l. Kapitel

DØD ELLER LEVENDE

Røgen drev tæt under det høje loft. Glas klirrede og mænd bandede eller gryntede alt efter hvilke kort de fiskede op fra bordet. Roulettehjul snurrede, mens Black Jack-bankørens monotone stemme fortalte, hvordan spillet udartede. Det var en almindelig lørdag aften i "Vognhjulet"s spilleafdeling.
Clark Benzon, der sad ved et firemands bord midt i det overfyldte røgfyldte lokale, følte sig i sit rette element ved et godt pokerbord med kvalificerede modspillere, der ikke var bange for at satse eller tabe!
På det sidste var det ham selv, der havde måttet vise sig som den gode taber. Det var ikke nemt for en mand som han, selv om han kendte spillet bedre end de fleste og vidste at ville kortene ikke hjalp det ikke. Man kunne prøve at bluffe, men var modstanderen en god og modig pokerspiller gjorde man klogest i at passe og glemme spillet den aften. Og det havde sikkert også været det klogeste for Clark Benzon den aften - i al fald var han sluppet for en masse problemer senere. Han havde aldrig været en mand der lyttede til fornuftens stemme - ikke ret længe ad gangen, hvis dens forslag var kedelige.
Foreløbelig havde spillet vel kostet ham omkring 1000 dollars plus det der var i puljen for øjeblikket vel en 500 af hans egne penge men...
Manden der sad til venstre for ham havde måttet bløde endnu mere - vel omkring et par tusinde, eller omtrent det samme som manden til højre, der var en typisk rancher ude på vift, men ingen af disse mænd interesserede Benzon noget videre - de var amatører, der brugte spillet som tidsfordriv, og som nok skulle vide at trække følehornene til sig om spillet udviklede sig faretruende - mænd for hvem et par tusind dollars var ret så store lommepenge. Som sagt mænd, der kendte deres besøgstid - standsede mens legen var god. De havde ikke lyst til at miste deres hårdt sammenarbejdede ranche og begynde forfra som cowboys.
Næh, det var den tredie mand, der sad lige overfor ham, der interesserede ham. Han var omkring de halvtreds og havde et fyldigt sølvgråt hår, et forfinet ansigt med en bleg hudfarve, der røbede at han trivedes bedst i et spillelokales kunstige lys og sov dagene, mens solen stod højt på himlen, væk, og et par listige hårde mørkegrå øjne under buskede øjenbryn af samme farve som håret. Han var klædt i et lysegråt flanelskostume med blomstret rød vest og hvid kniplingsskjorte. Han brugte en forniklet Derringer som vægt på sin prangende seddelbunke. Han kaldte sig Sling, men om det var hans rigtige navn vidste Benzon ikke.
Begge rancherne havde trukket sig. Spillet var ved at udvikle sig for hårdt efter deres mening.
Benzon studerede sine kort - et fuldt hus med konger og damer - det var slet ikke så tosset, og han vidste at klør es lå ude i ""afkastet" - så det så slet ikke så tosset ud, selv om den anden selvfølgelig stadig kunne have noget der effektivt "jordede" hans eget hus!.
Han lænede sig tilfreds tilbage mod ryglænet af den stive træstol og tog sig en slurk whisky af det nussede glas, inden han atter plantede den tynde sorte cigar i mundvigen og pustede en fed blå røgsky ud i lokalet og kiggede over på modstanderen med en ligegyldig mine, som ragede det hele ham en papand - en papand til mindst 2000 dollars i rare knitrende sedler.
Penge der ville fylde rart i hans efterhånden slunkne beholdning. Hvad havde han tilbage? Måske 1000 dollars og modstanderen kunne om han skulle være barsk køre ham helt på røven i et af et spil eller to, hvis han ellers havde psyken til det -lod Sting til at have.
Han var ligeså upåvirket og kold som Benzon – to værdige modstandere, hvis højeste mål var at blanke modstanderen af til sidste cent! Bagefter ku" man måske give en drink eller to til taberen – man var vel en god vinder!
- Følger dig og sætter 100 op, gryntede den sølvhårede mand på den anden side af bordet og skød summen ind i puljen, der var en skønsom blanding af dollarrmønter, jetons og sedler. I "Vognhjulet kunne man spille med hvad man ville, forudsat at parterne var enige på forhånd, for værten, Joe "Skalleknuser" Cash, hadede ballade og var normalt mand for at sætte muskler bag sine ord om det krævedes. Men i aften gik alt fredeligt for sig. Ingen havde gjort vrøvl over spillet, hverken ved rouletterne, Black-Jackbordene eller ved de mange pokerborde rundt langs væggene.
"Skalleknuseren" havde trukket sig tilbage til øverste etage, sammen med en af dansepigerne inde fra show-afdelingen. Alt tegnede til at blive en af de aftener han elskede og som Towertown"s aldrende stivbenede sherif Bill Thacher ville notere som usædvanlig fredelig - endnu!
Klokken nærmede sig midnat! og flere og flere trak sig tilbage - enten for atgå hjem til konen eller finde sig en "hyggedame" at dele natteleje med.
Lørdag aften var det svært at finde ledigt kvindekøn der vidste hvad de havde fået slidsen til og umuligt, hvis man var for sent ude. Det var de færreste, der ønskede "selvbetjening", når der nu var lejlighed for "servering" og det var jo immervæk bedre at få den stive i klemme i en dame - uanset hvor gennemkneppet hun var, end at gøre det selv med hånden - selv om eventuelt kunne gøre det med venstre, for at få "fremmed".
Benzon ville måske også have tænkt på dette, hvis han ikke havde haft så meget i klemme i pokerspillet.
Fisse kunne han altid støve op, mens det måske lå tungere med at få sine penge tilbage fra Sting, hvis man først havde trukket sig tilbage en gang. Nu tænkte han kun på spillet. Ved et spillebord i et røgfyldt lokale med masser af mennesker, der følte han sig i sit es, selv om han vidste det var skide usundt og gav ham gentagne hosteanfald.
Men intet skulle få ham til at ændre sine vaner - man levede jo kun en gang og hvorfor ikke få det sjovest muligt - en død mand havde det ikke særlig sjovt, efter hvad Clark Benzon vidste.
