1. Kapitel

- Skal værelset være med fuld service, Mister? spurgte den flot uniformerede neger med et blændende tandspastasmil, på et gebrokkent sprog, der med lidt god vilje kunne kaldes engelsk.
- Tjae, mumler jeg grundende. - Jeg er en elendig betalt reporter på et blad med et af landets største oplag - når jeg endelig har chancen - så...
- Det beste hotellet formår, Jimmy, griner jeg tilbage og tager det kort han rækker mig til underskrift.
- De skal ikke finde grund til at klage over "South Star"-hotellet"s service, Mister Hansen, griner negerportieren medvidende, da han får det undeskrevne kort retur. - Gå ned i "Tropical-baren" og få en drinbk eller to på husets regning, og kom tilbage om en halv time. Så skal alt være klar, Mister Hansen.
Jeg modsagde ham ikke, men luskede af. Man modsiger ikke ret mange, når natten udenfor hotellets indgang er 35 grader og fugtig som i et drivhus. Øjeblikket efter sad jeg med en "tropical-special", der bestod af whisky og isterninger i lige store mængder.
Stedet ligefrem lyste med at det kostede penge - masser af penge!
Mens jeg sad og kiggede ud af et vindue til en strålende oplyst sandstrand med vajende palmer - eller måske var det bare et optisk filmstricks, der fik en til at tro at stranden var rigtig. Jeg har lært ikke at forundres over noget - eller i al fald ikke ret meget, mens jeg resumerede, hvad jeg vidste om den nye selvstændige afrikanske stat, Zarocco...
Landet havde indtil selvstændigheden hørt under englænderne, der kun meget nødtvunget havde givet slip på landet, der havde enorme forekomster af såvel mineral som olie. Men tiden og folket havde krævet det og englænderne havde skyndsomst trukket følehornene til sig, da hele tre forskellige folkefronter med hver sin selvskrevne "præsident" begyndte at strides om landet. Hvis de sorte havde lyst at slagte hinanden, så dem om det, blot der ikke blev udgydt hvidt englænderblod - unødigt!
I dag regerede en tidligere postmester, som præsident her i hovedstaden, Djibousa, med omverdenens velsignelse, mens et par oprørsgeneraler, der helst holdt sig skjult i landets kæmpemæssige jungler, også havde tillagt sig titlen. Men vistnok mest for at blære sig overfor stammefrænder, og af og til gjorde udfald mod regeringens officielle soldater, politistationer og embedsmænd. Nærmest bare for at postmesteren ikke skulle tro at al modstand var brudt!
Så længe Cuba-soldaterne med moderne russiske våben var tilstede var han herre, men senere...
Mineral-og-olieforkomsterne var landets virkelige herrer!
I dag betalte man regningen for den langvarige borgerkrig til østlandene. Senere ville Vesten måske også have sin del af kagen, og...
Nye krige var ikke spor usandsynlige her i dette urolige hjørne af Afrika, tværtimod!
Og det var netop krig, korruption, persondyrkelse, og den analfabetiske indfødtes pludselige frihed, jeg var udsendt til at skrive om.
Og bladet skulle ikke komme til at fortryde at den havde sendt mig - men det skulle ikke være chefredaktøren en gratis fornøjelse - tværtom!
Derfor havde jeg også straks ved ankomsten bestilt værelse på Djibousa"s bedste, nyeste og mest luksuriøse hotel" South Star", og forlangt fuld service.
Og hvilken service var det ikke!
Portieren Jimmy grinede om muligt endnu bredere, da jeg efter en halv time og tre drinks, vendte tilbage til receptionen for at få nøglen.
- Håber De vil finde alt tilfredsstillende, Mister Hansen, ellers ring, og jeg skal straks sørge for at alt bliver, som De ønsker det, okay?
Jeg nøjedes med at nikke, og han vinkede overlegent ad en piccolo, der stod og hængte ved døren ud til gaden med et tegneserieblad i hånden.
- Vis, Mister Hansen, op på værelse 132, Tom, nærmest snerrede den ellers hele tiden så smilende Jimmy. Men smilet var tilsyneladende kun til gæsterne!
Knægten luntede i sin skarlagenrøde uniform og bare fødder, foran mig op ad den lette elegant svungne trappe op til hotellets førstesal. Der lå mit værelse for enden af en lang korridor med marmorgulv og en løber, der så meget persisk og ægte ud - og måske også var kostbar!
Nøglen til mit værelse, med nøgleskilt som en stor forguldt stjerne sidder i døren.
- Håber, Mister Hansen, tilfreds, brokker knægten og åbner døren med venstre hånd, mens han diskret rækker højre hånd frem.
Jeg kiggede forbi ham ind i værelset, mens jeg distræt rodede i lommen efter skillemønt - og tog den første den bedste - en mønt, der var omkring en tier værd i menneskepenge - og lod den dryssede ned i drengenæven. Bare synet var pengene værd!
Midt i værelset på en forhøjning, står dets vigtigste møbel - sengen. Det er et monstrum i bambusflet og overtrykket med et rosa sengetæppe - og midt i al det rosa sad hun. En splitternøgen negerpige med store faste struttende bryster og en pæn lidt buttet krop - rigtig en - laber fjams - en fisse for en lysten mandepik - en...
Og jeg var ikke ene om at synes om synet.
Min pik kunne også lide det og den prøvede at ranke sig så godt det lod sig gøre i mine snævre khakibukser. Uden at tænke over det var jeg gået ind gennem døren og piccoloen havde diskret lukket den bag mig og var forsvundet! Jeg var jo tilsyneladende tilfreds med hotellets service!
- Hej, mand, kvidrede skabningen på sengen og bevæger sig med en katteagtig ynde ned på gulvet og kommer ugenert hen mod mig i al sin æggende nøgenhed.
Hun taler ganske hæderligt engelsk, tøsen. Men hun hører jo også til landets yngre generation. Jeg anslår hendes alder til en 15-16 år - men stikmoden!
- Hej, skat, griner jeg. - Jeg hedder, Peter.
- Kald mig, Baby, ik" Peter, henånder skabningen idet hun nærmest gnider sig mod mig. Hendes ene struttende bryst med en næsten sort brystvorte falder helt naturligt ind i min hånd, som en en stor fugleunge. Og den måde hun maser mit ene ben ind mellem begge sine lader mig forstå at hun ikke er nogen nybegynder i sexfaget - tværtom!
- Skøn service, man har her på hotellet, Baby, siger jeg for at sige noget og kysser den rosa/sorte brystvorte på det bryst jeg ikke gramser.
- Snak, Peter. Du har slet ikke prøvet den endnu, kommer det ligefremt fra niggerfissen, idet hun borer den ene bløde hånd med de lange sølvfarvede negle ind i stoffet på mine khakibukser og krammer om pikken med et greb, som var hun bange for at den skulle smutte fra hende, om hun holdt lidt løsere.
- Ikke, Baby? spørger jeg fåret og bider hende let i brystvorten. Hun trækker vejret i gispende stød, og roterer vildt med underkroppen mod mit ben. Hun er så drivende våd, at der ligefrem bliver en stor våd plet på buksestoffet, hvor hendes våde saftende liderlige fisse gnaver imod tøjet.
- Absolut ikke, Peter - befal og jeg adlyder, hvisker hun hæst og roterer som var underkroppen på kuglelejer - eller hun havde en stor stiv lysten mandfolkepik begravet i den saftende spalte helt til nosserne.
- Ka" du sutte pik, Baby? spørger jeg med et grin.
Hun svarede ikke, men trækker blidt lynlåsen i min gylp ned og smutter sjoveren ud på samme elegante måde, som hun ville trække skrællen af en banan - min pik er bare meget større og stivere, end en banan - den er simpelthen skruphamrende potent, stiv som ind i Helvede efter at komme i hul hos denne unge vakse niggertæve - og den kom i hul og jeg var ved at ekse - totalt!
Nok havde jeg tidligere prøvet at få suttet pik, men aldrig af en tøs, der kendte så mange finesser, som Baby-fissen!
Hun begyndte med at give mig et stort vådt saftigt kys lige midt på olonets nervesitrende hovede og gik så ellers i gang med tungen på en måde, der fik det til at snurre i hver nervefiber af undertrykt fryd - af sex!
Hun sugede og kyssede med læberne, hun bed let og kradsede med de snehvide fejlfri tænder, og tungen - ja, det er simpelthhen ubeskriveligt!
Jeg bare nød hendes behandling af mine ædlere dele, for mens hendes mundtøj gjorde godt omkring min rumsterstang, så nussede hendes fingre om mine nosser på en næsten endnu farligere måde. Jeg var glad over at jeg havde hende som elskerinde og ikke fjende, for en enkelt gang lod hun mig mærke, hvad hun kunne gøre om det modsatte havde været tilfældet. Hun pressede min ene nosse ud i et hjørne af pungen og borede en lang sølvfarvet negl ind fra hver sin side - og det gjorde sindsygt ondt, men var på den anden måde også sindsygt liderligt!
Tøsen tirrede mig bevidst. Var ude på at jeg skulle vise min mest maskuline side for hende. Skulle vise mig som tyren, der vidste at sætte en kvie på den plads hun hørte hjemme.
Jeg klagede mig ikke, eller bad hende holde inde. Det ville næsten med sikkerhed også bare have gjort at hun forhøjede pinen. I stedet greb jeg resolut fat i hendes korte krushår og hev hendes hovede bagover, så min efterhånden eksplosions-oplirede pik smuttede ud af hendes mund, og videre bagover. Hun faldt bagover på det hårde mamorgulv med mig over sig.
- Å, ååh fuck me, Peter - fuck me, stønnede hun og vred sin pragtfulde buttede krop under mig i de mest obskønne bevægelser - knulla, knulla mig...
På trods min ophidselse opfattede jeg, at hun var slået over fra engelsk til svensk.- Du kan svensk, skat? gryntede jeg, mens jeg gravede med en lysten næve i hendes saftige køn.
- Non, Peter - jeg kan kun sige KNULLA - det har Len lært mig, mumlede tøsen hæst.
- Len? spørger jeg dumt, mens hun søger at få min pik styret i retning af sin mere end modtagelige fisseåbning.
- Bossen, men lad os ikke snakke om ham nu. Knep mig, mand - knep mig, gør! Lad mig mærke din store grimme fede pik i mit sjaskede fissehul - knep, mand, pik for helvede, mand, jamrede pigen og vred sig i stilling under mig.
Det er tydelig hun nyder sin stilling under mig. Nyder den uden spor forstillelse!
Nok var hun luder, men hun var også piklysten på den mest liderlige tæveagtige måde, nogen kvinde kunne være, og jeg var mand i den mest potente betydning. Hele hendes krop og fremtoning skreg på pik - og hun fik det...
Uden at jeg helt var klar over det havde jeg pludselig pedalen i hende og hendes velformede kraftige ben foldede sig om mine lænder og holdt mig fast, mens vore kroppe hamrede løs i den mest vellystige livsrytme der findes - knepperytmen!
Og havde hun været god til at suge pik, så viste det sig snart at hun ikke havde mindre talenter mellem benene - hun kneppede simpelthen himmelsk! At have pikken hamret op i hendes safende spalte, var som at have pikken i en kraftig malkemaskine, der truede med at suge marven ud af ryggraden på en, sådant et sug var der i hende. Hun åbnede og lukkede sig i et bestandigt hastigere rytme, alt mens hun stønnede og klynkede, for pludselig at give et vildt skingrende urskovsskrig fra sig, at det ligefrem isnede langs min ryggrad, da den gik på hende, mens hendes fisse låste sig sammen om min pik, som havde den i sinde at beholde den evigt.
Men fordi hun selv havde fået orgasme holdt hun ikke inde, men hjalp også mig op på tinderne - fik tindrende stjerner til at eksplodere for mine øjne, alt mens sæden sprøjtede fra mig i en fed klistret stråle, der næsten fik hendes saftende køn til at løbe over, og igen sugede hendes fisse sig fast - urokkeligt, til kramperne i hendes skede igen var aftaget så meget at jeg kunne trække en udaset og slatten pik ud af hende.
Hun spandt tilfreds som en kælen kat, og jeg troede at "servicen" var ovre med denne herlige første kneppetur. Men hun omvendte mig snart i troen. Hun var nærmest umættelig, den unge liderlige niggerfisse. Det blev mig der først måtte kapitulere til hendes store sorg. Som hvide kvinder drømmer om negerpik, så drømmer negerfisser om hvide ditto - men jeg var færdig, helt færdig!Hun tæppede af, mens jeg trak af tøjet og snart lå vi mellem de rosafarvede kølige lagener og slappede af, tæt, tæt sammen - men selv hendes sanselige nærhed og pirrende parfume kunne ikke vække nye lyster i mig - desværre!
Hun kyssede og nussede mig, og pludselig gik jeg ud som et lys - sov en dyb drømmeløs søvn.
Jeg vågnede igen ved at telefonen ringede.
Der var stadig mørkt i værelset, så jeg mere sansede end følte at Baby var borte. Famlende fik jeg tændt natbordslampen, mens telefonen forsatte med at larme.
- Peter Hansen, gryntede jeg, da jeg omsider fik røret for øret.
- Godmorgen, hr. Hansen. Håber De har sovet godt! Det er direktør Lennart Jønsson. Baby sagde De gerne ville have en sludder med mig. Ville det passe Dem at kigge op i min privatsuite til frokost om en halv times tid, sagde stemmen i mit øre på næsten fejlfri dansk.
- Midt om natten? spørger jeg dumt.
- De har vist taget fejl af tiden, hr. Hansen. Klokken er 13.00, lokal tid. Baby har vist været anstrengende for Deres helbred, griner direktøren med en ikke helt pæn underkang.
- Jeg kommer - men...
- Bare spørg i receptionen, så vil man følge Dem op. På gensyn, hr. Hansen, afslutter stemmen brat.
Jeg når end ikke at sige tak, før ledningen er død.
Jeg smed røret tilbage i gaflen. Rakte og strakte mig, og fik mig omsider samlet sammen til at stå op, og lidt efter opdagede jeg grunden til at det stadig var bælgmørkt i værelset. Tykke draperier var trukket for det store panoramavindue, der vendte lige ud til en stor lækker svømmepøl med masser af lækkert kørvel i det mindst mulige - der var både hvidt, sort og blandinger mellem damerne - måske...
Efter i nogle minutter at have nydt synet, og set at det ikke var uden virkning på min pik, luskede jeg ud i badeværelset og tog en kold bruse, børstede tænder og barberede mig.
Det kunne vist godt betale sig at gøre et godt indtryk på direktør Jønsson. Måske han ville lade mig beholde Baby, eller en fuldgod erstatning resten af opholdet - hvis...
Det skulle ikke komme til at handle om noget økonomisk. Bladet ønskede artikler og jeg kunne skrive dem - under de rette betingelser. Betingelser, som et godt logi, god mad, gode drinks og god fisse...
Men nu gjaldt det først direktøren og en god frokost - senere...







2. Kapitel

Da jeg tyve minutter senere henvendte mig i receptionen vidste man allerede besked. Jimmys afløser, en mulat, påtog sig selv jobbet med at følge mig op til chefen.
Jeg havde om aftenen, da jeg blev indlogeret, troet jeg var flyttet ind i den fine afdeling af hotellet. Nu blev jeg grundig omvendt - jeg boede nærmest i fattighus-afdelingen!
Døren vi tilsidst standsede foran var af fornemt udskåret cedertræ med indlagte arbejder i bronce.
Mulatten bankede diskret tre gange hurtigt efter hinanden, og åbnede døren for mig med med en indbydende håndbevægelse, da en stemme inde fra rummet råbte et eller andet.
