l.Kapitel.


Stedet er vidunderligt. Fjordens blanke overflade er næsten uden en krusning og i træerne langs bredden synger masser af fugle med jublende stemmer - ren idyl, næsten!
I buskadserne langs fjordbredden ligger tre maskingeværstillinger fortrinligt camuflerede, hver med tre mand - en skytte, en lader og en ildleder bevæbnet med en maskinpistol.
I såvel maskinpistoler, som geværer er der skarp ammunition, selv om det kun er en øvelse - en mand, der bliver dræbt under en øvelse havde alligevel kun været til besvær under en operation, er den kommanderende generals mening om nogen skulle have vovet at bestride hans påstande - ingen i kompagniet har endnu hørt noget sådant.
Ni par øjne følger spændt et lille svirrende myg højt, højt oppe i luften - en helikopter!
En fjendtlig helikopter svæver højt oppe over dem uden for skudvidde. Har mændene i denne fået øje på dem, eller det en observationshelikopter med de kommanderende officerer, der vil se hvordan slaget spænder af i passende sikkerhed?
De, ni soldater ved maskingeværerne ved det ikke, men de ved at de skal skyde på alt menneskelig, som de ser røre sig i vandet indenfor rækkevidde, hvis det ikke overgiver sig inden varselskud - og skyde for at dræbe!
Mere end een soldat er segnet foran de hærdede maskingeværskytters skrattende våben under øvelser - det giver lige frem orlov at ramme en "fjendtlig soldat", 8 dage, hvis han er hårdt såret og 14 dage, hvis han er død.
Maskingeværskytterne kan godt lide orlov - de er vågne.
En bevægelse i vandet og den blanke vandflade vil koge af glødende blystykker.
De tolv mænd i grågrønne frømandsdragter ovre på den modsatte bred ved det - men de ved også, at de skal svømme over fjorden og forcere maskingeværstilligerne og melde sig til en post en kilometer inde i landet, førend deres trængsler vil være forbi - for denne gang!
Næste gang vil der ikke være nogen post at henvende sig til - men en fjende at kæmpe med.
Fjenden - de sortklædte Charlier eller de uniformede soldater oppe nordfra vil kæmpe med en fanatisk mod - ikke opgive, førend den sidste patron er opbrugt og den absolut sidste chance for at kæmpe er forspildt.
De kender denne fjende. De har alle allerede kæmpet imod ham. Kæmpet som gemene fodfolk eller marinere - som soldat mod soldat.
Når deres uddannelse her er ovre vil de ikke længere være soldater, mennesker, men krigsmaskiner uden egen vilje - de vil gå fremad, og kun kende een vej ud af problemerne LØSNINGEN...
De vil være uhyggelige commandos, der kan dræbe lydløst, sabotere fabrikker og maskiner, føre biler, både og fly, kunne betjene ethvert våben fra pusterør med giftpile til maskinkanoner eller raketter.
Kun eet kan standse dem - DØDEN...
At såre en commandos vil kun gøre ham endnu farligere - han kan ikke flygte og har kun udvej - at kæmpe til døden.
De tolv mænd ved alt dette - det er terpet ind i deres hoveder af trænede instruktører gennem måneder ved dag og nat.
Deres livsmål er ikke et lykkeligt liv, men så og så mange døde fjender.
De kontrollerer hinandens iltflasker, ser efter at den lyddæmpede pistol er på plads i det vandtætte hylster, at den barberbladsskarpe commandokniv sidder tilpas løst i sin skede, parat til at blive trukket på mindste foranledning, at sprængladningerne er på plads i deres bælter.
To mænd i kampuniformer - måske de er generaler, måske de er menige træder frem og giver en kort kommando.
De tolv mænd falder ned i græsset åler sig ned mod fjordbredden.
Maskingeværskytterne skulle nødig vide, hvornår de vil komme. En forkert bevægelse og det er døden for een selv og måske flere af kammeraterne. Man har lært, at een selv betyder intet - men GRUPPEN alt.
Intet må svipse.
Een efter een glider frømændene ud i vandet og forsvinder i dybet, som mørke skygger.
De to uniformerede mænd går tilbage til deres jeep med chauffør og radiomand, der venter på en skovvej lidt borte og sender en kodemelding, førend de kører tilbage til træningslejrens kantine, hvor de fordriver resten af eftermiddagen med at drikke godt dansk pilsnerøl, uden tanke for de tolv frømænd ude i fjorden.
Deres arbejde var at få mændene i vandet - resten er op til mændene selv og løjtnanten i modtageposten.
Kun strømme af luftbobler fortæller, hvor frømændene opholder sig nede i vandet og disse kan maskingeværskytterne heldigvis ikke se.
Langsomt plasker de tolv mænd sig afsted i deres mørke beskyttelsesdragter.
Hver tænker sine tanker, men de bliver alle ved at vende tilbage til det samme - de tre maskingeværer på den modsatte fjordbred.
Hvem vil komme igennem og hvem vil blive opdaget og dræbt.
Hvem vil komme til at tjene 1000 dollars om måneden og hvem vil blive begravet under et lille trækors på en ukendt kirkegård i et fjernt fremmed land!
HVEM?
Alle tænker de det samme og alle frygter de det de tænker - nemlig at det er dem selv, der bliver gennemhullet af maskingeværets strøm af glødende bly, dem selv der synker om i sandet med blodet sprøjtende ud af den gennemhullede krop. Frygten gør dem ekstra årvågne.
Langsomt glider de nærmere den fjendtlige bred.
Tre maskingeværer venter.
Ni mænd håber på orlov - helst 14 dage!
Hvor er de satans maskingeværer? Hvor...
Bill Lang, førhen kaptajn for et kompagni marinere i Mekong~deltaet, hvoraf kun små hundrede var tilbage af næsten det dobbelte efter tre måneders hårde ubarmhjertige kampe, nu commandos uden rang - bare commandos...
En krigsmaskine, han tænker på fremtiden. Hvad med i aften? Vil han sidde og drikke øl i mandskabs-kantinen, eller vil han ligge død på en båre i kapellet ovre ved siden af jeepgaragen?
Han håber det første, men sandsynligheden er faktisk større for det sidste.
Han svømmer roligt videre - en commandos kender ikke til frygt.
Han er ikke et menneske, men en maskinel
Hvad tænker de øvrige elleve på holdet?
Sikkert det samme, som han - skal JEG dø eller vil jeg overleve?
Skal jeg være en godt betalt commandos eller et råddent lig i jorden?
Ingen ved det, førend øvelsen er forbi.
Endnu er de ikke halvt ovre fjorden - endnu er der en chance at svømme tilbage til bredden man kom fra - hvis...
Muligheden af at man skal have været så forudseende at sætte maskingeværer op på denne også efter at de er svømmet ud er faktisk stor - de er rotter i en fælde uden mulighed for flugt - vil de undslippe er der kun list og kamp.
Solen skinner ned fra en skyfri himmel og gennem det let grumsede vand kan Bill se manden nærmest til såvel venstre som højre.
Farten er støt. Snart vil de være inden for skudvidde af de tre maskingeværer.
Et glimt og alt vil være forbi - DØD...
Vandet bliver lavere og lavere - måske det slet ikke er muligt at svømme helt ind til bredden - måske de bliver nødt til at vade ind - måske...
Rat-rat-tra-tra-rat....
Maskingeværet vil snerre og det grumsede vand vil blive farvet rødt af deres blod - døden vil høste blandt dem.
Døden svømmer ved siden af dem alle tolv.
Maskingeværerne venter på arbejde, skytterne på orlov - frømændene på friheden bag skyttekæden.
Manden, der svømmer til venstre for Bill er sergent Tom Shirts - en mand, der aldrig har kendt andet job, end krig, fem og tyve års kamp for friheden overalt på Jorden, som rådgiver eller kampsoldat.
Også han frygter, hvad der er forude, men han har set døden i øjnene så ofte i sit 42 årige liv, at han dårligt tænker over det - det er bare en helhed, hvor arbejde og død går hånd i hånd.
De forsætter endnu en stund ind mod bredden - vandstanden bliver stadig lavere, måske de snart bliver nødt til at stikke hovedet op over vandfladen, for at orientere sig.
Måske maskingeværskytterne ikke er på vagt - måske...
Alle tolv frømænd tænker det samme, men hvem skal ofre sig?
Alle ønsker de at blive godt betalte commandos og ikke navnløse døde lig under et usselt trækors.
Men nogen er nødt til at gå op - men med den afstand de svømmer nu vil en sådan operation ikke kun være til fare for den, der går op, men også for hans sidemænd.
Bill svømmer skråt over til sergent Shirts og gør ham ved håndbevægelser forståelig, hvad han mener.
Sergenten forstår og svømmer over til næste mand i rækken.
Bill svømmer tilbage og over til manden til den modsatte side og atter går beskeden fra mand til mand - spred jer - mindst 100 meter mellem hver mand.
Bill og sergent Tom Shirts vil gå op for at rekognesere.
Mænd svømmer bort i alle retninger - man vil ud af skudlinien, om maskingeværerne åbner ild, når de to stikker hovedet op gennem vandspejlet.
Bill og Tom svømmer langsomt side om side.
De spejder til alle sider, det er ikke længere muligt at øjne nogen kammerat.
Tiden er inde - kammeraterne holder øje med dem.
Om lidt vil de enten være døde eller kunne fortælle kammeraterne, hvor de er i forhold til den farlige strandbred med de skjulte maskingeværstillinger.
De håber begge det bliver det sidste - men risikoen er faktisk størst for det første.
Ni årvågne soldater venter med længsel efter orlov.
Det vil ikke blive med deres bedste vilje om frømændene slipper igennem.
Alle drømmer de om at se brølende blodige mænd vælte om i strandstokken - ønsker at se dem segne om og blive liggende stille - DØDE...
Men frømændene har en ganske anden mening om sligt - de ønsker at leve.
Bill rækker sergent Tom sin ene svømmelab og de hilser på hinanden een sidste gang, førend de stiger lodret op i overfladen.
Op til sikkerheden eller døden - de ved ikke hvad!
De bryder vandfladen en halv snes meter fra hinanden. Vandet er blik og selv en blind vil se de mægtige krusninger på vandet deres tilsynekomst har afstedkommet - der er cirka hundrede meter ind til den buskads-og-skovklædte bred.
Naturen ånder fred - en måge svømmer afsted midt mellem de to frømænd. Den tager ingen notits af de to mænd, men svømmer dovent videre i sine egne helt private tanker.
Måske de er heldige!
Begge har netop tænkt tanken, da vandet omkring dem begynder at koge og maskingeværernes hakken når svagt ind til dem gennem den tykke gummihjelm.
Bill mærker en brændende smerte i sin venstre skulder og føler at armen bliver ligesom lammet.
Han dykker øjeblikkelig med en strøm af blod efter sig.
Sergent Tom bliver strejfet af en fem-seks kugler og får een gennem den højre overarm, før det lykkes ham at dykke ned i sikkerhed udenfor kuglernes træfsikkerhed og skytternes sikre blik.
Maskingeværskytterne ved at de er der.
Men om de er døde eller er undsluppet ved de ikke.
De venter med brændende øjne og fingrene krummede om aftrækkerne - et glimt, og maskingeværerne vil atter glamme deres dødssang ud over vandet.
Deres første salve har kun krævet et dødsoffer - den dovne sløve måge, der svømmede fredeligt i sine helt private mågetanker, der absolut ikke omfattede noget så sindsygt, som maskingeværkugler - det blev dens død, stakkels hvide måge.
De to sårede frømænd lader sig glide ned mod bunden.
Deres kroppe er sårede og deres vandtætte dragter gennemhullede, men deres iltflasker og masker er stadig intakte - de har en chance, hvis de bliver hvor de er til øvelsen er afblæst eller svømmer længere ned ad kysten.
Men de nåede ikke at bemærke om det var eet eller flere maskingeværer, der skød efter dem - desværre!
De er undsluppet for første gang - men hvor længe!
Før eller siden må de op igen og måske maskingeværerne stadig er på vagt.
Men de er ikke bange - de har lært ikke at vise følelser under kamp, hvad enten det er dem selv eller fjenden, der er sårede eller næsten døde - men de kan så absolut ikke lide det - absolut ikke!
Men de har ingen mulighed for at trække sig tilbage nu - det bliver i al fald kun til en fredelig grav på en lille søvnig landsbykirkegård i et fjernt fremmed land. Nul mere fisse eller øl - nul mere her i verden.
Trist, men sandt!
De svømmer ud mod det dybere vand, vandet bag dem bliver farvet let lyserødt af deres udstrømmende blod - deres livskraft.
Måske de vil kunne svømme længe endnu med deres stækkede legemer, men før eller siden vil det uundgåelige ske - de kan ikke svømme mere - de må op eller dø nede i det mørke vand.
De har ingen mulighed for kontakt med omverdenen, ikke mulighed for at fortælle, at de ikke vil lege med mere, at de er mere interesseret i livet, end i at blive døde commandos på bunden af en dansk fjord.