- Faldet i staver, Mister? Jeg sagde 100 op, eller du passer måske? drævede den sølvhårede elegante spiller, da han syntes ClarkBenzon var lidt for længe om at gøre sin indsats.
- Slet ikke, Sting, svarede han. - Jeg er ked af hvis jeg har ladet dig vente. Jeg følger og giver den 200 på toppen.
Han lod handling følge ord.
Stings grå øjne betragtede ham kynisk og vurderende. Han gryntede irreteret og svarede: - Jeg følger og gir den 500 mere!
Benzon var ved at tælle sedlerne til forsættelsen op, da han fik en isnende fornemmelse.
En stemme bag ham snerrede ondt: - Så er du ved vejs ende, Mister Garner!
Benzon var på vej til at vende sig mod den den talende, da et skud drønede og manden overfor ham - manden han kendte under navnet Sting havde et nyt øje midt i panden - et nydeligt rundt hul, hvorfra der silede nogle få dråber blod. Hans grå øjne stirrede glasagtige uden at se noget. Han var stendød inden han sank bagover i stolen, der tippede over og hans døde fødder sparkede bordet omkuld i faldet.
Benzon havde hånden på vej mod sin 38.Colt Peacemaker, da en mynIig stemme sagde i et venligt tonefald:- Lad hellere være, Mister. Vi har ingen intresse i dig!
Hånden svævede stadig i luften, da han fik sig drejet sådan at han kunne se den talende.
Manden stod en 3-4 skridt fra bordet med en rygende Colt Army med valnøddeskæfte i hånden. Han så ud til at være et sted i begyndelsen af halvtredserne. Han havde et hårdt vejrbidt markeret ansigt med skarpe lyseblå øjne, et veltrimmet overskæg. Han havde en sort fladpuldet hat trukket ned i panden og var klædt i ternet skjorte, lædervest og lewis. På fødderne havde han støvede støvler med store klirrende sporer. Der var en lys plet på vesten, som havde han på et eller andet tidspunkt haft et emblem eller lignende på den gennem lang tid - som en sherifstjerne, for eksempel!
- Hvad fanden er meningen med at knalde min modspiller midt i et spil poker, Mister Smart? snerrede Benzon truende, mens han ud af øjenkrogene så at adskillige uvedkommende var begyndt at samle mønter, jetoner og sedler op fra gulvet. hvor penge, knuste glas og flasker gennemblødte kort lå i et syndigt rod.
- Denne, gryntede manden og kastede et stykke gulnet sammenlagt papir hen til Benzon, inden han forsatte:
- Kig dig lige om inden du får smarte ideer!
Benzon fulgte opfordringen og så sig om i lokalet. Tre mænd, mexi"er stod på strategiske steder rundt i rummet og de havde alle oversavede haglgeværer i hænderne. Frygtelige våben på tæt afstand.
Benzon vidste hvornår han burde vige som oftest da - og foldede papiret ud med begge hænder og læste teksten under det uskarpe billede af manden han for lidt siden havde spillet med - en nu meget død modspiller. Der stod:


REWARD.
Arnold, Benjamin Coward Leungard, efterlyst for mord, falskspil, hestetyveri og falskspil i Phoenix ønskes indbragt til nærmeste sherif for domfældelse.
Phoenix-forbundsdistrik udlover en dusør på 2000 dollars til den der indbringer ham død eller levende.
Tim Dodson
Forbundsmarshal








- Din satans lus, snerrede Benzon hidsigt, da han havde læst den gulnede plakats tekst. - Satans...
- Den der spiller med slyngler må regne med den slags afbrydelser, Mister! grinede den ældre mand med den fladpuldede sorte hat.- Jeg beklager....
- Og mine penge, Mister? spurgte Clark Benzon i en farlig tone. - Jeg stod til at vinde puljen og...
- Det må du nok snakke med sheriffen om. Lad de sedler ligge, eller....
Bang. Bang.
To skud drønede og kuglerne piskede ned i gulvbrædderne mellem penge, glasskår og gennemblødte kort. Flere tilskuere slap hvad de havde "lånt" og trak sig nervøst tilbage.
Hellere beholde livet end et par tyvstjålne dollars - en død mand havde ikke brug for penge, hvor lettjente de end var!
"Skalleknuseren" - "Vognhjulet"s store vært kom stormende i bar undertrøje med selerne daskende om sin store bag. Brutalt skubbede han alle der stod i hans vej til side og standsede først da han stod ved det knuste bord.
- Hvad satan sker der? brølede han. - Fortæl for helvede eller har jeg som vært ikke krav på at vide, hvad der sker i mit eget hus?
- Den der huser forbrydere må tage de fortrædeligheder dette giver med, Mister! drævede den aldrende mand med Remingtonen, der tydeligvis var dusørjæger. En af Vesten"s mest ildesete jobs.
Et var at være forbryder.
Et andet at være sherif eller forbundsmarshal!
Når disse mødtes var det en naturlig sag at revolveren talte - og sidste ende måske en dommer.
Men mødtes de ikke - så...
Så ville den almindelige mand nok sige, at banditten havde været heldig. De fleste...
Men der var dem der ikke kunne acceptere at tingene var således. De fortsatte jagten efter forbryderen for egen regning. I begyndelsen som oftest af privat hævntørst - men siden...
Myndighederne fik hurtigt øjnene op for dette.
Der var menneskelige svin allevegne, også på den såkaldte rigtige side af lovens til tider lidt sløset opsatte hegn.
Mænd der elskede penge højere end deres medmennesker, og som var ligeglad med hvordan de fik fat i de grønne sedler! Mænd der var parat til at sælge deres mor om det skulle være for ussel mammon.
Snart var efterlysningsplakater en udbredt forteelse og chancen for at tjene en hurtig skilling ved at holde øjnene åbne og lade et ord falde på det rigtige sted var til stede - det havde været den oprindelige mening.
Men som altid var der nogen der snart så en chance til at tjene penge på andres ulykke - dusørjægerne!
Mænd, der ofte ikke var bedre end de mænd de jagede. Mænd der elskede at følge et spor og ikke helme før modstanderen enten var sikkert anbragt i fængsel afventende på sin dom eller lå død med en kugle gennem kroppen.