Jeg trådte indenfor i noget, jeg tidligere faktisk kun havde set på film, som en multimillionærs tagvilla på Manhattan - men i modsætning til filmen, lå denne virkelige luksus kun i første sals højde med udsigt over en stille tropisk park, der lå fuldstændig mennesketom hen i middagsheden - kun et par påfugle havde energi til at bevæge sig en smule.
Henne ved panoramavinduet, der dækkede hele den ene væg i hele dens udstrækning, og var hermetisk tillukket på grund af air-condionen, stod min vært, en bredskuldret, lysblond mand på omkring de 35, og en muskuløs krop på omkring de 180 gemt under en hvid smoking med en rød nellike i knaphullet.
- Hej, hr. Hansen, hilste han jovialt og skoddede den sorte tynde cigar han havde stået og røget på i et stort bronceaskebæger af form, som en ørn med bægeret mellem de udbredte vinger, og kom hen mod mig med lange fjedrende skridt, som en mand, der aner en fare overalt - og klar til at forsvare sig mod den!
- Davs, direktør Jønsson. Et skønt sted De holder Dem, griner jeg imødekommende, da vi stikker på næven.
- Ikke værst, ikke værst. Zarokko er stedet, hvis man er en driftig mand, haha! Hvordan går det forresten med driften, Hansen? spørger han med en skraldende latter, idet han skænker et par trefingers whisky i skinnende krystalglas.
- Ikke værst! Jeg kiggede ud af vinduet lige før jeg gik. Det vender ud til svømmepølen, og...
- Fint! Skal vi ikke være dus. Jeg hedder, Len? spørger han, idet han rækker mig det ene glas.
- Jo, Len - jeg hedder, Peter. Skål på din fremgang, svarer jeg og hilser med glasset før vi smager på de ædle gyldne dråber af Chivas Royale whisky.
- Har du luret min hemmelighed, Peter? spørger han med et grin og slår ud med hånden i retning af en sofagruppe i blødt karamelfarvet læder omkring et sofabord i forniklet metal med plade af tykt onyxfarvet glas.
- Jeg er ikke sikker, Len, svarer jeg lidt tvivlrådig over hvad han mener.
- Gi" folk det de vil ha" - og sucsessen er hjemme, forsætter han på sit næsten fejlfrie danske.
- Du taler dansk, Len - men du er svensker, ik"? spørger jeg professionelt.
- Jo, men jeg boede i Malmø, og dels har jeg sejlet med adskillige danske skibe, hvor man helst talte modersmålet. Men jeg kan også engelsk, fransk og et par afrikanske dialekter, der tales her i Zarokko, svarer han ikke uden stolthed.
- ... og hvornår byttede du din kommandobro ud med dette luksushotel, Len? spørger jeg henkastet videre.
- Kommandobro - ha-ha-ha...
Hans latter er lang og larmende.
- Der er noget du har misforstået, makker. Jeg har sejlet i mange år, men de eneste gange jeg har været på broen, var når skipper personlig ville give mig en skideballe, fordi jeg havde været ved at sinke skibets afgang på grund af en lækker luderfitta i et eller andet horehus. Jeg var først fyrbøder og siden smører, forsatte han, da han igen kunne få vejret efter sit latteranfald.
- Men...
- Jeg ved godt det lyder fantastisk, makker, men det er altså en længere historie, Peter. Du vil måske gerne høre den? spørger han i en tone, der tydeligere end ord fortæller at han er ved at revne af berettertrang.
- Ja tak, Len, svarer jeg og skyller resten af min drink ned i en slurk. Det her tegner spændende, og jeg indstiller min hukommelse på det skarpeste, da jeg hverken har kuglepen, blok eller båndoptager ved hånden, men helt må forlade mig på "huskeren”.
- Så synes jeg vi skal få frokosten ind, så kan jeg fortælle, mens vi fylder i hovederne. Eller hvad mener du, Peter?
- Go" ide! Jeg er faktisk lidt småsulten, svarede jeg med et grin.
- Godt, men husk vi skal spise, først, Peter, svarer han drillende, idet han sætter fingeren på en kontakt på armlænet af sin lænestol.
Jeg nåede ikke at svare, for brøkdelen af et sekund efter blev døren åbnet - og jeg stirrede forbløffet og forstod pludselig, hvad han mente med sit FØRST...
Tre unge kvinder - to hvide der lignede hinanden som to dråber vand med et pur af ravnsort hår og et lillebitte rødt serveringsforklæde, som eneste beklædning, sammen med sorte netstrømper og knæstøvler, og en sort, som jeg efter et øjebliks forløb genkendte, som Baby med ditto hvid forklæde og strømper og støvler i samme farve, trådte ind skubbende på en serveringsvogn fyldt med lågfade og kølere med duggede champagneflasker.
Mine øjne klæbede sig til tøserne. De to hvide var høje og slanke med store faste, lidt hængende bryster med de allerkæreste brystvorter, der trådte tydelig frem på baggrund af den mælkehvide hud, i al deres dybrøde ynde, og deres bagdele...
Jeg mærkede pludselig at der var andre end mig der var sulten! Min pik var det også - det var lige før den stak hovedet ud gennem buksegylpen. Jeg kom uvilkårligt til at tænke på bondedrengen, der havde stjålet en and og for at ingen skulle se den havde gemt den under trøjen, førend han skulle ind til bageren og købe et franskbrød, og anden så pludselig stak hovedet frem og snuppede en vanilliekrans, og...
Bagerjomfruen så det og skvattede besvimet om og drengen stak af. Mester kom bestyrtet til stede og spurgte, hvad der var galt.
- Den unge mand der var herinde før, lod noget smutte ud af bukserne, mester, stammede pigen undvigende, efter at have fået en smule farve i kinderne igen.
- Men Marie, du kender da godt sådan EN - gør du ikke...
- Jo, men det er squ første gang jeg har set den snuppe en vanilliekrans, mester!
Min pik pressede på for at komme ud, men det var ikke vanilliekranse den ville ud og snuppe, men labert damefisse - den ku"...
- Lad os starte med en rejecocktail og champagne, sagde Len henvendt til pigerne på engelsk.
Baby afdækkede glasskålene med rejer, mens de to tvillingsøstre hjalp hinanden med at skænke champagne, før de tog hver en gang rejer og boblevand og kom hen og satte sig på skødet af henholdsvis Len og mig.
- Lad Helen made dig, makker - service, grinede Len og ramsede ugenert sin tvilling på de svulmende babser, mens hun lader champagne risle ind mellem hans læber.
- Ok, svarer jeg også slående over i engelsk, idet pigen lægger armen med champagneglasset rundt min nakke, så den boblende vin er nær min mund, når jeg ønsker at nippe til den. Glasskålen med rejerne har hun klemt fast mellem lårene, så hun har den anden hånd fri til at made mig med gaflen.
Rejer og champagne er førsteklasses, og jeg spiste og drak begærligt, for min sult var stor, alt mens pigen kommer til at sidde mere og mere ubekvemt, som min pik svulmede og dunkede under hendes faste nøgne lår.
Som næste ret fik vi en for mig ukendt fisk serveret på en spændende måde, og jeg lagde mærke til at Len er mindst lige så optændt som jeg. Han kunne godt tænke sig at få pikken i hul hos sin tvillingpige - men...
Næste ret var stegt and med grøntsager, og som jeg sad i min lænestol og kiggede på sofabordet, slog en tanke ned i mig og jeg sendte min "servetrice" et sjofelt grin og spurgte: - Helen-honey, jeg får lyst til at spise dig. Må jeg?
- Mener du rigtig - eller....
Hendes stemme er som en bæks klukken - hæs og accentfyldt.
- Eller, Helen! Kald mig, Peter, "kay? forsætter jeg nulrer den ene brystvorte, så den bliver hård og læderagtig mellem mine tirrende fingerpidser.
- Jeg er altid med på noget nyt, Peter, kurrer hun og bider mig let i øreflippen på en måde, der viser at hendes liderlighed ikke bare er ord.
- Begynd med at lukke min pik ud, befaler jeg.
Hun gled straks ned fra mit skød og stillede champagneglasset fra sig på bordet, hvor Baby, som en assisterende ånd svæver rundt i baggrunden og er parat til at træde til, hvor det måtte ønskes, straks fylder det påny, mens hun med store stenkulsøjne følger med i hvad der sker - parat....
Helens lange slanke fingre ved alt om, hvordan man får en mandfolketissemand ud af bukserne på den mest ophidsende måde - og jeg siger dig, det var liderligt og sanseberusende.
Hun gav den nogle blide strøg, førend hun lod hånden hvile rundt om roden og holdt den frem, som en nonne en lysestage.
- ... og nu, Peter? spørger hun hæst.
- Sætter du dig over mine lår med front imod mig og lader den smutte op, grynter jeg, prøvende på at lade mindre liderlig, end jeg er. Det er svært i den æggende sanselige atmosfære, der er her i suiten.
Hun gjorde som jeg ønskede og jeg smuttede let op i hende, for dels var ikke nogen dicideret minikusse hun havde mellem de lækre lår og dels var den våd og velsmurt, som havde hun givet den en hel dåse vaseline - før måltidet!
- Og så lægger du dig bagover, så du har skuldrene på bordpladen og ligger så ellers helt stille - så stille, som det spisebord jeg har i sinde at bruge dig som. Kom med anden og champagnen, Baby, befalede jeg med barsk stemme.
Jeg fik maden og gik i gang med at spise - spiste selv om det var svært, når man har en lækker tøs spiddet på pikken, der hvert øjeblik truede med at smutte ud af den smattede spalte, der på sin side prøvede at holde den fast i sig.
Jeg havde netop spist den sidste mundfuld af andestegen til Len’s og hans tvillingsøsters store forbløffelse, og skyllet efter med resten af champagnen, da Helen ikke kunne tage mere, men svang sig op i lodret stilling, mens tallerken og glas strøg på gulvet i hver sin retning, lagde armene om min hals og gik i gang med at ride mig, vildere og vildere, mens hun stønnede og klynkede til den gik på hende i en lang sugende orgasme, der fik hendes kusse til at lukke sig som en rævesaks om mit pikhovede - og gjorde mig vild!
Jeg smed hende resolut om på det crom og glasskinnende sofabord og gav hende så ellers en husmands-hyler til den sprøjtede på mig og næsten fik hendes køn til at løbe over sine bredder af vore liderlige safter.
Da jeg lidt besværligt rejste mig og trak Helen op efter mig ved hånden, klappede såvel, Len, som tvillingsøsteren og Baby, af vore præstationer.
- Flot klaret, makker, råbte Len begejstret på dansk.
- Måske, men hvad med dessert? spørger jeg lidt overmodig.
- Dessert! Len ser en smule overrasket ud, men forstår så og spørger: - Hvad kunne du tænke dig?
- En ny variation, og en skive ost og et glas champagne, svarede jeg.
- Hvad med en trekant, makker? spørger Len på engelsk og giver sin tvilling et lydeligt klask i den struttende bagdel - hans hånd står længe efter som en rød aftegning på den alabasterhvide hud.
- Trekant!
- Ja, Helen og hendes søster Maria er specialister på det område. Så kan jeg for afvekslingens skyld snuppe mig et sort put hos Baby, imens, svarede Len med et grin, der var mere end sjofelt.
- Men...
- Ikke nervøs, Peter. Jeg ved du er journalist og gerne vil høre min historie - den skal du også få, senere!
- Senere, brummer jeg sløvt og tager mod det glas champagne, som Baby rækker mig.
Helen ligger alllerede på gulvet foran mig og søger at få min "afdøde" pik op til fordums struttende mandighed med blide fingre og svirpende tungespids.
Og lysterne melder sig snart påny.
- Ud midt på gulvet, makker - du får et løveskind at ligge på, griner Len, da han ser min pik er på toppen igen.
Maria, Helens tvillingsøster, lægger løveskindet på en bekvem plads ude midt på gulvet, mens Helen, sødt hjælper mig af tøjet, hvad jeg ikke bliver mindre liderlig af.
Tilsidst stryger begge pigerne deres forklæder, og min pik blev om muligt, endnu mere viril og potent.
Deres fjamseduske er sorte som arvesynden og de små guldlame-strømpeholdere virker dobbelt spændende på denne baggrund. De bevæger sig begge på en måde, der ikke lader mig i tvivl om, at jeg har noget helt ekstraordinært i vente.
Helen ledsager mig hen til løveskindet, hvor hendes søster allerede venter. Len og Baby er allerede i gang. Hun har simpelthen bukket sig forover og Len er i gang med at give hende en bagstikker, mens han holder om hendes herlige struttende sorte bryster på en temmelig ublid måde. Men om det er af smerte eller vellyst tøsen klynker, når manden bag hende rigtig smadrer pikken ind i hendes tævespalte, og samtidig trækker bagud i de store bryster, skal jeg være usagt - jeg har rigeligt i mit eget!
Tvillingsøstrene hjælper hinanden med at få mig til at ligge bekvemt på ryggen med pikken strittende lige i vejret, som en flagstang. Så har de en mindre diskussion på deres eget lidt gutterale sprog, som jeg ikke forstår en stavelse af, men som jeg senere fik at vide var en rumænsk dialekt - og så gik de ellers i gang med mig.
De lagde sig ned ved siden af mig - en på hver side - og hende jeg mente var Helen, hvis de da ikke havde blandet sig på et eller andet tidspunkt, begyndte snart at kysse mig og kærtegne min nakke så de små hår strittede, og hun kunne så sandelig kysse - hendes tunge er her og der og alle vegne og mine hænder nussede og puslede de tunge faste bryster, der er blevet endnu mere spændstige, som jeg hygger om dem og brystvorterne blomstrede som rosenknopper i morgengryets blide dugregn, mens hendes søster er gået i gang med min pik efter samme recept. Og hun gjorde det mindst ligeså godt og grundigt! Hendes tunge havde en måde at svøbe sig om olonet på, at man følte som blev det angrebet af en hel bisværm - på en gang, sådan sitrede og summede det i de følsomme nervespidser.
Jeg prøvede at få en hånd ind mellem lårene på min "øverste" pige, og hun spredte dem villigt, så jeg rigtig kunne komme til at kærtegne hendes svulne, gabende rødbrune skamlæber, der mimrede som en kanin i begyndende orgasmekramper og tilsidst fik hende til at låse lårene fast om min hånd, da jeg begyndte at prikke til clitoris med en hård drillende fingerspids. Hun trængte til mere pik, tævefissen!
Hvilken mening, Len Jønsson, havde med at invitere mig, vidste jeg ikke. Og i øjeblikket var jeg faktisk også ligeglad, for min "under"-pige har pludselig fundet tiden inde til at bestige min ynglestage og hun gør det langsomt og nydende. Lader sig uendelig langsomt synke ned over min potente pikstage, der langsomt glider op i hendes saftende skræv, som hun udvider med begge hænders fingre. Glider længere og længere ned, til jeg er helt oppe i hendes saftige dampende hule, førend hun begynder at ride mig siddende overskrævs med front mod mig.
Hendes store bryster hopper og danser under hendes anstrengelser, og jeg opdager, at jeg faktisk godt kunne bruge en hånd eller to til - der er alt for meget damekød til mine stakkels to.
Len og Baby knokler stadig løs, men det er tydelig at deres baghyler er rent mekanisk, for begge har mere øje for, hvad tvillingsøstrene og jeg gør, end for deres egen sexakt.
Så mener Helen at tiden er inde til at hun også går i gang og blidt fjernede hun min hånd fra sit skræv og rejser sig med blussende kinder og skinnende øjne på knæ og sætter sig ind over mit ikke mindre blussende varme ansigt med et knæ på hver side af mit ansigt med front mod sin søster.
Hendes våde saftende køn er lige over mit ansigt, og jeg ligefrem føler den emmede varme fra hendes krater, da hun vrikker sig på plads og begynder at gramse sin søsters vildt dansende bryster. Hun giver søsteren et stor vådt saftigt kys lige midt på munden - og så var de tilsyneladende helt væk i hinanden - men...
