Obiel var en af de største mænd Benzon nogensinde havde set - et pænt stykke over syv fod og en kropsstruktur, der svarede til højden, og så var han pilskaldet som en bowlingkugle - kun tænderne og øjenhviden stak af mod alt det ibenholtsorte i det flakkende skær fra en olielampe - han havde kun et par lasede shorts på og i en snor om halsen dinglede en bowiekniv med blodpletter på læderskeden. Hans øjne var mistroiske, selv om hans mund smilede. Benzon besluttede sig for at holde et mere end vågent øje på ham - han kunne ikke lide fanatikere uanset hvilken hudfarve de havde.
Hans mænd - fem ialt, var en sørgelig samling.
Magre, forhutlede og med rygge mærkede af pisken. Mænd der om de mistede lederen Obiel nemt ville kunne dirigeres tilbage i flokken. Den ældste et gråhåret mulat blev præsenteret som, Tommy, mens de tre næste der var i trediverne gik under navnet "Black Brother"s, mens den sidste kun var en stor dreng - han havde det andet gevær, mens de øvrige var bevæbnet med forskellige form for stikvåben.
- Jeg troede, begyndte Benzon, da han så deres sørgelige bevæbning.
- Vi har hævnen i vore hjerter, mister! Det er et stærkere våben end nok så mange geværer og revolvere, svarede den kæmpestore pilskaldede neger, inden Clark Benzon havde fået talt ud.
- Psykisk, måske, svarede Benzon med et lille skævt smil. - Men kugler er nu mere dræbende end tanker, Obiel!
- Det ved jeg, mister, derfor skal du og jeg også op til minen i nat, sagde negerkæmpen i en nærmest ligegyldig tone.
- Og hvad, Obiel? spurgte Benzon prompte.
- Ordne vagterne og befri vore brødre. Der er ca. 100 arbejdsføre mænd deroppe. svarede negeren og gramsede ugenert på Nonni, der var gået over til ham, som han stod lænet mod hulens ujævne klippevæg gumlende på en tændstik mellem de stærke tænder. Hun
sendte Benzon et opgivende blik, der sagde noget lignende: - Han er min mand, så....
- Hvor mange vagter er der, Obiel? spurgte Clark Benzon og lod øjnene vandre rundt i den vel fem gange ti meter store hule med en fem-seks meter til loftet.
Mændene havde ikke særlig mange bekvemmeligheder - kun et knippe stridt græs hver at sove på og det tøj de stod og gik i. Fugten silede hele tiden våd og kold ned over væggene - alt i alt et meget usundt sted at opholde sig ret længe. Flere af mændene havde da også snue.
- En snes stykker og så formand Pierres fem minører, svarede negeren og borede en tyk stiv finger op i Nonnis næsten hudløse gennemkneppede fisseepalte
-Du har stor tiltro til mig, Obiel - en26-27 mand mindst! gryntede Benzon, mens en begyndende vrede murede i ham. Negerkæmpen kunne da godt lade være at demonstrere sin ejendomsret så åbenbar - Nonni havde slået øjnene ned. Hun generede sig.
- Du skal ikke dræbe dem allesammen - alene, Mister! Jeg vil være med dig og når vi først har befriet vore slavetrællende brødre, så...
Benzon kunne ikke lide det. Mænd der havde opgivet håbet var som oftest ret apatiske - til en begyndelse i al fald, og inden de fik smag for blod var det måske forsent - vagternes winchestere ville have kunnet decimere deres antal betydelig inden det hele var kommet i gang - og folkene nede i teltlejren ville nok ikke lade deres kolleger i stikken, når først alarmen var gået - Obiel og han ville komme til at spille mod store odds!
Men havde han noget valg?
Han kunne ikke selv se nogen - ikke nogen han ville slippe levende fra i al fald. Stak han af nu ville han ikke kun have "Enstjernehæren"s rebelsoldater efter sig - han ville også have denne bande af sorte hævnere efter sig. Der var nok ikke andet for end at han blev og tog tingene i den rækkefølge de kom - og håbe at overleve....