Men de interesserer ikke nogen - de er navnløse commandos – krigs-maskiner...
Deres job er at gennemføre denne øvelse, hverken mere eller mindre.
Nul gennemført job, nul løn - ud til højre!
De vil atter være ganske almindelige navnløse soldater, ikke stolte commandos.
Den frie verdens hårde ubarmhjertige sønner, parat til at kæmpe for hvad de får ordre til - deres overbevisning er den kommanderendes officers ordre, altid!
Endnu har de en chance - men hvor længe?
Blodet tapløber fra deres sår.
Hvert svømmetag bringer dem længere væk fra de skræmmende maskingeværer, men frem til hvad?
Der er ingen mulighed for flugt - de er for svage.
De lader sig glide ned på bunden.
Stille lægger de sig side om side på den ujævne stenede bund - små fisk svømmer forbi dem.
Solstrålerne glimter i vandspejlet få meter over dem.
Glimter i det fredelige vand, der for ganske få minutter siden piskedes til skum af djævelske maskingeværers gloende projektiler.
Et stykke borte driver en død hvid måge rundt. Et ulyksaligt væsen, der ved et uheld kom i kontakt med menneskets djævelske side - krigssiden.
Maskingeværskytterne får kun orlov for døde frømænd, ikke for døde måger.
De er ligeglade med døde måger - mågen ville have fået lov at leve om de to frømænd ikke var dukket op i dens umiddelbare nærhed.
Nu er den død og de to fræmænd ligger sårede på bunden af fjorden.
De øvrige frømænd er forlængst sluppet i land og på vej til posten.
Ti mand ud af tolv er sluppet igennem.
Snart meget snart vil en eftersøgning blive sat i gang efter de to lig.
Et øvelsesuheld - kedeligt!
Men som generalen siger - en død mand under en øvelse er en besparelse - manden ville intet være værd under en operation - hans uddannelse ville være spid!
Generaler ønsker at spare i penge - mennesker betyder mindre - det er bare et frimærke og et brevkort, for at få en ny soldat.
Bill og Tom aner ligesom at alt er ved at være forbi.
Bliver de på bunden vil de inden længe forbløde og ikke komme op til deres ilt er opbrugt - de vil dø!
Stiger de op nu vil maskingeværerne måske hakke dem i småstykker igen. Begge dele vil medføre døden - men det første helt sikkert!
Side om side stiger de op til overfladen.
De er ude midt i fjorden.
Solen står lavt på himlen - det vil snart blive aften!
Ni maskingeværskytter glæder sig allerede til fjorten dages orlov, mens helikoptere med frømænd ombord kredser ude over det blanke vandspejl på udkig efter de to uheldige.
En skarpsynet udkig får øje på boblerne og den rødlige farve i vandet.
Den store grågrønne helikopter svæver ned over stedet.
De to hårdtsårede frømænd bryder gennem overfladen og bliver få øjeblikke efter hevet ombord i den store snurrende "piskemaskine", der hastigt flyver tilbage til den lille ensomtbeliggende forlægning med dem.
De kom straks på operationsbordet og lægen kom på hårdt arbejde med at redde deres liv.
Maskingeværfolkene bandede - de fik straks deres orlov skåret ned fra 14 til 8 dage.
Der skulle være orden i tingene - altid!
Generalen tålte ingen slinger i valsen - absolut ingeni
Kun mennesker betød intet for ham.
Mennesker var ikke noget, der kostede penge i samme forhold, som et maskingevær, en jeep eller en kanon - de skulle bevise deres værd for at få løn.
De der døde under øvelser - de fik bare deres kort fjernet fra kartoteket.
Ingen geværsalver over deres grave - ingen beklagelser - de var bare glemte.
Generalen forlangte det sådant og ingen havde endnu vovet at sige ham imod.
Ingen levende i al fald - han var Gud og Fanden i samme person - HERREN.
To mænd, der burde have været klogere, var blevet hårdt såret under øvelsen.
At de muligvis havde ofret sig for at resten af frømandspatruljen uset kunne slippe i land - det tænkte generalen mindst af alle på.
Han spekulerede tværtom på at få mændene for en krigsret.
Mændene havde ikke været forsigtige med STATENS EJENDOM - DERES EGNE KROPPE!
Pentagon burde forlange erstatning - smide begge mænd ud uden pension.
Generalen var hård i sin tankegang - det var hans job - hans soldater var de hårdeste drenge verden endnu havde sendt i kamp.
Kun een slags mænd kunne bruges - kolde følelsesløse intilligente mænd, der kun parerede ordre - stod op, spiste, kæmpede og sov på kommando.
Generalens flok skulle være en elite-trop.
Men ikke alle der var blevet udvalgt var af samme mening.
Men kun de allermodigste turde mukke.
Det kostede tilbageholdelse af løn, vagter, arrest og annuleret orlov og nattegn, at mukke. Deres tjeneste var hård nok i forvejen - derfor tav de fleste og blev til endnu mere forhærdede mordere end de var i forvejen.
Mordere i en god sags tjeneste.
Bill og Tom på lazarettet snakkede sammen om alt dette, når de ikke troede nogen hørte dem.
Og de besluttede at vente til de kunne udskrives Faneflugt er een af de forbrydelser, der medfører den hårdeste straf efter den militære straffelov - gennem tiderne er -tusinder af soldater faldet foran en henrettelsespeleton for at desertere.
Bill og Tom tænkte ikke på risikoen - tænker bare på at komme bort fra denne træningslejr i menneskelig dårskab.
Efter en lille måneds forløb var begge raske nok til at blive udskrevet.
Tiden var inde til flugt.



















2.Kapitel.

Den lille forlægning for amerikanske commandos lå i et afsides hjørne af det for amerikanerne så ukendte Sjælland. For amerikanske soldater var Danmark normalt lig med SEX - masser af liderlige blonde piger, der bare ventede på at en yankee gad banke pikken i deres saftende kusser og kneppe dem sønder og sammen.
Men dette kendte commandosoldaterne ikke en skid til.
En gang hver måned kom, der seks piger fra en tysk-amerikansk bordelsammenslutning, der havde piger ude alle steder, hvor der var liderlige soldater til at betale for tøsenes kusser og hede kærlighed - de opholdt sig i lejren to dage, lønningsdagen og natten derpå, for næste dag så småt at gøre sig parat til at rejse videre til en ny lejr.
Commandoerne måtte nøjes med de smuler, der blev tilbage efter officersstaben på et halvt hundrede mand og vagtkompagniet på to hundrede - det var som oftest nogle trætte piger, der blev overladt de liderligt optændte commandos at jage deres stive lystne pikke i.
Bare vent til I kommer ud til fronten, var befalingsmændenes evige omkvæd, når de brokkede sig over de dødsyge nedkneppede ludere - der vil I få alt det nyindfanget kusse i gider bore jeres lede liderlige pikke i. Ungt eller gammelt efter behag - hvad vi ikke gider kneppe skyder vi.
Commandoerne blev oplært i verdens ondeste håndværk - terrorens!
Kunne fjenden ikke knækkes på anden måde kunne han knækkes med terror og vold.
Commandoerne blev udlært i dette.
Deres terror ville gå ud over såvel soldater, som civile - intet ville være dem helligt. Fik de ordre til at myrde deres egen mor ville de gøre det.
De var ikke mennesker, men robotter - krigsrobotter!
Bill og Tom var rigeligt trætte af dette uhyggelige liv - nok var de professionelle soldater - men hidtil havde de været soldater med menneskelige følelser det var de ikke mere.
De måtte flygte, hvis de forsat ville bevare lidt medmenneskelighed!
De planlagde alt til mindste detalje.
Revilien blev blæst hver aften klokken 22 og da skulle alle commandos være på deres stuer, som de delte to og to.
Den vagthavende officer ville sammen med to maskinpistolbevæbnede vagtposter kontrollere, at alle var på vej i køjen.
Men fra 22-aften til 6-morgen kunne man regne med nogenlunde fred i barakken.
Dette vidste Bill og Tom, og straks vagtpatruljen havde været der, begyndte de at gøre klar til flugt. De trak i deres spraglede camufla- geuniformer og spændte deres pistoler om livet og hængte maskinpistolen og tasken med de seks ekstra magasiner over skulderen.
Hver havde omkring hundrede dollars i lommen, resten måtte de skaffe sig ad legal vej eller med skyderen i hånd.
De ville ud af lejrens forrående liv - endnu var der vistnok en smule medmenneskelighed i behold i dem - vistnok!!!
Efter en times ventetid, som de blandt andet benyttede til at dele en lommelærke med godt hjemmebrændt whisky, var de omsider klar til at vove springet.
Tolv vagtposter vogtede den lille lejr døgnet rundt.
Man ønskede ikke at nogen blev trætte af lejrlivet og forsvandt. Onkel Sam havde invisteret og ønskede det han havde betalt for - dræberen!
Bill og Tom sneg sig ud af deres værelse, sneg sig ned ad den lange korridor i deres lydløse gummisko og stod snart efter ude i den lune mørke sommernat.
De klemte sig op mod hyttens rå træværk, lyttende efter samtale eller skridt.
Intet forstyrrede nattens stilhed bortset fra en fredelig nattegal i krattet udenfor lejren.
Efter gensidig aftale spænede først Tom over den åbne plads til pigtrådshegnet og derpå Bill, da Tom var parat til at dække ham.
Med en lille effektiv tang skar de sig hurtigt gennem pigtråden og var snart ude i det fri.
De skulle netop til at rejse sig for at spæne videre, da de hørte skridt.
To vagtposter med maskinpistoler under armen og cigaretter i flaben kom sjokkende forbi, kun en to-tre meter fra stedet, hvor de lå og krøb sammen med fingeren på aftrækkeren - skulle de til helvede ville de have følgeskab.
Vagterne forsvandt omkring et hjørne og de to venner var ikke længe om at lette røven og pile afsted til lidt sikker dækning i krattet.
Langt borte glammede en hund eller en ræv.
De var på den forkerte side af pigtråden. Blev de antruffet af en vagtpost nu, ville fem-ti år i et militærfængsel være minimum.
De ville ikke lade sig fange - ville ikke!
Deres øjne har efterhånden vænnet sig til nattemørket. De skynder sig videre.
Hellere være meget, meget langt borte når dagen gryr og vagtmandskabet opdagede at de var borte.
Men - de er klædt som soldater og de taler kun engelsk.
De løber en meget, meget stor risiko for at blive fanget af en eller anden nævenyttig landbetjent, der er blevet alarmeret af en eller anden dum bonde, der ikke kan lide at soldater løber rundt i hans kornmarker eller lade.
- Hvad foreslår du, Bill? spørger Tom sin høje slanke ledsager. Tom står ganske vist en del under Bill i rang, men i lejren er der ikke noget der hedder rang for commandoerne - de var dus og på fornavn hele banden. Tom er kun sergent, mens Bill er kaptajn og har været kompagnichef i marinekorpset.
- Vi må se at komme noget længere væk fra lejren og så bryde ind på en eller anden bondegård og stjæle noget tøj og muligvis et køretøj, svarer kaptajnen roligt, mens han strækker ud, men med et øje på hver finger.
- All rigth, Bill, den er jeg med på. Du tror vel ikke også der er chance for lidt dame ved samme lejlighed? spørger den hårde sejge sergent ivrigt.
Han har aldrig været gift, men hvor mange hundrede eller tusinder piger han har været i seng med har han ikke tal på - men det er mange!
Han kunne snart trænge til at få rørt kæppem igen - få sin stive pik dyppet i en varm sovsende damekusse - mærke den gå i helt til nosserne.
- Det ved jeg ikke, Tom - måske...
Bill kender godt Danmarks ry, som pornoland, men endnu har han ikke mærket meget til det.
Han har været i commando-trænningslejr - desværre!
Han har været commandos - nu er han flygtning!
Han er en lovløs - kun hans pistol og maskinskyder, samt muligvis Tom er hans venner!
Kun sig selv kan han stole 100% på - kun hans egen selvopholdelsesdrift bestemmer hvor længe han skal forsætte på denne måde.
Måske han i morgen får mulighed for at melde sig, som politisk flygtning.
Måske, men han anser ikke sandsynligheden for ærlig stor.
Måske - der er alt for mange måskeér til at han kan sige noget bestemt endnu!
De skynder sig afsted i det lune nattemørke.
Intet sted ses lys - måske de går i ring og snart igen stå ved lejrens hegn.
De ved det ikke, men de håber det ikke - de håber ikke deres retningssans har svigtet dem, efter stjernerne at dømme skulle sydvest være vejen bort fra lejren!
Det er Tom, der først får øje på den mørke kontur af gården i udkanten af skoven.
Forsigtigt nærmer de sig de mørke bygninger med de afsikrede maskinpistoler parat til skud på mindste tegn på fare.
Ingen hund glammer - intet kvindfolk skriger op - ingen mand med en dobbeltløbet jagtgevær i hånden dukker frem af skyggerne.