Den ene havde min stenhårde stivert begravet i skrævet, mens den anden havde min tunge samme steds - igen og igen lader jeg tungespidsen glide langs de fedtede, svulne skamlæber og slubrer den bittersure "kærlighedschampagne" i mig, som hun producerer i så rigelige mængder, som min tunge pisker rundt i hendes køn, og mere eller mindre mellemrum rammer hendes stive "prins", hvad der får hende til at klynke og vride sig endnu mere.
Søsteren, der har pikken i sig, begynder at bevæge sig lidt rigelig og jeg må beherske mig hårdt, for at den ikke skal gå på mig allerede.
- Lad ham bare få det hele, hører jeg Len råbe et eller andet sted i baggrunden og pigerne følger hans opfordring, og jeg var mere end udmattet, da de omsider var færdig med mig, og Baby kom til stede med et fad lunkent vand og bløde frotteklude, for at vaske mig efter anstrengelserne. Hun gjorde det så sødt og grundigt, at det var lige før jeg gik ombord i hende også. Jeg var jo allerede varmet op!
Men jeg beherskede mig. Jeg skulle blive i Zarokko mindst en halv snes dage og jeg skulle ikke have brugt al min liderlighed den første dag - nul!
Tvillingsøstrene forsvandt hånd i hånd, lykkeligt smilende og pludrende på deres gutteralle dialekt.
-Tøsene trænger til et bad, makker, forklarede Len. - Hvis du har lyst kan jeg begynde min historie, mens Baby giver dig din dessert,"kay!
- Ja, mumlede jeg. - Et par skiver ost og et glas champagne, Baby!
Den unge buttede negerpige så tydeligt skuffet ud, men skyndte sig at bringe mig det ønskede, mens hendes boss smed sig i en behagelig stol og begyndte at fortælle...





































3.Kapitel

- Det var som sædvanlig en snyg fitta, der var skyld i det hele, begynder Len sin historie. Ligesom tilfældigt lader han sin lange, lidt tynde slatne pik smutte tilbage i smokingbukserne, inden han stryger en hånd gennem det tykke gyldenblonde hår, så frisuren sidder nogenlunde - der kunne jo komme en uventet besøgende.
- Båden havde lagt til i Mombassa for bunkring, og vi skulle kun være inde i en 4-5 timer. Jeg var liderlig og skulle selvfølgelig i land og have den stive i noget niggerfjams. Jeg fandt alle tiders knulla-jente - og så var hun en af de bedste kuk-sugere, jeg nogensinde har mødt. Mindst ligeså god, som trekant-specialisterne, Helen og Maria, og det siger jo en del om hendes evner, ikke sandt? Hvad hun hed husker jeg ikke længere. Kun husker jeg, at da jeg kom ned til kajen, hvor skibet havde ligget 12 timer forinden, var det borte og i dets sted holdt en politibil med tre sorte betjente. De hørte venligt på mine beklagelser, for da jeg var færdig, at erklære mig for anholdt, da jeg ikke havde de 50 engelske pund, en udenlænding skulle være i besiddelse af i Kenya - om man ikke ville regnes for bums og spjældaspirant. Jeg havde kun 5 pund på mig - resten af næsten et halvt års hyre lå i skipperens pengeskab. De kørte mig direkte til et stort møgbeskidt fængsel i byens udkant, hvor jeg uden dikkedarer blev smidt ind i en celle til omkring 30 andre arrestanter,sorte, hvide og gule i en skønsom blanding, og gitterlågen knaldet i lås bag mig.
I tre dage sad jeg der og fik kun det at æde de andre levnede og et lillebitte stykke af væggen at læne mig op imod, når jeg trængte til søvn, så jeg var parat til alt, da to vogtere 3.de dagens eftermiddag kom og bad mig følge med til inspektørens kontor.
På kontoret ventede foruden, isnpektøren, en stor fed neger i hvidt tropetøj, der strammede alle steder, hvor tøj ikke bør stramme, og så en midaldrende hvid mand i khakitøj a la storvildtjæger, der var så solbrændt, at man næsten troede han var mulat. Han havde karseklippet hvidt hår og busket ligeledes hvidt overskæg.
Han sad med et glas whisky i hånden og studerede mig nøje, idet jeg trådte ind.
- Tak, betjente! Jeg sender bud, hvis der er noget, afviste inspektøren vogternes videre hjælp. De forsvandt hastigt efter et lidt sjusket honnør og døren lukkede sig lydløst efter dem.
- Det er så vores vagabond, oberst. Han siger han hedder, Lennart Jønsson, og er svensk sømand. Han er agterudsejlet og blev antruffet i havenområdet med kun 4 pund og 8 pence på lommen, præsenterede fængsels-inspektøren mig for den fremmede, som han tiltalte oberst. Sikkert en oberst, der har sluttet aktiv tjeneste og nu leger storvildtjæger, tænkte jeg uvilkårligt.
- Ikke ilde, inspektør, ikke ilde, kommer det på drævende sydstatsamerikansk fra obersten.
- Jeg...
- Ti stille til De bliver spurgt, fange nr. 98765-9, snerrede inspektøren og jeg tav skyndsomst, for ikke at ødelægge noget, der muligvis kunne bringe mig udenfor denne svinesti af et fængsel.
- Len, ja, jeg vil kalde dig, Len, hvis vi kan blive enige. Kender du noget til Afrika? spurgte obersten henvendt til mig i et venligt tonefald.
- Ikke meget, oberst, svarede jeg oprigtigt.
- Eller til våben, Len? fortsatte den hvidhårede oberst.
- Jeg har været soldat i den svenske arme og kunne klare at ramme målskiven en gang imellem med en automatriffel eller en maskinpistol, svarede jeg forsigtigt.
- Kunne du tænke dig at blive soldat igen, Len? forsatte den karseklippede oberst, uanfægtet af mine svar.
- Måske, hvis...
- Hvis hvad, Len?
- Hvis betalingen var den rette, oberst!
- Alt frit og 5000 $ pr. måned! Hvordan lyder det, Len?
- Fornuftigt, oberst, svarede jeg uden tøven.
- Og du er parat til at træde i tjeneste straks? spurgte obersten pludselig ret så opmærksom.
- Ja, oberst, svarede jeg uden et øjebliks tøven.
- Glimrende, Len! Inspektør, hvor meget er Mister Jønsson Dem skyldig for kost og logi? forsatte obersten henvendt til fængselschefen, idet han tager en fed tegnebog frem af inderlommen på sin safarijakke.
- 30 pund, oberst, svarede inspektøren uden tøven og finder en dags-datoblok mellem papirerne på sit uryddelige skrivebord.
- Du får 20 og ikke en pence mere, din gamle røver, griner obersten og smider to 10 pundssedler på bordet foran overfangevogteren, der skyndsomt udsteder en kvitteting for beløbet, før den solbrændte hvide mand får chancen til yderligere at nedsætte beløbet, der ubeskåret vil ryge i inspektørens lomme - ren korruption!
- Som obersten behager. Hvornår vil De overtage, Mister Jønsson? spørger inspektøren formelt.
- Med det samme, inspektør. Jeg tror han vil synes bedre om vor lejr, end Deres svinesti. Er du klar til at skride, Len? spørger henvendt til mig.
- Jae, mumler jeg tøvende.
- Noget du skal have fat i cellen eller sådan? spørger obersten krasbørstigt. Jeg er hans nu...
- Næh, jeg tænkte bare på mine ejendele - mit ur, mine penge og sådan, oberst, mumler jeg undskyldende.
- Vil De venligst kvittere, Mister Jønsson’s ejendele ud, inspektør, siger obersten med en slet skjult afsky i stemmen. Han kan tydeligvis ikke lide folk, der suger de sidste småører ud af folk, der har mindre end lidt.
Jeg får mine ting i ekspresfart, og jeg kunne se på inspektørens ansigt, at jeg ikke skulle ønske at komme tilbage til hans fængsel med det første - mit næste ophold ville næppe blive så behageligt, som det netop overståede. Fem minutter senere stod vi udenfor i solskinnet. Jeg en oplevelse, jeg hellere havde været foruden - rigere!
Obersten beordrede mig kort op i en støvet landrover, der var så bulet og ramponeret at den for udseendets skyld godt kunne have deltaget i "ørkenrotterne"s angreb på Tobruk i 1943, og hverken havde været vasket eller malet siden. Hastigt susede vi gennem den drønhede havneby og snart var vi ude i lufthavnen, hvor han afleverede mig ved trappen til et ikke helt moderne fragtfly uden identitetsnummer, og fik beskeden at man ventede mig ved endestationen.
Obersten gjorde kort honnør og forsvandt i en støvsky, sikkert på vej til et kontor, hvor han ville hæve en pæn check for endnu en hvervet lejesoldat. Hele maskinens besætning var negre. Førstepiloten gik med lændeklæde og havde store guldringe i ørerne, og lignede mest af alt en kannibal. Men flyve kunne han, og besætningen delte pænt deres proviant - whisky og bananer - med mig under den seks timer lange flyvetur til den ukendte junglebase i nærheden af træningslejren hvor jeg skulle stationeres.
Landingsbanen der kun var en smal lysning i junglen, var omgivet af adskillige stråhytter, der dels tjenestegjorde som havenekontor, radiorum, vagtlokale for de forskellige funktionærer og vagtposter ved landingsanlægget, og dels som hangarer for flere andre ældre udrangerede maskiner, der havde været topmoderne under 2.den verdenskrig, men nu kun har skrotværdien af metallet tilbage. Men flyve vil man åbenbart have dem til, for der går adskillige mekanikere og arbejder på dem. Der er både jagere, transportmaskiner og sågar et par "flyvende fæstninger"!
En camuflagemalet jeep med to mand kommer drønende op på siden af vor maskine, netop som jeg skal til at kravle ned ad metalstigen, der gør det ud for landingstrappe, og bremser op så skidt og grus står omkring hjulene.
Manden ved siden af chaufføren, en næsten to meter høj kæmpe i camuflageuniform og ildrødt karsehår rejser sig op og skråler på drævende yankiesprog: - Hedder du, Len Jønsson eller noget i den retning, makker?
- Ja, det er mig, svarede jeg og vendte mig mod jeepen.
Den rødhårede neandetalmand skubbede med en irriteret bevægelse en Thompson maskinpistol væk fra maven og rækker mig et kæmpemæssigt fregnet handskemagerskilt af en næve og grynter: - Bossen vil hilse på dig!
- Bossen?
- Oberst Bronzo! Han hader at vente. Hop ombord og lad os få dig indrulleret. Jeg hedder Mike Shanterry og er sergent her, forsætter kæmpen, netop som jeepen speeder op med et ryk til den indfødte chauffør grinende henrykkelse over sergentens og mine akrobatiske øvelser for at holde balancen.
Mike forbandede fyren ned i det sorteste helvede og lovede ham en gang geværeksersits han sent ville glemme, om fyren nogensinde vovede at melde sig som soldat i "befrielsesarmeen".
Fyren bare grinede og fik jeepen til at gøre ting, man ikke troede et sådant køretøj kunne. Men vi kom da levende frem ad en hullet junglevej, til en lejr af camuflagemalede telte, hvor vi blev antastet af to hvide vagtposter, der først lod os passere, da Mike lovede dem alverdens ulykker, om de ikke forføjede sig bort, og en times nonstop-kragehop
med et maskingevær i favnen. Det sidste havde sin virkning. Vi fik lov at køre videre.
Foran oberstens telt blev vi stoppet af endnu en vagtpost. Det var en midaldrende mand, der havde en ginflaske strittende op af baglommen på sine uniformsbukser, en cigaret dinglende i mundvigen, og en faretruende, velsmurt ældgammel sten-gun hængende over maven.
- Obersten vil ikke forstyrres, Mike - udtrykkelig ordre, sorry, kommer det i en beklagende tone på lydefrit oxford-engelsk fra manden, der har noget aristokratisk over sig. Senere fandt jeg ud at han kaldte sig, Nico Smith, men vistnok burde have heddet jarl et-eller-andet i stedet, om han ikke for mange år siden havde skabt skandale om familienavnet og nu var et glemt sort får. En mand der var glemt og død for sine nærmeste. En dag han havde fået lidt mere end sin daglige hele flaske gin, fortalte han at han havde været ved SAS (special air commandoerne) under 2.den verdenskrig - og endnu havde han ikke helt glemt sin sadistiske viden og krigsgalskab, på trods ginen og alderen.
- Pjat med dig, Nico. Det her er vor nye mand, Len Jønsson. Jeg fik besked at komme med ham, så snart han var landet, knurrer den store rødhårede sergent og vil mase sig forbi den fhv. engelske gentlemen.
- For et par timer siden, ja Mike. Men siden har jeg fået contraordre, sorry, fastholder englænderen sit og lader ligesom tilfældigt sin afsikrede sten-gun pege på et sted omkring sergentens navle.
- Grunden, Nico, snerrer sergenten.
- Aner den ikke, men jeg har hørt ham snakke i radioen et par gange, svarede den gråhårede ex-commando’s ligeglad og fisker ugenert ginflasken op af baglommen og tager en ordentlig slurk, førend han rækker flasken frem mod sergenten, der grynter noget om æselpis. Jeg betakker mig også og han slår proppen i påny og lader flasken glide tilbage i lommen.
- Hvornår er der modtagelse igen, Nico? nærmest spytter sergenten.
- Lyt til et godt forslag! Gå over i messen - de har æg og bacon på menuen i aften. Jeg kommer over og henter jer, når bossen giver grønt lys, "kay sergent? spørger han i en tone, der snarere er en ordre.
- Kom Len. Vi kan vist godt trænge til noget ordentlig menneskeædelse i skrutten. Dingo, den kannibal, gav dig vel noget af sin sædvanlige abemad, ikke?
- Jo og whisky, griner jeg og slutter mig til den fhv. sergent i det amerikanske marinekorps, hvor han blev fyret på grund af sin sadistiske indstilling til rekrutter, der ikke kunne følge trop med veteranerne.
Ovre i messeteltet blev jeg præsenteret for endnu et par kommende kolleger - en kæmpestor neger, der var smuttet fra Cuba, da Castro tog magten, og siden været i CIAs sold, og vistnok også var det endnu, og en lille vel omkring 160 høj, myndeslank, næsten pigeagtig italiener, der tydeligvis var ven med negerkæmpen - bøsseven!
Mike præsenterede dem, som Carlos og Mario - ekspert på henholdsvis håndgranater og kniv. De var narkoer på de helt hårde stoffer og bøsser - men også et par sande helvedeshunde, når det gjaldt liv og lemmer.
Negerkokken havde åbenbart gået i en god skole, for både æg og bacon var førsteklasses, ligesom de Carlsberg Eksport han serverede til havde den rette temperatur.
Vi havde dårligt fået serveret før Nico kom anstigende og sagde, at obersten var disponibel i løbet af et kvarter.
Mike indbød ham til at spise sammen med os, men han takkede nej og købte en ny flaske gin af kokken i stedet, før han luskede tilbage til sin afbrudte vagt.
Mike og jeg spiste færdig uden hast og luntede så ellers tilbage til oberstens telt, hvor Nico stod og hængte.
- Mike med den nye mand, oberst, bjæffede han og løftede teltfligen så vi kunne træde indenfor.
Vi trampede ind. Mike gjorde en slags honnør for manden bag det intimistiske skrivebord, der bestod af en stump metalplade fra en flyvinge lagt over et par rustne olietromler.
Bordpladen var tom bortset fra et chartek med papirer, en felttelefon og en 9mm Colt Automatic i afsikret tilstand.