- Javel Obiel! Og hvornår starter vi? spurgte Benzon den store sorte mand, hvis hud glinsede som poleret ibenholt i skæret fra olielampen.
- Lige efter midnat. Vagten ved hegnet vil være midt i sin fire timers tørn og sikkert stå og sløve den et eller andet sted. Vore brødre er jo låset inde i en blind sidegang og hans kollegaer vil sove som en flok
fordrukne svin i en anden, svarede negerkæmpen der var gået i gang med at fingerkneppe Nonni med en finger, der fyldte næsten ligeså meget som en pik i hendes hudløse fisse - men som var betydelig mere knortet og brutal. Hun klynkede af smerte. Benzon måtte gylpe et par gange for at dæmpe sin vrede. Pigen havde hjulpet ham af med spændingen, og nu var der ingen grund til at hun blev straffet for sin venlighed.Afdæmpet sagde han: -Hun er træt, Obiel. Hvad med at lade hende vente til, bagefter!
Negerens øjne lynede ondt og Benzons hånd var allerede på vej mod revolveren - men så flækkede 0biels ansigt i et grin - der bare ikke nåede øjnene, og han sagde: - Du har ret, Mister. Obiel må have en udhvilet kvinde!
Nonni sendte sin store elsker et skræmt blik, men hun sagde intet og gik hen og satte sig på en af græslejerne. Hun var bange. De to mænd ville have brug for al deres gejst til den tilstundende kamp - men bagefter!
En af "Black Brother"s kom tilbage fra et kig ud i det fri og kunne fortælle skræmmende ting.
Lejren var i vildt oprør - patruljer og vagter myldrede overalt med fakler og lamper. Man ledte tilsyneladende efter de to drengesoldater, der lå som stive kolde lig ude i forhulen, og Clark Benzon. Man var tilsyneladende sikre på at de endnu opholdt sig et sted i nærheden, da der ikke var forsvundet heste.
Der havde også været uro oppe ved minen, men "negerbroderen" kunne ikke fortælle nærmere om dette, da han ikke havde turdet forlade sikkerheden bag stenene ved indgangen. Han havde hørt råb og larm.
Obiel bandede.
- Satans, Mister - det bliver farligt...
- Vi skal alle dø en gang, Obiel, svarede Benzon i en ligegyldig tone og harklede sig. Han kunne godt bruge en cigar og en slat whisky i øjeblikket. Det ville have virket beroligende på hans opflossede nerver.
- Obiel vil ikke dø - jeg...
Clark Benzon blo spottende og sagde: - Du drømmer vel ikke også om det hvide hus i Washington?
Et øjeblik lynede hadet i negerkæmpens sorte øjne, så gled der ligesom en hinde for og han svarede leende: - Selvfølgelig ikke, Mister - jeg vil kun være den første sorte guvernør!
Benzon svor lydløst. "Politik, føj for helvede"! Højt sagde han: - Jeg føler mig beæret over at skulle slås sammen med en guvernør, Obiel!
Negeren grinede som en grizzly - djævelsk og ondt! Han havde tid at vente. Men når tiden var inde...
Benzon læste negerens tanker som en åben bog og vidste, hvad der ventede ham om han ikke var beredt, når og hvis negerkæmpen fik overtaget. Hans skæbne ville ikke blive mindre grum, end den rebelmajoren havde tiltænkt ham. Negeren hadede alle hvide, men var for øjeblikket nødt til at affinde sig med en af "de hvide djævle". Men senere...
De øvrige medlemmer af banden af flygtede slaver forholdt sig tavse. De var kun redskaber for den til enhver tid bestemmende.
Benzon bortjog tankerne om de triste fremtidsudsigter og begyndte i stedet at tænke på det kommende.
Han havde en revolver - men den ville nok være til mere besvær end gavn under et raid, som det 0biel og han skulle ud på.