Mænd der mange gange skød først og stillede spørgsmål bagefter Mændene de jagede var jo tit fredløse desperados, der ville kæmpe for deres frihed til sidste blodsdråbe.
Mænd der var kendt for at kunne trække lynhurtigt, have en kniv i ærmet eller lignende, som disse lykkejægere ikke havde lyst til at efterprøve rigtigheden af. En død mand havde jo ikke megen glæde af en dusør.
Man gik over til at være en rigtig hunter - en jæger, der sneg sig ind på sit bytte og knaldede det ned, når det mindst ventede det. At den fredløse mange gange var skudt i ryggen eller af flere kugler var det de færreste sheriffer der bekymrede sig om.
En død mand gjorde ikke vrøvl og det sparede både dommer og bøddel. Men faktum var at mangen en ulykkelig desperado i første omgang kun var blevet lettere såret og efter overgivelsen kort var blevet ekspederet til de evige jagtmarker af en kugle gennem nakken. En død mand krævede ikke bevogtning døgnet rundt - og man kunne samle flere sammen på en gang, hvis man ellers var heldig eller grådig nok.
Men...
Medaljen havde også en bagside. Bladt ærlige, hæderlige mennesker anså man ikke disse menneskejægere for stort bedre end de mænd de jagede - regnede dem faktisk for en slags menneskelige ådselsgribbe, der tjente penge på andres ulykke - dødens ådselsgribbe!
"Skalleknuseren" tårnede sig op ved siden af den aldrende menneskejæger, der stadig stod med sin revolver i hånden. Hans små griseøjne betragtede ond- skabsfuldt den anden. Det var ikke på grund af sin store intilligens at Joe "Skalleknuser" Cash var blevet ejer af "Vognhjulet", men den omstændighed at hans fader havde været den ærværdige ejer til har døde af lungebetændelse for et par år siden. Sønnen, der aldrig havde udført en dags ærlig arbejde havde været eneste arving, ~ moderen var død allerede mens han var dreng, og havde uden dikkedarer overtaget stedet og forsat sin levivis med slagsmål, druk og kvinder i nævnte rækkefølge. Vredt, snerrede saloonejeren: - Jeg driver et offentlig sted - jeg sorterer ikke...
- Det burde De gøre, mister Cash! svarede den anden mildt og forsatte: - Har nogen sendt bud efter sheriffen, så jeg kan få sagen ud af verden!
Folk holdt sig på ærbødig afstand. Sling havde været fast inventar i "Vognhjulet" det sidste par måneder og de fleste havde på et eller andet tidspunkt enten fået en drink sammen med ham eller et spil poker - han havde været en flink fyr.
Mange troede slet ikke på det der stod at læse på plakaten, som Clark Benzon holdt op til almen beskuelse - morder, hestetyv og falskspiller - hvis han havde vundet fra dem, var det fordi han var skrappere eller havde bedre kort, det var de helt overbeviste om.
- Jeg forlanger erstatning for det der er blevet ødelagt, mister dusørjæger! snerrede den store saloonvært uden hensyn til at den anden stadig havde sin Remington i hånden.
- Navnet er Sharp, Donald Sharp. Hvad angår det ødelagte må De tale med afdødes bo - den side af sagen er mig uvedkommende. Jeg har gjort det loven ikke selv var i stand til at gøre, nemlig at standse Arnold, Benjamin, Coward Leungard - effektivt! sluttede den sortvestede Sharp stadig venlig.
- Afdødes bo!
Den store ikke for intilligente saloonvært smagte på ordene. Han var ikke vant til slige vendinger.
Afdødes bo! Var man død, så var man død og havde ikke en skid mere at skulle have sagt. Nogen levende måtte stå til ansvar!!!
- Nemlig, Mister Cash. Jeg er sikker på at Deres sagfører gerne hjælper Dem med papirerne...
Der lå en tydelig snert af ironi i Sharps stemme nu. Han var sikker på situationen nu.
- Og hvad med mine penge, Mister Ådselgrib? Benzon stemme var kold og ufølsom, som var hans stemmebånd belagt med is.
- De kunne jo prøve samme fremgangsmåde. Er man to om samme sag bliver sagføreren sikkert billigere, forsatte Sharp sin ironi.
- Ikke så kvik i kæften, hr. Ådselsgrib! Jeg hader svin som dig, der tjener penge på andres ulykke. Jeg...
- Hvis jeg var Dem ville jeg vare min mund. Jeg kan ikke lide folk der generer EN fordi man udfører et ærligt stykke arbejde, der skal gøres, snerrede den aldrende Sharp med den fladpuldede hat en anelse hidsigt.
- Et stykke svinearbejde, Sharp! Folk af din slags skulle have en kugle og smides ud som føde for sjakaler og ådselsgribbe - hvis de da ville sætte næb og tænder i noget sådant, sagde Benzon endnu en anelse mere tirrende.
- Hvad satan er De ude på, Mister? Jeg indfanger svin og det er et ærligt stykke arbejde. Jeg kan ikke se hvad De skulle have imod mig. Jeg har ikke gjort Dem noget.
- Truer du, Sharp? spurgte Benzon iskold.
- Hvis, så er du kommet til den rette. Her kommer du og skal spille smart og knalder min modstander midt i et spil, som jeg måske var på vej til at vinde, og nu forbyder du mig at samle mine egne penge op fra gulvet. Hvem tror du at du er?
- En ærlig mand, Mister! Jeg kunne så nemt som ingenting have gaflet alle sedlerne på gulvet - der er vist betydelig mere end den dusør, der var udsat for salig afdøde Leungard, men jeg har ikke rørt dem og også hindret andre udenforstående i at gøre det, svarede Sharp hårdt, mens han lyse øjne flakkede lokalet rundt - på vagt!
- Og mig? spurgte Benzon. - Er jeg også uvedkommende?
- Det må sheriffen afgøre, mister. Jeg er som sagt kun lovens forlængede arm - ikke en domstol...
- Lovens - hæ...
- Hvad mener De, Mister?
- Navnet er Benzon, Clark Benzon, snerrede Benzon og forsatte: - Der var et par tusind i puljen og jeg havde også lidt money liggende på bordet, så...
- Du holder nallerne for dig selv til sheriffen har været her. Siden er det ikke min sag, Mister Benzon. Navnet lyder mig forresten bekendt - måske fra en plakat? den hårde menneskejæger lo skurrende.