Men manden bag skrivebordet var mere interessant. Han var et sted mellem 50 og 60, pilskaldet som Kojak, et fedt ansigt med pluskæber som øjnene næsten blev væk i, og hele tre dobbelthager og en krop af form som en tønde i camuflageuniform, der om han ikke havde haft den på havde kunnet bruges som telt til mindst tre personer af normal størrelse.
- Sergent Shanterry melder sig med en ny menig, Len Jønsson, hr. oberst, smældede Mike med en stemme der kunne høres viden om.
- Fint, sergent. Vi får også brug for alt det vi kan skrabe sammen. Har han skrevet under, ellers tag et skema i charteket.
Mike tog to ark fra holderen og gav mig dem med ordene: - Læs det hurtigt, Len, skriv på og giv obersten originalen.
Der var ikke mange punkter på skemaet. Navn, nationalitet, alder og den bank man ønskede sin hyre deponeret i - månedsvis forud, og evt. pårørende der skulle have besked om man faldt i kamp. Jeg skrev på og lod en bank i Malmø modtage mine penge, så vidste jeg hvor de var, når og hvis jeg igen blev en fri mand. Som pårørende skrev jeg min mor, der var enke og i snart mange år havde levet stille og rolig på landsbygden i Småland.
Obersten dårligt skævede til min underskrift, men knaldede et stort farvestrålende stempel på begge arkene og overlod mig det ene, sammen med en lønningsbog han fandt i en kasse i den uordentlige dynge, som sikkert kun han selv kunne finde rede i. Min kommanderende officer ville indføre min hyre hver den første og fratrække evt. forskud.
- Nu er du, menig Jøsson i "befrielses-armeen". Sergenten vil sørge for din udrustning. Vær klar til hurtig udrykning. Nogen spørgsmål, soldat? snerrede obersten iskoldt.
- Jeg...
- Tak! Vis ham til rette, sergent. Træd af, bjæffede den fede mand, gjorde en parodi på et honnør og vendte ryggen til os.
Vi gjorde lige så lidt formelle honnører og forlod teltet.
- Barsk boss, grinede jeg til sergenten, da vi er udenfor oberstens hørevidde.
- Ja, men han er allright, Len! Han er lejesoldat som vi andre, og han er sine underordnedes mand. De sorte kommer ikke til at tisse os ned ad ryggen, hvis obersten kan gøre noget til det. Men du skulle udrustes. Kom med, denne vej...
Sergenten satte kurs mod et telt i lejrens midte, hvor to sorte soldater med ældgamle tjekkiske rifler står vagt ved indgangen. Mike snerrer en kort ordre på deres "volapyk"sprog og de flytter sig lynhurtigt og vi trampede indenfor i teltet, hvor fire soldater, to sorte, en japaner og en hvid mand er i gang med at spille poker i skæret fra en blafrende flagermuslampe.
- Kan I klare de sorte abekatte, Doc og Tokio? spurgte Mike henvendt til japaneren og den hvide soldat.
Den hvide grynter surt et eller andet, smider sine kort og rejser sig trevent.
- Dette er Doc Raul, Len - han er vores depotmand og doktor. Spørg ham bare om det du mangler - enten har han det eller også skaffer han det! Jappen er "Tokio-Johnny" - pas på ham. Han er karateekspert og vistnok eftersøgt terrorist, forsætter Mike sin præsentation. Japaneren sender os et skævt grin. der bare ikke når hans skæve mandeløjne.
- Black-listed? spørger japaneren med skinger falset.
- Næh - agterudsejlet sømand, svarer jeg.
- Stakkels mand, komme her frivilligt, mumler jap"en hovedrystende, idet han påny koncentrerer sig om sine kort.
- Kom med, makker, griner Doc Raul. - Du skal have et komplet udstyr. Find dig to kampuniformer der passer og diverse undertøj. Vil du have halvstøvler eller langskaftede?
Jeg svarer at jeg foretrækker de kortskaftede og giver ham mit nummer.
Et par minutter efter vendte han tilbage med et par der lugtede langt væk af nyt læder.
- Hvad slags kanon? Halvautomatisk eller maskinpistol? forsætter han.
Jeg foretrak en 15 skuds halvautomatisk riffel og dertil en 9mm Luger. Yderligere får jeg en hulslebet bajonet, en dobbelslebet skytte-gravskniv og 6 "ananas". Desuden 6 magasiner til riflen og 3 til Lugeren, plus æsker med ekstra ammunition, som jeg selv kan fylde i magasinerne, når de er tomme - om jeg får tid!
-... og nu rygsækken, makker. Der følger forbindspakke, 10 K.rationer, to tæpper og regnslag med. Hvad ønsker du yderligere? spørger Doc Raul med et listigt grin.
- Der er ikke rigtig plads til en dame, vel Doc? prøver jeg på at spille morsom.
- Næ, men til glemmesaft, og...
- Stop et par flasker whisky i, og...
- Jeg har det hele, den fineste hash, heroin, "sne", men det koster, makker, kommer det koldt forretningsmæssigt fra manden, der skal forestille at være læge. Senere fandt jeg ud af at han også var det. På grund af en eller anden dumhed umiddelbart efer sin doktor-eksamen havde han set sig nødsaget til at tage tjeneste en halv snes år i fremmedlegionen, før han meldte sig tilbage i Paris og åbnede en "diskret klinik", hvor kvinder mod passende betaling og som oftest et skrald fisse, fik fjernet en arving. Han havde været en meget besøgt doktor og forretningerne gik strygende - men...
Doc Raul havde under opholdet i Indokina fået smag for narkotika, og denne last gjorde ham sommetidser lidt uligevægtig og usikker på hånden. Dette havde medført at en dame af "det bedre borgeskab" havde mistet livet under et ulovligt abortindgreb. Stor opstandelse! Doc Raul havde fundet det fornuftigst at forsvinde, førend fængselsporten lukkede sig bag ham - og nu var han her...
Han var læge, og han var stadig narkoman. Han var depotbestyrer og narkoforhandler - en ødelægger og en helbreder i samme person!
- Ellers tak, Doc! Jeg nøjes med spritten, og måske et par ekstra kartoner smøger, svarer jeg forsigtigt.
- Som du vil. Sikker på at du ikke vil have "Libanon-smøger" - de er billige, prøver Doc at lokke.
- Absolut sikker, Doc, svarer jeg i et tonefald, der ikke er til at tage fejl af.
- Godt 3 flasker Old Schosh og tre Camel - det bliver 25 grønne. Hvis det skal noteres, så kvitter her, grynter han surt og skubber en kvittetingsblok hen over låget på den ammunitionskasse, der er hans skanke.
Jeg grifler mit navn.
Mike, der har stået og kigget på de tre andres kortspil, griner anerkendende, da jeg kommer trampende med mit udstyr.
- Nu ligner du os andre, rent uniformsmæssigt, Len! Men er du i træning? spørger han professionelt.
- Næh, men er dette ikke en træningslejr, sergent? spørger jeg tamt tilbage.
- Er der nogen der har bildt dig det ind, Len? I så fald er der noget du har misforstået. Det her er bare en mellemstation, er hans svar.
- Mellemstation?
- Vi får forsyninger og den slags hertil - udefra! Vi formidler den videre frem til fronten, er svaret på mit spørgsmål.
- Og mit job, sergent?
- Hjælpe til med at få forsyningerne sikkert frem til "befrielses-armeen", makker, er hans korte præcise svar. - Skulle vi se om du kan betjene dine kanoner, Len - vore liv kan afhænge af det!
- "kay, gryntede jeg, idet vi slentrede udenfor i det lune nattemørke, mens Doc forsatte sit kortspil med de andre.
Mikes krav var ikke særlig anstrengende, og jeg var egentlig bedre til at skyde, end jeg troede. Med et fyldt magasin ramte jeg tolv gange en konservesdåse af 15 mulige, og jeg skulle lige til at spille "Karl Smart" med Lugeren, da Nico dukkede op, og sagde, at obersten ønskede ro i lejren, og at Mike iøvrigt skulle møde i chefens telt, straks!
Jeg gjorde det fornuftigste jeg kunne, da jeg ikke var blevet anvist noget logi. Jeg luntede over i messen og fik yderligere en portion æg og bacon med et par kopper stærk kaffe til, mens jeg spekulerede på om det var muligt at støve noget fitta op på denne afsides udpost. Indtil nu havde jeg ikke set en eneste kvinde, desværre!
De to bøsser var forsvundet og kun en halv snes sorte vagtsoldater sad og gassede sig inden døre, hvor man ikke blev ædt af myg, tcshefluer og andet skravl, der mere end nemt kunne give en en sygdom på halsen.
Jeg sad alene i min ende af teltet, da japaneren, "Tokio-Johnny" dukkede op i fuld kampmundering - bortset fra at han havde byttet sin kasket ud med et "banzai-tørklæde" om sit lange sorte hår. Han kastede et blik rundt og fik øje på mig.
- Over til oberstens telt straks, seeman - tag alt dit grej med, grinede han og var igen borte i nattemørket.
Jeg tørrede min tallerken af med et stykke brød, slugte det og skyllede efter med den sidst slurk kaffe, førend jeg rejste mig og begav mig til den ønskede position.
Obersten stod i teltdøren oplyst af en blafrende lygte, der stod på en tom olietønde. Han var barhovedet og issen skinnede i lampeskæret. Det var faktisk det eneste ved ham der så fredelig ud. Hen over hans tøndemave hang en Thompson med tallerkenmagasin og så mærkelig lille ud i forhold til hans struktur, og på hver side af hans bæltespænde stak en Magnum 444 sit store perlemorsbelagte skæfte op af åbne skeder og hans camuflagejakke struttede af ekstra ammunition og håndgranater.
Han gloede olmt på mig med en utændt cigarstump i et solidt bulldogbid.
- Du lærer det, Len. Når jeg kalder smider du alt, hvad du har i poterne og kommer stormende i fuldt firspring, OK? snerrede han på den måde officerer altid snerrer, når de taler til en luset rekrut.
Nico og de to bøsser er allerede til stede, og lidt efter kommer Doc Raul ud af mørket slæbende på det nødvendige, plus en stor kasse med et rødt kors på hvid bund på låget, og på alle fire sider - ingen skal være i tvivl om at det er hans "lægetaske"!
Tokio dukkede op straks efter i selskab med Mike. De kom i en jeep ovre fra "flyvepladsen".
- Han kommer ind om ca. 8 minutter, oberst, bjæffede Mike, næsten før jeepeen holdt stille.
- Glirende sergent. Nu vil jeg give et kort rids over, hvad sagen drejer sig om, folkens. Om en halv snes minutter lander en "special-transport" - vistnok en ombygget "fæstning". Vi skal ledsage transporten frem til "befrielsesarmeen"s hovedkvarter. Hvad lasten består af aner jeg ikke. Men det skal være vigtige sager, der skulle virke ret så styrkende på folkene fremme i forreste frontlinies moral. Bagefter følger vi så med tilbage hertil, eller også skal vi frem til fronten, som "rådgivere". Nogen spørgsmål, folkens? spørger den store skaldede oberst nærmest refleksmæssigt.
Tokio begynder på et eller andet, men obersten afviser det, før fyren er kommet for godt i gang, som top-secret, desværre!
- ... men, føjede han til.- Alle kan gå over i messen og få en drink eller to på vore "venner"s regning - skål folkens! Åh, sergent. De bliver her, som ordenans! Vi øvrige seks satte straks kurs mod messen. Der var tomt, bortset fra negerkokken, der villigt skænkede op, blot han fik kvittering.
Jeg var i gang med min anden voksne whisky, da luften fyldtes med en tung durren, der snart steg til en øredøvende torden.
Mike dukkede op i det samme, og sagde, at han havde organiseret kørelejlighed til landingsbanen, hvis vi ellers kunne få drukket ud i en fart.
Øjeblikket efter stod vi alle syv på ladet af en lille to-tons lastbil, hvis chauffør tilsyneladende ledte efter de største huller i vejen, for om muligt at få os til at skvatte ned fra ladet og slå os i hjel. Ja, man havde næsten mistanke om at han tilhørte fjenden, så sindsygt kørte han - eller også kørte han bare som en der ikke har forstand på at køre gør!!!
Der var næsten totalt mørkt omkring den store fire-motore’s maskine, hvis kæmpemæssige propeller drejede rundt i tomgang.
Obersten stod ved foden af jernstigen, der førte op til en dør i siden af den store bomber, sammen med en mand i uniform magen til vores, og snakkede.
Mike løb hen og meldte os, mens vi andre fik grejet ned fra ladet.
- Transportofficeren, løjtnant Kid Torry! Dette er min sergent, løjtnant, præsenterede obersten kort de to mænd for hinanden.
De to mænd målte hinanden så godt det lod sig gøre i halvmørket. Løjtnanten er hispano, mens Mike har næsten rent irsk blod i årerne. - to hårde mænd, der ikke ville give ved dørene.
Senere hørte jeg at løjtnaten var "specialist" og havde været ved "special-afdelinger" i såvewl Korea, som Vietnam – en mand, der intet overlod til tilfældet - absolut intet!
- Fint sergent, få Deres folk ombord. Vi flyver om fem minutter. De der ikke er ombord til den tid kommer ikke med og bliver slettet af "befrieles-armeen"s lønningsliste, frataget deres udstyr og en kugle i røven, hvis de ikke forsvinder ud af lejren hurtigere end snart, bjæffer hispano-løjtnanten i en tone, der ikke skal stilles spørgsmål ved - kun adlydes.
Vi menige havde hørt ordvalget og vi nærmest sværmede op ad jernstigen. Mike kom sidst fulgt af løjtnanten og oberst Bronzo.
Heroppe i maskinen lyser et par syge loftlamper, så vi kan se at finde vore pladser, der er inde i den næste kabine, hvorfra der høres stemmer - kvindestemmer!
- Fitta, nåede det præcis ind i min hjerne, da døren derind bliver skubbet op af bøssen Carlos, der er forrest, og stemmerne slog over i et jubelskrig.
Jeg masede frem mellem store kartoner og trækasser med alskens udstyr, og standsede vantro i døren.
Kabinen vi skulle ind i var en drøm! En drøm for en fitta-liderlig stodder.Liggende og siddende rundt om i kabinen, der er møbleret som en hyggelig dagligstue er 6 styks hunkøn - tre hvide og tre sorte kvinder!
Bag mig skubbede de andre på for at komme ind - jeg stod stadig paralyseret - 6 styks fitta!







4.Kapitel

- Novra, så meget mandfolk, kommer det næsten, som et hyl fra en af de andre piger, en ca. 20 årig næsten for velskabt negerpige i en gul minikjole, og ellers intet.
- Della, du er skør, larmer den kæmpestore neger-mama til sin racefælle. - Selv om du er aldrig så flittig, når du aldrig at komme i kassen med samtlige mandfolk.
- Det er vel tilladt at drømme, Blacky, svarede tøsen frækt igen, og nærmer sig Mario, der følger lige i hælene på sin "mand" Carlos.
- Lad mig være, tæve - eller jeg myrder dig, skriger den lille italiener og flår en stiletagtig kniv frem og fægter vildt omkring sig.
Della trak sig tilbage med et lille angstskrig og Mike maser sig frem og ved at vælte flere af os andre, mens han arrigt snerrer: - Lad ham være, tøs - han er uden interesse for dig!
- Er han pikløs? skraldgriner Della, der kun lever og ånder for det liderlige mandfolk kan gøre ved hende.
- Ja! Han er Carlos, negerens "veninde". Tag hvem af de andre du vil i stedet, afsluttede sergenten knap så brøsig.
- Hvad med dig? spurgte Della og vendte sig mod mig med et rigtigt man-eater-udtryk i sit kulsorte ansigt.
- Prøv og mærk, svarede jeg hende med et sjofelt grin.
Hendes hånd var som en tigerklo, da den borede sig ind i det posede stof i mine camuflagebukser og knugede sammen om min superpotente, overliderlige ståpik, der var mere end villig til at bibringe den lille Della lidt kønslige adspredelse.
