Høstarbejdet var overstået, landarbejderne rejst videre, og Hans var kommet i lære hos smeden inde i byen. Nu var der gået flere uger og hun mærkede længslen i kroppen, næsten som en fysisk smerte.

En dag skulle hun hente nogle urter hos den gamle Maren, der boede alene ude i skoven. Nogle betragtede hende nærmest som en heks, men hun var venlig og rar og gjorde ingen fortræd. Hun havde forstand på lægekunst og helbredende urter og var tillige synsk. Herremanden lod hende bo i huset i skoven - hun var ikke farlig, og der var ikke så megen sygdom hos bønderne når de tog hendes urter. De betalte hende med mad, og på den måde overlevede hun.
Marianne syntes det var spændende at besøge hende. Hun kom der ikke så ofte. Heldigvis var de meget sunde i hendes familie.

Maren kiggede op på Marianne, mens hun fandt urterne frem.
- Nå min pige, du kunne nok ikke vente, du har smagt på den forbudne frugt! Marianne kiggede først uforstående op på hende og rødmede derefter dybt, da hun forstod hvad den gamle kone mente.
- Hm... hun ser jo godt ud og vil snart ende i herremandens seng. Maren mumlede til sig selv og nikkede, mens hun kiggede på hende og Marianne følte det som om hun så lige ind i hendes sjæl.
- Du har stærke lyster min pige. Nogle gange er det godt - nogle gange ikke så godt. Jeg er lidt i tvivl i dit tilfælde, jeg kan ikke se så meget. Hun nikkede igen og lagde hovedet på skrå.
- Du må selv finde vej, men først skal vi hjælpe dig, så du ikke farer vild.
Hun nikkede igen og gik hen til et skab og tog nogle urter frem og begyndte at brygge en te.
Marianne sad som forstenet. Hvad mente hun? Hun kiggede nervøst hen på Maren, der så gennemborende på hende.
- Ja, den tanke må man aldrig glemme, når man dyrker kødets lyster sagde hun og rakte et krus frem mod Marianne.
- Drik dette og din krop vil skille sig af med det uønskede. Jeg kan se, at du har stærke drifter, så jeg pakker en pose til dig, så du ikke kommer i ulykke. Lav en drik af disse urter hver fuldmåne, så skal det nok gå. Og kom så her til gamle Maren når der ikke er mere tilbage.

Marianne drak lydigt teen, takkede for urterne, gav Maren hendes betaling og skyndte sig hjem.

Ugerne gik begivenhedsløst forbi. Flere gange søgte hun ned til søen. Det var nu så koldt i vejret, at vandet var iskoldt, men hun tog indimellem en svømmetur for at svale sig selv af.
For det meste lagde hun sig i græsset, lukkede øjnene og forsøgte at fremkalde oplevelserne med landarbejderen. Så krammede hun sine bryster, nev i brystvorterne så de strittede og bragte den velkendte sitren der løb ned mellem hendes ben. Hun trak op i kjolen og spredte lårene, så den kølige efterårsvind kunne køle heden der pulserede mellem benene, dog oftest uden den store virkning. Hun fandt knoppen og gned den, fugtede fingrene nede i den våde grotte og gned den igen. Hendes underliv begyndte at vugge op og ned i sin egen rytme og hun gned knoppen og stak en finger ind i grotten og kørte den ind og ud. Der gik aldrig lang tid før hun følte orgasmen rulle i kroppen. Det var dejligt og hun bragte oftest sig selv til udløsning mange gange, før hun på rystende ben gik hjem igen. Så var hun mæt et par dage, men det var en hul fornemmelse, der manglede noget. Hun blev mere og mere frustreret og gik og tumlede med nogle tanker om herremandens seng, som Maren havde snakket om. Efterhånden som tiden gik og hun opvejede sine muligheder blev tanken om at blive herremandens frille mere og mere tillokkende.

En dag op mod jul overhørte hun en samtale mellem forældrene. De mente det var på høje tid at finde hende en ægtemand, og at det skulle være Anders. Marianne troede ikke sine egne ører. ANDERS!! Han var bestemt ikke hvad hun forestillede sig om en kommende ægtemand. Nej!! Aldrig i livet om hun ville giftes med ham. Han var en ca. 35 årig mand, der efter hustruens alt for tidlige død var alene med 3 børn. Hun listede sig af sted, så de ikke opdagede, at hun havde lyttet. I de efterfølgende dage kørte tankerne rundt i hovedet på Marianne. Hun ville under ingen omstændigheder giftes med Anders. Hun så for sig et liv med evig slæb, mange børnefødsler. Som snart 18 årig drømte hun heller ikke om at blive reservemor for 3 halvstore børn.

Et par dage før jul var hun været med faderen i byen for at købe ind til juleaften. Vejen var lang og kold, men det var altid spændende at komme lidt ud. Mens de gik hjem ad de sneklædte veje begyndte faderen at tale om Anders og de fordele et ægteskab med ham ville give hende. Hun turde ikke sige sin fader imod, men hun var fuld af trods. Faderen havde så travlt med at overtale hende, at han ikke bemærkede kanen før det var for sent at gemme sig.
- Tag hætten godt ned over hovedet pigebarn nåede han at sige inden han vendte sig om mod herremanden, der stoppede da han nåede op på siden af dem. Faderen kunne ikke så godt undslå sig at hilse på og snakke med ham. Det var en ære, at han standsede, han kunne jo blot være kørt forbi.
Marianne handlede instinktivt imod faderens ordre. Hun tog ikke hætten over hovedet og kiggede direkte på herremanden, hvis blik hurtigt fangede de lange lyse lokker og glimtet i de grønne øjne. Han nikkede anerkendende til hende og sagde smilende til hendes fader, at han ikke vidste af, at han havde sådan en smuk datter.
Som i slowmotion vendte faderen sig om mod hende med bestyrtelse i blikket.

Da de kom hjem rasede faderen og moderen græd. - Min gud pigebarn, sagde faderen igen og igen. - Du har bragt dig selv i ulykke.
Men for Marianne var det ingen ulykke. Efter herremandens ordre skulle hun 2. Juledag starte i tjeneste på godset. Hun var nok klar over hans motiver for at kalde hende derop, men hun var mere end parat. Og forældrene talte ikke længere om giftermål med Anders.

...fortsættes.