Nattens idyl er fuldkommen.
Langt inde i skoven tuder en ugle.
De når helt hen til bygningerne.
De kan høre dyr røre uroligt på sig inde i stalden.
En gris grynter irriteret i søvne - en ko rasler med sit bindsel.
Udhusene består af et vinkelhus. Stuehuset ligger lidt borte for sig selv. De sætter kursen over mod stuehuset.
Tom tager prøvende i bryggersdøren - den er ikke låset.
De glider indenfor i mørket og lukker lydløst døren efter sig.
Trappen op til loftsafdelingen er hejset op - der vil ikke komme overraskende ting derfra.
Tom tager i en ny dør. Den fører ind i en slags spisekammer.
De er ikke særlig sultne, men en kasse øl er dem for fristende og de snupper hver en enkelt, som de åbner med tænderne.
De skyller den gyldne skummende vædske ned i et par hastige slurke. De stiller flaskerne fra sig på toppen af fryseboksen og skynder sig ud igen.
Den næste dør de åbner fører ind i køkkenet.
Lugten af mad står i en em omkring dem.
Fire døre fører bort fra køkkenet - hvilken skal de tage.
De bliver enige om at begynde med den fjerneste - den fører ind til en kombineret spise og opholdsstue. De lukker den hastigt igen. Den næste ind til et lille femenint soveværelse.
De kan svagt ane et hovede med en masse sort hår på hovedpuden - en kvinde!
Tom bliver straks liderlig ved synet, mens Bill tager det mere køligt.
De kan ikke begge komme til at kneppe kvinden og måske hun ikke er alene i huset.
Bill når ikke at standse Tom, førend han i et par lange skridt er nået frem til sengen og har lagt en hård barket næve over den sovende piges mund og med sin ru fordrukne soldaterstemme har hvisket: - Roligt, lille pige - jeg vil intet ondt gøre dig.
Pigen, der er ganske ung, højst en 16-17 år vågner med et spjæt og søger at vride sig fri af den hårde hånd, der dækker hendes næse og mund og truer med at kvæle hende, mens manden hvisker noget til hende med ru vild stemme, som hun ikke forstår, men hun kan ikke.
Hvad er det for et menneske, der opholder sig i hendes værelse? Et umenneske - en forbryder?
Hun ved det ikke, men samtidig med at hun er bange kribler det sødt i hendes unge endnu umodne krop - kun een mand har hidtil rørt hende rigtigt.
Har haft pikken begravet til nosserne i hendes lille hede sovsede kusse, mens hans grådige mund sugede hendes brystvorter så de blev hårde under den hidsige drengemunds ophidsende læber.
Måske denne mand vil gøre det samme ved hende - tanken er hende slet ikke imod, tværtomt!
Hun vil gerne prøve det igen - hendes snævre varme kusse længes usigeligt efter en hård stiv mandepik - mærke den smadre højt op i sit underliv, mens hendes lår og ben er foldet om mandens midje og de vugger afsted i en skøn kneppevals, der først slutter, når hans pik træt og udaset sovser hendes varme oplirede, modtagelige kusse til med sine liderlige safter.
Jo - den gode Grethe, ved godt, hvad hun ønsker - men hendes opdragelse forbyder hende at vise det - alt for meget...
Manden der holder hende så brutalt over mund og næse er sikkert bange for at hun vil være uvillig, om han ikke tager hende med vold - han skulle bare vide.
- Hvad i Helvede er det du laver, Tom? snerrer Bill lavt til sin ven, der stadig holder den unge pige i et hårdt jerngreb.
- Jeg vil have hende, Bill. Jeg trænger til fisse. Jeg har en mægtig ståpik på - jeg ma...
Hans stemme synker ned til en tryglen.
- Bind og knebl hende. Du skal nok få lov at få hende, men først må vi undersøge resten af huset, forstået? spørger Bill i en hård hviskende tone.
Tom nikker tavst og gokker den bange, men villige pige i hovedet med sin pistol og knebler hende med sit snavsede lommetørklæde og binder hende med den lædersnøre, der hører til commandosoldatens dræberudstyr.
Den lille Grethe sover sødt og drømmer sikker behageligt om tissemand, der i stiv potent vælde fylder hendes lille snævre saftende kusse, da de igen forlader værelset - Tom lidt modvilligt.
Men selv om han er liderlig kan han godt se det fornuftige i Bills ord og følger efter ham.
Værelset ved siden af fyldes næsten af en stor gammeldags dobbeltseng.
De lukker lydløst døren efter sig.
Der høres en høj lydeligt snorken fra sengens ene halvdel.
Men der er to i sengen.
De to commandos glider op langs hver sin side af sengen og kaster sig samtidig over hver sit offer.
Toms er en mand - en ældre mand, som når at give et overrasket udbrud fra sig, førend han bringes til tavshed med et pistolskæfte.
Bill giver ligeså sit kvindlige offer et hak og atter må de i gang med at binde og kneble ofrene, førend de går videre.
De prøver resten af husets værelser, men der er kun en søvnig kat i en af disse, ingen mennesker.
De bestemmer sig for at gøre opholdsstuen til skueplads for deres perverse orgie sammen med deres ofre.
Efter at have sikret sig at vinduerne er helt tildækkede tænder de lyset og afbryder telefonen ved at rive ledningen ud af væggen, førend de henter først den unge pige og smider hende i sin næsten gennemsigtige pyjamas i en stor lænestol, hvorefter de henter det midaldrende ægtepar.
De er tydeligvis pigens forældre.
Nogle dask på kinderne bringer de tre bevidstløse tilbage til livet.
Alle slider og flår de i deres bånd og søger at sige noget, men kneblerne forhindrer dem.
Den unge pige er trods sin ungdom ganske pænt udviklet og har små pæne håndfuldstore bryster, brede runde hofter og lange stærke ben med den dejligste kusse højst oppe. Hendes kulsorte hår er pjusket og hænger ned over hendes søde yndige ansigt.
Hun ser ikke spor forskræmt ud - bare vred!
Hun glæder sig til lidt fremmed tissemand, lige modsat moderen, der er en temmelig kraftig dame med store tunge dinglende hængepatter, tykke stolpelår og kraftige ben. Hun er en ren knokkel ved siden af sin datter, der er en yndig dukke.
Faderen er en høj tynd hvidhåret mand, der ser opgivende ud. Han er sikkert een af den slags fyre, der konstant er under tøflen af en herskesyg kone.
En fyr, der aldrig har fået lov til alt det dejlige en mand kan gøre for sin kone - slikket fisse, dikket hendes kilder med tungespidsen og gumlet på skamlæberne, mens han har rumsteret i hendes nuttede anushul med en finger og bragt uendelige dejlige følelser frem i hendes skælvende liderlige krop.
Jo - livet kan sandelig være dejligt, hvis blot begge parter vil.
Denne stakkels forhærdede bonde har sikkert aldrig fået slikket pik - har aldrig prøvet, hvad det virkelig vil sige at leve.
Han har sikkert kun fået lov på husmandsmåden, når og hvis konen gad, stakkels mand!
Bondemanden og hans korpulente frue, der er i lang flonelsnatkjole af ubestemmelig gråhvid farve, knappet helt op i halsen bliver anbragt på hver sin stivryggede stol.
Bondekonen prøver som en gal at befri sig af sine snerrende bånd, men hun kan ikke - hun sidder ubarmhjertig i fælden, båndene snerrer bare hårdere, des mere hun slider i dem.
- Forstår nogen af jer engelsk? spørger Bill venligt. - Hvis nogen gør så nik.
Ingen af de tre fanger nikker.
Tom har slet ikke tid for den slags tanker. Han har knappet sine bukser op og halet sine store stive knudrede pik udenfor og står og gejler den op på sig selv med en gang blid håndmassage - han står og drømmer om, at det er bondepigen Grethe, der river den af på ham.
Men for øjeblikket er hun lovlig undskyldt, hendes hænder er bundne på ryggen.
Tom går hen til hende, mens han tager fat inderst inde på pikskaftet og vifter med sin potente lanse på en meget sigende måde.
Grethe krymper sig frydefuldt, hvor ville hun gerne prøve en sådan stor mandepik - det vil sandelig være noget andet, end Steffens drengepik, der var kort og tynd, som en regnorm.
Men hun tør ikke rigtigt vise det – hendes far og mor holder øje med hende.
Et kønsliv er efter moderens mening noget man først får efter at man er blevet gift.
Kors i Helvede!
Tom står triumferende og svinger sin vældige stive pik foran den unge varme, men bundne og kneblede piges blik.
Han rækker den anden hånd frem og griber fat i halsudskæringen på hendes pyjakke og den dels flænges og dels mister knapperne hele vejen ned foran.
De smukke faste bryster vælder frem i deres unge dejlighed. De små mørkebrune vorter strutter lystne.
Tom betænker sig ikke, men slænger maskinpistolen og magasintasken fra sig på gulvtæppet og kaster sig sultent over de faste umodne pigebabser, slikker den silkebløde hud og nipper prøvende i vorterne, lader tungen glide tirrende liderligt rundt om dem igen og igen, mens hans ene hånd søger ned i hendes pybukser, hvor han hurtigt finder frem til hendes sjaskvåde, liderlige kusse, der venter ham i opgejlet savlende vellyst. Han borer brutalt en finger ind i spalten og støder den hårdt mod hendes lille strittende kilder. Hun stønner ned i kneblen, mens hendes unge krop vrider sig frydefuldt.
Hendes krop er liderlig og den både kræver og ønsker pik.
Hun er gal i kussen, den gode Grethe!
Hun er mere end lykkelig, da den grove let gråhårede soldat hiver pybukserne ned om hendes ankler og ansigtet ned i hendes saftende skød og borer en stiv tungespids op i hendes klistrede skumliderlige spalte og giver sig til at dikke kilderkongen så hun hverken kan eller vil stritte imod - men jublende overgiver sig og nipper i hans tungespids med klemmende og æltende skamlæber, mens safterne vælder fra hendes kusses dybder.
Jo - livet er dejligt.
Bill står tilbagelænet mod et dækketøjsskab med en cigaret i flaben og følger sin kammerats anstrengelser.
Det er fandens liderligt at se på - måske han selv burde deltage i legen?
Der er endnu en kvinde - ganske vist ikke en kvinde man drømmer om, undtagen, hvis man lider af mareridt - men en kvinde, det er hun.
Hvis øjne kunne dræbe eller lemlæste havde Bill og Tom forlængst været døde - den gamle lede kælling sender dem en serie uhyggelige øjekast.
Bondemanden sidder passivt og følger med i Toms erotiske lege med hans datter.
Måske han i sit stille sind synes det er godt datteren endelig får rodet op i skridtet - piger bliver så underlige, hvis de ikke får pik fra en ganske ung alder og ellers derefter til stadighed.
Han ved alt om det - konen, den lede sæk til Hilda, har altid villet bestemme, når og hvordan de skulle kneppe - hvis bare...
For tyve år siden havde det interreseret ham, nu gider han ikke beskæftige sig med den gamle tæveso længere - en kalv kan gøre det mangefold bedre og så er den glad for det oven i handelen.
Man lærer at affinde sig.
Men hvad er det for to soldaterklædte stabejser, der er brudt ind i hans hus ved nattetide og er i fuld gang med at voldtage hans datter og sender glødende vurderende blikke på Hilda?
Han ved det ikke - mændene taler et fremmed sprog - måske landet igen er besat af en fremmed magt og det er dens repræsentanter, der nu er i gang med at ordne hans kvinder?
Han mener ikke at have hørt noget sådant var forestående i TV-avisen, men tør ikke afvise det, som nogen umulighed!
Han kan kun gøre eet, at holde kæft og vente, hvad der vil ske. Han venter passivt.
Den høje slanke soldat foran Hilda rækker en hånd frem og tager hende på de store slatne hængepatter uden på natkjolen.
Hun vrisser hysterisk i kneblen og søger at vride sig fri.
Soldaten ler hoverende og knapper de tætsluttende knapper op og stikker en hånd indenfor.
Brystet hans hånd får fat i er blødt og slattent, men det er stadigvæk kvindeflæsk. Vorten er næsten ligeså lang, som ledet på tommelfingeren og ligeså tykt.
Kællingen er nær ved at falde ned af stolen under sin hysteriske flugt fra den gramsende mandehånd.
Bill rækker begge hænder frem og griber hårdt fat i natkjolen og flår til og der lyder en skærende skrits, idet tøjet flænges ned til hendes midje.
De slatne hængepatter vælder frem i al deres dirrende vælde, og Bill slikker sig uvilkårligt om munden. Han ville så afgjort helst i gang med datteren, men da Tom har taget hende må han nøjes med moderen, der så givet også er kvinde, selv om det er af en lidt ældre og ædlere årgang.
Han bøjer sig ind over kvinden og kysser de svampede løse bryster og søger at sutte liv i brystvorterne, hvad også forholdsvis hurtigt lykkes, selv om det er kvinden meget imod.
Han flænger natkjolen resten af vejen ned.