- Blacky, tænd min røde lampe - jeg er optaget, vrælede tøsen, mens hun rodede med lynlåsen i min buksegylp og tilsidst fik sjoveren til at stikke hovedet udenfor i den lumre liderlige atmosfære i "fæstningen"s "bordel-afdeling".
Hun er ikke pigen med de store teoretiske studier - hun er kontant. Næppe har hun set at det ikke er en lommelygte jeg har gemt i bukserne, førend hun går i gang med at slikke, suge og bide i kødstagen, mens hendes blide fingre med de lange sølvfarvede negle nærmest mishandler mine saftfyldte nosser.
Hun kan sine ting, fissen, og snart mærker jeg det rumstere lidt mere, end rigeligt i mine sansefyldte nerver - jeg er ved at få orgasme i den herlige sugende pigemund.
Jeg prøvede at tænke på noget andet ved at iagttage Blacky, den kæmpestore negerkvinde, der er omkring 2 meter høj og vejer vel sine 150 kg, er tydeligvis kvindernes leder, og det purunge pigebarn, der følger lige i hælene på hende hele tiden, er ligeså tydeligt hendes datter. Doc Raul er allerede i gang med at kurtisere tøsen, til moderens store misfornøjelse, der bryder ud i lys lue, da Doc omfavner tøsen, der er i løshængende kjortelbluse og minishorts, og søger at stikke en hånd ned foran i tøsens bukser.
- Jeg siger det kun denne ene gang, soldat, kommer det isnende fra den kæmpestore sorte horemama. - Mellem knæ og navle er der lukket hos, Baby - hun er min personlige gave til "Dada", "befrielsesarmeen"s chef, vort lands lysende håb - men ellers...
- Hvad ellers, Blacky? spørger Doc Raul i en tone, der ikke er fri for ironi.
- Baby er frisk - men følg reglerne jeg har foreskrevet, ellers...
Ved det sidste ord har hun pludselig en tveægget commandokniv i hånden, og det er tydelig at hun har forstand på at bruge den, på trods sin enorme kropsvolumen. Doc tier beskæmmet, da Baby uden kommentarer af nogen art er knælet ned foran ham og har smuttet hans lange tynde pik udenfor og er gået i gang med at give den en rigtig "solo-pariser", med læber, tungespids og lette bid.
Blacky lader kniven glide tilbage i skeden, der er monteret på hendes højre lår lige over knæet - et lår ligeså tykt som de fleste mænd om livet.
- Vi starter nu! Alle bedes holde sig fast, lyder pludselig en metallisk stemme i en skjult højtaler. Vi mærker alle at maskinen begynder at bevæge sig.
- Della - vi... Begynder jeg lidt tamt, mens jeg ser alle andre i kabinen gribe fat i et eller andet naglefast.
- Du må også have noget at holde fast i, mener du, griner hun drillende, idet hun spytter pikken, der står våd, glinsende og majestætisk i al sin vælde frem fra sit grosted i min spraglede camuflagebukser. - Det skal du få. Jeg lægger mig på gulvet på alle fire, og du gi"r mig den bagfra og holder fast i mine patter -Okay? spørger hun og begynder at lægge sig i stilling uden at afvente svar. Min strittende stivert er svar nok.
Mens maskinen ruller hen over den ujævne startbane, hurtigere og hurtigere, knæler jeg ned mellem hendes let spredte underben, og stikker prøvende en hånd ind mellem hendes velformede lår og mærker at hendes fisse er sjaskvåd, som var hun lige stået op af badet. Hun er så liderlig som en kvinde overhovedet kan blive. En af hendes hænder møder min og kanter sig forbi og griber uden dikkedarer fat om pikken og giver den et par venskabelige strøg, så nissehuen rutcher frem og tilbage et par gange, førend hun styrer mig til sine vidtåbne, mimrende, ivrige pikmodtagende skamlæber, der på det nærmeste suger mig ind, mens mine hænder glider op ad hendes slanke krop tagende den meget løshængende minikjole med. Hendes bryster er faste og struttende og passer perfekt ind i mine kuplede håndflader. Præcis som jeg knuger fingrene dybt og brutalt ind i det faste, men eftergivende svampede kød og klemmer til, mærker jeg pikhovedet smutte ind i den liderlige spalte mellem hendes sovsede skamlæber og styrer videre ret frem i det hemmelige mørke i hendes skumliderlige, dampende fisse, der knuger og ælter om den indtrængende manddom, mens hun begynder at bevæge kroppen på en mere end liderlige måde.
Jeg brugte hendes bryster som regulære håndtag, mens hun for sin del holdt fast i benet på en nagelfast lænestol, da maskinen rystende og skælvende nærmede sig "take-off" og gjorde sig beredt til at slippe forbindelsen med Moder Jord endnu en gang. Så var vi pludselig i luften og alt blev forbavsenbde rolig.
Della jamrede og klynkede under mig - men det var mindst ligeså meget af liderlighed, som af smerte. Bare det var liderligt, så gjorde det ikke så meget, at det samtidig gjorde en smule ondt, var hendes private filosofi.
Jeg kneppede Della helt mekanisk, og da hun selv gjorde sin store del af arbejdet, er det et er roligt og afslappet job, som vi nærmer os orgasme. Jeg løftede hovedet fra hendes ryg, hvor jeg har hvilet det under opstigningen, og ser mig om.
Doc står lænet mod ryggen af en højrygget lænestol, som han holder krampagtigt fast i med begge hænder, mens Baby slikker og suger så hans pik bliver mere og mere overspændt af liderlig sperm, der bare venter på at ventilen åbnes så den uhindret kan strømme ud i tøsens mund i en varm klistret strøm.
"Bøssedrengene" har lagt sig på en rød veloursofa, og ligger og gramser på hinanden, mens de giver hinanden stedse mere og mere våde tungekys. Mario har fået negerens kæmpepik ud af bukserne og giver den håndfast massage til Carlos store gryntende fryd.
"Tokio-Johnny", den langhårede japaner med samuraitørklædet om håret og et vildt glød i de sorte stenkulsøjne stirrer mere og mere vildt og betaget på Blacky"s store brystparti, der er halvvejs blottet i udskæringen på den brusende røde silkekjole. Kæmpefissen ser det og siger med en stemme der er indsmigrende, som en flodhest"s elskovsprusten: - Noget Blacky kan gøre for dig, lille gule mand?
- Jeg - je...
- Bare sig frem, boy, søger hun at hjælpe ham over sin generthed.
- Jeg savner min mor, mumler den efter andres udsagn, dødsensfarlige karatekæmper og terrorist, næsten på grådens rand.
- Jeg vil gerne være din mor, skattemand, kommer det hæst fra kæmpekvinden. - Du trænger til lidt mad, ik" os", forsætter hun og skubber det ene vældige hængebryst fri af kjolens udskæring og griber fat i japaneren og trækker ham ned på sit skød.
Hendes bryst er stort og velpumpet, som en fodbold og brystvorten er på størrelse med det yderste led af en mands tommelfinger.
"Tokio" kaster sig med et begejstringshyl, der er lige ved skræmme os andre til døde, over kæmpebrystet og begynder at sutte på den store stive brystvorte, der bliver endnu hårdere og stivere under hans mundmassage af den.
Blacky for sin del graver hastigt en svulmende gul japanerpik frem af hans posede uniformsbukser og begynder at give den svensk i et greb der på nærmeste knuser den stakkels mands hyggespreder, så hårdt og håndfast tager hun fat på den.
Mine øjne glider videre til Nico, der sidder på en temmelig ubekvem stol lige ved døren til førerkabinen. Han sidder som han sover, men cigaretten i hans mundvig udsender nu og da en lille røgsky, der fortæller at fyren udmærket ved, hvad der sker. Hans sten-gun ligger bekvemt hen over hans knæ - en halvfyldt ginflaske stikker op af den ene store brystlomme. Han er oberstens vagthund! Jeg ved ikke om han er vouyer, eller om mange års druk har berøvet ham sexlysten! Sergenten for sin del er omringet af selskabet tre hvide piger - og de er så sandelig værd at være omringet af!
To af dem er rigtige pikdukker i midten af tyverne, eller deromkring. De er sorthårede, slanke og velskabte, og er iført ens selskabskjoler af et sort næsten gennemsigtigt stof, der gør at ikke meget er skjult for vi forsamlede fisselystne stødderes blikke. Og ikke mindst sergenten og jeg kigger. Doc står med fortinnede øjne og nyder Babys behandling. Han behøver så sandelig ikke kigge for at komme i stemning. De er uden tvivl tvillinger - de hedder Helen og Maria, så ved du hvem det er!
Men den tredie hvide pige er en helt anderledes type, præget af sit arbejde indenfor kvindens ældste erhverv. Hun er antagelig i starten af 30erne og rødhåret. Hun har et stærkt sminket ansigt, med øjne der tydeligt har set rigelig af verdens fortrædeligheder, men også forlængst er holdt op med at tage anstød eller notits af dem. Hun er klædt i en højhalset sort bluse og hudtynde sorte stramme læderbukser, der suger sig ind til hver detalje i den del af hendes krop de dækker, og dertil knælange sorte støvler med stilethæle. Rigtig en herskerinde-type - en pige fra et torturkammer!
En bøddelfitta!
- Interesseret i røvfuld, Mike? spørger hun bramfrit sergenten, mens hun ligesom tirrende kærtegner hans skræv, som han sidder overfor hende, med en tre-snertet pisk.-
- Nul skat, knurrede Mike. - Skal jeg have noget på pikken skal det være sugemærker efter et par stramme skamlæber, og ikke striber efter en pisk - okay!
- Jeg er nu bedre til det med pisken, Mike - men du må også, hvis...
Det er tydelig at den rødhårede har anlæg for både sadisme og maschocisme!
- Tak, men...
- Hvad med et par friske tvillingsøstre, der kan det hele - uden pisk? spørger den ene af de kjoleklædte mørkhårede piger.
- Jeg...
- Helen og Maria til førerkabinen - kvikt, lyder det metalisk over den skjulte højtaler.
-Desværre, Mike, siger tvillingpigen beklagende. - Hørte, arbejdet kalder. Vil du ha" en trekant med søster og mig tilgode?
Mike nøjedes med at nikke.
De to piger forsvandt forbi Nico ud i førerkabinen, hvor vore officerer holder til sammen med piloten og hans mulige besætning.
- Vil du kneppe mig brutalt, Mike? mænger den rødhårede sig ind på ham igen.
- Hvor brutalt? spørger han contra.
- Så det gør ondt, oky-doky!
- Ok, tøs, svarer han pludselig helt forvandlet og rejser sig med en lad bevægelse, og går frem og knalder hende en smældende lussing uden forvarsel. - Af kludene, tæveluder!
- Kæft, din pikslæber, hvisler hun tilbage i en rasende tone, men hendes grønlige øjne modsiger tonen. De skinner liderligt. Hun kan lide det.
- Du hørte, hvad jeg sagde, fisseluder. Af kludene eller jeg flår dem selv af dig, forsætter sergenten den snerrende
tone og smider sin Thompson-maskinpistol på gulvet.
Yvonne, som den rødhårede kalder sig, ler ham åbenlyst og hæst ret ind i ansigtet og han griber brutalt fat i hendes bluse foran, netop sådan at han får fat i et stort let hængende bryst uden bh og klemmer til. Hun holder inde med et klynkende støn. Hun afventer hvad der nu skal ske!
- Lystre nu, bastardtæve - eller...
Han fuldender sætningen ved at vride hånden let så brystet næsten bliver vredet fri af kroppen. Hun stønner, men har ikke mistet modet.
- Mishandle en kvinde kan du, store stærke mand - men kneppe hende...
Mike gider ikke diskussere med hende. Han vælter hende brutalt om på metalgulvet med et brag, der får det til at ruge gennem hele maskinen og førerkabinen til at forespørge om vi bliver beskudt med antiluftskyts eller missiler.
Mike vræler en ed, om forhorede, forbandede ludere tilbage og højtalerstemmen tier beskæmmet.
Yvonne er en hård nød at knække og hun sloges vildt og inderligt for hver trævl Mike skrællede af hende, men han var den stærkeste. Tilsidst havde han hende nøgen i al sin småfede vælde.
Hun var ikke just det mest opfløftende syn man kunne se for sine øjne. Småfed med tunge hængebryster og let rynkede lår og balder - en kvinde, som alderen var begyndt at bide i.
Men Mike var ikke kræsen og han havde selv under store anstrengelser skrællet frugten. Nu ville han også nyde den!
Og Yvonne, der var ægte rødtop - også mellem benene, fik det pik hendes godt udslidte kusse kunne tåle mellem de hårdhudede skamlæber, der sikkert havde næsten lige så hård hud på kanterne, som en jord-og-beton-arbejders hænder efter 40 år med skovlen.
Hun bandede og stønnede, mens hun søgte at rive den store rødhårede irsk/amerikanske marinesergent i ryggen med sine skarpe negle, men blev hindret af camuflagejakkens svære lærredsstof, der var beregnet til at modstå, såvel skarpe kvindenegle, som spidse tornede junglevækster. I stedet bed hun ham i halsen, så han brølede af raseri og smerte, mens blodet langsomt piblede frem mellem tænderne og løb ned over hendes hage.
Hun fik nye stryg og hendes mælkehvide hud blev mere og mere rødstribet. Og hun nød det mere og mere. Hos hende var der ingen middelvej - enten skulle manden være en krybende hund, eller også skulle han voldelig bevise at han var den stærkeste. Det var hendes betingelser for at kneppe.
Jeg lod øjnene glide tilbage igen.
Nico sad stadig, som han sov, men jeg lagde pludselig mærke til at hans hænder gled kærtegnende frem og tilbage om maskinpistolens hullede yderløb, næsten som sad han og spillede pik på det hårde metalrør. Der var ligesom et saligt skær over hans magre barske ansigt, som han sad med kasketten nede over øjnene og lod røgen sive langsomt fra mundvigen. Hver sin lyst, tænkte jeg uvilkårligt!
Blacky og "Tokio" havde bemægtiget sig et bord, og den store negerkvinde havde lagt den spinkle japaner på dette, og mens fyren stadig babbede løs på den store hårde rosa/sorte brystvorte havde hun stillet sig sådan, at hun hun samtidig med kunne sutte på hans stedse mere struttende og potente lem. Mor og søn!
Baby og Doc Raul var lige ved at være der. Doc spændte kroppen frem i en bue, mens tøsen har armene anbragt om hans lår og sutter og suger med stedse vildere bevægelser.
Hvis man ikke vidste bedre ville man tro, at hun var en ret så erfaren glædespige, den Baby! Men ifølge moderens oplysninger er tøsen uskyldshvid og "Dada" have fornøjelsen af at knalde "ruden". Jeg erindrede pludselig, at jeg et eller andet sted havde læst om en "oprørsgeneral" kaldet "Dada" skulle være helt vild med purunge tøse i 12-13 års-alderen. Ja, at han ligefrem havde en slags "politi" til at skaffe sig ungt kvindekød!
Men journalister skriver jo så meget, føjede Lennart ligesom eftertænksomt til.
"Bøssedrengene" nøjes for deres del ikke længere med at kysse og kramme. Mario sidder på hug foran sin "mand", der har sat sig magelig til rette i en stor dyb læderlænestol, og er fuld gang med at slikke den store kulsorte negerpik, der synes til stadighed at forsætte med at svulme, mens det rosa/sorte olon bliver mere og mere glinsende, som en knap moden blomme.
Carlos griner medvidende hen til mig, hen over hovedet på sin "veninde". Jeg er ikke helt sikker på at cubaneren ikke er bifil, men jeg skal nok humme mig for at spørge. Mario er ikke at spøge med, hvis han føler sine rettigheder gået for nær.