- Obiel, sagde han. - jeg tror ikke en revolver er noget godt våben, når man skal kæmpe lydløst!
Negeren grinede og svarede: - Lån bajonetten på Arons gevær. De hvide svin vil have godt af at smage deres eget stål!
Drengen overlod lidt modvilligt Benzon geværet for at han kunne afmontere den tveæggede bajonet. Den var temmelig lang og uhåndterlig, men den ville dræbe lydløst i modsætning til den gamle Remington-revolver, der ville larme som en mindre kanon, når den gik af.
Benzon smilede grusomt, da han lod en finger glide først langs den ene skarpe æg, så langs den anden - den der fik dette knivsblad i sig ville ikke have store chancer for at overleve - det var en dræbers våben!
Han kastede geværet tilbage til drengen, der ivrigt greb det. Benzon spekulerede et øjeblik på om han skulle efterlade revolverbæltet i hulen, når han skulle på menneskejagt med den pilskaldede Obiel - men bestemte sig så for at beholde skyderen - for alle tilfældes skyld!
Med jævne mellemrum sendte Obiel en mand ud til hulens indgang for at rapportere om situationen. Som tiden gik trappede man ned. Enten havde man accepteret at flygtningene var borte, eller også ville man afvente morgengryets komme, så man havde dagslyset at operere ved - men vagterne forblev fordoblede - også oppe ved minen - hvor der havde været en del uro. Fangeslaverne havde åbenbart vejret morgenluft. Følt at der var noget i gære.
Der var en sitrende spænding i den beklumrede fugtige klippehule - en sitrende spænding mellem de syv mennesker der opholdt sig i den, der når som helst kunne eksplodere i indbyrdes voldsomheder - om de ikke fik afløb for den på anden måde.
Ingen af dem havde ure, men alligevel vidste Obiel tilsyneladende præcis, hvornår det var midnat.
Han havde netop en stund travet op og ned ad det ujævne stengulv, som en grizzly i bur, da han pludselig standsede op og vendte sig mod Clark Benzon, der havde smidt sig på en af græslejerne - han kunne jo ligeså godt hvile en smule, når der alligvel ikke var andet at tage sig til, og sagde: - Så er det tid, Mister! Du skal vide jeg ikke elsker dig - men lad den bedste sejre!
Benzon bemærkede hans ordvalg og kunne ikke lide det. Negerkæmpen accepterede ham som et redskab til at bekæmpe den fælles fjende - men bagefter!
Benzon var ikke sikker på hvilken skæbne han ville have foretrukket om det var kommet til et valg.
Slavetilværelsen for major Sylvan og hans sydstatsgalninge, eller den Obiel havde tiltænkt ham - men han håbede inderligt at der også ville vise sig en tredie udvej - friheden!
- Vi vil sejre, Obiel, svarede Benzon i en ligegyldig tone, han fandt det ikke smart at tirre negeren for øjeblikket - senere, måske!
- Kom, mister - vi er gået, knurrede kæmpen og gik mod udgangen med Benzon i hælene. Han så sig ikke tilbage. Han følte sig sikker på både sine kumpaner og sin hvide våbenfrænde - de havde et fælles mål at kæmpe for - friheden!
Natteluften var frisk og kølig efter opholdet i den fugtige hule.
De to mænd krøb sammen bag de store sten ved udgangen og så sig forsigtigt om i det svage stjernelys.
Her og der flammede bål og patruljer traskede rundt med lysende
fakler i hænderne og fingrene på aftrækkeren - luften var ladet med spænding. De tre mænd var tilsyneladende forsvundet op i den blå luft i denne skarpt bevogtede fjerne dal - en fysisk umulighed, men alligevel var de borte. De fanatiske drengesoldater og Clark Benzon.
Knægtene var døde, mens Clark Benzon i højeste grad var live - i live og tørstende efter hævn.
Solgt som en umælende stud til et umenneskeligt slid - det var en forsmældelse der kun kunne sones med blod!
- Vi må op til hegnet, Mister. Du går først! hviskede negerkæmpen med en stemme, der lød som havde han småsten i halsen: - Afsted.
Benzon trak vejret dybt og smuttede så afsted på nøgne fødder og bajonetten mellem tænderne.
Hvert sekund ventede han at høre et brøl og mærke bly slå ind i sin krop - men intet skete og så var han påny i dækning bag en klippeblok en snes meter fra huleindgangen. Hivende efter vejret kastede han sig ned og ventede med hjertet hamrende som en damphammer.
Ovenover sig hørte han en mand hoste længe og vedvarende. Der var åbenbart andre end Benzon der havde tobakshoste. En skygge kom glidende og så var Obiel ved hans side. Han trak vejret helt ubesværet. Han sendte Benzon et snehvidt tandsmil og hviskede: - Nervøs, Mister!
Benzon vrissede og sagde dæmpet: - Hvad med at spare på energien, Obiel!
Negeren svarede ikke, men lagde en hånd på Benzons arm og pegede ud i mørket.
En patrulje på tre mænd var på vej op nede fra lejren. De gik i gåsegang med geværerne skudklare i hænderne. En af dem røg på en cigaret og en anden talte med høj og skinger stemme. De var tydelig nervøse.
- En ny sikkerhedsforanstaltning, gryntede negeren. - Godt vi opdagede dem i tide.
Benzon svarede ikke og patruljen passerede deres skjulested i en afstand af en 3O-4O meter og forsatte ad den ujævne sti til den indhegnede plads foran minen, hvor de udvekslede et par ord med de to vagter, inden de gik tilbage ad samme vej de var kommet.
Negeren ville helst have slagtet de tre uforsigtige soldater med det samme, men Benzon fik ham fra det. Vagterne oppe ved minen kunne risikere at høre kamplarmen og alarmere sine sovende kolleger, og de holdt antagelig også øje med patruljen til den var tilbage i lejren igen - Obiel gav knurrende Benzon ret, selv om hans iltre sind ønskede noget andet. Hvidt blod - djævelblod!
- Vi venter, Mister. Vi giver patruljen ti minutter, så....
Negeren gjorde en sigende bevægelse hen over struben. Benzon nikkede og de satte sig til at vente i den kølige luft og lyttede til nattens lyde.
Et sted brølede en urolig ko - vagten over dem fik et nyt hosteanfald, der gjorde Benzons tobakshunger større. Han måtte snart have en smøg - en smøg og en drink! Det kriblede i hans hals af længsel - men han havde held til at kvæle den tørre kvækkende hosten, der var på vej. Vagten hostede igen.
Nede i teltlejren smed nogen mere brænde på et af bålene. Vagterne skulle åbenbart have sig en kop kaffe.
Patruljen forsvandt ind mellem teltene dernede og de to mænd oppe mellem klippeblokkene hørte dem blive råbt an af en vagt. Der var tilsyneladende nerver på.
Negerkæmpen og Benzon begyndte en langsommelig opstigning mod den pigtrådsindhegnede plads foran minegangen. Forsigtigt sneg de sig frem - næsten lydløst! En gang smuttede en sten under Benzons nøgne fod og en mindre lavine af småsten raslede ned ad skråningen.
Vagterne ovenfor blev nervøse og kaldte på hinanden, men blev så efter et par minutter enige om at det sikkert var et dyr af en slags og sank tilbage til deres tidligere sløvhed efter at have fået ild på deres nyrullede cigaretter og nippet til whiskyen i den enes feltflaske.
Sløve passede de deres dont lidet anende at døden nærmede sig - døden i form af to hævngerrige mænd.
To mænd der havde sat sig for at redde fangeslaverne oppe i minen - ud fra hvert sit motiv!
Negerkæmpen Obiel havde en drøm om at blive guvernør, mens Clark Benzon ville være tilfreds med friheden og det han var blevet berøvet inden han så ydmygende var blevet solgt som slave.
To hævnende dræbere....