- Bordelloven bliver misbrugt umenneskeligt! – Den skønne Reece Winstons øjne lynede. – Det var ellers Deres salig far, der var med til at indføre den, indvendte Præsident Garcia. - Ja, som et alternativ til langvarige straffe i det skumle kvindefængsel. Men politiet anbringer falske beviser i narkosager og sender uskyldige unge kvinder i Bordelfængslet. Og den nye direktør er en liderlig sadist! – Garcia smilede: - Så slemt omtalte De ham ikke, da de debatterede med ham i tv, og de var lige så blændende smuk som nu.

Men både dommer Gaunt og politichefen vil have dem stillet for retten for injurier. Jeg bad dem frafalde anklagerne, fordi De er datter af min kære ven, expræsident Winston. – Det venskab var køligt, tænkte den 22-årige blondine. - Hendes far havde været nødt til at vælge Garcia som vicepræsident for at få højrefløjens støtte i valgkampen i den lille caribiske østat Port George.

- Tak, hr Præsident. Det jeg beder dem så bønligt om, er at benåde Jamanda-journalisten Angelina Cruz og de to danserinder. Angelina var min veninde, da vi gik på college i USA. Hun afskyede narkotika. Politiet ville gøre hende tavs og anbragte narko hos hende og danserinderne, da hun udspurgte dem om den forrige skandalesag. – Har De beviser, kære miss Winston? - Mine kilder har hørt politifolk prale af det. Men de tør ikke vidne, fordi dommeren er partisk. Og han afslår en appelsag og bad mig henvende mig til justitsministeren. – Og det er også mig. Hm. Det er en pinlig sag. Og jeg har meget vrøvl med Jamandas præsident.

Deres far ville være dybt skuffet, hvis han havde oplevet, at De agiterer for Folkepartiet. Kunne De tænke Dem at skifte tilbage, hvis jeg benåder Deres veninder? - Hvis bordelloven ophæves … - Det ville være imod folkets ønske. – Mod de liderlige mænds! – Liderlige, som når jeg ser Deres velskabte krop. Lad mig se Deres ansøgning!
- Det er kun et udkast. – Kan De garantere mig, at de tre ludere forlader vores ø, og at de ikke kritiserer vores retsvæsen? – Det lover jeg. Miss Cruz kan finde meget andet at skrive om, og danserinderne kan vel få nyt arbejde. – På et bordel, grinede Garcia. Jeg skriver under på én betingelse. De giver mig et kram og et rigtigt kys! - Hr Præsident! udbrød den dydige kvinde forarget. Skal jeg betale for det? – Ja, min skønne.

Tænk på, at Deres veninder bliver gennemkneppet nu! Er det for ringe en pris at betale for deres frihed? Nu stempler jeg, og så skriver jeg under efter kysset. – Den midaldrende, kraftige præsident rejste sig, lagde hånden på et af hendes store bryster og klemte det, trak den slanke blondine ind til sig og kyssede hendes mund. Hun kneb læberne sammen for at undgå hans tungekys. Hans anden hånd klemte hendes endebalde, og hun mærkede hans hårde fallos mod sit skridt. Med en kraftanstrengelse fik hun skubbet ham fra sig. – Slip mig! – Skræmte jeg den dydige jomfru? Her er min underskrift.

- Mange tak, hr Præsident. – Pigen greb fat i benådningen og skyndte sig forbi vagterne og ud af præsidentpaladset. Hendes ven, journalist Jack Kirby, havde ventet spændt. – Det lykkedes, Jack. Vi tager hver sin bil og skynder os at få fangerne ud, inden han fortryder det. – Lidt efter trådte de ud til vagterne foran Bordelfængslet. – Luk os ind! Jeg har en ordre til direktør Cortez. – Her kommer kun de kvinder ind, der skal sprede ben for kunderne! Melder De Dem frivilligt? – Vagten stirrede frækt på barmen, og hun knappede den øverste knap i jakken. - Spar mig for deres sjofelheder! Se her! Et dokument fra Præsidenten.

