Brenda Lane havde mareridt. Hun drømte, at hun blev arresteret for noget, hun ikke havde gjort, belagt med håndjern og overfaldet af både mænd og kvinder i et fængsel. Hun sparkede og slog om sig, men håndjernene sad fast. Så hørte hun stemmer og plasken af vand. En gennemtrængende stemme vækkede hende:

- Nu har jeg aldrig! Den horetøs ligger her splitternøgen!

- “Tøsen” åbnede øjnene og så en fremmed mulatkvinde og en ret ung herre, som hun havde set før. Hun mærkede, at håndjernene ikke var en drøm, og at tæppet var gledet ned, så hun var helt nøgen.

Forfærdet holdt hun håndjernene ned foran skridtet og prøvede at dække brysterne med armene.

- Ja, undskyld Mlle Lane, jeg er Deres forsvarer Jacques Vent.

- Han rødmede og slugte hende med øjnene.

- Deres veninde har bragt Dem noget tøj. Arrestforvarerens kone vil nok hjælpe Dem med at få det på, mens jeg venter udenfor. Men hvorfor ligger hun her?

- Hun overfaldt og bed baronessen i kvindecellen, og sergeanten har fortalt, at hun tilbød både ham og min mand at gå i seng med dem, hvis de slap hende fri, så dr.Gent var nødt til at spærre hende inde her.

- Det er ikke sandt! Alle lyver om mig.

- Ja, det taler vi om om lidt. Skynd Dem! Vi skal snart i retten.

Den søvndrukne pige kom på benene. I spejlet så hun en nøgen, lænket slavinde og udstødte et skrig:

- Det kan ikke være mig! Jeg er uskyldig!

- Ih ja, det kan man se, sagde den sure kone.

- Kan De lade være med at overfalde os, hvis De får håndjernene af?

- Naturligvis. Tak, madame.

- Den stolte pige gjorde sig helt ydmyg ved udsigten til at få hænderne fri og gned taknemligt sine stakkels håndled.

- Vi ses.

- Forsvareren skyndte sig ud, flov over sit sexbegær efter den nye klient.

- Skal De ikke tage tøj på? spurgte konen.

- Jo.

Der var to sæt at vælge imellem: det krøllede tøj med den ødelagte bh eller det, som Jeanette havde bragt til arresten: en nydelig lyseblå spadseredragt, men nerdelen var lovlig kort og undertøjet florlet og gennemsigtigt. Kollegaen havde altså rodet i hendes skuffer. Havde hun med vilje valgt noget sexet? Hvorfor havde hun fotograferet hende så ivrigt ved anholdelsen? De blå trusser var de eneste, hun havde, så hun var nødt til at tage det blå sæt på. Som reporter var hun heldigvis vant til at klæde sig på i en fart. Arrestforvarerkonen rakte hende en toilettaske, og det lykkedes Brenda at få lidt skik på håret og få læbestift på. Men hun lod være med at lægge makeup for at se mere ung og uskyldig ud. Hun måtte overvinde sig selv til at række armene frem til de forhadte håndjern. Friheden var så dyrebar.

- Nu ser De jo præsentabel ud, roste M.Vent hende, da de gik ind på kontoret.

- Her er noget mad og drikke.

- Jeg kan ikke spise noget.

- Det bliver De nødt til. De må være stærk. Som De ved, er jeg Gazettes advokat, og jeg har et par gange reddet Dem fra anklager for injurier.

- Tak. Det vidste jeg ikke.
- De er jo ret dumdristig. Men jeg har stor sympati for Dem og vil så gerne tro, at De er uskyldig.
- Tak. Har De erfaring i narkosager?

- Desværre ikke. Jeg er nevø til dommeren. Deres redaktør mente, det var en fordel; men det vil jeg ikke garantere.

- Kan De så ikke få min sag udsat?

- Jeg prøver. Men både dommer og anklager er meget ivrige for at få hele kokainsagen afsluttet i dag, og ulykkeligvis har Deres første advokat accepteret det,

- hvis ikke De vil ændre Deres vidneudsagn til fordel for hans klienter. Var alt, hvad De sagde, sandt?