Jeg selv er mere end tilfreds med damefisse, "bøsseri" er ikke rigtig mit nummer. Skulle jeg blive for trængende uden en villig dame ved hånden, så kan en "højre" til nød bruges, og ønskede man fremmed, den "venstre".
Men for øjeblikket behøver jeg ikke have slige spekulationer. Dellas labre sovsede fisse knuger og ælter min pik, så jeg hører englene synge, mens jeg efter bedste ringe evne søger at gøre gengæld.
Og mine evner var åbenbart ikke dårlige, for pludselig er hun der med den første orgasme. Hun hyler som en hund i løbetid, mens hun roterer med røven, for om muligt at få mig endnu dybere og højere op, samtidig med at hun knuger de indre skamlæber sammen om pikhovedets nakke, så jeg sidder urokkelig fast i hendes saftende krater, og næppe var krampen efter den første orgasme aftaget en smule og jeg kunne jutte videre, førend hun kom igen med en gurglende lyd, og sådan forsatte hun en 5-6 gange, førend jeg fik lejlighed til at sprøjte hende fuld af al min opsparede "energi", der stod fra mig i en stødvis pumpende slimet stråle, der efterhånden som hendes fisse fyldes flyder ned ad hendes silkeglatte kulsorte inderlår og sætter sig i pubeshårene på hendes venushøj.
Bagefter fik vi os en cigaret og en drink, som hun hentede i "bordel-kabinen"s bar, der var indbygget i et stort skab, førend hun syntes min pik var for slimet til at sende tilbage i hiet i mine spraglede camuflagebukser. Hun slikkede den pænt ren, mens jeg lå fladt på ryggen på det tommetykke gulvtæppe med lukkede øjne og bare nød hendes gøren og laden.
Mens Della og jeg havde været oppe mellem stjernerne, havde også Baby og Doc Raul fået raset ud.
Doc slentrede hen til mig med et lusket grin, fulgt af "Blacky"s vagtsomme falkeblik.
- Bytte, Len? spurgte han lavmælt.
- Men...
- Tøsen er squ god at lege med, hvis man er træt i vrideren, makker, skar han kort gennem min spage protest.
- Og du er ikke træt i vrideren, Doc? spørger jeg med grin der kan betyde, hvad som helst.
- Næh, jeg er tværtom ladet op til det helt store - okay?
- Ja - og lykke til! Der sidder en go" kusse på tæven, svarede jeg og vendte mig mod Baby, der stod henne ved baren og nyder en eller anden frugtdrink.
Hun smiler sødt og indladende til mig.
Hun er parat til nye "pette-lege",
småtæven!
- Hør efter, allesammen, skratter den skjulte højtaler metallisk. Der er knas med et par af motorerne. Jeg sender løjtnanterne ind til jer, og prøver selv at få hende ned i et stykke - slut herfra!
Stemmen tilhører, oberst Bonzo, der åbenbart selv er gammel pilot, og måske har fløjet lignende maskiner i sine unge dage under 2. verdenskrig - han har alderen til det!
Øjeblikket efter blev døren til førerkabinen åbnet og to mænd væltede ind i selskab med de to tvillingsøstre, der har deres selskabskjoler over armen, så de kan beskues i al deres deres nøgne dejlighed.
Den ene af mændene er, løjtnant Kid Torry - transportofficeren, mens den anden, der er i en slags flyverdragt af grønt lærred, tilsyneladende er maskinens ordinære pilot, som obersten har sat fra jobbet.
Torry præsenterer ham for os. Han hedder, Pete Zylanski og er polsk/amerikaner fra Brooklyn - en muskuløs karseklippet, blond gut, der kunne være alt fra professionel bokser til filmsstjerne. Men han er pilot - en af Vietnams "helvedeshunde", der en dag ved en fejltagelse havde sendt en flok raketter efter de forkerte, i den tro at det var "Charlier" - det blev desværre set af en lidt for nævenyttig infanteri-oberst, der indberettede det skete, og
Pete kunne søge sig et nyt job! Nu var han her - lejesoldat som alle vi andre!
I få ord satte Torry os ind i situationen. Maskinen kan måske halte hjem på de to motorer der endnu er i gang, men det er ikke sandsynligt. Vi gjorde klogt i at holde fast i hvad der er at holde fast i.
Alle holdt pludselig inde med deres ellers så hyggelige gøremål, og koncentrede sig om et - at håbe...
Samtlige i "bordel-kabinen" havde ørerne på stilke. Ventede på ændringer i motorlyden. Nu vi vidste det kunne vi godt høre at motorlarmen ikke var så høj som den havde været ved starten fra junglebasen. De to ydermotorer var standset. Måske de to inderste snart gjorde dem selskab, nu de pludselig skulle trække dobbelt læs.
Alle i maskinen håbede - men forgæves...















5.Kapitel

Pludselig efter vel et kvarters forløb, hvor alle havde lullet sig hen i en slags falsk tryghedsfølelse skete det - endnu en motor begyndte at halte og gik helt i stå. Da "bordel-kabinen" ingen vinduer havde var vi afskåret fra at se, hvad der skete.
Pete Zylanski, maskinens ordinære pilot,fortalte lide fortrøstningsfuldt, at det var et eller andet med benzintilførslen fra hovedtankene, der svigtede, og at motorerne døde på grund af brændstofmangel.
Oberst Bronzo var på trods sin alder og sværelse en særdeles god pilot. Det krævede simpelthen næsten overnaturlige evner at holde en stor "fæstning" i luften på kun en motor - men han gjorde det - endnu...
Men alle fra Zylanski til Baby var klar over at vi ikke slap hjem. Vi måtte nødlande i junglen i det begyndende morgengry - og...
Torry og Zylanski forklarede, hvordan vi havde størst mulighed for at slippe fra nødlandingen med livet og de fleste lemmer i behold - med en pæn portion held!
Bronzo meldte kort og koncist i højtaleren, at han så sig nødsaget til at gå ned, og ønskede os alle held og lykke. Resten var op til skæbnen.
At være ombord i en flyvemaskine der er ved at styrte er ikke rart, så derfor vil jeg smutte let og elegant hen over dette og nøjes med at fortælle, at Bronzo gjorde et forbandet fint stykke arbejde ved at få maskinen til at mavelande på en temmelig bred flod og slå smut hen over vandspejlet til den omsider lagde sig til hvile helt oppe på den ene bred. Vi kunne stige tørskoede i land fra det temmelig ramponerede fly. Alle på nær en var sluppet uskadt fra det. Og skæbnen ville at det var den der havde hele æren for at det var gået så godt, Oberst Bronzo. Han var død af et hjerteslag, da maskinen var vel nede på vandet.
Han burde have haft en medalje - nu fik han døden!
Nattens fløjlssorte mørke var langsomt ved at gå over i morgengryets grå skumringslys, da vi en efter en hoppede ud af vraget, og samledes på den ildelugtende flodbred, hvor krokodiller, slanger og moskitoer bare ventede på lejlighed til at kaste sig over os.
Tvillingsøstrene, der var splitternøgne havde allerede travlt med at slå de surrende insekter ihjel. Skravlet blev tiltrukket af deres næsten lysende hvide hud.
Yvonne, sadistpigen, sad på en væltet træstamme og røg en cigaret, mens hun med pisken søgte at holde insekterne på afstand.
Negerpigerne lod til at være bedre venner med de små vingede bæster.
"Bøssedrengene" stod lidt for sig selv og trøstede hinanden med at det hele slet ikke var så slemt. "Tokio" stod og så nærmest apatisk ud. Doc Raul var ikke kureret for sin liderlighed. Han stod kun et par skridt fra Baby og hendes mor, og betragtede tøsen med et blik, lig en sulten hyænes. Nico stod henne ved de to løjtnanter, sammen med Mike, og skældte ud så det gav genlyd i junglen.
- Chefen har krav på en ordentlig begravelse - han har, brølede englænderen rasende.
- Menig Smith, jeg har kommandoen nu. Jeg skal nok beordre gjort, hvad jeg finder bør gøres, kommer det beroligende fra den magre hispano-løjtnant, Kid Torry, mens Mike ligesom tilfældigt fingerer ved sin maskinpistol.
- Det var obersten der reddede os. Han har krav på en ordentlig begravelse, løjtnant, pukker Nico på, alt mens han sørger for at holde hænderne længst mulig væk fra sin sten-gun. Han har ikke lyst til at dø, før han har hævnet sin chef, den tidligere pilot og CIA-mand, oberst Jonathan Bronzo - senere...
- Han skal få en begravelse, der er en mand som han værdig, Smith. Gå tilbage til de andre, mens vi officerer planlægger, hvad der videre skal ske, kommer det stadig rolig, men med en farlig underklang fra Torry, som jeg senere fik at vide, var en mand der ikke diskuterede ret meget - han levede efter mottoet - den der skyder først, lever længst!
Nico slentrede brummende tilbage til os andre, mens han tager et ordentlig hiv af sin ginflaske.
Baby og Della begynder at græde og må trøstes af Blacky, der lader til at tage det hele med en forbavsende ro. Hun er åbenbart vant til at tage livets fortrædeligheder i den rækkefølge de kommer.
Jeg for min part anede hverken frem eller tilbage. For mindre end en uge siden var jeg smører på en tankbåd, isoleret i et mandssamfund, men med nogenlunde sikkerhed for med passende mellemrum at komme i havn, men her...
Seks kvinder og ni mænd midt i den dampende, slimede jungle, dybt inde i Afrikas indre - omgivet af hvad?
Krokodiller, giftslanger, moskitoer, fjendtlige soldater, vilde stammefolk, plus sikkert en hel del andre fortrædeligheder.
Efter vel et kvarters forløb har de tre officerer diskuteret færdig. Torry vinker os menige og damerne nærmere.
- Jeg ved ikke, hvor mange af jer, der ved hvad denne transport går ud på. Men nu vi er nødlandet kan jeg ligeså godt løfte sløret. Vi er en "specialtransport" til "Dada", personlig. Vi har 5 millioner dollars on cash ombord, vi har et "sne-lager" til et mangedobbelt værdi, og vi har adskillige tusind flasker sprut. Vi har en rød Cadillac af nyeste model og to Harley Davidson-motorcykler policemodel, med. Der er også en del ekstra våben og uniformer plus K-rationer. Vi behøver ikke lide nogen nød om vi bliver ved vraget - men...
Han gør en lang dramatisk pause, førend han forsætter: - ... vi ved ikke hvor langt regeringens tropper er, og fanges vi, så...
Han gør en huggende bevægelse hen over halsen.
-... derfor har vi officerer besluttet at vi skal søge at kæmpe os tilbage til vore egne, om muligt. Vi vi medtage hver en skyder med 100 skud, 6 håndgranater, 10 K-rationer, og hvad hver især ønsker af "sne", sprut og smøger. Nogen spørgsmål? slutter den magre puertoricanske løjtnant sit indlæg.
- Hvad med pengene, løjtnant? Spurgte Carlos, den store cubanske negerbøsse.
- De forbliver hos mig. Jeg ansætter Dem og Deres ven, som mine og pengenes personlige livvagter, okay? spørger Torry med et smil, der er lig en ulvs grin før den flænger ofrets strube.
- Og betalingen, løjtnant? spurgte cubaneren prompte.
- 100 gr. "sne" ekstra pr. mand, okay?
- Mario og jeg accepterer. De og Deres 5 millioner kan kun røres over vore lig, kommer det uden tøven fra cubaneren.
- Hvad med Cadillacen, løjtnant? spurgte Yvonne, idet hun pustede en stor blå røgsky fra sig.
- Den bliver sprængt i luften sammen med flyet, når vi går herfra. Den er alligevel umulig at fjerne herfra, miss Yvonne, kommer det i en ligegyldig tone fra Kid Torry.
- Kedeligt! Jeg har altid ønsket mig en Cadillac, kommer det trist fra den rødhårede læderbuksede sadistpige, alt mens hun står og klasker sig på støvleskaftet med sin tresnertede pisk.
- Løjtnant! Det De sagde om skydere og den slags, gælder det også os kvinder? spørger den ene af de nøgne efterhånden godt gennembidte tvillingsøstre.
- Naturligvis, darling! Vi klæder os alle i ens uniformer og bærer forsvarsvåben. Hvis I lignede de dejlige kvinder I er, så ville helvede være løs om vi rendte på regeringstropper. De ville forfølge os til Helvede for at få fat i jer, og resten behøver jeg vel ikke udpensle, vel?
Ingen af kvinderne følte trang til at udfritte ham. Nok var de ludere, men at blive flået levende af en flok liderlige frontsoldater, ville ikke just være, hvad de drømte om.
- Mine piger har en del tøj, løjtnant, begynder Blacky.
- De får hver en uniform. Resten bliver her og ryger sammen med vraget. Flere der har spørgsmål? spurgte Torry i et tonefald, der tydeligt fortalte at hans
tålmodighed var ved at nærme sig bristepunktet.
- Løjtnant Torry! De har intet sagt om oberstens lig! skærer pludselig Nicos stemme gennem den almene mumlen.
- Det bliver i vraget og brænder op sammen med det. Manden er død, og som gammel pilot kan han jo ikke ønske sig skønnere gravplads, end i vraget af sin sidste maskine, nærmest snerrer hispano-løjtnanten.
- Jeg forbyder...
- Menig Smith, hvis De ikke øjeblikkelig holder kæft vil jeg bede sergenten gå en lille afsides tur med Dem - og han vil komme alene tilbage, forstået? Der er hysteri i den magre officers stemme nu.
Nico tier og finder fornyet trøst i ginflasken.
Øjeblikket efter blev de to bøsser og Zylanski hjulpet op i vraget påny og de begyndte at slæbe kasser og kartoner frem og række dem ned til os andre, mens Torry og Mike stod lidt borte og holdt et vagtsomt øje og afsikrede maskinpistoler rettet mod os.
Flere af pigerne brokkede sig over at uniformerne var så stive og uformelige. At det grove lærred gjorde dem hudløse både her og der. Omsider havde alle fået en uniform der passede nogenlunde på nær Blacky - hun var simpelthen for stor.
Men Torry vidste en udvej! Hun kunne sikkert passe oberst Bronzo"s tøj, og den fede tidl. pilot og CIA-mand blev på trods Nicos protester klædt nøgen og den store negerkvinde overtog hans uniform, der kun strammede en lille smule her og der.
Hvad udstyr angik var hver enkelts krav inviduelt. Jeg for min part tog 10 K-ratoner, 6 flasker whisky og seks kartoner smøger, mens jeg holdt mig på afstand af "sneen", for ikke i en krisesituation at blive fristet over evne.
Yvonne gik nødtvunget med til at skille sig af med sine læderbukser og de langskaftede stiletstøvler, der ikke var særlig velegnede til junglemarch, men pisken ville hun under ingen omstændigheder af med - den var hendes varemærke!
Jeg så også at hun tog et par ekstra hylstre "sne" - hun var narkoman siden lang tid tilbage. En af de sikreste måder at holde en luder til jobbet!
Hvad den rasende Nico angik lagde jeg mærke til at han blæste på K-rationer og tog et par ekstra flasker gin med i sin rygsæk i stedet
Og sidst, men ikke mindst, lagde jeg mærke til at Mario, den lille bøsse-italiener fik en solid stålkasse puttet ned i et tomt tornyster, mens "hendes mand" Carlos tog den ordinære rygsæk. Italieneren havde alle vi andres blikke hæftet på sig - 14 par glubske øjne! Stålkassen indeholdt de 5 millioner dollars i store sedler!
Her i junglen var de godt nok mindre værd end det papir de var trykt på - men udenfor...
Hver især havde sin mening om, hvad de mange rare penge kunne bruges til - og det var et minimalt mindretal, der ønskede de skulle ende i ""Dada"s pengekasse, hvis ellers vedkommende selv kunne gøre noget for at forhindre det.