– Så må De undskylde, unge dame. Er de godkendt som kunde, hr? – Jeg er slet ikke kunde. – Kirby så pinligt berørt på præsidentdatteren. - Så må De blive udenfor. - Vent på mig her, Jack! – Vagten lagde en arm om skønhedens ryg, og hun måtte skubbe ham fra sig to gange, mens de gik gennem gården.

Fængselsdirektøren modtog hende i døren. – Dejlige isprinsesse! Vil De lære mit bordel at kende? – Præsidenten har benådet de tre nye fanger. Se her! – Hm. Det var dog trist. Nu er de tre lækre tøse lige ved at falde til. De har fået herlige orgasmer. – Men nu skal de frigives! – Der står ikke hvornår. Og de skal i hvert fald tilfredsstille deres kunder først. Kom ind og se, hvordan de bliver kneppet! – Nej, tak! – De får dem kun med ud, hvis De selv henter dem. – Reece var stadig jomfru og gruede for, hvad hun ville få at se. Forberedt på det værste trådte hun ind.

En helt nøgen hvid kvinde og en negerpige i bundløse trusser, begge med hænderne lænkede foran, fejede gulv. – Hvorfor går de nøgne her? – Her er varmt nok, sagde Cortez smilende. Og de er så kønne, at de ikke har noget at skjule. Er det ikke journalistluderen fra Jamanda, De holder mest af? Hun arbejder inde i spejlrummet. – Cortez lagde armen om hendes smalle liv og puffede hende fremad. Der lød høje klagelyde og stønnen derindefra. - Major! Må min gæst kikke på? – OK.

Direktøren åbnede døren, og Reece gispede ved det rædselsvækkende syn. Angelinas spinkle krop hoppede op og ned på en fallos, der hamrede ind i hende bagfra, så de store bryster dansede og gyngede. Hendes hænder var lænkede på ryggen. Majorens fingre bearbejdede hendes skamlæber, og den stolte pige kæmpede for at undgå at få orgasme. – Vil du være med til en trekant, smukke? – Nej.

Slip hende! – Reece! udbrød offeret chokeret. – Ja, hun vil se sin veninde kneppe. – Journalisten så sig selv som nøgen luder i spejlet og skammede sig som en hund over, at veninden skulle se hende så vanæret. - Er det ikke Prinsessen? grinede kunden. Hop af, tøs! – Han løftede brunetten af, så hun stod på gulvet. Reece trådte hen til hende og omfavnede den nøgne pige. – Stakkels Lina! Du er benådet. Du er fri! – Ikke før kunden er tilfredsstillet, fastslog direktøren. Ned på knæ og slik pik!

Jomfruen stirrede forfærdet på majorens kødstang. Hun havde tvunget sig til at se pornofilm, men aldrig set en kampklar fallos i virkeligheden. – Jeg b-bider, fremstammede journalistpigen. – Hvis du gør det, frigiver Præsidenten dig aldrig. Slik! – Den bagbundne blev skubbet ned på knæ, og pikken stødte mod hendes læber. – Skal jeg, Reece? spurgte hun fortvivlet. – Gæsten nikkede. Risikoen ved at nægte var for stor. For første gang slikkede den yndige brunette aktivt på et voldtægtsvåben. Kunden kaldte hende en dygtig luder og kærtegnede hendes hals og bryster. Så begyndte han at føre pikken frem og tilbage i hendes mund. Jomfruen væmmedes ved synet og var nær ved at besvime. Cortez støttede hende kærligt, og først da hans hånd masserede hendes skød, blev hun lysvågen og stødte ham hidsigt fra sig. – Hvor vover De?

- Du har talent for det, tøs! roste majoren. Men nu vil jeg have din kusse. Læg dig på ryggen og spred benene! – Angelina var tæmmet. Håbet om frihed fik hende til at adlyde. Uden forspil borede han sig ind i den ømme, mishandlede skede og gennemkneppede den grædende fange. Han lagde sin tunge krop ned over hende, så hendes ryg blev mast ned i håndmanchetterne. – Det er modbydelig voldtægt. Slip hende! udbrød præsidentdatteren. – Hun yder samfundstjeneste. – Direktøren snoede fornøjet sit overskæg. – Det er modbydeligt! Få det overstået! tiggede gæsten med tårer i øjnene.