- Ja, jeg var jo under ed.

- Udmærket. Fortæl mig nu, hvad der skete i aftes!

Mr.Vent lyttede opmærksomt og noterede flittigt :

- Jeg vil inderligt gerne tro på Deres historie; men tidsplanen passer dårligt. Flere vidner bekræfter, at narkopolitichefen var her på stationen i hele det tidsrum. Og hvorfor skulle han narre Dem?

- For at få lov til at voldtage mig! Han begyndte allerede i bilen herhen.

- Vent genkaldte sig synet af den lænkede, nøgne skønhed og rødmede:

- Tja. Når man ser Dem, kan det ikke betegnes som utænkeligt. Men vi bliver ikke populære på at anklage en så højtstående politimand. Denne marquis kan han have grund til at hævne sig på Dem?

- Ja, jeg fremsatte nogle alvorlige bekyldninger mod ham, da jeg vidnede. Og Nick Hammond var overbevist om, at han var narkohandler. Kan agent Hammond ikke vidne til fordel for mig?

- Han er tilbageholdt i USA, og man vil kun tilkalde ham, hvis han er Deres medskyldige.

- Medskyldig! Nick og jeg har ikke gjort andet end at hjælpe politiet!

- Næh. Men beviserne mod Dem er slemme. Hvorfra vidste De, at der var kokain i den kuffert?

- Det sagde M.Laval jo! Men jeg så det først, da FBI agenten låste den op.

- Og De havde ingen nøgle. Det kan vi måske bruge. Har De en ren straffeattest?

- Fuldkommen. Jeg har aldrig været i konflikt med loven. De må redde mig fra det rædselsfulde bordel!

- Jeg skal gøre, hvad jeg kan.

- Han klappede hende på kinden og strøg hende over håret.

- Spis nu lidt mere!

I det samme kom sergeanten ind:

- Der er snart afgang til retssalen.

- Min klient skal have lov til at spise først.

- Mødet starter om lidt. De må højst komme et kvarter for sent. Jeg har et par gaver til den lille sexbombe. Fodlænker!

- Det..det er ikke nødvendigt, stammede pigen.

- Jeg har ordre til at forhindre flugtforsøg. Spis bare, mens jeg sætter dem på, men spark mig ikke! Åh, anklerne er så slanke, at selv dem her i mindste nummer er lidt for store.

- Han lod hænderne glide op ad de velformede lægge. Hun trak benene til sig.

- Se, nu overgramser han mig igen!

- Sexchikane? grinede Mont. Det anklager hun alle og enhver for, selv lægen!

- Jeg må kræve, at De optræder helt professionelt, formanede forsvareren.

- Lænkerne lukkede sig om Brendas ankler, og en lænke forbandt dem med håndjernene. Al hendes genvundne selvtillid svandt bort. Vent lagde trøstende armen om livet på hende, da hun humpede ud til bilen.

Hun blev ført ind ad bagdøren til domhuset, man alligevel stimlede nysgerrige sammen om den lænkede skønhed. Fotograferne knipsede, men ikke Jim fra Gazette. Han råbte:

- Brenda Lane er uskyldig. Politiet har lagt en fælde for hende!

- Han banede sig vej og rørte ved hende:

- Vi gør alt, hvad vi kan, Brenda!

- Tak, Jim.

- Hun fik tårer i øjnene. Hendes venner havde ikke svigtet.

- Ingen fotografering inde i retssalen! råbte Mont.

Fem af de tiltalte havde erklæret sig skyldige: Tre af gangsterne, der havde skudt på politiet, da slottet blev stormet, og baron de la Croix, som havde taget ansvaret for alt det, man anklagede hans søster for. Den svenske pige, som var blevet sendt ud sammen med baronen for at aflevere kokainen til Brenda og Nick, havde fortalt politiet alt, hvad hun vidste. Den amerikanske filmmand, som havde lokket hende til øen og gjort hende afhængig af kokain, nægtede sig derimod skyldig, ligesom baronessen og hendes chauffør. Deres forsvarer krævede dem nu frikendt og hele anklagerens kronvidnes udsagn slettet, fordi hun havde vist sig totalt upålidelig. Derimod hævdede anklageren, at det var normal praksis at lade kriminelle personer vidne imod hinanden. Også Eva Nilssons udsagn var fældende tillige med de regnskaber, som baronessen egenhændigt havde ført over ulovlig handel gennem flere år.