- Du er velkommen til at prøve, Mister Sharp! Jeg er parat til hver en tid, snerrede Benzon hidsigt.
Han hadede når nogen tog røven på ham. Mindst to tusind af de penge, der lå spredt ud over gulvet var hans og nu hindrede denne ådselgrib ham i at samle dem op.
- Jeg slås ikke for sjovs skyld, Mister Benzon. Jeg er en alvorlig arbejdnde mand, en...
- En bagholdsskytte, der helst venter til din modstander sover eller er på lokum inden du knalder ham. En luset bastard, det er hvad du er, mister Sharp! Du er en af den slags, som jeg ikke gider diskutere med. Nu tager jeg mine penge og så kan du ellers rende mig i røven - jeg er træt af dig dig, dødtræt...
- De rører ikke De penge, mister Benzon!
Sharp hævede truende sin revolver og Benzon så at fingeren hvilede urokkeligt på aftrækkeren. En forkert bevægelse og så... Farvel, Clark Benzon!
Der opstod uro mellem tilskuerne, og Benzon spekulerede et øjeblik på om han skulle gribe chancen.
Men han tøvede for længe, for pludselig stod sheriffen foran folkemængden. Gammel med furet træt ansigt og hvide hårtjavser stikkende frem under den gamle falmede grå stetson, stod han i sin luvslidte hjorteskindsjakke med tinstjernen på brystet og kiggede på ødelæggelsen og liget.
- Må jeg få en forklaring! En helvedes god forklaring, for jeg kan ikke lide at se lig i min by, snerrede den aldrende sherif sur over at være blevet forstyrret i sin nattesøvn. Han hankede demonstrativ op i sit revolverbælte. I hylsteret sad en gammel slidt Colt Navy med benskæfte.
- Den døde er Arnold, Benjamin, Coward Leungard, efterlyst af Phoenix forbundsdistrikt for mord, falskspil, hestetyveri med mere. Forbundsmarshal Dodson har udsat en dusør på 2OOO dollars for ham død eller levende - efter behag. Jeg anmoder om at få dusøren udbetalt, Mister sherif - jeg...
Sheriffen hævede arrigt hånden og sagde: - Jaså, en ådselsgrib! Hvorfor helvede kan vi ikke blive forskånet for den slags - jeg...
- Jeg gør kun en samfundspligt, Mister sherif - det var den dusør, afbrød dusørjægeren lovmanden.
- Det kan der nu være flere meninger om, Mister. Er der nogen der har sendt bud efter kistesnedkeren? spurgte sheriffen og tog mod det glas whisky, som en eller anden rakte ham. Han tømte det i et drag.
- Jeg forlanger, sherif. Jeg går ikke rundt og skyder folk for sjovs skyld...
- Ikke - sad denne Mister Leungard var det vist du kaldte ham, ikke og spillede poker, da du plantede en kugle i ham? Hvis...
- Han var en rotte og når man udrydder rotter sker det uden moraIske opstød, sherif afparerede Donald Sharp, den ubarmhjertige menneskejæger.
- Et menneske er et menneske til noget andet er bevist. Du er måske en slags Vorherre, Mister Sharp? spurgte den gamle hvidhårede sherif i et ironisk tonefald.
Han nød tydelig spillet for galleriet, når det kunne - ske uden fare for liv og lemmer. Hvis folk med egne øjne så de havde en god sherif stemte de sikkert på ham ved næste valg, og gamle sherif Thacher nød at være sherif i det til daglig meget fredelige Towerstown.
Det gav et hæderligt udkomme uden for megen besvær.
- Nej sherif. Jeg er ingen vorherre, kun en god samfundsborger der gerne ser mit arbejde honoreret efter aftale. Jeg regner med at De, sherif, kan udbetale dusøren mod fornøden dokumentation og underskrift, svarede den hårde dusørjæger i et fredeligt tonefald, samtidig med at han stak revolveren i hylsteret. Magtdemonstration var ikke længere nødvendigt.
- Jeg kan undersøge det - senere, Mister Sharp. Først en forklaring til rapporten...
- Sherif, jeg spillede med afdøde og...
Det var Clark Benzon der ikke længere kunne tie stille, men måtte have afløb for sin galde.
- Du er måske også en bandit - hvad mener du, Sharp? spurgte sheriffen ironisk dusørjægeren.
- Bland den ådselsgrib udenom, sherif. Han hindrede mig i at samle de penge op, som afdøde sparkede på gulvet, da han blev skudt, for slet ikke at tale om puljen, svarede Benzon skærende gennem sheriffens omsvøb.
- Joe Carter. Vil du have besværet med at samle pengene der ligger og flyder på gulvet op? spurgte sheriffen henvendt til saloonejeren. Denne så vredt på sheriffen og lod ordren gå videre til bartenderen, der kom ilende med en bowlerhat, som han skovlede penge, jetoner og kort op i. Med et buk overrakte han sheriffen resultatet.
- Jeg forlanger, sherif...
Det var Benzon der påny forsøgte at komme til orde. Det her var et nummer for groft. Ikke nok med at man havde skudt hans modspiller så han var blevet berøvet muligheden for at vinde sine tabte penge tilbage, man tillod sig også at lægge beslag på de penge han havde haft liggende på bordet til at forsætte spillet med - rent røveri, for slet ikke at tale om puljen...
- Du holder kæft, Mister, til jeg får tid at spørge dig om noget, okay? spurgte sheriffen hårdt i et nyt spil for galleriet.
- Jeg holder aldeles ikke kæft, sherif. Jeg forlanger mine penge, ellers...
Sheriffen snurrede rundt med front direkte mod Clark Benzon. Han var pludselig ikke en morsom mand længere. Rasende snerrede han: - Et ord til og du ryger ind...
- For hvad, sherif? spurgte Benzon hidsigt.
Han kunne ikke lide at blive trådt på, og slet af en luset bondesherif som Bill Thacher.
- For opsætsighed mod loven, svarede sheriffen prompte.
- Satans så rappe I er i kæften allesammen. Hvad med at gå med udenfor og afgøre det hele en gang for alle, forbandede bastarder, råbte Benzon skingert.