Jeg for min del ville i al fald gøre alt for at de kunne blive mine, og jeg vidste præcis, hvad de skulle bruges til. Jeg ville købe mig Afrikas flotteste bordel, og jeg ville personlig afprøve alle pigerne, der ansøgte om at komme i min stald, og senere skulle ville jeg have det som oliesheiken. Et knips med fingrene og fluks ville der ligge en fitta for mine fødder parat til at give mig såvel sit intelekt, som sin krop. Jeg skulle bare befale. Jeg ville have det som pashaen i 1001 nats eventyrene!
Men for øjeblikket er chancerne ikke store. Løjnant Kid Torry, passer på pengene, løjtnant Zylanski gør det måske også, og Mike vil som gruppens sergent være ansvarlig overfor Torry, så han må også regnes til de loyale, ligesom de to bestukne bøsser - men ellers...
Jo, Blacky var tilsyneladende også en "Dada"-fan, men ellers...
Pengene var måske slet ikke så svære at få fat i når og hvis - men først var der mange, mange kilometer jungle at trænge igennem - jeg vidste det ikke. Og siden var der alle de farer, naturlige, som unaturlige der lurede i den.
Det ville ikke blive nogen let færd, men det ville måske i den sidste ende vise sig at være besværet værd.
Zylanski havde været ude i førerkabinen og prøvet om radioen stadig fungerede – det gjorde den ikke! Vi var kun os selv - seks kvinder, ni mænd og 5 millioner dollars, et eller andet sted i den stinkende, dampende afrikanske jungle - et sted, hvor kun en lov gjaldt - DEN STÆRKESTES...
Jungleloven!
Mike gik en runde mellem os, og kontrollerede at alle havde fået det beordrede, og nogle endda lidt mere, andre mindre, som f. eks. Nico, der havde undladt at tage mad for at få plads til et par ekstra flasker sprut, eller Yvonne, der mente at hendes similismykker var mere værd end et par ekstra magasiner til den maskinpistol hun havde fået udleveret. I hendes tilfælde lykkedes det ham, at få hende til at ændre mening, og bytte smykkerne med ammunition. Men det var ikke pæne ord han fik som tak, tværtimod!
Doc Raul påstod at han nødvendigvis måtte have sin "lægetaske" med - senere opdagede jeg, at det var fordi han havde "sne" i store mængder i den. Og Mike bøjede sig og gav Nico besked om at hjælpe Doc med at bære. Han gjorde det, for nok var han sur på det hele, efter den måde man behandlede oberstens afsjælede legeme, men han var også proffs og disciplinen sad ham i blodet.
Jeg og japaneren "Tokio-Johnny" blev sendt et stykke ned af flodbredden i hver sin retning, mens Torry og Zylanski gjorde sprængladninger klar til at sende "Bordel-fæstningen" til de evige flyvergræsgange.
Jeg fandt intet foruroligende indenfor den tid jeg skulle gå frem, og løb jeg tilbage og meddelte dette, samtidig med at japaneren dukkede op fra den anden side og også kunne melde alt roligt. Hverken fra floden eller den uigennemtrængelige jungle lurede nogen fare.
I gåsegang med "Tokio" i spidsen, og Mike som bagtrop satte vi gang, efter at Torry havde stillet spræng-ningstidpunktet til ti minutter.
Vi bevægede os hurtigt for at komme længst muligt væk, førend det knaldede. Det skete nøjagtig ti minutter senere. Netop som dagen brød frem over flodsengen gik ladningerne med et kæmpedrøn fulgt af en serie mindre, da ammunition og benzin eksploderde, et pænt stykke bag os.
Vi var alene i junglen! Hvad ventede os?






6.Kapitel

Torry var en hård boss. Han jog os afsted som dyr langs flodbredden, der ikke var særlig nem at færdes på. Hvert kvarter skiftedes vi til at være spejdere et par hundrede meter foran resten af gruppen - bare for alle tilfældes skyld! Der var ingen af os der havde større tiltro til at der var fjendtlige tropper i et område så øde og afsides som dette. Men det var under alle omstændigheder bedre at forebygge, end at helbrede. Det sidste døde man oftest af i en krigssituation. Og hver eneste i gruppen ønskede at leve længst muligt, og helst til man var den eneste ene og de 5 millioner dollars stadig i behold.
Solen begyndte snart at gløde ned over flodbredden og det blev på det nærmeste umenneskelig at gå i vore ubekvemme uniformer, der sammen med sveden snart gav en adskillige hudløse steder i armhuler, skrævet og lignende ubekvemme steder.
Men Kid Torry havde tydeligvis i sinde at være længst mulig væk fra flyvraget, når det med tiden blev opdaget, så han jog os ubarmhjertig frem med trusler og forbandelser, samt et stød med kolben på sin maskinpistol, hvis ord ikke var nok.
Men det var ikke alle der tog marchen på den stenede strandbred lige hårdt. Doc Raul og Mike lod ikke til tage sig særlig af anstrengelserne, og Nico, den gamle commandosoldat var heller ikke nogen pivskid. Vi andre derimod fik snart at mærke, at vi ikke var fodfolk eller veteraner - folk, der havde lært at enten rendte man, eller også var man død!
Og de havde tid at tænke på andet end, hvor de satte fødderne - fisse, for eksempel!
Pigerne gjorde deres bedste for at følge trop, men det kneb gevaldigt af og til. Et langt stykke støttede jeg de to tvillingsøstre, der havde fået store vabler på fødderne af de ubekvemme militærstøvler de havde fået udleveret. Men Torry tillod ikke at de tog dem af for at hvile de smertende fødder. Fremad, bare fremad, var hans evige omkvæd.
Yvonne, lod til at nyde besværlighederne, mens Della søgte at få lov at hænge ved Pete Zylanski"s arm.
Midt i flokken gik Blacky og Baby. Moderen havde taget tøsens oppakning.
Japaneren, "Tokio-Johnny", der var blevet ret så intimven med Blacky, og hendes personlige beskytter var i øjeblikket forude, som spejder, så mor og datter var delvis ubeskyttede. Dette havde Sergenten og Doc Raul bemærket. Doc overlod Nico besværet med at slæbe "Lægetasken" for en stund og sneg sig nærmere de to negerkvinder, mens Mike sluttede op på den anden side.
- Hvad i helvede er I ude på, hylede Blacky pludselig, og søgte at svinge sin maskinpistol i stilling, men det mislykkes på grund af Babys oppakning. Mike kastede sig ind mod hende i et sidelæns tigerspring, der fik dem begge til at vælte om på den stenede flodbred.
-Den er god nok, gamle luder. Doc er min mand på resten af turen, hvis han får lov at smutte svaberen i Babys smørhul, så vær hellere fornuftig. Om tøsen mister "trommeskindet" til Doc eller "Dada" kan gå ud på et. Hun får en solid mandepik og vil være i stand til at tjene til livets ophold her efter dags, søger sergenten at overtale den kæmpemæssige negerkvinde, der vrider og snor sig under ham. Han mærker det ikke er uden virkning på hans sexuelle lyster - han får en kolonorm ståpik på, og dette opdager kællingen. Hun får en kæmpenæve fri og smadrer den for fuld kraft mod hans yngleværktøj. Han rullede skrigende og bandede væk med begge hænder knuget om sine molestrerede kønsdele.
Doc for sin del var faktisk allerede kommet overens med Baby. Tøsen stod allerede med nøgen overkrop og skulle lige til at lade uniformsbukserne falde, da "den sorte tornado" kom tromlende og på det nærmeste udslettede Doc Raul fra jordens overflade med en velrettet højre, og skulle til at følge den op med spark i skridtet med mere, da hun pludselig stirrede ind i det sorte øje for enden af et maskinpistolløb.
Torry havde via sine "bøssevagter" fået melding om hvad der foregik og var ilet tilbage, hvor han ubarmhjertigt skilte parterne.
- Hvem begyndte? snerrede han med høj falsetstemme.
- Stodderne ville voldtage Baby, løjtnant, svarede den kæmpestore negerkvinde, stadig boblende af raseri.
- Hvem, Blacky?
- Doc og sergenten. Sergenten er vist ude på skæg, løjtnant, angiver den store negerkvinde roligt de to mænd.
-Hold dem dækket, boys, hvislede løjtnanten henvendt til sine håndgangne vagter, Carlos og Mario.
Dækket af hver sin maskinpistol kommer Doc og sergenten lidt besværligt på benene.
- Sergent Shanterry, jeg havde troet bedre om Dem. Obersten sagde De var en god og reel soldat. De skuffer mig dybt, begyndte løjtnanten sin anklage. - Derimod regnede jeg faktisk med noget i denne retning fra Doc"s side. En narkoman er mange gange utilregnelig. Boys, I må få det stof, der er i Doc"s "lægetaske", føjer han slutteligen til.
- Jeg...
- Ti stille, sergent! De er anklaget for voldtægt i en krigssituation. Den vanligste straf for denne forbrydelse er døden, men jeg kan ikke undvære Dem førend vi når frem til vore egne. Men tro ikke jeg har glemt anklagen, slutter han truende.
- Vi dummede os, løjtnant, søgte Mike at rette lidt op på sin lasede moral.
- Ja, og det vil I blive straffet for. Vær vis på det! Men i den nuværende situation kan I kun få en midlertidig straf. Blot overkroppen begge to - og ingen numre, eller "mine drenge" vil trykke af, truede han videre, mens kredsen omkring dem blev mindre. Alle vil se og høre, hvad der sker.
De to mænd blottede lidt nerøvst overkroppen. Det er tydelig de aner, hvad der skal ske. Men de prøver ikke på numre, sikker på at Torry ikke truer for sjov.
- Yvonne, snerrede han henvendt til den stolte, men godt afrakkede rødhårede kvinde, der sikkert en gang har været en lady, der kunne måle sig med Rita Haywood, som en af verdens dejligste rødtoppe - men det er meget, meget længe siden!
- Ja, løjtnant, smilede hun kynisk og trådte hen foran den magre mørklødede officer med sin tre snertede pisk i hånden.
- Hvem vil du helst piske, Yvonne? spurgte han uden omsvøb.
- Sergenten, løjtnant - han ser ud til at være den hårdeste, svarede hun med en stemme der dirrede let af spænding.
- Godt, du skal få din fornøjelse - senere! I to fjolser hørte tæven. Hun vil helst hudflette Dem, Shanterry. Men Doc slipper ikke af den grund. De skal piske ham, sergent. 20 hårde slag, og jeg mener slag med bund i - forstår vi hinanden, sergent Shanterry? spurgte den benhårde hispano-løjtnant i en tone der kræver umiddelbar svar.
- Alt for godt, løjtnant Torry. I fremtiden håber jeg at Deres vagter vil være ekstra på tæerne - ellers...
- Truer De, sergent?
- Nej! Jeg siger kun fakta, hr. løjtnant. Skal vi få det overstået? spurgte den rødhårede irsk/amerikanske sergent i en ligegyldig tone.
- Ja, den midlertidige straf, så I svinehunde ikke prøver dette en gang til under denne ekspedition. Når Blacky siger, at hendes datter er til "Dada", må vi respektere det, hvor nødig vi end vil. Vi er soldater, selv om vi ikke kæmper for fædreland, men dollars, forstået? spørger han alle i al almindelighed.
Ingen svarer, men sergenten går fulgt af vagtsomme blikke hen til Doc og siger uden barmhjertighed i stemmen: - Doc! Du hørte løjtnanten. Sådan er livet, desværre!
Den forhenværende fremmedlegionær og læge grynter et eller andet, og lader sig så ellers villigt føre hen til et stort mangrovetræ, hvis grene peger ud over vandet. Sergenten tager sin egen livrem og laver en løkke og lægger den om lægens ene håndled, binder Doc"s egen livrem i forlængelse af sin egen og kaster den op over en gren og fæstner den anden ende om lægens andet håndled. Manden står næsten på tæer, hængende i håndleddene. Sveden pibler ned over hans magre muskuløse af sol og vind garvede ryg, men der kommer ikke en lyd over hans læber.
- Yvonne! Pisken, snerrede Mike henvendt til sadistpigen, der rakte ham torturinstrumentet med et smil og ordene: -Slid den nu ikke helt op, sergent!
De tre første slag var, på trods de trak tykke røde striber i lægens ryg ikke hårde nok efter Torrys mening, og først da sergenten lagde alle kræfter i, i det fjerde slag, blev det godkendt som slag nr. 1. Ved det femte slag brast huden på Docs ryg og blodet siprede frem i en tynd strime, mens sergenten forsatte sin onde tortur, men dog mere tøvende, da lægen efter det 8.ende regulære slag begyndte at skrige, som et vildt dyr, for ved det 15.ende at hænge bevidstløs i remmene. Men et par håndfulde snavset vand fra floden og en slurk gin fra Nicos flaske fik ham så meget il hægterne igen, at han kunne udstå de sidste fem slag.
Carlos gik hen og skar ham ned efter det sidste slag. Lod manden dumpe til jorden som en sæk kartofler - helt færdig!
Tvillingsøsterene ville hjælpe ham, men blev brutalt bedt om at passe deres egne sager, af Mario, der lod dem se stiletkniven - bare som en ekstra understregning af sine ord.
Remmene kunne stadig bruges selv om der var skåret en stump af dem. Sergenten var højere end lægen.
Carlos stod for opbindingen, mens Yvonne stod og daskede sig på buksebenet med pisken, hvis snerte var insølet i blod. Der blev røde striber på det spraglede uniformsstof, hvor de ramte!Hun lod ingen, allermindst sergenten være i tvivl om at hun var ægte sadist, for havde Mike lagt tilsidst lagt kræfter i sin afstraffelse af lægen, så gav Yvonne ham ikke noget efter, tværtimod!






Længe holdt den hårde fhv. marinesergent ud, men det ved det 12.te slag, som Zylanski omhyggeligt, med et skævt grin, stod og talte, skreg han endelig. Det gav sadisttæven fornyede kræfter til de resterende slag, der faldt tunge, onde og snertende, trækkende blodet frem hver gang lædersnorene ramte Mikes ryg.
Hverken Doc Raul eller sergenten ville kunne ligge på ryggen den første uges tid!
Efter afstraffelsen, som især Blacky og Yvonne havde nydt. Baby derimod havde været forfærdet over, hvad hun havde afstedkommet. Hun ønskede selv at blive kvinde. Og hvem der knaldede hendes møbasse var hende lige meget. "Dada" ville sikkert ikke være bedre til at kneppe end Doc Raul, og så kunne hun hos ”Dada" næsten være sikker på at blive smidt i harem efter sin sidste nat som jomfru, og siden vente i evigheder på at det igen blev hendes tur til en ny gang sengehygge sammen med oprørsgeneralen - om nogensinde!
Hvis hun selv kunne gøre noget til det, blev hun aldrig en gave til "Dada" - hendes fisse skulle ha" pik - masser af pik - masser...
Torry beordrede hvil nu man alligevel var standset op.
Man fandt cigaretter og flasker frem, mens et enkelt par - Della og Pete Zylanski fik sig en "missionær-omgang", skønt negerfissen brokkede sig over, at ligge på ryggen på flodbreddens skarpe sten. Men pilotens store violethovede pik overbeviste hende om, at det ville være smerten værd.
Tvillingsøsterene fik omsider lov at lege "sygeplejersker" for de piskede mænd. Yvonne mængede sig imens ind på Torry og spurgte om han var tilfreds med hendes arbejde.
- Nyder du den slags, Yvonne? spurgte han uden omsvøb.
- Ja Kid! En mand skal enten være stærk, virkelig stærk, eller også må han krybe, svarede sadistluderen uden omsvøb.
-... og du tror du klarer det hele, ik"? spurgte hispanoløjtnanten listigt.
-Ja...