Dette bekræftede dagens første vidne, den elegante Marquis de Talley. Nogen havde udspredt det rygte, at han ikke kun handlede med kostbare smykker som dem, der var nævnt i baronessens bog. Han havde selv afslået alle tilbud, men havde længe haft mistanke om, at de andre kunder handlede med narko.

- Hvorfor henvendte De Dem så ikke til politiet? spurgte baronessens forsvarer.

- Jeg blander mig nødigt i andres sager.

- Hvorfor ringede De så straks til politiet, da Brenda Lane ville sælge kokain?

- Fordi jeg gik ud fra, at det var en fælde. Hun havde jo netop optrådt som stikker og også anklaget mig. Derimod troede jeg virkelig, at hun var narkokøber, da hun henvendte sig første gang og tilbød mig sin dejlige krop.

- Det er løgn! Det var ham,der...

- Mademoiselle Lane! afbrød den lille, skaldede dommer. Retten tåler ingen afbrydelser. M.Vent, indskærp Deres klient, at hun skal forholde sig helt roligt!

- Undskyld, høje dommer, sagde Brenda, men hviskede til sin forsvarer:

- Kan De ikke gribe ind?

- Lænker og håndjern var taget af, men lå parate ved hendes stol. Han hviskede tilbage:

- Senere. Nu gælder det de andre.

- Er det ikke sandsynligt, at det var mlle Lane og hendes gangstervenner, der stod bag den handel, som mine klienter beskyldes for? spurgte M.Yves.

- Overhovedet ikke, erklærede marquisen. Jeg sætter stor pris på baronessen og hendes bror. Men da jeg opdagede, at de handlede med narkotika, måtte jeg trække mig tilbage fra dem.

- Hykler. Det var dig, der....udbrød baronessen.

- Dommeren bankede hårdt i skranken:

- Baronesse, det gælder også Dem! En sidste advarsel.

M.Yves bad om at få hende i vidneskranken. Hun var klædt som en dronning med diadem i den opsatte frisure, grøn brokadebluse, som fremhævede den smukke barm, og lang nederdel. Hun optrådte, som om sagen mod hende var en majestætsfornærmelse, og afviste ethvert kendskab til narkohandel:

- Hvorfor skulle vi, som tilhører Domitias fornemste og rigeste adel, beskæftige os med den slags? Det hele er en sammensværgelse iværksat af marquisen og den stikkertøs og hendes agentkæreste.

- Men Deres bror har jo tilstået og blev grebet på fersk gerning, indvendte anklageren.

- Han har måske ladet sig lokke til en enkelt lovovertrædelse af den golddigger!

- Protest! - Brendas forsvarer rejste sig.

- Høje dommer, vidnet bruger æreskrænkende ukvemsord om min klient, udelukkende fordi hun har hjulpet anklagemyndigheden med at afsløre vidnets forbrydelser.

- Protesten tages til følge. Nævningene må ikke lade sig påvirke af disse ukvemsord, afgjorde dommeren. Vi vil behandle Brenda Lanes sag efter de andres. Blot et spørgsmål: Ønsker Deres klient at ændre sin vidneforklaring?

- Slet ikke, høje dommer. Alt, hvad jeg sagde, var sandt.

- Mlle Lanes vidneudsagn må ikke slettes. Videre!

Journalistpigen drog et lettelsens suk, og hendes venner smilede opmuntrende til hende. Anklageren fortsatte:

- Baronesse, vil De påstå, at Mlle Lane var mere indladende over for Deres bror, end det var nødvendigt for en under cover agent?

- Langt mere. Hvis ikke hendes kæreste var blevet jaloux og havde taget hende med ind i kahytten og selv ... øh ..haft samleje med hende.

- Høje dommer!...