Der blev så stille i lokalet at man kunne høre en knappenål falde til jorden. En dødens tavshed!
Benzon så at sheriffen blev skiftevis ildrød og bleg i ansigtet, inden han brølede: - Så er det nok, Mister! Du ryger ind for natten. Crow og Stan, tag hans skyder og smæk ham ind i cellen ved siden af mexluderen.
Kvikt for satan...
Raseriet kogte i Benzon. Han vidste han kunne trække på fire tiendedele sekund, men også at han kun havde seks skud - mens der var mindst halvtreds mænd rundt om ham med mindst ligeså mange gange seks skud - meget ulige odds! Dødelige odds!
- Du begår en meget stor dumhed, sherif, snerrede Clark Benzon, mens han uden modstand lod sig afvæbne af to af de tilstedeværende, der åbenbart ind imellem assisterede som en slags vicesheriffer.
I morgen var der atter en dag...
Men forinden var der en nat...


2.Kapitel.
RAMONA.

Det var fuldstændigt idiotisk. De to mænd, der førte Clark Benzon til fængslet var nærmest kun et par store knægte, og han kunne mere end en gang undervejs have afvæbnet dem - men han lod være.Knægtene havde taget hans revolverbælte med hans 38. Colt Peacemaker, hans pengebælte med 780 dollars og bowiekniven i hans støvleskaft - men ladet ham beholde såvel sine cigarer, som lommelærken med whisky - efter ordre fra sheriffen!
Der var jo ingen grund til at gøre hans fængselsophold mere ubehagelig end højst nødvendigt - Clark Benzon havde jo ikke begået nogen egentlig forbrydelse. Men dels havde sheriffen jo sagt de forbitrede ord - og et ord var et ord - og dels ville han også gerne have en samtale med ham under mere fredelige forhold - næste dag.
Benzon adlød også føjeligt, da knægtene med trukne revolvere forlangte at han skulle gå med oprakte hænder hen til fængslet. Hvis det kunne glæde dem, så hvorfor ikke!
Mens den ene låste op med nøglen de havde fået af sheriffen holdt den anden ham i skak med sin revolver. Lygtemanden gik indenfor og tændte en lampe, inden han bad sin kammerat og fangen træde indenfor.
- Ked af det, Mister, grinede ham der havde tændt lampen. - Sheriffen sagde cellen ved siden af Ramona!
- Ramona? spurgte Benzon undrende og fiskede en cigar frem. Den ene af knægtene gav ham ild.
- Jeps! En vaks mexluder. Hun har skåret halsen over på sin ægtemand. Dommeren dømmer hende sikkert til galgen - desværre, svarede nøglemanden, der lød navnet Crow, selv om han ingen måde lignede en indianer fra nævnte stamme. Men måske havde han været indianer, når drengene som små legede indianer og cowboys!
Benzon indhalerede nydende på sin cigar.
Måske blev natten alligevel ikke så kedelig. Han sa på knægten og sagde: - Noget med et tjene en ti dollar, Crow?
- Hvordan, Mister? spurgte knægten, mens han nervøst slikkede sig om læberne. 10 dollars var mange penge for en 17 års knægt.
- Luk mig i celle med Ramona, svarede Benzon.
- Nix, Mister - ked af det, men sheriffen sagde udtrykkelig ved siden af - der er gitter mellem jer, sagde knægten bestemt. De ti dollars havde været rare at have - men pligten...
Benzon forsøgte endnu et par gange at ovettale knægtene, men de var ikke lydhøre. Stan gik hen og åbnede døren ud til celleafdelingen, mens Crow holdt lampen i venstre og sin revolver i højre hånd.
- Kom så, Mister, sagde Crow, da hans makker havde fået åbnet døren ud til den mørke arrest. - Stan og jeg vil gerne hjem, klokken er mange.
- Mor venter måske med stokken, hvis I ikke passer tiden, grinede Benzon og fulgte føjelig drengenes anvisning. Det var cellen nærmest udgangen, der var ledig.
Stan åbnede gitterdøren og bad Benzon gå indenfor. Clark gik ind og døren faldt skramlende i lås bag ham.
- Godnat og sov godt - eller hvad du nu gør, råbte Crow grinende, da han fulgte efter makkeren tilbage til kontorafdelingen. Den svære trædør mellem arresten og sherifkontoret faldt i med et brag og Benzon hørte nøglen blive drejet to gange rundt i låsen.
Benzon indhalerede på sin cigar, nød røgen dybt nede i lungerne og pustede ud med et hosteanfald til følge.
- Satans osse, gryntede han surt. - I fængsel for en forfængelig sherife skyld. Hvornår lærte han også at kæft!
Det skramlede lidt ude i kontoret, så blev der også stille derude. Knægtene var sikkert gået hjem.
Et svagt stjernelys trængte ind gennem glughullet højst oppe på væggen og gav Benzon en anelse om, hvor briksen han kunne hvile sit mødige legeme på stod. I nabocellen var et lignende glughul - resten var uigennemtrængelig mørke.
Benzon røg cigaren færdig og lod skoddet falde ned på stengulvet og satte foden på den for at slukke gløden, da han hørte nogen røre sig i nabocellen.
En spæd kvindestemme sagde: - Måtte jeg ikke få skoddet, senor - jeg...
- Du kan få en frisk cigar, baby, svarede Benzon prompte og gik i retning af stemmen og rendte hovedet ind i gitteret, der skilte de to celler.
- I mænd er ens - allesammen, Jeg trænger bare til noget beroligende...
Stemmen var på en gang både vred og skræmt.
- Du kan da også få en spids whisky, føjede Benzon udglattende til.
- Det lyder godt, senor. Sheriffen sige Ramona hænges så hendes nerver ikke betyde noget, forsatte den spæde accentfyldte kvindestemme fra et sted lige i hans nærhed.
Benzons og pigens famlende hænder fandt hinanden gennem gitteret - de var hinanden så nær og dog så fjerne. Et solidt jemgitter skilte dem effektivt.
- Jeg hedder Clark Benzon, baby. Jeg kom op at skændes med sheriffen og blev fængslet for natten. Her har du flasken. Tag et par slurke - det er god whisky, sagde Benzon videre og pressede lommelærken i pigens hænder.
