpe mig eller vil du ikke". Theodor sukker. Han har mest lyst til at sige nej, men kan ikke. Hvad har han også at tabe ved det? Hans dag, hans fødselsdag kan ikke blive meget værre. Han rejser sig og følger efter damen.

De går ned til søbredden. Den ældre dame peger på ænderne. "kan du se den store andrik der?" spørger hun. Theodor nikker. "jeg skal bruge fem af de grønne fjer. Jeg er blevet for gammel til selv at kunne plukke dem og det er vigtigt at de er nyplukkede og friske, ellers virker de ikke". Theodor kigger forundret på hende, men han er alt for plaget af egen ulykke til at spørge hvorfor. Andrikken er ene han blandt otte hunner. Det er alt hvad Theodor registrerer. "jeg måtte bruge en lup" skyder gennem hovedet på ham. Med en smule besvær får han plukket de fem fjer til damen. Hun takker og spørger hvad han ønsker sig. Claus" store erigerede lem og lottes skrig idet han trænger ind i hende, skyder igennem Theodors hoved. Den gamle dame smiler og nikker. Så er hun borte. Theodor ser sig forvirret omkring. "hvor blev hun af" tænker han. Og så er det han mærker bukserne stramme. Han kigger ned af sig selv. En bule på størrelse med... ja han havde aldrig set noget lignende...