- M.Vent tog sin klient hårdt i armen og afbrød hende:

- Tilgiv, høje dommer! Min klient får vel lejlighed til at korrigere?

- Ja. Senere. Men foreløbig har hun pligt til at tie. Iøvrigt er hun ikke anklaget for umoralsk opførsel, men for narkohandel!

Baronessen rodede sig derefter ind i selvmodsigelser, og skønt hendes forsvarer holdt en glimrende tale, kunne han ikke tilbagevise indtrykket af, at hun havde været hjernen bag broderens og hans folks narkohandel gennem en længere periode. Det eneste argument, der havde lidt virkning, var, at baronen og Eva kun kunne dømmes for salg af ca. 8 kg kokain, hvis Brenda Lane havde stjålet de 3. Nævningene var ikke længe om at kende dem alle skyldige. Baronessen vendte sig harmfuldt mod tilhørerne:

- Det er en skandale. Jeg kan kun dømmes af mine ligemænd. Jeg anerkender ikke denne domstol!

Dommerens øjne blev smalle og truende:

- De viser foragt for retten. De idømmes derfor eet døgns fængsel ekstra. Deres forsvarer har ret til at appellere dommene. Men de skal afsones straks uanset appel. Iøvrigt har politiet anholdt nogle personer, som mistænkes for at ville befri baronen og hans søster. Deres slot og formuer er hermed konfiskeret af staten! Så kan de ikke betale folk for at befri dem.

- De to søskende blev ligblege.

- Det kan De ikke, det er vores slægtsgods! sagde baronen.

- Det skulle De have tænkt på, før de vanærede slægten! svarede dommeren.

Dommene faldt hurtigt: Baronen: 15 års fængsel (1 års rabat for de 3 kg) eller 6 års hårdt straffearbejde.
Til den, som havde såret en betjent: 12 år. De andre gangstere 6 år hver. Filmmanden: 3 års fængsel, men han skulle udleveres til yderligere retsforfølgelse i USA. Interessen samlede sig nu om den skandinaviske pige. Hun var klædt i en lys sommerkjole og lignede en uskyldig gymnasiepige, hvad hun også var, indtil Hollywood-drømme og sexgale filmfolk havde gjort hende afhængig af kokain. Dommeren holdt en lille tale om, at hun selv var et offer, og roste hende for samarbejdsvilje. Men som sælger af hård narkotika var den mildeste straf 3 års fængsel, som kunne ændres til 1 års bordeltjeneste.

Den yndige blondine græd:

- Jeg vil ikke være luder. Skån mig for den skam! Jeg var en pæn pige, indtil filmmændene og gangsterne misbrugte mig, mens jeg var afhængig. Men nu er jeg ved at blive afvænnet!

- Det bliver De med garanti i Statsbordellet, og Deres skønhed gør Dem værdig til at komme der. Men for en ordens skyld skal De vise Deres ben til juryen. Træk kjolen op!

- Det er så nedværdigende.

- Gør, hvad jeg siger!

- Tonen blev streng, og han nød situationen. Eva tog fat i sømmen og så sig fortvivlet omkring.

- Højere op! sagde nævningene.

- Først da de lange, solbrune lår og trusserne var helt synlige, sagde dommeren tak, og juryen erklærede hende særdeles velegnet.

- Åh nej, det er afskyeligt!

- Forsvareren hjalp hende tilbage til bænken, hvor hun brød hulkende sammen. Brenda ville have protesteret, men turde ikke. Kunne hun selv komme i samme katastrofale situation?

- Så er det Deres tur, baronesse!

- Jeg advarer Dem. De vover ikke at sende mig i bordel! Jeg er adelig og må ikke tilsmudses af underklassen eller af farvede!

- 3 døgns fængsel for foragt for retten! Jeg dømmer Dem til12 års fængsel eller 4 års bordeltjeneste. Tag nederdelen af!

- Infame mandsling!

- Aristokraten for frem mod den lille dommer for at rive hans øjne ud; men sergeant Mont greb brutalt fat i hende, vred armene om på ryggen og smækkede håndjern på. Snart faldt nederdelen og afslørede det raffinerede grønne silkeundertøj og de lange, elegante ben.