Han hørte hende rive proppen ud og gispet, da hun tog den første mundfuld. så kom hendes hænder tilbage med flasken. Benzon tog mod den og tog selv en solid slurk inden han lod lommeflasken glide tilbage i jakkens inderlomme.
- Tak senor! Ramona meget taknemlig. Nu kan jeg sove - tror jeg...
Benzon var ikke helt sikker på, hvordan han skulle opfatte hendes ord og sagde: - Allerede! Jeg har også smøger og...
- Senor lide Ramona? spurgte stemmen fra den anden side af gitteret ivrigt, mens hånden der havde rakt flasken tilbage greb fat i hans jakkeærme.
- Ja, men...
- Senor give cigar - senor mærke...
Pigens stemme var fuld af gyldne løfter. Clark Benzon grinede for sig selv. Måske pikken ikke var lang nok, men fingrene...
Han tog en cigar frem af etuiet og lagde den pigens hånd og tændte en tændstik. Pigens ansigt var kun en halv snes centimeter fra ham. Det var et spædt gyldent ansigt indrammet af masser af sort hår. Flammen glødede i hendes mørke øjne. Hun førte cigaren til flammen og Benzon hørte hendes give små henrykte lyde, da røgen fyldte hendes nikotinhungrende lunger. I et par minutter sagde hun intet, men af gløden at dømme kunne Benzon se at hun røg ivrigt. Så hørte han hende igen.
- Ramona taknemlig, senor. Du give Ramona din hånd! Benzon mærkede hendes fingre glide over jakkeærmet og lagde trygt sin hånd i hendes og mærkede at den gled ind mellem jemstængerne der adskilte deres celler, mærkede fingerspidserne røre ved varm glat hud, mærkede at hånden om hans håndled trak ham videre, mærkede et øjeblik kanten af noget stof mod sine fingerspidser inden de gled videre og sekunder efter kuplede sig om et stort varmt lækkert pigebryst med en hård gummiagtig brystvorte - en liderlig brystvorte!
Han mærkede at det begyndte at spænde i bukserne og bandede lydløst. Satans osse...
Den der havde bygget arresten i sin tid havde åbenbart ikke syntes det var nok med en række tremmer mellem de to celler, men sat to med en afstand på omkring ti centimeter - ti forbandede irreterende centimeter, når man skulle have det sjovt - sexuelt set!
Gid fanden havde den smarte bygmester!
Han lod fingerspidserne kærtegne den bløde struttende klode og nippede let i brystvorten. Pigen gispede frydefuldt.
Hvorfor fanden skulle han pines på denne måde - så nær og dog så fjern!
Men pikken i dens mørke skjul i bukserne kunne ikke se tremmerne, men den anede pigens nærhed - fisse!
- Senor lide Ramona? spurgte pigen igen, idet Benzon mærkede hende presse sig hårdere mod hans famlende fingre. - Ramona prøve at gøre godt for Senor, okay?
- Den er vist ikke lang nok, baby, brummede Benzon, mens han sultent slikkede sig om munden ved tanken om den lækre tæve, der opførte sig så liderligt kun få centimeter fra ham - centimetre der ligeså godt kunne have været kilometre, så afgørende var de - skide ti centimeter!
- Senor stå tæt ind til tremmer, okay? spurgte pigen ivrigt og Clark Benzon mærkede at hendes fingerspidser gled ned over hans buksegylp og begyndte at åbne knapperne. Åbnede dem hastigt en for en. Pikken var som af gloende stål inde bag stoffet.
For satan da osse!
Hans fingre nulrede og kærtegnede brystet og nappede let i brystvorten. Pigen vred sig let, mens hendes fingre forsatte sit arbejde. Den sidste knap gled op og hendes fingre smuttede indenfor og Benzon hørte hende gispe af overraskelse, da hun fik fat i hans hårde dunkende pikstage og trak den udenfor. Hun maserede den blidt, men bestemt. Maserede ham med blide lange ivrige fingre.
Lod fingrene glide frem og tilbage i lange sejge bevægeler, der begyndte ude ved pikhovedet og langsomt trak forhuden med tilbage og længere og længere tilbage til de åbnede deres greb og gled tilbage til udgangspunktet. Ivrigere og ivrigere gik hun til den, mens hun pressede sig ind mod de skillende jernstænger og stønnede ektastisk. Hun bevægede kroppen i vulgære bevægelser og pressede sit liderlige køn mod en tremme, ønskede at mærke dens tykkelse mellem skamlæberne, nu hun ikke kunne få enden.
- Baby, stønnede Benzon. - Lad mig mærke dig!
Pigen svarede ikke. Hun stønnede højt af vellyst over den kolde jernstangs pres mod sin kusse under den røde brusende nederdel. Men hun protesterede ikke, da hans hånd gled gennem de to rækker gitre og begyndte at kilte hendes nederdel op om lårene, der var faste og glatte. Hun trak sig lidt væk fra tremmen og lod hans hånd komme til, som den kom smygende op langs inderlårets silkebløde hud. Hun var drivvåd - kussen nærmest sejlede af hendes liderlige safter.
Benzon lod fingrene glide op forbi slidsen - en finger på hver side af den savlende fisse og en der gled frem som en lille plov. Den trak ned i furen og hendes bevægelser blev endnu ivrigere og hun gav et lille skrig af vellyst, da hans fingerspids ramte hendes clitoris og bevægede sig sådan at han gled over den påny. Clark Benzon begyndte at fingerkneppe hende - først med det yderste af en fingerspids, men så med mere og mere af langfingeren, som hendes køn åbnede sig og gav ham fri adgang til hendes liderligheds tempel.
Hun var lige til at jage pikken i - men...
Ti - ti forbandede centimetre skilte dem - ti centimetre som var meget vigtige, hvis parterne skulle have noget ud af en kneppetur. Benzon vidste at hans pik ikke hørte til de mindste - men alligevel ti vigtige centimeter af nydelsen manglede plus det der gik tabt ved at gitteret stod i vejen. Hans pik ville sikkert kunne nå et pænt stykke forbi gitteret, men pigen ville ikke på nogen mulig måde kunne vende sig sådan at han kunne få pikken rigtig ind i slidsen. Hun skulle have den på en stage om han skulle have nogen rigtig fornøjelse af fissen, desværre!