Hendes kusse er ikke det mindste lækker - den er stor og pløret og så lugter den tillige stramt af gammelt pis.
Bill grynter irriteret noget for sig selv og kigger over på sin makker.
Tom er i færd med at spide den unge dejlige tøs på pikken, hvad der får hende til at fordreje ansigtet i smertefulde udtryk, da hun ikke rigtigt kan røre hænderne så meget, som hun gerne ville og langt mindre skrige sin liderlige kval ud for alverden, skrige fordi den store tykke knudrede pik fylder alt, alt for meget i hendes unge snævre, næsten ubrugte tøsekusse.
Men hun kan ikke skrige - kneblen forhindrer det.
Hun må tage mod det pik, som den store grove soldat propper ind i hende.
Han kommer helt ind i hende og begynder ophidset at kneppe hende - knepper hende uden tanke for hendes velbefindende - hun kunne ligeså godt være en dukke - en dukke med en kusse!
Bill tænder sig en ny smøg og tager sig et ordentlig hvæs og får en ophidset ide, idet han blæser røgen ud.
Han tager et nyt sug så cigaretten rigtigt gløder og holder den så hen til kællingens venstre brystvorte og berører den ganske let med den superhede glød.
Det giver et mægtigt sæt i kællingen og hendes ansigttræk fortrækker i en afsindig maske - hun skvatter ned af stolen med et brag.
Bill ser hånligt på hende.
Bondemanden ser ligeglad ud.
Han ville ønske det var ham, der pinte lidt liv i den dumme sløve Hilda, der aldrig har bestilt andet, end at jage med ham.
Men det er det ikke - det er en fremmed brutal soldat.
Hilda siger en hel masse i en stor fart i tørklædet, der hindrer hende i at sige ret meget og soldaten sparker hende hårdt i siden med sin store fod.
Hun jamrer sig frygteligt.
Soldaten knæler ned ved siden af hende og giver sig til at bide hende i brysterne, mens han med fingrene søger at lire hendes gamle mosgroede sløve fisse op til ny piklystenhed.
Det koster en hel del arbejde, men omsider er han da så langt fremme, at han uden alt for megen vold kan bestige hendes flæskede krop og køre pikken af i hendes store plørede kusse, der bedre egner sig til at stange ål i, end at kneppe.
Da begge soldaterne efter en stunds forløb var færdige med at kneppe for første gang og deres pikke havde spærmet de to kvinders slimede kusser til med deres liderlige sæd og trængte til en lille pause, før en ny omgang gik Tom ud i spisekammeret og hentede en halv snes øller og en flaske brændevin.
De gik kraftigt til flaskerne og det ene fiffige påfund afløste det andet.
Først byttede de partner.
Bill nød byttet og pigen vistnok også, for Bills pik var af mere almindelige dimensioner, hvor Tom rendte rundt med en mindre hingstepryd.
Den gamle kælling fik en betydelig mere omgang brutal pik, end den Bill i første ombæring havde givet hende.
Hun jamrede forfærdeligt - det var under hendes værdighed at blive voldtaget af en dum liderlig soldat - hun skulle nok selv bestemme, hvornår en pik skulle kneppe hende - hvis altså hun kunne - det kan hun ikke i øjeblikket – desværre!
Hun må affinde sig, selv om det falder hende svært.
Bondemanden havde hidtil fået lov at passe sig selv, men efter at have kneppet den gamle ko til Hilda var Tom pissetrængende og han udgød sin ildelugtende ladning over den værgeløse mand, der krympede sig helt ind i sjælen.
Lidt efter fandt Bill på et nyt raffinement til den stakkels mand, hvis tøj var silende våd fra midt på brystet og ned over de lådne underbukser - han fandt mandens let stivnede pik frem og bandt en tynd snor om hovedet på den og forbandt den med hans kones ene ben.
Nu bestemte den lede so, hvordan hendes ægtemage skulle have det, rent pikmæssigt. Bill sprang på hendes godt tilkørte sovsende spærmfyldte kusse og begyndte at høvle hende igennem, mens Tom påny var i gang med datteren.
Bonden klagede sig ynkeligt, når kællingen ikke kunne ligge roligt, men sprællede lidt rigeligt og var ved at rive pikhovedet af ham.
Jo, der blev sandelig gået til den i det fredelige bondehus langt fra alfarvej.
I lejren havde man endnu ingen anelse om at de to commandos var flygtet.
Ingen ville opdage noget før morgenappelen klokken syv, men så ville den store jagt ogsa gå ind for alvor.
Intet middel ville blive skyet for at fange de to undvegne igen.
Officererne, vagtmandskabet og deres egne kammerater ville jage dem, som rotter, dræbe dem om de fik en chance.
Generalen hadede kludder i rækkerne - alt skulle gå efter en snor. Han udlærte ikke commandos for at de skulle desertere - nul!
Han udlærte dræbere for at de skulle dræbe på HANS kommando, når og hvor han ønskede det.
De var hans med hud og hår.
Deres liv tilhørte ham - commando-korpset!
De var ikke længere beregnet til at færdes mellem andre mennesker - commandos egner sig faktisk kun til at dræbe og blive dræbt.
En commandos bliver aldrig et helt normalt menneske igen - aldrig!
Bill og Tom er allerede ødelagte.
De er ikke længere to normalt tænkende mennesker.
De er to han-dræbere - to robotter, der følger ur-instiktet! Dræb de andre, før de dræber dig!
Atter og atter havde instruktører hamret det ind i deres hjerner.
De anså simpelthen mennesker, der så en smule anderledes ud, for fjender, der måtte og skulle fjernes.
Bondeparret og deres unge datter, der så uforskyldte er kommet ind på deres vej mod friheden, må lide for disse fanatiske instruktørers evner - deres evner til skabe et intilligent menneske om til en maskine - en krigsrobot!
Bill og Tom brændte på skift bondemandens pik med cigaretter til han besvimede - for at se, hvor meget han kunne tåle.
Den stakkels mands pik ville aldrig blive pik mere.
Tom satte ild i kussehårene på den gamle sure Hilda og kællingen gav et hæsligt skrig fra sig, førend hun sank besvimet om på gulvet, hvor ilden døde ud af sig selv, men ikke uden at have givet skæmmende brandsår og blærer.
De fjernede kneblen fra den unge piges mund og Tom proppede pikken i munden på hende i stedet og var nær ved at kvæle det stakkels pigebarn med sin vældige kødstage, mens Bill kneppede hende i kussen. Bagefter piskede de for sjovs skyld pigebarnet på maven med Bills livrem, for at der skulle blive ekstra meget spræl i hende.
Intet blev de stakkels bønder skånet for.
De to commandos var næsten udlærte - snart ville de have været beredt til arbejdet bag fjendens linier - næsten alt har de lært og de bruger det i praksis. Metoder, der skulle få fjenden til at tale bliver brugt på de tre uskyldige bønder. Metoder, der om de blev beskrevet ville være for utrolige.
Ingen ville tro det muligt at ødelægge et menneske så meget, uden at det iøvrigt var at se fysisk.
De kunne i løbet af ingen tid gøre psykisk normale mennesker til lallende idioter og uhelbredelige sindsyge.
Intet den moderne kriger kunne benytte sig af blev skjult for commandoerne. De var magten, der skulle pacificere fjenden, endnu inden han var nået frem til fronten, slå ham på hans eget landområde.
Og de kunne.
Men for øjeblikket er det bare ikke fjenden det går ud over, men tre uskyldige danske bønder.
To skæmmede kvinder og en halvdød mand.
Hvordan er de blevet sådan? Kan man gøre nogle psykisk normale mennesker til sådanne uhyrer?
Ja det fortælles der om i næste kapitel.














3.Kapitel


Måske Bill og Tom ville have været anderledes om de ude i Indokina ikke havde været så uheldige at falde i den fjendtlige efterretningstjenestes klør og der fået at føle, hvad man kunne udsætte et menneske for af nedværdigelser og smerte.
Måske vi skal følge de to soldater under deres operationer ude i Indokina!
Vi tager Tom først.
Han er kendetegnet på den proffesionelle soldat, manden der lever af at dræbe og terrorisere - gør det, som hans overordnede, der mange gange ikke er andet, end store drenge befaler ham at gøre - en dum geværkuli!
Han kender ikke til at have selvstændige tanker om andet end fisse og øl. Det eneste en proffesionel soldats privatliv indeholder.
Begge for at glemme de rædsler han gennemlever ude ved fronten.
Tom stillede som sædvanlig med sin lille effektive patrulje på otte hårde gutter, resterne af to og tyve til morgenappelen og fik dagens job udleveret.
De skulle kigge nærmere på en lille landsby, der lå cirka ti kilometer fra forlægningen bag et lavt højdedrag og de skulle være tilbage før solnedgang, ellers ville landsbyen blive jævnet med jorden af flyvevåbenet.
Nul vaklen i rækkerne - en soldat herude i forreste linie kunne ikke regne med skånsel - han var en udvalgt - en dødens tro følgesvend!
Tom og hans folk gik over til "madkanonen”,og fik deres morgen-foder udleveret.
De satte sig lidt afsides for sig selv.
Kaffen, der var lidt tynd blev spædet op med whisky til en lidt kraftigere kvalitet og fik de mørke spejlæg og brankede bacon til at glide lettere ned.
Køkkenfolkene gjorde deres bedste, men herude i forreste linie var det ikke altid lige let at passe paletkniven eller grydesleven, når snigskytternes kugler hvinede een om ørerne.
Folkene måtte æde, hvad de fik eller sørge for at kokkene kunne arbejde uden risiko for en kugle gennem skallen, mens de vendte baconen så den ikke brændte på.
Folkene undlod som oftest at brokke sig, de havde ikke lyst til at gå på snigskyttejagt før morgenmaden. Det ville være satans trist at dø med tom mave.
Tom og hans folk gik til maden med stort velbehag. De havde levet af den så længe, at det ville føles helt mærkeligt, om der pludselig skulle blive kostforandring.
Deres rifler og maskinpistoler lå i græsset ved deres side, parat til at blive grebet og gjort skudklare i brøkdele af sekunder om der skulle være fare på færde. Men morgenen er fredelig. Fra den lave uigennemtrængelige jungle lyder der fredelig fuglesang. Em fuglesang, der kan være en falsk tryghed.
Lejren har een gang oplevet en sådan fredelig morgen, hvor pludselig to maskingeværer gav sig til at hamre død ind i køen af morgengnavne sultne mænd.
32 mænd døde inden de fik noget i maven og næsten 60 blev kørt på hospitalet, hvor yderligere 5 døde inden de kom på operationsbordet.
Jo, livet var sandelig hårdt i den lille junglelejr - mændene har altid deres skyder indenfor rækkevidde, uanset om de spiser, sover eller er på lokummet - ja sågar mens de kneppede en af de indfødte lejrludere, der holdt til i en lille palmebladshytte i lejrens udkant.
Ens riffel eller maskinpistol var måske forskellen på liv og død.
Maden forsvandt fra deres bliktallerkener og de skyllede dem hastigt af i en spand lunken vand, der var stillet frem til det samme, førend de blev smidt i stablen af service, klar til næste måltid.
Tom kommanderede sine otte knuder op på geled og forelagde dem dagens opgave.
Luigi, en lille sortsnusket italiener, brokkede sig som sædvanlig over at skulle gå så langt i den fugtige hede.
John, en stor forhenværende Texas-cowboy spurgte interesseret om, der var mulighed for gratis fisse i landsbyen - han havde tabt sin seneste månedsløn i poker og havde ingen muligheder, før den næste første, der ligger næsten tre uger fremme.
Manuel, em snusket puerto-ricianer, ville vide om der var mulighed for lidt sortbørs, der var hans særlige speciale.
Tom beklagede ikke at kunne hjælpe - han var bare sat til at lede operationen, ikke til at være oplysningskontor.
Med den store Texas-John i spidsen begav de sig afsted vogtende på hvert skridt.
Hastigt kom de længere og længere væk fra lejrens nogenlunde sikkerhed. Hvert øjeblik kunne de risikere at løbe på en skydeglad snigskytte eller en overlegen fjendtlig patrulje.
Når som helst kunne døden indhente dem.
Men selvopholdelsesdriften fik dem til at gå fremad - opgaven måtte løses.
De nåede toppen af det lille højdedrag uden at være stødt på mindste spor af Charlie eller andre levende væsener af lignende type.
I spredt orden begav de sig ned ad skråningen, der ville føre dem ret ned til den lille landsbys halvthundrede bambushytter.
Der løb et par brogede grise og halv snes høns rundt udenfor hytterne.
En mand kom fredeligt trækkende med et par vandbøfler.
Landsbyen lod til at være fredelig - men...
De ville først have sikkerhed, når de havde været der.
Dukkende og springende nærmede de sig den åbne plads omkring hytterne.
Luigi og to andre blev sendt frem for at kigge på landsbyen.
Lidt efter vinkede de resten af styrken frem - alt var roligt.