Uden varsel ramlede Torry hende en flad øretæve så hun væltede omkuld og slog hovedet i en skap sten så blodet piblede frem og fedtede hendes ellers så velplejede ræverøde hår.
- Vær aldrig sikker på noget, tæve! Gi" mig din din pisk, kvikt, snerrede løjtnanten med skinnende øjne og rakte befalende højre hånd frem.
Hun gav ham uden tøven pisken.
- Og nu smider du hver eneste trævl, bastardluder, knurrede han ondskabsfuldt.
Uden et ord rejste hun sig og begyndte at klæde sig af. Hun var ikke blevet kønnere at se på siden sidst, men der er
noget fascinerende over hendes krop, den er mælkehvid og pæn - men...
Yvonne var ikke den eneste der havde forstand på at bruge en pisk. Det beviste løjtnanten det næste par minutter. Beviste at han ikke havde glemt sine færdigheder fra "special-afdelingerne" i Korea og Vietnam, hvor kun tilståelser fra fanger talte. Metoderne talte man ikke om!
På trods, hvad piskesnertene gjorde ved Yvonnes mælkehvide krop skreg hun til ham om at forsætte og forsætte, længe efter at han havde kastet pisken fra sig og var gået i gang med at kneppe hende regulært. Hun var på det nærmeste bevidstløs, da han omsider gav hende fred, og rasende kastede pisken langt ud i flodens snavsede, slimede vand. Han slentrede hen til Della, der netop var færdig med piloten og gav hende besked på at sutte ham til orgasme.
Dette gjorde hun gerne. Alt i hendes tilværelse drejede sig om sex!
Fisse og pik eller fisse mod fisse - hun var med på alt uden forbehold!
De to "bøsser" holdt vagtsomt øje med såvel tornysteret med stålkassen, som Mario stadig havde på ryggen, som de to piskede mænd, der udvekslede meget sigende blikke, når de troede ingen så det.
Løjtnant Kid Torry, den stenhårde hispano havde reddet sig et par dødsfjender!
Men snart var pausen forbi. Torry beordrede marchformation. De to piskede mænd kunne omend med stor vanskelighed bære deres egne grejer, og ville ikke være delingen til større besvær. Men Yvonne - den fhv. top-stripper fra Broodway, hun hverken kunne eller ville gå nogen steder.
Nico, der på trods sit drikkeri var en af de mere fornuftige af os, var sendt forud som spejder, mens vi andre gjorde klar til opbrud, havde måske kunne tale Torry til fornuft. Og sergenten der for øjeblikket langtfra var på talefod med sin "bøddel" havde måske også under normale omstændigheder kunnet. Vi andre var for bange eller i løjtnantens sold.
- Yvonne, din forbandede horekælling, kom på benene, brølede han og sparkede brutalt til hendes nøgne piskestrimede krop, sparkede hende i ryg, bryster og mave, uden at der kom andet end klynkeri ud af det.
- Jeg kan ikke, Kid! Bær mig eller efterlad mig her, stønnede hun opgivende.
- Vi efterlader ingen levende, Yvonne! søgte han at peppe hende op, mens han ligesom tilfældigt fingerede ved sin maskinpistol.
- Men døde, hva"? spurgte hun skræmt og søgte at komme på benene, men de ville ikke bære hende.
- Netop, skat! Kan du gå? spurgte han nådeløst og tog ladegreb på maskinpistolen.
- Jeg ville gerne - men...
- Kedeligt, brummede den magre mørklødede hispano næsten hviskende og lader ligesom tilfældigt maskinpistolens munding pege på Yvonnes store tunge hængebryster.
- Du vil da ikke, Kid, skreg Yvonne hysterisk, idet hun påny søgte at rejse sig. Det lykkedes næsten, før hun jamrende og stønnende faldt tilbage.
En olivenfarvet finger trykkede let om en aftrækker, og maskinpistolen under Torrys arm brølede - rat-rat-tat-tat-rat...
Yvonnes allerede stærkt mishandlede krop blev sønderflænget af svære projektiler, mens et vildt uartikuleret skrig steg op fra hendes strube. Den stenede flodbred sugede begærligt hendes blod .
Hun var død længe inden Torry slap aftrækkeren.
Ingen i gruppen havde vist troet at Torry kunne være SÅ barsk - men nu havde vi set det. Fremover ville det være enten eller...
- Alarm, alarm...
Nico kom halsende tilbage fra sin fremskudte position. Han havde løbet så stærkt at han næsten ikke kan få vejret, men omsider kunne han mumle: - Tre motorkanoer med mindst 30 mand ombord er på vej op ad floden. De hørte skyderiet! Hvad betød det i øvrigt?
Zylanski fortalte det, men det rørte tilsyneladende ikke den gamle commando’s, eller også var han en mand der ikke viste sine følelser, når andre så det!
I stilheden der fulgte meldingen kan vi alle høre den tydeligere snurren fra flere påhængsmotorer.
Der behøvedes ingen ordre - vi røg i
dækning i underskoven, afventende hvad der ville ske...
Måske hvis???















7.Kapitel

Hvis vi forholdt os helt rolige ville kanoerne måske sejle forbi uden at opdage os - det var, hvad vi alle håbede, men kun de færreste troede.
Lyden af påhængsmotorerne, der gik på laveste omdrejninger, bliver højere og højere, som bådene kommer nærmere vort skjulested. Vi ligger lige i kanten af underskoven på en lang række med Torry på den ene fløj og Nico på den anden. Jeg selv ligger ved siden af dene ene tvillingsøster, der dårligt kan finde ud af hvilken ende af maskinpistolen hun skal holde i, og hvilken man skal sigte med. Jeg viste hende det, mens hendes søster på hendes modsatte side ivrigt fulgte med i instruktionen.
- Tak, Len, smilede hende der er nærmest, da hun så nogenlunde har lært at holde kuglesprederen så den i al fald ikke er en fare for hende selv. Maria og jeg skal vise dig vor taknemlighed, hvis vi overlever.
Jeg tog ladegreb på min ikke helt moderne tjekkiske maskinpistol. Jeg havde pludselig fået en tredie ting at kæmpe for - FISSE!
De to andre var ganske vist ikke mindre vigtige - LIVET og chancen for at være den der levede længst og scorede de 5 millioner i Marios tornyster.
Den forreste kano dukker pludselig frem bag et buskads på flodbredden. Den er omkring 40 meter fra hvor jeg ligger og trykker. Den er sine 15 meter lang og i forstavnen er monteret et maskingevær, som en mulat knæler bag med fingeren på aftrækkeren. Bag ham sidder hans kammerater, to og to med deres rifler mellem knæene. I agteren sidder endnu en mand bag et maskingevær ved siden af rorgængeren. Der er 10 eller 11 mand ombord.
Vi 14 i skovbrynet ligger dødstille - men...
Men der er en af os, der ikke har skjult sig - den døde Yvonne!
Fra båden har man observeret liget, der ligger og skvulper i vandkanten, kun omkring 20 meter fra vort skjulested, og styrer direkte mod det, netop som endnu en kano dukker frem bag buskadset.
Der bliver udvekslet instrukser på et syngende sprog mellem de to både - længere nede i vor kamplinie havde Carlos genkendt sproget, som sit modersmål - spansk! Og mændene som sine landsmænd velvilligt udlånt af Castro, som en venskabelig gestus mod Zaroccos officielle præsident, den fhv. postmester.
Mændene i de olivengrønne lærredsuniformer er tydelig nervøse, og deres nervøsitet bliver ikke mindre af, at en tredie båd med delingens kommanderende officer dukker op. Han siger en masse i en meget ophidset tone, og hans ordrer bliver først bragt til udførelse, da et af maskingeværerne i hans kano ligesom tilfældigt bliver svunget omkring i retning af de to andre både.
Disse to sætter straks kursen ind mod bredden, mens den tredie med officeren bliver liggende en 30-40 meter ude på vandet med maskingeværerne rettet ind mod land.
Yvonnes mishandlede lig skvulper let i strandstokken, da de fladbundede kanoer glider op på breddens grus på hver sin side af hende, og alle på nær maskingeværskytterne og rorsmændene hopper ud, og i et kort øjeblik spærrer for maskingeværskytternes skudfelt mod junglen.
Torry ser muligheden, og brøler af sine lungers fulde kraft, "Fyr"!
En halv snes maskinpistoler af forskellig kalibre åbner ild næsten samtidig og høster uhyggeligt blandt de grønklædte mænd.
Della rejser sig og løber skrigende ind i junglen, netop som officerens båd åbner ild med sine to svære maskingeværer, på trods at disses skudfelt går ind over hans egne mænd på strandbredenne. Et par cubanere, der endnu kan stå på benene bliver hakket til kødfars af sine egne. Cuba har folk nok. Sporilden følger efter den flygtende Della, men hun er heldig at en trærod spænder ben for hende. Hun nøjes med at få et dybt kødsår i skulderen af en richoterende kugle.
Enkelte af de landsatte soldater søger at sætte sig til modværge, men det er forgæves. De mejes ned enten af de få salver vi får ind, eller af deres egne, der ikke har spor imod at ofre dem, blot de ikke selv ryger med i købet.
Maskingeværskytterne i de to "landgangsbåde" er sammen med deres kammerater røget hensides Karon i den koncentrerede ild. Carlos og Mario ser pludselig chancen til at spille helte. De rejser sig på hug og piler pludselig hen mod den nærmeste båd, alt mens den store cubaner slynger håndgraneter i retning af båden ude på vandet. De rammer ikke, men rejser store vandsprøjt, der kan virke skræmmende og muligvis forveksles med artilleri.
De er næsten henne ved bådene, da Mario udstøder et skingert skrig og griber sig til skulderen, hvor blodet vælter frem. Carlos drejer hovedet, og ser ikke hvad der rammer ham. Rorgængeren i båden, der ligger mindre end fem meter væk, er hullet som en si, men mærkværdigvis nok stadig ved bevidsthed, og da han ser to mænd nærme sig løfter han med svage hænder sin Parabellum Automatic og trykkede af før blodtab fik hans hjerte til at standse. Carlos gjorde sin landsmand selskab til dødsriget med en kugle gennem hjernen.
Med besvær fik Mario sig slæbt hen til sin ven, og hans hulken og skrig lød som en kvindes, da han opdagede, hvad der var sket med hans "mand". Men så tog soldaten over og tanken om hævn blomstrede op i hans narkotikaødelagte hjerne. Han mavede sig videre over strandbreddens sten efterladende en fed rød blodstribe efter sig.
Fra vor dækstiling skød vi så vore våben næsten glødede for at holde mændene ude på vandet i ro til den lille italiener var kommer i besiddelse af et maskingevær. Enkelte af dem var modige, og døde af det, mens Mario på trods endnu et par skudsår stædigt fortsatte.
Officeren ude på vandet følte pludselig hvor det bar hen og gav ordre til hurtig retræte - men for sent!
Mario åbnede en voldsom og tilintetgørende ild mod båden, uden at bekymre sig om sin egen sikkerhed.
Et eller andet eksploderede - antagelig reservebenzintanken eller sådan noget. Endnu et par soldater røg hensides og officeren, der var let kendelig på grund af sin fine kasket, måtte selv i gang bag det bageste maskingevær, for efter bare et par sekunders forløb at blive på det nærmeste savet midt over, af Marios ellers ikke særlig velrettede salver.
Båden drev hjælpeløst med sin last af døde og sårede ned ad strømmen, da Marios seneste salve havde knaldet såvel rorgænger, som sat motoren ud af drift.
Den lille hårdt sårede mand var som besat, og der var ingen der vidste, hvad han kunne finde på i sin nuværende tilstand - og han havde stadig tornysteret på ryggen.
Tornysteret med 5 millioner dollars - en af de ting vi havde at slås for.
Nu båden ude på vandet ikke længere var nogen potientel fare vovede vi os andre frem af dækningen.
Et sted bagude jamrede Della over sit forholdsvis ufarlige sår.
Nico, den gamle commando-veteran havde fået et strejfskud i tindingen og havde udbedret skaden så godt det lod sig gøre med et tørklæde - han lignede en pirat fra en gammel B-film, som han stod lænet mod et træ med sin uundværlige ginflaske for munden, og sin rygende sten-gun hængende over brystet i sin solide gamle læderrem.
"Tokio-Johnny" var oversprøjtet med blod fra en falden cubaner, der havde søgt at stormløbe vore stilling og først var standset, da japaneren havde boret en kniv i brystet på ham. Selv havde jap"en ikke en skramme.
Doc Raul havde skinnende opspillede øjne, som havde han givet sig selv et "skud" i kampens hede, også han var uskadt.
Og sådan dukkede de op - en efter en, Zylanski, Mike, Blacky, Baby, og jeg med tvillingerne - kun Torry rejste sig ikke. Hele hans ryg var flået op af kugler. Der var et forbavset udtryk i hans døde ansigt.
Han havde sikkert undret sig over, at der var kommet et angreb bagfra, når der tilsyneladende kun var de fjender der var ude på floden - men...
Hvem var det der havde pløkket løjtnanten? Doc Raul eller Mike? Eller måske en helt tredie, der mente at han var største hindring i kapløbet om millionerne. 5 millioner dollars!
På vej ned til bådene fandt vi adskillige sårede mellem cubanerne, og flere ønskede at overgive sig. De fik ikke en chance, de fik hovedet smadret med en maskinpistolkolbe eller en kniv i indvoldene. Vi havde rigelig i vore egne bekymringer.
Vi nåede at takke, den lille italienske bøsse, Mario, førend han med en rallen udåndede og blev smidt ud i floden som fiskemad, minus tornysteret, som Doc Raul fik ansvaret for, vogtet af Mike og Pete Zylanski"s falkeblikke.
De to strandede kanoer var stadig i sejlbar stand. Den tredie var forsvundet ned ad strømmen med sin last af døde, sårede og stadig kampberedte soldater.
Vi begyndte at "skrælle" ligene for udstyr, da det havde svundet ganske pænt i vort eget sparsomme ammunitionlager under den korte, men voldsomme kamp, og herunder opdagede vi endnu et lig, der var i live - en pige!
Men hun var så hårdt såret at hun ikke kunne være os til nogen glæde, så Tokio fik lov at sprætte maven op på hende med sin bajonet.
Nico havde straks som den gamle veteran han var, sat sig i besiddelse af den ene båds agter-maskingevær og holdt et vagtsomt øje med, hvad der måtte vise sig ude i strømmen. Der dukkede ingen menneskefjender op, men masser af krokodiller, der delikaterede sig på ligene vi smed ud til dem, og disse lod han spise i fred.
- Jeg har højeste ancenitet, sergent! hører vi pludselig Pete Zylanski snerre.
- Og ved du, hvad, Zylanski! Jeg vil skide på om du så var general. Jeg har kommandoen nu, forstået? hører vi Mike give ligeså barsk igen.
- Det er opsætsighed mod overordnet, sergent. Torry var inde på at De burde skydes for Deres perverse optræden, og nu...
- Kære Zylanski, se Dem lige omkring, svarede Mike engleblidt.
Piloten gloede forstenet. Doc Raul og "Tokio" stod lige bag ham med deres maskinpistoler i anslag.
- Je, jeg, begyndte han tøvende.
- Følger med som turist, okay? spurgte Mike iskoldt.
- Ja, men tro ikke det sidste ord er sagt i denne sag, sergent - når...
- Det taler vi om, når vi kommer tilbage til civilisationen, Zylanski, afskar Mike al videre diskussion.
Sydende af raseri gik flyver-løjtnanten hen og søgte trøst i den sårede Dellas selskab. Hun trøstede ham på den eneste måde hun kendte - med et skrald fisse!
Vi andre havde travlt med at gøre klar til opbrud. Det ville være klogt at være meget langt væk, når regeringstropperne opdagede at vi havde slagtet en af deres fremskudte patruljer - meget langt væk!