Han hørte pigen jamre og mærkede hendes fisse massere fingeren, der var, hvor han hellere havde haft pikken. Pikken der fik hvad den kunne tåle af blid ivrig pigehånd - det næstbedste! Håndlir!
Pigen viste sin taknemlighed ved at massere ham ivrigere og han mærkede at det begyndte at trække i nosserne - safterne var ved at samle sig til en liderlig orgasme - et ordentlig skud sperm!
Satan i hede hule helvede!
Benzon bandede højt og inderligt. Det her var for skørt. Her havde han en lækker tøsetæve på en afstand af mindre end et par tommer - en tøs der skreg efter pik! Ønskede pik mere inderligt end nogen anden tæve han havde mødt - en tøs der troede det blev sidste gang. En ægtemand havde hun ekspederet til Helvede og dommeren ville sikkert mene at det var bedst for retssikkerheden at hun sluttede sig til ham, som en god hustru. Stakkels tøs! Eller...
Benzon kendte hende jo ikke fra andet end de få minutter de havde delt cellevæg. Og havde hun siddet fængslet længe måtte hun som den sunde kvinde hun lod til at være have udfrielse for sine sexuelle lyster.
Sex var en ligeså naturlig ting af tilværelsen, som mad og søvn - selv om der var mange der ikke forstod det og betragtede sex som noget syndigt og fordækt.
Men han kunne ikke komme til at stikke den stive, tykke dunkende pik hun kærtegnede med hånden, i hende, hvor meget de end begge ønskede det, desværre!
Men kunne han ikke få den i hendes fisse, så kunne han måske få det næstbedste.
Pustende sagde han:
- Jeg kommer snart, baby - kunne du ikke...
- Jo, senor. Pres dig hårdt ind mod tremmerne, så skal jeg sutte og slikke - jeg...
Hendes hånd tog ekstra ivrig fat i pikken og Benzon måtte tænke på noget andet, for at den ikke skulle sprøjte i utide. Han tænkte på dusørjægeren, Donald Sharp og det forbandede uheld, der havde gjort at han skulle udrydde Leungard midt i et spil, som Benzon var sikker på at han var på vej til at vinde.
Den satan til Sharp havde ikke noget godt i vente, når Benzon igen var en fri mand - han skulle....
Men pludselig forlod alle tanker om hævn hans tanker. Den mordsigtede Ramona var knælet ned inde i sin celle og lod en ivrig dikkende og slikkende tungespids tage hans pikhovede under behandling, mens hendes hånd nulrede og klemte hans nosser, så han havde endnu større besvær med at holde orgasmen tilbage.
For fanden, det her var tortur - umenneskelig tortur!
En liderlig fisse - og så ikke kunne få pikken i hende! For satan...
Det ville ikke kun være tabet af puljen og muligvis en del af sine indsatspenge han ville have at hævne, når Donald Sharps og hans veje mødtes igen.
Han stak begge hænder gennem gitteret og lagde dem om hendes nakke og pressede hendes ansigt hårdt mod gitteret, så hun fik pikhovedet og en del af stagen ind i munden.
Hun begyndte at mundkneppe ham, alt mens hun lod tungespidsen rotere, når pikhovedet var næsten ude - det var satans dejligt og satans liderligt - næsten...
Han gryntede af smerte, da hun borede neglene i hans nosser - hun ville have ham til at give los. Have ham til at afgive sin fede sperm - sprøjte...
Han mærkede at det begyndte at spænde i sædstrengen og så skete det bare pludselig. Det var som blev en dæmning sprængt og sæden pressede sig frem med større og større fart til den sprøjtede ud i hendes mundhule som en flodbølge. Hun slikkede ivrigt hans sperm i sig til sidste dråbe - slubrede den i sig som en lækker cremefyldning!
Han slap hendes nakke og knugede om jemstængerne med begge hænder. Han var slap helt ud i den yderste fiber og tremmerne der havde presset mod hans krops forside havde lavet mærker der smertede.
Satan i helvede!
Pigen på den modsatte side af gitteret sank sammen med en hulkende klynken.
- Ramona ond hun ikke fortjene, Senor, mumlede hun grådkvalt.
- Du er ikke ond, Ramona - ikke mod mig i al fald, svarede Benzon og tog sig et par bløp af lommelærken, inden han rakte den gennem gitteret ind til pigen. - Tag en tår, det hjælper!
Hun tog taknemligt mod flasken og snuppede sig en ordentlig hivert, der gav hende et kraftigt hosteanfald bagefter. Stadig hostende og hivende efter vejret mumlede hun: - Jo, Ramona ond. Hun dræbe Richardo fordi han ikke kunne kneppe...
- Dræbte du din ægtemand fordi han ikke kunne kneppe dig, Ramona? spurgte Clark Benzon på overfladen uberørt af gruen i hendes ord.
- Ja, Senor. Jeg meget varm. Jeg have mand mange gange hver dag. Richardo træt, jeg blive vred og tage kniv og...
Hendes stemme knækkede over i en hulken.
Benzon stak en hånd mellem tremmerne og lagde den trøstende om hendes nakke. Lod fingrene glide gennem hendes lange glatbørstede hår, der føltes som spundet silke i hans grove hånd. Hvad skulle han sige til en kvinde der lige havde tilstået at hun havde dræbt sin ægtemand fordi han ikke kunne klare hendes sexuelle krav - snittet halsen over på ham, fordi pikken ikke kunne stå. At han syntes det var synd for hende - at han...
Tanken var så absurd at han ligeså godt kunne lade være at tænke den. Tøsen var en vulgær morderske, der fortjente den skæbne, som dommeren dømte hende til.
Det være sig galgen eller fængsel i et kortere eller længere åremål. At hun havde et smukt udseende og en varm fisse burde ikke give hende fordele - loven var ens for alle uanset anseelse, alder og køn, eller burde være!
Hvis dommeren fik nogle minutter alene med denne fissevulkan var det ikke udelukket at hans dom ville blive en betinget straf med tilsyn - af ham selv og en lysten liderlig ståpik!
Men Benzon var hverken lovmand eller dommer. Han var bare en uheldig sjæl der var blevet spærret inde ved siden af dette stykke morderiske kvindekøn.