Patruljen rykkede ind i byen. Landsbyens mænd kom frem af hytternes skygger og tog de fremmede grønklædte mænd i øjesyn.
Et par, der talte lidt gebrokkent engelsk henvendte sig til dem.
Landsbyen var fredelig og havde intet ondt i sinde.
Tom udbad sig en flok kvinder.
De to mænd lod beskeden gå videre til høvdingen, en gammel mand med indskrumpet pergamenthud og Ho-skæg.
Denne rystede beklagende på hovedet. Kvinder var ikke handelsvare i hans landsby.
Tom lod ham kort forstå, at enten kom kvinderne frivilligt eller soldaterne tog dem med magt.
Høvdingen lod dum.
Tom udstedte en barsk ordre og Luigi og hans to venner styrtede ind i den nærmeste hytte og vendte et par minutter senere tilbage med en halvgammel morlille og hendes to ganske unge døtre.
Høvdingen så med forfærdelse på soldaterne - de vil da ikke? Jo, det var netop hvad soldaterne ville.
Luigi greb fat i den ene af de unge piger og kastede hende om på jorden.
Han grinede lusket til sine venner, førend han flåede pigens grove sorte pyjamas op foran og kastede sig over hendes små strutbryster med sin grådige mund med de grusomme læber og gullige tænder og gravede en hånd ned i hendes bukser og gramsede hende på den lille nøgne kusse, nulrede de små læderagtige skamlæber og stak en finger op i den fugtigvarme spalte og søgte at gøre pigen interreseret i sine tilnærmelser.
Pigen var stivnet i rædsel og den blev så absolut ikke mindre, da Luigi hev sin grimme mørkebrune blåhovede pik frem og fremviste den i al sin potente stive vælde.
Tøsen skreg smerteligt og høvdingen søgte, at komme hende til hjælp, da Luigi voldeligt borede sin fede kødstage op i hendes dejlige kusse, men Texas-Johns riffelmunding standsede ham - den var plantet i maven på den arme mand - en forkert bevægelse og bang.
Luigi fik sig et godt skrav kusse - og bagefter fik Texas-John det på den anden unge pige - han var ikke mindre grusom i sin fremfærd, end italieneren.
Voldtægten ville stå mejslet i de to stakkels pigers sind til evig tid - to venligsindede piger!
Alle soldaterne fik fisse, førend de påny forlod den lille landsby. De havde ikke opdaget noget, der kunne lede tanken hen på fjendtlig aktivitet.
Grinende, rygende og veltilpasse begav de sig tilbage.
Der var ikke fjender i området - troede de!
Pludselig hakkede et maskingevær og Luigi, John og endnu en mand væltede døde om i junglegræsset.
En ophidset stemme skreg ordrer i krattet og maskingeværet hamrer endnu vildere løs.
Tom og hans folk dukkede sig og bad til en gud, de havde glemt alt om til dette øjeblik.
Men ingen gud hørte dem - kun Charlierne med maskingeværet.
De kunne ikke blive liggende hele dagen.
Tom prøvede at slippe bort med tre mand, men maskingeværet fandt dem endnu en gang og endnu en mand udåndede med kroppen fuld ad kugler.
En stemme skreg på engelsk til dem om at overgive sig.
Tom og hans to sidste folk havde ikke en chance - de overgav sig.
Mændene bag maskingeværet var folk fra landsbyen og en enkelt rådgiver i uniform.
Endnu to mænd af Toms patrulje kunne ved kammeraters hjælp slæbe sig afsted.
I landsbyen kom de straks i strengt forhør af en uniformeret ung kvinde, der ved hjælp af pisk, cigaretgløder og elektriske stød i køndelene fik de ting at vide, som hun ønskede at vide.
Tom og hans folk fik på deres egen krop at føle, hvor grusom fjenden kunne være - han gav dem intet efter i smertemæssig henseende!
Han kendte alle tricksene og lidt til.
Tom lærte at hade - hade Charlie.
Hvis han fik en chance så ville han vide at benytte sig af dette had.
Chancen kom en uge senere, da de skulle videre til en opsamlingslejr under bevogtning af otte Charlier.
De løb på en venligsindet patrulje, der befriede Tom og een af hans mænd - de tre andre faldt i kampens hede sammen med alle Charlierne.
De vendte tilbage til den lille junglelejr efter forhør hos CIA’s forhørseksperter og da der kort efter blev søgt efter folk til commandostyrkerne meldte Tom sig.
Nu var han her i et fredeligt bondehus i det lille idylliske Danmark.
Han har opdaget, at hans eget folk ikke er spor bedre, end Charlies.
Og hans kammerat Bill Lang, manden der var chef for et kompagni hårde læderhalse - hvordan er han blevet sådan?
Også hans brist må søges ude i Indokina.
At være boss og sende det ene brev efter det andet til en sørgende kone eller mor - det er nervenedbrydende ad H til...
Bill kunne snart ikke tage mere.
Hans kompagni blev hele tiden kommanderet ud på opgaver, som den dårligt magtede og det kostede ekstra blod og liv.
Og een dag skete det, der satte prikken over l"et!
Fra hovedkvarteret indløb melding om at kampagni C, Bills kompagni skulle indtage en fjendtlig landsby. De ville få såvel flyve, som artilleristøtte.
De rykkede frem gennem junglen - endnu inden de var nået frem til et punkt hvorfra de kunne se landsbyen havde de mistet tre menige og een løjtnant for snigskyttekugler.
Atter fire breve at skrive.
Bill hadede det, men han var soldat og måtte adlyde.
Han var kompagnichef og havde et ansvar overfor sine undergivne.
Man rykkede frem i spredt orden.
De havde ikke hørt hvin i luften fra artilleriets granater eller hørt eksplosioner fra flyvernes bomber.
Bill rykkede over radioen og fik kort besked på at fortsætte fremrykningen - man ville undersøge sagen på højeste sted imens.
Da de dukkede frem af junglen lå landsbyen hel og pæn.
Men den så meget uddød ud.
Men ikke længe, aldrig så snart var de amerikanske marinere brudt ud af junglen førend snese af skydevåben og to morterer begyndte at høste i blandt dem.
Bill affyrede de frygteligste trusler, til regimentschefen der truede ham med krigsret, hvis han ikke holdt kæft og parerede ordre - det var ikke regimentets fejl at den lovede fly og artilleristøtte var udeblevet - men det var C-kompaniet"s fejl om landsbyen ikke blev indtaget - Bill havde ingen anden mulighed, end at give ordre til stormangreb.
Hans hjerte krympede sig hver gang han så en soldat vælte omkuld, død eller hårdt såret - men der var intet han kunne gøre.
Han havde ordren ovenfra - færdigt arbejde!
Læderhalsene kom hurtigt ind på landsbyen og snart rasede forfærdende nærkampe mand og mand i mellem.
Bill så at der var både kvinder og børn mellem forsvarerne. Han så sine folk segne - han gav ordre til at landsbyen skulle udryddes til sidste menneske, mand, kvinde eller barn og soldaterne fulgte hans ordre.
Vel tilbage i lejren bad han om at blive fritaget for sit ansvar - kampen om landsbyen havde kostet næsten tredive dræbte, der i blandt hans næstkommanderende, en ældre garvet premierløjtnant,livet.
Obersten stillede ham et forslag - han kunne komme i commando-træningslejr.
Bill modtog tilbudet - det var uden ansvar for andre.
Han var atter en ganske almindelig soldat, ikke kompagnichef med ansvar for to hundrede mand - med ret til at jage dem i døden.
Men hans trængsler i Indokina var ikke forbi - transporten han skulle med tilbage til hovedkvarteret blev overfaldet af Charlie.
Bill var mellem de få overlevende, der blev fanget og tiden der fulgte mindedes han med lidt mere, end normalt ubehag.
Charli"es efterretningsvæsen fik altid at vide, hvad han ønskede.
Det tog Bill en måned at komme sig efter den barske mishandling, førend han var i stand til at flygte sammen med tre andre officerer fra marinekorpset og en snes kilometer fra lejren blev de samlet op af en rekognecerings-helikopter.
Charliehadet var sået i hans sind og den bar mange fold.
Bill var blevet en ond mand.
Men også han skuffedes af commando-livet.
Livet i commando-lejren var endnu mere brutal end i en almindelig marine-lejr.
Han vil ud af det - helt ud!
Derfor er han her sammen med den barske sergent Tom Shirts.
Commandolivet har gjort dem kolde og følelsesløse - uden menneskelige følelser.
Derfor betyder bondeparret og deres datter intet menneskeligt for dem.
Kvinderne er kun kønsobjekter, som man smider bort efter brugen.
Men udenfor var daggryet på vej - hvad ville den kommende dag bringe dem?
Bill og Tom vidste det ikke - kun at de ikke ville tilbage til commando-lejren - den var et overstået kapitel.
Fremtiden - den var et kommende kapitel.


































4.Kapitel.

Morgengryet var på vej. Himlen grånede let i øst og stjernerne falmede.
Bill og Tom nød deres perverse værk. De to skræmte kvinder havde for længe siden opgivet al modstand. De var passive ofre for et par hjernevaskede commondo"s perverse liderlighed.
Bondemanden havde helt opgivet ævred og hang passiv i sine snerrende bånd, mens han kun sløvt opfattede, hvad der foregik omkring ham. Her havde han alle dage været en pæn hæderlig bonde, der var ven med alle og svarede enhvert sit, så vidt hans midler strakte - og nu overgår dette ham og hans familie.
Ikke at Hilda fortjente bedre - hun var en dum ko, der havde godt af at få kussen på komedie - han selv havde fået lov til det alt for sjældent her i de senere år - og nu...
Nu vil han aldrig komme til at kneppe mere - hans pik er fuld af brandsår og vabler fremkaldt af de to perverse commados glødende cigaretter - gid Fanden havde det alt sammen og lidt til!
Der var ikke en skid sjov ved at være menneske - ikke mere...
Han havde da altid kunnet gå ud og finde trøst i stalden, når Hilda gjorde sig ud til bens - men nu! Aldrig mere...
Sløvt opfatter han verden omkring sig. De to soldater kigger ud under gardinet og opdager at det er ved at dages.
De må videre. De har haft en liderlig pervers nat.
Behandlingen de har udsat bondekonen og hendes datter for står i den amerikanske straffelov til dødsstraf, plus 99 år - hyggelige perspektiver!
Hvis de bliver fanget er det farvel til livet - enten med et reb om halsen eller ved benådning, den langsomme forrådnelsesproces i et militærfængsel vogtet af homofile sadistiske vogtere, der ikke altid holdt rede på antallet af fanger - adskillige var forsvundet under mulde efter en tur i vagtstuen. Det var absolut ikke noget at glæde sig til - tværtom!
De kunne skyndsomst flygte videre - men hvor skulle de flygte hen?
De kunne godt stryge tanken om politisk asyl - perverse sædelighedsforbrydere fik ikke asyl - de blev udleveret i lænker.
Bill satte kort Tom ind i situationen.
Heller ikke den gamle forhærdede sergent kunne lide det - dette her ville ikke være den pæneste måde at afslutte en karriere, som proffs på.
Tom kunne endnu mindre lide det.
Men der var selvfølgelig en udvej - hvem andre end de tre på gården vidste, hvad de havde foretaget?
Tom spurgte sin ven i et lidt lusket tonefald.
- Sergent - tænk aldrig mere på noget sådant, forstået? spørger Bill i en lidt mere, end ophidset tone.
- Hvorfor ikke, Bill? spørger den hårde nitte af en sergent straks contra.
- Fordi vi er hæderlige soldater, Tom, forsvarer Bill sin talemåde.
- Pladder - vi er et par perverse gutter og skjuler vi ikke vore ofre forsvarligt vil Helvede være løs inden ret mange timer og jeg personligt har ikke lyst til at hænge i forlængelse af et stykke hampereb, kommer det dirrende af nervøs vrede fra Tom.
- Du mener vi skal slå dem ihjel, ikke sandt,Tom?
- Hvordan havde du ellers tænkt dig at få dem til at holde kæft for stedse - ja, jeg spørger bare, kaptajn!
- Kunne vi ikke true dem, Tom?
- Jo, så længe de kan se os - bagefter vil ordene vælde fra dem, som en ko med tyndskide.
- Jeg kan ikke lide det, Tom - jeg kan ikke...
- Det kan jeg sågu"heller ikke, men der er ingen, der gider ulejlige sig med at høre om min mening - jeg må handle ud efter bedste overbevisning, Bill!
- Og hvad siger den, Tom?
- At vi skulle snuppe os et sidste drøn kusse og så ellers se at få balladen overstået. Hvem vil du helst kneppe, Bill?
- Hvis det bliver sidste gang den stakkels kvinde får pik, så må jeg vel hellere forbarme mig over moderen. Hun skulle jo gerne have et rart minde at fare til himmerige på, griner Bill muntert.
- Du har nok store tanker om den stump slatne pølse du har dinglende mellem benene - pas på du ikke får storhedsvanvid, gasser sergenten ham.