– Mod sin vilje adlød kunden. – Åh nej. Jeg kommer! udbrød han og tømte sin sæd i journalistpigen. – Få hende vasket og klædt på! – Reece vaklede ud. – Ingen ordrer her! Bed pænt om det, min skat! – Cortez gav hende et klask bagi. Hun vendte sig rasende: - Usling! Det vover De aldrig at gøre mere. Jeg klager til Præsidenten!
- Goddag, miss Winston. Hvad skylder vi æren? – En slank herre i hvid kittel rakte hånden frem. Hun var nødt til at give hånd, og han holdt den fast. – Goddag, dr Hill. Præsidenten benåder de tre senest dømte. – Så kommer jeg til at savne dem. – Hvordan kan De godkende mishandlingen af kvinderne her? – Jeg lægger megen vægt på bordelpigernes sundhed og på, at de ikke tager varig skade.

De bliver masseret og smøres med effektivt lægende salver, især i anus, og vi lærer dem at nyde samlejerne. – I anus? Bliver de også voldtaget der? tænkte jomfruen forfærdet. – Her er Gina. Fik både du og din kunde orgasme? – Den sortlokkede, skønne danserinde, kun iført højhælede sko og manchetlænke på ryggen, rødmede. – Ja, hr doktor. Miss Winston, er De her? – Ja, Gina. Præsidenten har benådet jer alle tre. I er fri! – Virkelig? – Bemærk manchetterne! sagde Hill. De sætter ikke mærker på håndleddene.

- Hvor er Susie? – Hun har to kunder herinde, svarede lægen. Kom med! – Den blonde pige standsede forfærdet i døråbningen. Mulatpigen lå på ryggen tværs over en seng. En nøgen mand førte sin pik ind og ud af hendes mund, og en anden stod mellem hendes tilbagebøjede lår og råkneppede hende forfra. – Med armen om gæstens skulder skubbede lægen hende indenfor. – Se! Susie gør slet ikke modstand. Hun nyder det. – To på én gang, gispede Reece. – Tre er også en mulighed, kære miss Winston. Undskyld d"herrer! Er udløsningen på vej? – Hvem er hun? spurgte oralsexmanden og vendte pikken mod blondinen.

– Ikke til salg, desværre. Hvad med at vende den lækre chokoladetøs om og bytte plads? – God ide, Doc! – Men lad hende snart slippe! Hun er ret ny og skal ikke slides op. – Det svimlede for jomfruen, og lægen støttede hende kærligt. – De ser sløj ud, min ven. Vil De have et glas vand?

- Nej, tak. – Reece tænkte med gru: - Hvis de kommer et stærkt sovemiddel i, kan de klæde mig af og voldtage mig ligesom de andre og beholde mig som sexslave. - Hendes tålmodighed var opbrugt: - Hr direktør! Vi vil ikke vente længere. Løslad fangerne straks! - Omsider blev de tre nøgne slavinder stillet på række foran hende. – Tag manchetterne af dem og giv dem tøj på! – Her er nøglerne. Men skal de ikke i bad først? – De kan bade i min lejlighed. – Vi har ikke tøj til dem. Vil De låne dem Deres? spurgte Cortez med et frækt grin. – Reece tog resolut jakken af og gav den til Angelina. - Der hænger badekåber dér. Lån os dem! – Det er statens ejendom.

Hvornår får vi dem tilbage? – I dag. Så snart jeg har skaffet tøj til dem.

Portvagten gloede på de tre skønheder med nøgne underkroppe og på blondinen, der nu var i hvid bluse og sort nederdel. – Hvor er mr Kirby og hans bil? – Politiet tog ham med til afhøring, mistænkt for at ville befri sin journalistveninde. – Ham må jeg hjælpe senere. Hop ind i min bil! I må snart sejle over til Jamanda, inden Garcia fortryder benådningen. – Ja, jeg vil hjem. Dit land er et helvede. De har voldtaget mig i alle huller i over to døgn! klagede den før så respektable journalistpige. – Hjemme i præsidentdatterens palæ bad hun de to danserinder gå ind til den indendørs swimmingpool og tog sin veninde med ind i sit soveværelse og lod hende gå i brusebad. – Åh, gid jeg kunne vaske alle de beskidte mandfolk af mig! sukkede Angelina. Reece fandt noget mad i køleskabet og anrettede det og hældte to glas vin op og tømte sit eget.

Det bankede hårdt på døren. – Luk op! Det er politiet. – Politichef Hard førte selv ordet: - Hvor er flygtningene? – Hr politichef dog! sagde Reece strengt. To af de benådede er vist i mit svømmebassin, og miss Cruz tager bad derinde. – Sergent! Find de to andre! – Hendes hjerte frøs til is. Havde Garcia lagt en fælde for hende? – Præsidenten har benådet dem. De må ikke gå derind! – Hard brasede ind i badeværelset: - Narko-Lina, du er anholdt som flygtet bordelfange! – Nej! Jeg blev benådet. Lad mig tørre mig først! græd hun. – Det klarer vi, grinede to betjente. – Håndklædet blev brugt mindre end de grove hænder, der klemte brunettens bryster og balder, og fingrene, der gled ind i hendes huller. – Missen er væk. De har glatbarberet hende! – Slip hende! råbte Reece.

Jeg overbragte selv Præsidentens benådning. – Hvor er det dokument? – Direktør Cortez beholdt det. – De må følge med og forklare sagen. Hen til politistationen!
Chefen tog hende hårdt i den bare underarm. - Jeg er præsident Winstons datter. Behandl mig med respekt! Og miss Cruz kan ikke gå nøgen. Slip hende! – Hendes far havde været præsident i 14 år, og hun var blevet forkælet og hyldet som Port Georges prinsesse. Denne behandling var ufattelig. Med besvær fik hun anbragt badehåndklædet, så det dækkede venindens barm og skød.

I politibilen satte Hard sig tæt op ad blondinen og ignorerede både protesterne fra hende og fra den bagbundne skønhed, som hurtigt fik håndklædet trukket af.

Det vakte opsigt, da den vidunderligt velskabte journalistpige blev ført ud af bilen og op ad trappen til Politigården, kun iført håndjern og højhælede sko. – Hvem er hun? råbte folk. – Narko-Lina fra Jamanda. En flygtet bordelluder, der skal sendes tilbage til sit arbejde. – Hendes endebalder var stribede af spanskrørsslag. På trappen rev hun sig løs fra betjenten; men en anden slog hende bagi med kniplen, så hun snublede op ad trinnene. Reece var fortvivlet over den ydmygelse, veninden blev udsat for, og frygtede for sin egen skæbne. Det største lokale i Politigården var omdannet til retssal. Tilskuerne var politifolk, officerer og enkelte civile. Blandt de få kvinder sås Præsident Garcias søster, som havde været fjendtlig over for Reeces mor.

Sidste gang Angelina forlod en retssal var det med bar underkrop. Nu gik hun spidsrod helt nøgen op mod dommersædet mellem liderlige mænd og hørte deres sjofle, hånende råb. Den lille dommer Gaunt frydede sig over synet af de gyngende bryster og de nøgne skamlæber: - Så ses vi igen, Narko-Lina. Helt nøgen i retten. Vi gør fremskridt. Vend dig mod publikum! – Anklageren tog ordet: - Angelina Cruz, du er anklaget for flugt fra Bordelfængslet. – Hun er uskyldig! Præsidenten benådede hende. – Miss Winston, jeg advarer Dem mod at vise foragt for retten! formanede dommeren. – Hr politichef, hvor er de andre flygtninge? spurgte anklageren. – Forsvundet fra miss Winstons palæ. Vi har endnu ikke opsporet dem. – Det kunne de umuligt nå! udbrød Reece.

– De må kun tale, når De bliver spurgt! sagde anklageren. Se på denne skærm! Her ses en forstørrelse af den benådningsansøgning, som skaffede de tre fanger udgang fra Bordelfængslet, meget kort og klodset formuleret uden begrundelser og betingelser. – Høje dommer, må jeg ikke sige noget? spurgte Reece angst. – Jajada. Har De selv skrevet det? spurgte Gaunt. – Ja. Det var kun et udkast. Men vor højtærede præsident godkendte det. – Mon dog? sagde anklageren. Sammenlign stemplet og underskriften, som de er korrekte på dette dokument! På det falske er underskriften en dårlig efterligning, og stemplet tilhørte afdøde Præsident Winston! – Hun har forfalsket det! Svindlerske! lød råbene.

– Ro i retten! – Reece sad som forstenet. Fælden var alt for dygtigt udformet. – Flugtsagen kan hurtigt overstås. Det normale er, at flugt fra fængsel straffes med en fordobling af afsoningsperioden. – Det overlever jeg ikke, hulkede journalistpigen. – Reece kunne ikke tie længere: - Høje dommer, lad mig tale! Miss Cruz var overbevist om, at benådningen var ægte. Hun troede, at hun adlød Præsidentens ordre. – Er det sandt, tøs? – Ja, høje dommer. Skån mig! – Angelina faldt på knæ.

- Så vil jeg dømme nådigt. Du forsømmer dit arbejde på bordellet i ca. to timer. Du nøjes med en tillægsstraf på to uger. Rejs dig, luder, og stil dig med front mod tilskuerne! Spred benene! – Den modløse, dejligt skabte pige stillede sig ved siden af dommersædet og ydmygede sig ved at fremvise sine nøgne skamlæber. – Hr politichef, er den hovedskyldige ikke arresteret endnu? spurgte anklageren. – Det bliver hun. Reece Winston, De er anholdt, anklaget for injurier mod Port Georges politi og retsvæsen, for dokumentfalsk og for at hjælpe tre bordelfanger til flugt. Alt, hvad De siger, vil blive brugt imod Dem. – Et håndjern smækkede om den skrækslagne piges spinkle håndled, han vred hendes arme om på ryggen og lukkede håndjernene. – Det her kan ikke ske for mig. Jeg er Prinsessen af Port George, tænkte hun og ruskede desperat i håndjernene. – Jeg er uskyldig. Spørg Præsidenten selv! Jeg forlanger sagen imod mig udskudt og flyttet til en rigtig retssal!

- Dette er en helt korrekt retssag, som ifølge Bordelloven og flugtparagraffen skal afgøres straks. - Men jeg har da krav på en forsvarer! – Joh. Hvis De vil vælge en af de tilstedeværende. – Den unge politiker så rundt på sine fjender. – Der er ingen, jeg kan stole på. Jeg vil forsvare mig selv. – Udmærket. Så har De også mere frisprog. Men sæt Dem på anklagebænken! – Den bagbundne fange kom med besvær op på bænken. Nederdelen gled op, så den afslørede mere af lårene, end hun fandt anstændigt; men hun kunne ikke trække den ned. Præsident Garcia, der havde stået bag et forhæng, trådte ind og satte sig i vidneskranken: - Jeg er villig til at vidne.

- Tak, højtærede Præsident, sagde anklageren. Miss Weston har længe agiteret hæmningsløst mod Bordelloven. Efter de to seneste narkosager har hun beskyldt politifolk for at anvende falske beviser og den ærværdige dommer for uretfærdighed både i aviser og tv. Hendes landsskadelige udtalelser til udenlandske journalister grænser til landsforræderi. I dag har hun tiltvunget sig adgang til Bordelfængslet, hvor hun opførte sig helt uanstændigt og med et selvfabrikeret dokument hjalp tre fanger til flugt.

Anklagemyndigheden kræver provokatøren idømt den strengest mulige straf. Tilstår De, at De viste fængselsdirektøren et dokument, som fik ham til at løslade fangerne? – Ja. Men … - Tilståelsen er faldet. – Kære Præsident Garcia! Fortæl dog, at De selv stemplede og underskrev benådningen! tiggede den anklagede.