- Det skal I komme til at fortryde, uslinge! rasede hun.

- Ro i salen! De påstår, at Deres kønsdele er fornemmere end andre kvinders. Tag hendes benklæder af, sergeant!

- Det vover I ikke. I er vanvittige! skreg den aristokratiske fange.

- Men Mont nød sin opgave, selv om hans velskabte fange sparkede bagud og slog med albuerne. Hans hænder kom ind under trusserne og fingrerede ved hofter, navle, kønshår og lår, indtil trusserne var gledet ned. Mellem strømpeholder og strømper og den hvide hud flammede den røde trekant, som viste, at Odile de la Croix var ægte rødhåret.

- Mine folk vil hævne det! skreg den rasende aristokrat.

- Vend hende om mod juryen og træd til side! befalede dommeren med et liderligt smil og nød synet af de hvide halvkugler og kønslæberne bagfra.

- Er baronessen velegnet som bordelluder?

- Ja ... hun er pragtfuld....en lækker mær!

- Sjofle ord lød fra mændene, mens den dybt krænkede baronesse og hendes venner protesterede højlydt.

Dommeren måtte banke længe i skranken, før han fik ro.

- Før straks de to kvinder til Statsbordellet!

- Eva fik håndjern på foran, mens baronessen også fik fodlænker på og måtte lide den tort at blive fotograferet halvnøgen på vej ud gennem forhallen.

- I vover ikke at fotografere min.. .!

- Glæder De dem til at blive bordelluder, baronesse? spurgte en journalist.

- Jeg nægter at lade mig tilsmudse af proletarer.

- Odile prøvede at ranke sig og bilde sig selv ind, at dette ikke kunne overgå hende. Men Mont gav hende et hårdt klask i den hvide numse som forsmag på nedværdigelsen.

Brenda havde set det erotiske skuespil med blandede følelser. Den stolte kvinde havde været så ondskabsfuld imod hende, at hun fortjente en ydmygelse. Men kunne hun selv risikere en lignende behandling? ... Nej, hun måtte tro på sit eget lands retsvæsen. De havde dømt de skyldige og måtte også kunne indse, at hun selv var uskyldig. Hendes forsvarer fik ordet:

- Høje dommer, kan Brenda Lanes sag ikke blive udsat i nogle dage? Vi har haft urimelig kort tid til at forberede et forsvar og samle beviser, som kan støtte hendes forklaring.

- Sagen er jo allerede påbegyndt og alle vigtige vidner indkaldt, svarede hans onkel. Og i sine artikler har Deres klient selv rost Domitias retssystem for at være meget hurtigere og mere effektivt end USAs.

- Det kan vel også gå for hurtigt!

- Sandt nok. Men hvis bevismaterialet ikke er tilstrækkeligt, kan hun naturligvis ikke dømmes. Kokainsagen skal afsluttes i dag.

- Jaså. Domstolen må ikke misforstå dette spørgsmål: Min klients stedfar i USA er mangemillionær. Hun spørger, om han kan betale en stor kaution eller en kæmpeerstatning for at få sagen udsat.

Dommeren smilede ondskabsfuldt til sin nevø:

- Baronfamilien har allerede forsøgt at bestikke domstolen. Men vi er ikke korrupte. I må nøjes med en kort udsættelse: frokostpause i 20 minutter!

Journalistpigens venner løb hen til hende.

- Hvad er det dog, de beskylder dig for, Brenda?

- Chefredaktøren omfavnede hende.

- Jeg er helt uskyldig. Det er narkopolitichefen, der har lagt en fælde for at få mig dømt. I må... Anklageren standsede hende:
- Den sigtede må ikke påvirke vidnerne.

- Jeg er ikke vidne, indvendte fotograf Jim.

- Vi kan ikke have diskussionsklub her, og hvis den sigtede vil gå ud i hallen, skal hun have lænker på igen.

- Så bliver jeg hellere her, sukkede hun og gned sine håndled. Hun måtte nøjes med at drøfte taktikken med sin forsvarer, men Jim skaffede hende vin og frugt.