- Det er bare fordi den ikke tænker på kusse i øjeblikket at den hænger, kommer det i et hårdt tonefald fra Bill.
Han mener selv han er ligeså god til at kneppe som de fleste og kan så absolut ikke lide at nogen snakker dårligt om hans lange tynde pik og tunge dinglende nosser.
Han kan lide at kneppe har aldrig gjort nogen hemmelighed af det.
Hvor end han har opholdt sig i verden har han altid haft to a tre elskerinder og aldrig har nogen af dem klaget - ikke mens han hørte på det, i al fald.
Pistolen sidder løs i sit hylster ved hans bælte - hvis...
Nej forresten, hvad skal han blive til uden Tom.
Ingen af dem forstår dansk eller dansk mentalitet - hver for sig vil de kunne overlistes, men sammen kan den ene altid være på vagt.
De må holde sammen. De må prøve at få det bedste ud af det - det allerbedste.
Toms forslag er fornuftigt - de to sønderkneppede og torterede kvinder vil være bedst tjent med at forlade denne syndefulde verden og den gamle bondemand er allerede halvdød.
Bill står faktisk og får en smule ondt af ham - hvordan mon han selv ville have skabt sig om nogen næsten havde svedet pikken af ham med glødende cigaretter, brugt hans pikhovede, som askebæger?
Han er ikke sikker på at han ville have holdt det så tappert ud, som bondemanden, slet, slet ikke!
Han var sikkert mindst blevet sindsyg, eller sådan noget lignende.
Det vil faktisk være en velgerning at aflive bondeparret og deres datter.
At de er kommet i den tilstand de er, på grund af de to soldaters perversitet - det er noget vi springer let og elegant over...
Hilda ligger jamrende på gulvet med hænderne sammenbundne på ryggen og kneblen i munden.
Det vil ingenlunde være nogen





fornøjelse at banke pikken i hendes flossede plørekusse - tværtom!
Men Bill føler en vis forpligtelse - det er hans skyld at kvinden er ødelagt, det er ham, der har svedet hendes brystvorter med cigaretskud og hans hånd, der holdt ligtheren til hendes kussehår - han må gøre hende den tjeneste at kneppe hende for allersidste gang - han er et ordentlig menneske, næsten!
Han lægger sig på gulvet ved den fede bondekones side.
Hun udstøder uhyggelige gurglelyde i kneblen og søger at undvige, mens hendes øjne er ved at springe ud af deres huller af rædsel.
Men Bill er nådeløs. Han bider hende i de forbrændte brystvorter, som ville han nippe hele vorten af med sine stærke tænder og raver hende nådeløst på den afsvedne kusse.
Kvinden klynker og spræller - hun er ved at blive afsindig af smerter, men Bill synes ikke at ane det - hvad rager det ham - han vil gøre den gamle liderlige so en tjeneste og hun har at modtage den med kyshånd.
Fornedrer han sig måske ikke til at kneppe hendes smadrede kusse?
Gør han sig måske ikke umage med både hendes bryster og kusse?
Vil han måske ikke kneppe hende til safterne sprøjter og spærme hendes kusse fuld til randen?
Han vil alt for hende - men det er bare allerede for sent. Hilda er godt på vej til at blive vanvittig.
Med dunsten af brændte kussehår i næsen slikkede han hendes forbrændte kussekrater, dikker til den slatne kilder, der meget langsomt stivner og bliver hård og strittende.
Selv i den sværeste nød glemmer et menneske ikke sine urdrifter. Han slikkede hende så hun næsten begyndte at føle velvære ved det - næsten!
Smerterne var for slemme.
Hun skreg af afsindig smerte, da han pumpede pikken i spalten mellem de forbrændte skamlæber og hun jamrede uhyggeligt, mens han knoklede løs på hendes fisse og befriede sig for de safter, der allerede spændte igen.
Datteren Grethe var ikke i meget bedre stand, end moderen og hun var faktisk, endnu elendigere, da Tom var færdig med at kneppe hende.
Udenfor var himlen nu rød i øst - meget snart ville solen stikke hovedet op over horisonten og en ny dag melde sin ankomst.
En dag, der kunne blive afgørende for de to commandos skæbne. En dag, som de tre mennesker på gården ville komme til at opleve, som deres sidste.
Bill hadede det. Tom kunne heller ikke lide det - men der var faktisk ikke ret meget de kunne gøre ved det - de ønskede jo begge at leve videre i frihed.
At de var, som de var kunne de takke nogle smarte efterretningsagenter og nogle djævelsk dygtige instruktører for.
De havde ikke selv bedt om at blive smidt i fjorden og blive mejet ned med maskingeværer af deres egne landsmænd om de ikke var lidt mere, end smarte.
De havde meldt sig til et godt betalt job - ikke en selvmordertjans. Det troede de i al fald ikke, men generalen for commandoerne havde åbenbart en anden mening om den ting - han var en hård mand, der regnede et menneskeliv for mindre end en mistet skakbrik - han var parat til at ofre hele regimentet,om bare gevinsten han fik til gengæld stod i forhold til besværet.
Generalen havde allerede myrdet i snesevis af mænd og mange, mange flere ville dø, førend han blev pensioneret.
Generaler måtte ikke være mennesker - de måtte ikke tænke på mænd, som personer, men noget man havde i bundter og bare strøede ud i håb om mangedobbelte fold i fjendens nederlag.
Et kompagni var en knappenål - en fjernet knappenål var lig med 200 døde eller sårede mænd - mænd med koner, børn , mødre og kærester.
Som menneske var generalen ikke ond - hans job var bare taktik. De døde soldater var bare en biting. Affald.
Nøjagtig, som de tre bønder er affald for Bill og Tom - de er brugte og ganske uden interresse - de er en biting, der må fjernes, for ikke at kunne falde dem i ryggen bagefter.
En commado holder altid vejen bag sig fri, så der er plads til at retirere.
Bill og Tom havde ikke glemt deres commando-lærdom!
Dræb eller bliv selv dræbt.
Ovenstående er banket ind i hovedet på commandosoldaterne så ofte, at de ligefrem troede på det.
Bill og Tom er commandosoldater.
De må dræbe for at slette sporene efter deres blodige misgernlng - dræbe for at have en chance til at leve videre.
De er langt borte i et fjent og fremmed land - Danmark.
Hvor de kommer fra er de vant til at dræbe for at klare sig. Det er de også parat til i Danmark i påkommende tilfælde. Og påkommende tilfælde er NU.
Tom, der er den mest hårdføre går ud i køkkenet og henter en stor franskbrødskniv i en skuffe.
Det vender sig i Bill af væmmelse, da han ser kniven i makkerens hånd - han er lige ved at kaste op ved tanken om det, der forestår.
- Klar kaptajn? spørger Tom temmelig brysk og sætter kursen hen mod den halvvejs bevidstløse bondemand, der forpint hænger bagbundet på stolen.
- Ja, Tom, mander Bill sig op til at svare og går hen bag bondemanden.
Bill trækker mandens hovede bagover og Tom lægger et rent snit hen over mandens strube og blodet vælder frem, mens en rallen stiger op fra den dødes overskårne hals.
Hilda får samme omgang og næsten ligeså smertefrit.
Den unge Grethe søger at krybe væk med bagbundne hænder. Tom sparker hende brutalt omkuld med sin jernbeslåede støvle.
Hun får kneblen ud af munden og skriger hysterisk i vilden sky.
Hun tier først, da Tom jager kniven i til skæftet under hendes venstre bryst.
Hun standser op midt i et skrig og dør med en stille rallen, mens livsblodet langsomt pibler ud af hendes forpinte krop.
De to commandosoldater står en kort stund og kigger på den stakkels mishandlede kvindes lig, førend de brutalt drejer om på hælen og forlader stuen.
De har gjort det - de har dræbt tre uskyldige bønder i det lille fredelige Danmark.
For menigmand vil det ligne en galnings værk, men for en proffesionel - Bill og Tom håber at mordene aldrig vil komme deres boss for øren - for han vil kende arbejdet - commandosoldatens lydløse hurtige drab.
Ikke fordi de har i sinde at vende tilbage til lejren - de er omsider sluppet fri af galskabet - nul!
Men det vil være rigeligt at have det danske politi på nakken for desertering.
Mord!
Ordet smager grimt og i deres stille sind kalder de det drab i selvforsvar, en lidt usikker defination ganske vist - men...
Snart vil det være dag - de må videre, hvis de ikke vil overraskes på en kedelig måde af een eller anden dum mælkemand eller postbud og have behov for at begå endnu et drab.
Tom lavede kaffe til dem i køkkenet, mens Bill skar dem nogle skiver brød og fandt kopper frem - det ville måske vare længe, førend de så mad igen.
De spiste med god appetit og skyllede efter med den varme sorte kaffe - natten havde været anstrengende.
Bagefter undersøgte de udhusene - bonden havde været fattig eller nærig - han havde ingen bil - kun en gammel nedkørt traktor, som de ikke kunne finde nøglen til og som yderligere ville være dem til besvær under den videre jagt efter friheden og sikkerheden.
Deres øjne fandt bondeparrets cykler meget mere fascinerende. Klokken var lidt over fem, da de rullede bort fra gården ad bagvejen.
Ved en lille asfaltvej et stykke borte fandt de et skilt, hvor der stod - KØBENHAVN 64.km.
Med lidt held ville de kunne cykle til København den kommende nat, for øjeblikket gjaldt det bare om at slippe længst mulig væk fra gården og så ellers finde et godt sted at sove.
De fandt snart begge dele - en stor tæt fredelig skov et godt stykke fra den asfalterede vej.
De skjulte cyklerne under nogle buske og lagde sig selv til at sove under nogle andre.
Deres maskinpistoler lå bekvemt indenfor rækkevidde og pistolerne sad løst i hylsteret.
Den mindste fare og det ville blive farligt for dem, der begik fejltagelsen, en regn af varmt bly ville møde dem.
Men Bill og Tom var mere trætte, end de troede.
De havde heller ikke gemt sig så godt, som de troede.
Bill vågnede ved at noget spidst pirkede mod hans kind.
Tom ved at nogen sparkede ham temmelig hårdt i ribbenene.
Begge ville gribe deres maskinpistoler, for blot pludselig at opdage, at de sad og gloede ind i den forkerte ende af løbene, nemlig den ende, hvor der kunne være fare på færde om fingeren på aftrækkeren blev nervøs.
Var ballet forbi?
Nervøst, glippende med øjnene rejste de sig overende.
Deres pistoler sad endnu i hylstrene - var der en chance?
I det begyndende tusmørke under træerne ser de adskellige skikkelser omkring sig og alle er bevæbnet med skydere - og alle er de KVINDER.
Politi! Kvindligt politi!
Kvinderne er klædt vidt forskellige i alt fra lange slacks og vindjakke til en elegant grå trencoat og silketørklæde.
- Hvem er I? får Bill omsider samlet sig sammen til at spørge på engelsk.
- Netop, hvad vi ville spørge om, makker, replicerer kvinden, der står et par skridt fra ham med maskinpistolen pegende på hans mave, i samme sprog.
- Et par fredelige landstrygere, grynter Tom og søger at komme til at sidde sådan at han, hvis der bliver en chance, kan få fat i sin Colt Automatic.
Han er bare ikke smart nok, mens kvinden, der vogter ham med maskinskyderen holder ekstra godt øje med at hans bevægelser, sørger en veninde for at fjerne det farlige legetøj fra dets hylster ved hans bælte.
Bills pistol gør den følge. De er prisgivet de svært bevæbnede kvinder.
- Mon dog - landstrygere plejer højst at være bevæbnet med en lommekniv eller en knortekæp, kommer det hånligt i et hæst tonefald fra kvinden, der vogter over Bill.
- Hvad så, kælling? spørger Tom, temmelig brutalt.
En sikring klikker - der er en dame, der ikke kan lide hans ordvalg.
- Vi er flygtninge, dame. Vi er flygtet fra en bestialsk tilværelse i en commandolejr, søger Bill at glatte ud.
- Det lyder bedre. Vi vil glemme din vens fortalelse - kom med, men forsigtigt. I kunne dø en forhastet død, hvis I gør noget forkert, kommer det bistert fra damen, der vogter Bill og som tilsyneladende er chefen.
Omringet af de seks kvinder, som der viser sig at være ialt sætter de kursen mod den tættere del af skoven.
Hvad er det for kvinder de er faldet i hænderne på?
Det fortæller vi om i næste åndeløst spændende kapitel.












5.Kapitel

Tusmørket ligger tæt under træerne,men kvinderne synes at kende hver træ, hver busk og bevæger sig ubesværet gennem skoven, mens de to commandos, der ellers selv mener at de har gode øjne falder over rødder eller render ind i nedhængende grene næsten uafbrudt.
Siden kvinderne fik at vide, at de var deserterede commandosoldater, har der ikke været udvekslet et ord mellem parterne.
Hverken Bill eller Tom er særlig stolte ved situationen - hvad er det for damer de er faldet i kløerne på? Forbrydere eller forklædt politi?
De håber faktisk det første, selv om det absolut ikke vil være nogen spøg at falde i kløerne på en forbryderbande bestående udelukkende af kvinder - politi er næsten ensbetydende med døden for enden af et hampereb i et eller andet militærfængsel.
De foretrækker at leve, selv om deres tilværelse fremover måske ikke bliver så fri, som de ved flugtens start havde drømt om.
Hvad har kvinderne i sinde at gøre ved dem?
Var det dem selv, der havde fanget kvinderne, havde de ikke været i tvivl - de ville ha" kneppet damer til deres pikke blev slappe af træthed - ha" kneppet hver dråbe sæd ud af deres spændte svulmende nosser.
Men nu er det kvinderne, der har magten!
Men måske de kan overtales til et eller andet?
- Undskyld, dame, begyndte Bill, der går næsten klods op ad en ung slank kvinde i mørk vindjakke og slacks.
- Klap sammen, brormand. Vi skal nok sige til, når der skal snakkes igen - OK? hendes stemme lyder vred.
Surmulende tier han stille.
Ingen svar på det mest påtrængende spørgsmål - satans!
Tom, der går et par meter fra ham er ikke i spor bedre humør.
Hvad er de på vej til? Bør de ikke søge at stikke af, mens tid er - eller!
Hvis kvinderne tilhører en forbryderorganisation, som de håber, er den faktisk den bedste løsning i øjeblikket - de vil have et sted at være, de vil få mad hver dag uden at behøve at stjæle den - og de vil have kvinder.
De lader tanken om flugt fare og vakler videre i det tiltagende mørke under de store træer, skarpt bevogtet af de seks svært bevæbnede kvinder.
De synes at have travet i en evighed, da de pludselig kommer til en større lysning i skoven.
Midt i lysningen ligger en mindre bondegård, bestående af et lille hyggeligt stuehus og en større stald/ladebygning.
Et par af kvinderne sniger sig i forvejen, mens de andre stiller sig i en vid kreds om de to commandos med fingeren på aftrækkeren.Lidt efter vender den ene af observatørerne tilbage og melder klar bane.
Bill, Tom og deres vogtere sætter sig i bevægelse påny og lidt efter står de i det lille stuehus"es køkken, der dårligt kan rumme de mange mennesker.
En kaffekande hvæser over et gasblus og søger at vinde ørenlyd med sin fløjte. Kvinderne snakker ivrigt i munden på hinanden på dansk, mens de holder de to undvegne amerikanere dækker med deres egne maskinpistoler.
De to mænd stjæler sig til at studere kvinderne nøjere - der er kun fem i køkkenet i øjeblikket - den sjette holder sikkert vagt udenfor.
Alle ser de ud til at være nogle hårdføre damer, og vide hvorfor de er damer.
Vi tager et kig på dem fra en ende af.
Hende, der står nærmest Bill, er en høj slank honningblond pige i midten af tyverne med sine meget iøjenfaldende ynder skjult bag en mørkeblå sømandssweater, blå cowboybukser og røde gummistøvler - hun hed Lone, fandt vore amerikanske venner senere ud af.
Den næste var hendes jævnaldrende, men en smule mere buttet og mørkhåret. Hun hed Jytte.
Den tredie kvinde, var et sted i trediverne og havde en kraftig krop skjult under en tækkelig kjole og cottoncoat. Hendes navn var Gerda.
Den fjerde, der var bevæbnet med Bills maskinpistol, og endvidere havde to pistoler strittende op af lommerne på sin vindjakke, var omkring de 40, nærmest fed og havde en affarvet kort drengefrisure. Hendes navn var Irene.
Den sidste af de tilstedeværende kvinder var en ren lækkerbidsken - cirka 30, rødt hår, grønne katteagtige øjne og en flot kurverig krop i en lårkort grøn kjole, der viste masser af hendes velformede lange ben og en kostbar trench-coat.
Hun hed Minna og var kvindebandens boss, viste det sig senere.
Kvinden, der havde vagt var en kedelig skrubbe, der mest af alt lignede en afdanket husmor i midten af fyrrerne. Hende ville man kun kneppe, hvis man var lidt mere end trængende - hun hed Ulla.
Lone åbnede døren ind til en lille hyggelig stue, trådte indenfor og vinkede de to fanger frem.
Tøvende adlød de to mænd. Hvad havde kvinderne talt om på deres eget sprog? Skulle de likvideres så snart de trådte over dørtærsklen, eller...
Der var imidlertid ingen udvej, kvinderne bagved presse på. De gik ind i stuen, der skete intet, udover at Jytte og Irene skubbede dem ned på en stor blød sofa.
- OK, boys - vi er i sikkerhed nu, kommer det med et stort smil fra den dejlige rødhårede Minna på smukt amerikaner-engelsk.
- Tak dame, men hvor er vi og hvad er I? spørger Bill også på kammeratens vegne.
- Vi er på en lille ødegård, og vi er SEXBANDEN, som aviserne har været så søde at døbe os. Vi stjæler porno under enhver form og sælger den til østtyske smuglere for luksusvarer, der her i Danmark beskattes himmelhøjt, forklarer hun sagligt.
- Hvordan fandt I os?
- Vi undersøger altid området omkring stedet her, og Gerda faldt næsten over jeres skjulested og tilkaldte os andre - resten kender I, ikke? spørger den herlige rødtop sine to fanger og sender dem et blændende afvæbnende smil. Et smil, der lover en helvedes til masse - hvis...
Måske en kugle!
- Og hvad vil I nu med os? spørger Bill videre, mens Tom, som den gamle liderlige gris han er, sidder og slikker sig om munden.
- Det bestemmer i selv, friends!
- Hvorledes, dame?
- Slut jer til os og vis os jeres tillid - eller...
Hun afslutter ikke sætningen og behøver det heller ikke - de to soldater ved udmærket, hvad hun mener.
- Har I hørt om os? spørger Bill.
- Måske! Hvad er forresten dit navn, kammerat?
- Bill - min kollega hedder Tom!
- Hvad mener du med det, dame? Det er Tom, der har åbnet munden.
- Der er begået et tredobbelt bestialsk mord i en nærliggende landsby, men det kender I naturligvis ikke noget til, vel? Minnas stemme er fuld af ironi.
- Hvilken forskel gør det? spørger Bill.
- Ingen for os, altså - men for jer er vi nok eneste redning. De danske myndigheder udleverer næsten alle desertører til US-Army - og især, hvis de under flugten groft har overtrådt den danske straffelov, kommer det sukkersødt truende fra den rødhårede bandefører.
- Tak vi vil gerne slutte os til jer. Det var os der fiksede bønderne. Vi har været udsat for lidt af hvert i lejren, så da kom ud i friheden trængte vi til lidt dameselskab - vi dræbte dem - bagefter...
- Hvor grusomt! Dræber I altid jeres kvinder bagefter? spørger Jytte fra baggrunden.
- Næh, men i det foreliggende tilfælde så vi ikke andre udveje, desværre, kommer det med beklagelse i stemmen fra Bill.
- Hvad mener du, chef? spørger Jytte henvendt til Minna.
- Om hvad, Jytte? spørger Minna en smule bidende.
- Jeg kunne godt!
- Hvem kunne ikke det, din lede fisse, snerrede chefen for SEXBANDEN.
- Der er næsten tre timer til maskinen kommer, så chef! kommer det tryglende fra Jytte - hun har vist kløe i fissen, den gode dame.
- Ja, men vi altså seks og der er kun to boys - det giver tre til hver. Jeg ved ikke rigtig...
Hun går undrende i stå.
- Chef - de kan sagtens klare en pige hver halve time - de kan, kommer det prompte fra den gode Jytte, der nu ser pik indenfor rækkevidde og ikke har i sinde at lade den passere sig - nul!
- Tror du, Jytte? Minnas stemme er fuld af tvivl.
De to commandos forstår ikke noget - kvinderne taler dansk indbyrdes.
- Ja, chef!
- OK - jeg tager fem tændstikker og brækker enden af de to - de der får de korte har ret til stiv pik mellem benene!
Hun tager tændstikkerne frem og fixer det fornødne bag ryggen, inden hun rækker dem frem mod sine veninder.
Ulla trækker først - hun trækker en nitte!
Lone er den første, der er heldig - Irene den anden.
Irene, der er den ældste og hårdeste af de to - får lov at vælge først og tager Bill - Lone må nøjes med den lille hårde sergent, der sjældent har haft en kvinde, undtagen ved køb eller voldtægt.
De to heldige afleverer deres våben til medsøstrene og går så ellers i gang med at klæde sig af.
Først smider de vindjakkerne og bluserne.
Irene har store opspændte hængebryster, mens Lone har store vidunderlige håndfuldstore bryster skjult bag en minimal bh.
De lader slacksene følge efter, mens de to commandos spændt betragter sceneriet.
Kvinderne har indbyrdes talt dansk, og de har ikke forstået, hvad de talte om, men nu begynder de at forstå meningen - de skal kneppe de to kællinger, der i øjeblikket er ved at smide kludene. Deres pikke retter sig vellystent i bukserne ved tanken. Tom stikker ligefrem hånden i lommen og begynder at spille en omgang "lommebillard", for rigtigt at være i stødet, når han skal pande pikken i en af de saftige damekusser. Han trænger til en omgang rigtig hyggefisse oven på natttens hårde voldtægt.
Kors, hvor vil det blive dejligt at smadre pikken i en saftende, liderlig, dampende kussehul - ja, næsten være alle besværlighederne værd og senere vil der være masser af andet kørvel, der venter - masser...
Lone er en vidunderlig unge, som hun står der midt på gulvet i bh og trusser. Hendes krop er let solgylden og har de pragtfuldeste udbulninger og er helt igennem velskabt.
Irene er derimod temmelig fedladen og hendes hud er nærmest mælkehvid. Hun åbner sin spændte bh og de store bævrende og skælvende patter vælter frem i al deres vælde med store knoppede brystvorter. Hun lader trusserne følge efter. Hendes kussepels er mørkeblond og afslører yderligere hendes falske frisure foroven.
Hun smiler indladende til Bill og går hen mod ham med skælvende dansende patter og forførende vrik med de store brede hofter.
Lone derimod affører sig sine sidste klæder med megen mere ynde og det er lige før at pikken går i lommen på Tom, førend hun nærmest springer hen til ham og falder på knæ og begynder at rode med hans buksegylp.
Irene lader sig falde ned på Bills skød - han havde regnet med den lækre Lone, men prøver ikke at lade alt for skuffet - ja, faktisk sat pikken op efter hende. Den er så stiv og hård, at den er ved at revne af indestængt liderlighed.
Irene kommer faktisk til at sidde, som en høne, da hun lader sig dumpe ned på hans skød - nemlig på pind!
Han tager sig hurtigt sammen - Irene er nok temmelig stor og halvfed, men hun er kvinde - en stor frodig kvinde med ild i kussen - en kvinde, der længes efter at han vil forbarme sig over hende og smadre pikken op i hendes nuttede fisse, der alt for længe har måttet undvære en sådan fylde mellem de udspilede skamlæber og hidsige dunken i skrævet.
Endelig er glæden atter kommet til hende - endelig er hun igen fundet værdig til pik.
Alt dette svirrede i hovedet på Bill.
Han skulle bare vide, hvordan Irene havde det med pik til hverdag. Men det vidste han ikke en skid om - hun var en kvinde, der skulles kneppes med hans pik.
Hun flår lynlåsen i hans camuflagejakke ned og næsten river knapperne af hans skjorte, for at komme til at rive og flå i hans muskuløse ryg med sine brede stumpede negle, alt mens hendes store krævende mund lukker sig over hans mere end villige læber, mens han ene hånd gramser hendes ene vældige hængebryst og klemmer den hårde struttende brystvorte mellem to fingre, så den blomstrer endnu mere op, og bliver så gloende at han næsten brænder fingerspidserne på den.
Pattekødet vælder ud mellem hans fingre og gør ham endnu mere gal efter dette store kvindemenneske, end han allerede er.
Deres tunger udkæmper en liderlig duel, hvor der ikke kåres nogen sejrherre, men begge tilsidst må strække våben i en lang, liderlig udmarvende kneppetur. Hans læber glider fra hendes store sanselige mund ned over hendes lange tykke hals, videre ned over det glatte mælkehvide brystkød til det lukker sig om en hård strittende, læderagtig brystvorte og giver sig til at sutte løs på den.
Hans hånd glider videre ned over hends vulkede maveflæsk ned til hendes skræv - hun spreder villigt lårene og lader hans hånd finde vej ned til sin store allerede drivvåde saftende kusse, der venter hans komme i liderlig længsel. Han lader drillende op og ned langs de svulne skamlæber, frem og tilbage, frem og tilbage...
Han mærker hun er drivvåd og safterne nærmest vælter ud af hende, som fra en kilde.
Uden at forhaste sig maser han pegefingeren ind mellem de gabende skamlæber og dikker til hendes allerede stivnede kilder, der er hård, som en lille ståltap.