Myrdet fordi pikken ikke kunne stå! Du milde! Benzon mærkede pludselig at pigen påny var ved at lege med hans ~hænger" og at den fik ny grokraft og snart struttede af ny energi. For helvede...
Snart var pigen i gang med en ny omgang "mundlir" og Benzon glemte alt om, hvad pigen stod for.
Morderske for en hængepik - måtte han altid kunne når en tæve ønskede det!
Måske det alligevel var en betryggelse at der var et gitter mellem dem, når han træt af aftenens og nattens besværligheder skulle have en lille en på øjet.
En betryggelse selv om han måske gerne havde byttet den mod lejligheden til at få pikken i det saftende kussehul. Det andet var narrefisse af højeste karat!
Pigen syntes umættelig i sin sextrang, mens Benzon efter sin anden orgasme havde mest lyst til at sove.
I morgen var der en ny dag. En dag, hvor han ville vide hvor meget han havde at hævne. Hvor meget dusørjægeren Donald Sharp havde at stå til regnskab for.
Pigen var tydelig skuffet, da hun opdagede at Benzon ikke gad lege med længere, og det var ikke just roser hun overøste ham med. Det ligefrem krympede sig i ham, da han i sit raseri omsatte i ord, hvad hun ville gøre med ham og hans slatne trætte pik - om de havde været i samme celle.
Benzon var pludselig glad for gitteret.
Sexfrusterede kvindfolk, vorherre bevares!
Han sagde hende hverken tak eller gav whisky eller cigar, da han trak sig tilbage til sin køje med pikken pænt inde i bukserne igen - en tæve der sjoflede mandfolk på denne måde fortjente det ikke!
Hun bandede og svovlede stadig, da Benzon lagde sig på ryggen med hænderne foldet under nakken.
Og han sov ind inden hun var færdig med sine trusler. Sov de retfærdiges søvn, mens han drømte om morgendagens hævn. Han skulle....
Men det var bare drømme....


3.Kapitel.

BEKLAGER - MEN...

Clark Benzon vågnede langsomt til live ved at det skramlede i låsen og blev lysvågen sekundet efter, at den svære dør mellem kontoret og arrestafdelingen blev smækket op på vid gab med et brag, der fik hele huset til at skælve.
- Så er der morgenmad, råbte sherif Bill Thacher fra åbningen, idet han kom ind fulgt af en barfodet hvidklædt mex med en stor overdækket bakke i hænderne. - Se at få lettet røven, dette er ikke noget hvilehjem.
Benzon svingede benene ud på gulvet, rejste sig og strakte sig ideligt. Han havde fået en god nats søvn og følte sig helt på toppen igen. Han sendte et skævt blik til nabocellen og så at hans natlige "fjern" kneppeveninde, også var ved at stå op. Hun så ikke just ud som nogen skønhed i det blege morgenlys, der trængte ind gennem glughullerne. Hendes ansigt var spædt, men der var et hårdt beregnende udtryk i hendes øjne og hun så hærget ud. Håret strittede i alle retninger og hendes en gang hvide skjortebluse var grå af snavss og havde et par grimme flænger.
Hun gned søvnigt øjnene uden hensyn til at hendes skjorte stod åben og intet overlod til mændenes fantasi hvad hendes brystmål angik - hun præsenterede patterne i fri dressur, som den naturligste sag af verden. Mex"en der holdt morgenmaden var ved at glo øjnene ud af hovedet. Sheriffen så det og grinede til den halvstore knægt og sagde: - Noget med en hyrdetime sammen med Ramona, Sergio!
Knægten gylpede et par gange inden han nikkede.
Sheriffen slog en skraldende latter op og sagde: - Du skulle næsten have lov, knægt! I ville begge have godt af det. Du ville få dit livs første put og kællingen der sit sidste - når dommeren....
Clark Benzon syntes at sheriffen var ved at komme vel langt ud og sagde: - Synes du ikke du skal lade dommeren selv om at træffe sine afgørelser. Du er kun ansat som den udøvende magt ikke den dømmende...
- Hvad helvede, du bliver da ikke jaloux, Mister? Blev du snydt i nat? replicerede sheriffen med hån i stemmen.
- Jeg er ikke spor jaloux, sherif. Jeg synes bare du kunne opføre dig lidt anstændig en højhellig søndag morgen. Hvad bliver det til med ædelsen. Jeg er sulten - vil have en hård dag foran mig, så...
Sheriffen betragtede ham drillende og sagde: - Hvorfor sådan et hastværk. Vi to skal have en lang snak inden du går nogen steder - hvis du da går nogen steder. Det afhænger af dine svar, Mister!
Benzon svor rasende.
- For satan, sherif! Jeg har sågu" ikke gjort noget forkert i din by. Jeg forlanger at blive lukket ud straks.
- Du forlanger, Mister - men jeg har vendt det døve øre til. Det bliver som jeg har sagt, forstået? spurgte sheriffen pludselig slet ikke venlig længere.
- Traf du nogen aftale med den satans ådselagrib siden jeg ikke kan blive lukket ud med det samme! Hvor meget fik du i provision, sherif? spurgte Benzon provokerende.
Sheriffen hev arrigt op i sit revolverbælte.
Hans øjne lynede ondt. Benzon var ude på at få ham på glatis - og begge vidste det. Men han lod sig ikke provokere over evne. Med en stemme der dirrede af undertrykt vrede snerrede han: - Beskylder du mig for at være korrupt, Mister?
- Din vrede taler vist for sig selv, svarede Benzon med et skævt grin og gik hen til gitterdøren og ruskede i tremmerne. - Hvad med at åbne, sherif?
- Når jeg får tid, Mister, ikke et sekund før. Kom Sergio, fisseletten trænger til morgenfoder, så hun få en masse energi, så...
Sheriffen fuldendte aldrig meningen, men gik demonstrativ forbi Benzons celledør med drengen med bakken efter sig.
Pigen i nabocellen forholdt sig roligt, mens sheriffen åbnede døren og drengen stillede bakken indenfor på det uhøvlede træbord. Hun kastede sig over maden som et udhungret dyr, næsten før sheriffen havde fået låst efter sig igen. Drengen listede af efter at have fået et par mønter af sheriffen. Denne gik hen til Benzons celle og stillede sig præcis udenfor dennes rækkevidde med et spottende grin på læberne.
- