10.Kapitel.
ÆRE OG DØD!

- Vend Dem, mister Benzon - langsomt! befalede den kultiverede stemme skingert. Et tydeligt tegn på at personen var oprevet - og måske utilregnelig!
Clark Benzon vejede sine chancer for og imod.
Han frygtede ikke døden - han havde haft et godt og begivenhedrigt liv - men skulle han dø skulle det være i en ærlig fight og fordi modstanderen var bedre end han selv - alt andet ville være æreløst og fattigt.
Langsomt med hænderne langt væk fra den gamle "lånte" Remington vendte han sig og så sin modstander stå en 5-6 meter væk med hænderne på hofterne i en typisk officersstilling. Hans flotte uniform var forrevet og han havde mistet hatten, så det blonde hår lå som en glorie om hans hovede. Øjnene glødede med et vanvittigt skær i det kolde dødsfyldte atjernelys.
- Accepteret at De er kommet til vejs ende, Rebelbastard? spurgte Benzon spottende uden at slippe den anden med blikket og parat til at trække med en fart næsten hurtigere end øjet - 4/10 sekund som bedst.
- Hån og spot bider ikke på mig længere, Mister Benzon. Som person er jeg måske ved vejs ende, men mine ideer...
- Vil gå i graven sammen med Dem. De er allerede skyld i alt for mange gode menneskers død. Tør De gå den "sidste tur" sammen med mig - eller...
- Hvad mener De, Mister Benzon? spurgte majoren skingert.
- Mener at jeg vil give Dem en reel chance. Jeg vil kæmpe med Dem på lige vilkår. Vi stiller os ryg mod ryg, går ti skridt og vender os - den bedste vil vinde, svarede Benzon i en tone, som var det vejret, og ikke en kamp på liv og død han talte om.
- De mener...
Der var vantro i den skingre falsetstemme.
- Nemlig, bastard. Jeg kunne dræbe Dem, som det svin De er så let som at klø mig i nakken. Men jeg er en mand ad ære - derfor...
- De tror De er hurtigere på pistolen end jeg, hva" Mister Benzon? spurgte officeren ivrigt.
- Det vil tiden afgøre, gryntede Benzon ligegyldig. Han havde aftalt stævnemøde med døden, og kun skæbnen vidste om han kom levende tilbage fra mødet.
- De står mig i vejen, Mister Benzon, og skal jeg dø vil hellere dø for en kugle end udsættes for en eller anden pervers tortur fra de sorte slavebastarder. Jeg...
- Deres snak trætter mig, major Sylvan. Er De beredt til at møde Deres skaber?
- Hvis skæbnen vil det, Mister Benzon. Er De rede? spurgte den fhv. sydstatsmajor fuldstændig afbalanceret. Frygten og panikken var borte - hans sind havde accepteret at det var enten eller - der var ingen vej tilbage.
Benzon gryntede og prøvede at huske hvor mange skud han havde tilbage i Remington"en - han kunne ikke komme på det, men han håbede der var mindst et - ellers...
- Skal vi gøre det som gentlemen, Mister Benzon? spurgte den store blonde officer afbalanceret og køligt. - En patron hver?
Benzon gryntede bekræftende og begge trak de deres revolvere og tømte tromlerne - der havde været tre skud tilbage i Remingtonen. Sylvan havde begge sine Navy Colts fyldte. Han kastede den ene til side og puttede en enkelt patron i tromlen på den anden. Han smilede spottende til Benzon med tænder der blinkede hvidt i stjernelyset.
Der blev stadig skudt her og der rundt om i lejren. Nogle heste galoperede gennem teltgaden udenfor. Nogen skreg skingert og sindsygt. Vanviddet var ikke forbi - endnu!
Begge sørgede for at patronen ville ligge under hammeren, når de trak og spændte hanen. De var rede til mødet med knokkelmanden, der gavmildt tog mod alle - høje eller lave, rige eller fattige - uden hensyn til hvad de havde været i livet.
En neger med vanviddet lysende ud af øjnene kom stormende frem mod dem med en ryttersabel i hænderne.
Benzon og den tidligere sydstatsofficer så på hinanden.
Der var kulde og død i begges blikke - de havde en aftale med døden! Men det skulle ikke være en død for en gal slavearbejders sabel. Men hvem...
De kom aldrig selv til at træffe afgørelsen.
Et riffelskud bragede og manden styrtede hovedkulds til jorden og sabelen rutchede få centimeter forbi de to mænds fødder. En gråklædt soldat kom vaklende om hjørnet. Hans uniformsjakke var gennemblødt af blod fra et vældigt hug i venstre skulder - med en overmenneskelig anstrengelse havde han formået at følge efter den vanvittige sabelmand og skudt inden blodtabet fik ham til at synke sammen med en rallen.
Officeren, major Patrick Sylvan og Clark Benzon så et kort øjeblik på hinanden. Soldaten der lå og rallede havde reddet deres liv - men hans reaktion havde sikkert været ligeså meget personlig hævn - som forsvar af sin overordnede.
Hvis de gav sig tid til at spille sygehjælper overfor en mand der sikkert allerede var hensides al hjælp, så kom der måske andre og...
Majoren sagde de forløsende ord: - Er De klar, Mister Benzon?
Benzon svarede klart og tydeligt. - Ja, major! Og måtte Gud være Deres skidne sjæl nådig!
Den høje blonde officer fnyste og vendte demonstrativ ryggen til Benzon. Denne tøvede ikke, men vendte sig også. I flere sekunder stod de musestille - ryg mod ryg. Soldatens rallen lød uhyggelig i nattemørket, der her og der blev oplyst af flammende bål - telte der brændte eller måske - mennesker!!!
- Ti skridt i normalt tempo, Mister Benzon. Klar? spurgte den høje blonde gale sydstatsmand med skinger stemme. Angsten knugede påny om hans hjerte med sine iskolde knokkelfingre.
- Jeg er klar, svarede Benzon stift. Sandhedens øjeblik var inde. Ti skridt - ti sekunder...
- Nu...
Benzon mærkede at trykket af den andens ryg forsvandt. Han begyndte selv at gå på nøgne trætte fødder.
"Dø i laser", tænkte han forsmædeligt. "Han der godt kunne lide at være lidt lapset klædt" - satans!
Et skridt - to skridt...
Soldaten med hugsåret i skulderen rallede svagere nu. Nogen tømte en revolver et sted i nærheden.
Fem skridt - seks...
Sekunderne tikkede. Sandet svandt i timeglasset, et liv nærmede sig
sin afslutning - måske to...
Ingen af mændene havde tænkt på noget efter.
De var begge sikre på sig selv. De ville ramme modstanderen, der ville ikke blive noget bagefter for den langsomste eller uheldigste. Eller...
Ni skridt...
Benzon anede ikke om han havde afpasset sine skridt efter majorens - om denne var et helt eller et halvt skridt foran - om...
Hans nøgne fod ramte jorden i det tiende skridt og han snurrede rundt med Remingtonen i hånden.
Han så mundingsflammen og lod sig falde ned samtidig med at han skød. Kuglen hvinede som en glohed hveps få millimetre fra hans højre kind - majoren havde skudt forbi!
Benzons eneste kugle ramte ikke forbi. Han så majoren vakle fremad med hænderne presset mod maven, komme nærmere ravende og vaklende for hvert skridt. Han var ramt - ramt hårdt!
Endnu en gang havde døden søgt at fange ham, Clark Benzon - og endnu en gang havde han snydt knokkelmanden.
Majoren var næsten fremme ved Benzon, der stadig stod på samme plet, da han sank ned på knæ, stønnende og grædende.
- Du vandt, Benzon. Jeg beder dig - afslut arbejdet, klynkede manden med blodet boblende fra mundvigene.
Benzon så rådvild på manden. Hans revolver var tom, og han havde intet andet våben tilgængelig.
- Du var for smålig, major! sagde han stille - Vi skulle ha" kæmpet med fyldte revolvere, så...
- Men det er jeg ikke, lød pludselig en dyb rå stemme. En stemme Benzon kendte. Negerkæmpen Obiel, den gale negerleder - manden der troede at blot man var ond og brutal nok var vejen til et guvernørembede åbent.
- Hva"...
Benzon kvækkede og blev iskold helt ind i sjælen. Han var våbenløs - Remingtonen var tom og som slagvåben mod negeren ville den være latterlig som en pilekvist. Han havde sejret i en ærlig duel - mand mod mand - og dog skulle han nu dø...
Eller...
Måske var negerkæmpen ikke helt blæst for fornuft - måske...
Benzon løftede blikket fra den blødende, knælende døende rebelleder, så negeren og stivnede.
I højre hånd holdt han en karabin med påsat bajonet. Han holdt geværet sådan at han uden besvær kunne støde den lange blinkende bajonet ind i ryggen på den døende mand - men dette så Benzon først i andet øjekast. I det første så han det kæmpen holdt i venstre hånd - og det gav ham brækfornemmelser - det var et menneskehovede, et kvindehovede, som han holdt i det sorte krølhår, og han genkendte hovedet - Nonni, den varmblodige negerpige der havde givet ham så vidunderlige oplevelser i hulen nedenfor den nu sammenstyrtede mine.
Nonni, der havde kneppet så vidunderligt, havde...
- Du er nok for blød, Mister! grinede negeren med en gurglende lyd. - En gentlemen, hva"?
- Og du en galning,svarede Benzon iskoldt uden tanke for at han var chanceløs mod negerkæmpen med den bajonetforsynede karabin. - Hvorfor har du dræbt, Nonni?
- Fordi jeg foretrækker hvid fisse - hun var bare en dum luder, en tæve der spredte benene for enhver - en...
Negeren hidsede sig op og der stod spyt og savl ud af hans store gab.
- Hun hjalp jer på sin måde, Obiel! Du skulle ikke have dræbt hende, prøvede Benzon at tale den store vildmand til fornuft, mens han prøvede at finde en vej ud af kniben.
- Hun troede hun ejede mig. Jeg har hvid fisse nu - jeg behøvede hende ikke længere...
- Hvad er det for hvide kvinder du taler om, perverse bastard? spurgte Benzon bevidst provokerende. Skulle han slås ihjel kunne han ligeså godt gøre pinen kort, som trække den i langdrag.
- Disse, svarøde negeren og gjorde et kast med hovedet.
Benzon så tre heste stå bundet ved bagindgangen til majorens telt - på to af dem sad kvinder - unge kvinder! De havde fødderne sammenbundne under hestenes bug og hænderne snøret til sadelknoppen.
Pigerne var klædt i soldaterbukser og skjorter. De havde skulderlangt lyseblondt hår og kunne vel højst være en 17-18 år gamle. De var
begge kneblede så de ikke kunne skrige.
- Hvem er de? spurgte Benzon forbavset. Han havde ingen anelse haft om at der opholdt sig unge piger i rebellejren.
- Løjtnant Carters datter og niece, svarede negeren ligegyldigt og krusede læberne til en djævelmaske, idet han stødte bajonetteen ind i ryggen på den dødsmærkede knælende blodbestænkte, gråklædte major, der skreg højt og rallende, inden han sank sammen og blev liggende livløs. Vanviddets inferno havde krævet endnu et dødsoffer.
- Og løjtnanten? spurgte Benzon, mens hans tanker desperat ledte efter en udvej.
- Død, svarede negeren ligegyldigt. - I min stat vil kun sorte borgere betyde noget.
- Men dine medfanger, Obiel? forsatte Benzon samtalen for at holde negeren beskæftiget. Der lå adskillige våben rundt om på gårdspladsen - men...
Negeren ville have dræbt ham forinden - enten med et bajonetstød eller en kugle og som død havde han ingen glæde af et våben - eller af nogen ting i det hele taget.
- Kun sorte mænd fortjener retten til frihed. Hvide mænd er svin...
- Måske, men vi skærer ikke hovedet af vore egne, forsvarede Benzon sin hudfarve.
- Måske ikke mere - men før...
- De hvide mænd, der er fanger sammen med dig kan ikke drages til ansvar for noget slaveejende sydstats-godsejere har gjort for mange år siden. De fleste er sikkert nordstatsmænd...
- Jeg er ligeglad. For mig er sort sort og hvidt hvidt - basta! negerens stemme havde igen fået en vanvittig klang.
- Ja og gal, Obiel - du er skingrende skør og burde spærres inde - du...
- Ti, hvide svin...
Benzon så at negeren klemte geværet hårdere under armen. Hans store tykke pegefinger lå tungt mod aftrækkeren. Benzon spøgte med døden nu.
- Okay, men det vil ikke ændre din situation. Du vil blive jaget til din dødsdag som en gal hund - jaget af lovmænd, dusørjægere, kavaleriet...
Jeg vil blive kendt - jeg...
- Obiel!
Stemmen der skreg ordet var en gammel mands skingre spinkle stemme. Den lød fra et sted bag Benzon.
- Du har ingen betydning længere, Sam. Det er mig Obiel nu...
Negeren lo kaglende og spottende.
- Du har dræbt min eneste datter. Dræbt hende - dræbt...
- For fanden, mand...
Bang! Bang! Bang;
Skuddene drønede i hurtig rækkefølge og Benzon kastede sig til jorden, mens han desperat søgte af få nogle patroner fri af bæltet, så han kunne lade Remingtonen igen.
Den store neger brølede som en tyr i brunst og slyngede det afskårne kvindehovede fra sig og greb sig til den store plamage af blod der bredte sig på hans vældige mellemgulv, hvor tre kugler havde pisket ind tæt ved hinanden.
Hans øjne rullede i hovedet og stirrede vantro inden de vendte det hvide udad og han langsomt gik ned på knæ.
- De kan rejse Dem, Master. Obiel fik kun sin retfærdige straf. Han var blevet en galning, en mand uden jordforbindelse, sagde den gamle hvidjakkede negertjener venligt og puttede den Navy Colt som majoren inden duellen havde kastet fra sig i lommen.
Benzon kunne ikke rigtigt finde ord for sin taknemlighed. Den gamle gråhårede mand viftede ham af og forsatte: - Der står et par pakkede sadeltasker i køkkenteltet - der er mad til et par dage, et par små poser guld og en beskrivelse af hvad der er sket her i dalen, mens den gale major Sylvan har regeret her. Tag dem og rid herfra med de to kvinder.
Benzon ville sige noget mere, men den gamle neger var gået. Måske ville han aldrig få ham at se mere.
En gammel mand, hvis øjne havde set alt for meget. En værdig leder hvis...
Benzon løsrev sig fra sine filosofiske tanker og skyndte sig ind efter sadeltaskerne og gik hen mod de tre heste og slog tæerne mod en sten - han var stadig barfodet og bandede skummelt. Vejen bort ville være lang og somme steder ville hestene ikke kunne klare det og han ville være nødt til at bruge fødderne.
Hans blik faldt på den døde major - hans lange blankpolerede støvler
var lidt for store - men de var bedre end ingenting. Han skyndte sig hen til pigerne og de to heste. Han nikkede og sagde: - Godaften, de damer. Var det noget med en ridetur....