Hun begynder at stønne. Hun kan lide, hvad hans fingre gør ved hendes saftige kusse, der flyder over med hendes liderlige safter.
Hans finger dikker og tirrer hendes clitoris og hun bliver og mere gal i kussen og lader sine fingre rive og flå endnu mere i hans ryg, mens hendes mund kysser ham på siden af halsen og laver store sugemærker, og blide fingerspidser kærtegner hans små nakkehår, så der glider masser af højspænding gennem hans krop og truer med at kortslutte ham - ja, truer med at lade hans pik sprøjte et vådeskud ud i hans tætsiddende bukser, ja truer...
Parret ved deres side har ikke givet sig nær så megen tid til forlir - Lone begyndte med at lukke Toms pik ud og slikke det store blålige pikhovede, men nu ligger de på gulvet og han har allerede pikken begravet til nosserne i hendes honningkrøllede fisse, mens han kysser hendes strittende lyserøde brystvorter, igen og igen, alt mens han holder hende spændt ved at trække hendes hovede bagover ved håret.
Hun kurrer vellysten under hans lidt brutale kærtegn
Bill mærker at Irene roder ved hans buksegylp med sin frie hånd. Hans pik spænder, så den er ved at sprænge bukserne. Den vil ud - den har lugtet kusse - den vil ud og smage kusse!
Hun glider ned fra hans skød.
Han ser hendes store mørkkrøllede fisse gabe med store flabrende lysebrune skamlæber, der er drivvåde af hendes liderlige safter.
Han kan ikke stå imod længere - han må ha" pikken i denne store saftige kusse - vil, nej må - simpelthen!
Hun ligger ind i hjørnet på sofaen - han vrider sig rundt og lader sig falde ned på knæene ned på gulvet og lægger hendes store kraftige ben over sine skuldre, så hendes store, vidtåbne kusse er blottet for hans liderlige blik - den er ikke smuk - men kors - liderlig...
Med et brunstigt grynt borer han ansigtet ned i det saftige skræv, slikker sig vej ned over de silkebløde fløjlsglatte inderlår, der er våde af hendes silende liderlige safter. Slikker de store svulne skamlæber og får en salt bitter smag i munden, der gør ham endnu mere gal i pikken, end han allerede er, borer tungespidsen dybt ned mellem dem og dikker hendes "konge", som hun på det nærmeste vrinsker af fryd, mens orgasmen risler gennem hendes store liderlige krop. Hun er gal i kussen, den store laskede dame, og Bill skal gøre sit bedste for at befri hende af denne galskab - han skal lige have beredt vejen - så...
Irene brokker noget af sig på dansk, som Bill ikke forstår - han slikker videre - hendes store kraftige lår lukker sig om hans hovede og knuger ham fast. Han slikker løs, som en gal, skønt han er ved at blive kvalt i hende svedige og saftdrivende skræv - men kors, hvor han nyder det.
Hun skubber sig brutalt fri af ham og lader sig falde ned på gulvet. Han følger efter og opdager straks meningen med hendes manøvre - hun snor sig ind under hans krop og flår med ivrige fingre hans buksegylp op og svajer hans store stenhårde pik med det store blåviolette hovede blottet ud af dets trange fængsel i hansstramme bukser og begynder at give ham en herlig gang håndmassage, mens hun lysten slikker sig om munden med en stor lyserød tungespids.
Hun har lagt benene om Bills nakke og han kan uforstyrret slikke løs i hendes skummende dampende skræv - ja, kan slet ikke blive fri, for hendes ben har låst sig i et saksegreb om hans nakke.
Hans tunge smutter og slikker løs i det saftige dameskræv - han er himlen nær, ja kommer det næsten, da hendes tungespids begynder at danse hen over hans pikhovede i yndefulde pirouetter - gør ham vild og gal.
Hun suger det vældige olon helt ind i munden - hun ønsker den fuldstændig. Hæse klynk stiger op fra hendes strube, når Bill går ekstra ivrigt til den i hendes skræv og får den til at safte endnu mere på hende.
Ved deres side klynker Lone hysterisk og Tom brøler op, da hans knudrede pik spærmer den lille Lone fuld af sine spærmede safter.
De har nået clou, mens Irene og Bill stadig er i gang med forlegen - der er endnu ikke gået ti minutter.
Bill ser at Jytte gør sig klar til at blive kneppet af Tom - Tom er stadig frisk til at kneppe - hans pik står stadig lige strunk, selv om han lige har kneppet den lækre Lone fuld af spærm. Der er åbenbart masser af liderlighed i den gamle sergent. I de krige og slag han har deltaget har han også holdt træningen ved lige - masser af "fjendepiger", er blevet voldtaget af ham i tidens løb - nogle kunne lide det, andre døde af det.
I øjeblikket har Tom ingen spekulationer, unge dejlige damer står ligefrem i kø efter at få hans store grimme pik op skrævhullet.
Han skal vise, hvad han dur til og det er han ikke spor ked af - tværtom!
Bill har stadig nok at gøre med Irene - han slikker som en besat i hendes saftende skræv, og for hver dråbe han slikker kommer der to nye igen - hun er som en uudtømmelig kilde - våd klistret og saftig.
Hendes læber og tunge gør vidunderlige ting ved Bills pik og han må snart have den hamret til bunds i hendes saftige hul eller forgå.
Kneppe hende sønder og sammen.
Han mærker safterne komme sivende ude fra de yderste fibre af sin unge stærke krop og samle sig i de tunge dinglende nooser.
Irene bliver mere og mere vild, som tiden går.
Bill bliver mere og mere vild i pikken.
Kusse, KUsse, KUSse, KUSSe, KUSSE, skriger det gennem hans krop.
Måske er det tankeoverføring, for Irene forstår tilsyneladende ikke engelsk, men pludselig lader hun hans hovede fri og han er ikke sen til at løfte hovedet op af hendes klistrede, saftende skræv og tage et par dybe indåndinger, for der ligger masser af hårdt arbejde forude.
Stønnende med øjne, der skinner som julelys vender den store blonde kvinde sig, mens hendes hånd til stadighed river i Bills lange stive pik - hun ønsker hans pik i kussen - nu!
Hun er i hans vold nu - hun er hans fuldstændig - kussen kræver...
Kun han kan udfri hende af de liderlige kvaler hun lider - kun han.
Tom er forlængst gået direkte ombord i Jytte og knepper løs, som en lysten hankanin på akkord.
Han kan takke sin gode commandotræning for at han ikke dør af hjerteslag.
Irenes store mælkehvide patter dingler skælvende foran hans øjne - han napper med læberne efter de store strittende brystvorter og fanger en af dem mellem tænderne - han gumler veltilpas på den i løbet af et øjeblik.
Pigen kurrer vellysten - gal og vild i kussen.
Hun skræver vidt ud med lårene og hendes store saftige kussehul griner ham lystent i møde - venter kun på at han skal smadre sin store stive liderlige pik tl bunds i det saftende hul og kneppe løs til kussen træt lader ham sprøjte sine safter ud i en lang liderlig udløsning.
Hendes hånd masserer på det vidunderligste hans pik og for hvert sekund mærker han tidspunktet for udløsningen nærmer sig.Han kryber på plads mellem hendes skrævende lår. Hendes hånd styrer ham perfekt til og han er ikke sen til at benytte sig af chancen, men drøner pikken for fuld kraft op i hendes store saftende plørehul og begynder at kneppe løs, som en gal - kneppe, pule og dunke løs. Hendes kraftige ben lukker sig om hans hofter og holder ham fast, som i en rævesaks.
Hun gisper og klynker, mens hun klynger sig til ham, som søger hun at blive et med ham, blive en del af ham, ønsker ikke kun hans pik fylder hendes kusse - ønsker ham fuldstændig.
Længe puler han løs, mens hans pik bliver mere og mere eksplosiv.
Tom er for længst på vej mod stjernerne for anden gang, sammen med Jytte, hvis han forsætter på denne måde, vil han have kneppet de fem andre, mens Bill kun far fået den dumme dyppet i den halvfede Irene.Han beslutter sig for at sætte tempoet lidt i vejret - Tom er kun en luset sergent, mens han selv har været kompagnichef - han skal ikke være til grin for en sådan lurendrejer- nul!
Han sætter sin kneppetakt op. Irene får orgasme og hendes kusse er ved at klemme pikken af ham med sine stive skamlæber.
Orgasmens kramper foretager sig langsomt - hendes kusse falder atter til ro og pludselig mærker Bill, at nu sker det og i en lang udtrækkende salve sprøjter hans pik sine klistrede safter ud og fylder hendes kusse med sæd til hendes uendelige glæde.
Med et lille smattende svup river han pikken til sig - den er krympet betydeligt.
Gerda står og betragter ham med et hårdt blik. Hun står med en stor automatpistol i hånden og klikker med sikringen.
Bill kan ikke spor lide det - hun er vist sundhedsfarlig - den gode dame!
Lidt anstrengt rejser han sig fra den lykkelige, men udmattede Irene - hun har fået en herlig omgang pik i sin store altid sultne kusse.
Minna smiler drillende til ham, mens hun peger på ham med maskinpistolen.
- Lide vores måde at være på, Bill? spørger hun sukkersødt.
- Måske, svarer han tvetydigt.
- Var det da ikke dejligt at kneppe med Irene? spørger hun undrende og kigger på den store blonde kvinde, der er begyndt at trække i tøjet, mens hendes øjne stadig skinner af jublende lykke.
- Jo, men...
- Men hvad, kære Bill?
- Jeg kan ikke lide den måde, Gerda står og klikker med sin skyder, Minna, svarer han ufortøvet.
- Hun er sikkert bare jaloux på Irene, kommer det med et drilsk smil fra SEXBANDEN"s rødhårede chef.
- Og hvad kan vi gøre ved det, Minna? spørger han lidt dumt.
- Hvad tror du, Bill? Hendes tonefald er yderst drillende.
- Du mener?
- Netop, Bill - hun er moden til at plukke!
- Så bed hende lægge skyderen væk. Jeg vil nødig have pikken skudt af, før jeg får den i hende.
Minna bjæffer en ordre til kraftige bistre kvinde og denne stopper straks pistolen i lommen på sin frakke.
- Værsgo" - hun er din, Bill, griner Minna.
Bill lader det ikke sige to gange, men går straks hen mod kvinden, der straks smider frakken.
Hun er betydelig kraftigere bygget, end Irene, men det er ikke flæsk, der sidder på hendes store krop, men sener og muskler.
Hun skubber lidt brutalt Bill til side så hun kan trække af kjolen - hun har kun et par sorte blondetrusser under.
Hendes bryster er lige så store, som Irenes - men de hænger ikke nær så meget.
Bill presser sig hårdt ind mod hende og begynder at gramse og kysse disse vidunderlige babser, og alt mens hun river ham i pikken graver han en hånd ned i hendes trusser og finder frem til en snæver stram liderlig kusse, der er tør, som en sandvej efter lang tids solskin.
Han går ivrivgt op i sit arbejde og snart opnår han resultat - hendes safter siler ned ad hans dikkende finger og gør ham stedse mere og mere gal i kæppen, og hendes hånd gør sit til at forhøje hans glæde, med sin lystne, liderlige massage.
Snart er hun endnu mere gal i kussen og hun nærmest voldtager ham, førend han får en chance til at komme i gang med for megen lir.
Det var ikke nær så inspirende at kneppe hende, som det var at proppe pikken i den store halvfede, men liderlige Irene - hende vil han gerne give et nyt hyp ved lejlighed.
Tom er forlængst blevet færdig med Jytte og vil forsætte med Minna, men hun jager ham på afstand med den afsikrede maskinpistol.
Hun er chefen - hun skal nok bestemme, hvor og når hun vil kneppes og ikke mindst af hvem - og det passer hende ingenlunde at blive gennempulet af den lille hårde brutale commandosergent.
Skal det være, så vil hun foretrække Bill, men han er optaget for øjeblikket.
Hun sender Lone ud for at afløse Ulla, så også hun kan få rørt op i kussen. Tom får fornøjelsen af at tage den triste magre kvinde, og selv om han varmer hende godt op, er det ikke den helt store fornøjelse at have hende på spidsen af den stive - men i mangel af bedre!!!
Tom gør troskyldigt sit arbejde.
Han har haft to lækre småfisser - han kan godt til afveksling kneppe en ældre kone.
Bill glædede sig - Minna havde tilsyneladende planer - men nej - hun skulle nok sige til, når der skulle puttes pik i hendes kusse - og ikke mindst af hvem!
Ikke at hun ikke kunne lide det - men hun var chefen - hun måtte holde disciplin - hun måtte foreløbelig vansmægte...
Der var arbejde der skulle gøres.
Lidt efter sad alle bænket ved en solid gang smørrebrød og store kopper med sort skoldhed kaffe, med undtagelse af Lone, der holdt vagt et sted ude i mørket.
Tiden for mødet nærmede sig.
Hvordan ville det spænde af?