- Det er med dyb sorg, jeg ser min kære afdøde vens datter i denne frygtelige situation. Jeg har altid holdt meget af den bedårende unge pige. Lidt af det, hun påstår, er sandt. Hun kom i morges ind på mit kontor og tiggede mig om at benåde hendes tre narkoveninder. Hun tilbød endda sin vidunderlige krop som betaling. – Reece rejste sig: - Han lyver! – Jeg tilgiver Dem, at De beskylder mig for at lyve. Jeg forstår, at De er desperat. Det var et fristende tilbud, og jeg må indrømme, at jeg modtog et dejligt kys. Men jeg kan ikke bryde loven, så jeg nægtede at benåde narkoforbryderne.

Miss Winston forlod mig i vrede. Det kan vagterne bekræfte. Og hun har så åbenbart benyttet sin fars stempel og selv skrevet under. – Hvorfor bringer De mig i ulykke? græd Reece. – Det bedrøver mig dybt. Og jeg beder dommeren om at fraregne injurier, iberegnet dem mod mig, og dokumentfalsk og også den fange, som straks blev indfanget. Jeg anmoder Dem om at idømme den dumdristige pige den kortest mulige straf!

- Tak. Men sager om dokumentfalsk og injurier kan slet ikke behandles her, indvendte ”forsvareren”. – Det har De ret i, min ven, sagde Garcia med et smil. – Dommeren tog ordet: - Juridisk set er jeg enig, så jeg vil holde mig til den beviste forbrydelse. Bordelloven er utvetydig: ”En kvinde, som hjælper en bordelfange til at flygte, idømmes samme straf som bordelfangen.” – Verden styrtede sammen for Reece. – I kan ikke sende mig i bordel. Jeg er en anstændig kvinde. Jeg er datter af præsident Winston! – Alle er lige for loven. Det har De selv hævdet adskillige gange. – Men jeg er jomfru!! – En 22-årig jomfru? Det lyver De nok også om. Men det kan bordellægen undersøge. Loven nævner kun én slags undtagelser: Kvinder, som er for gamle eller for utiltrækkende. De to fanger, De hjalp til at flygte, var hver idømt et år. Jeg er så nådig at se bort fra den tredje, så jeg nøjes med at idømme Dem samfundstjeneste .. – Et svagt håb tændtes i fangen. – .. i to år i Bordelfængslet!

- To år! Det overlever jeg ikke. – Tag tøjet af hende! beordrede dommeren. – Hard og sergent Slyke flåede straks den hvide bluse af og trak bh"en ned, så de overraskende store bryster hoppede ud til fryd for publikum. Hun kæmpede fortvivlet imod, mens de lynede nederdelen, så den faldt ned over hofterne. – Stands! sagde Gaunt. Er brysterne smukke nok? – Vidunderlige. Lige til at bide i. Jomfrubryster! lød det. – Skån mig! Lad mig beholde resten! hulkede jomfruen. – Du skal være lige så nøgen som din medskyldige! sagde den sadistiske dommer. - De to politifolk trak langsomt trusserne ned, og for første gang mærkede hun mandshænder på sine kønsdele og endebalder. - Hun er ægte blondine! En lækkerbisken! – Ro i retten! Anbring hende ved siden af luderen! - Hun krydsede benene; men politichefen nød at slå hende i numsen og sprede hendes lår bagfra. Så stod hun udstillet, kun iført håndjern og højhælede sandaler.

- Præsident! Hjælp mig! – Næh. Dommen er afsagt, min skønne, sagde Garcia med et liderligt smil - Stakkels Reece! Gid du ikke havde prøvet at hjælpe mig! sukkede Angelina. – Den høje blondine forestillede sig allerede, at en kæmpepik borede sig ind og sprængte hendes mødom, og at en anden fyldte hendes mund. – Bøj hende forover! Uhm! – Gaunt savlede ved synet af skamlæberne og numsehullet. – Vend hende mod dommersædet! Velkvalificeret! Bøj hende igen! – Mændene jublede og hånede de to nøgne skønheder. – Lækre balder! Hun er lige til at kneppe! – Før straks de to dømte til Bordelfængslet! beordrede dommeren.
(Fortsættes)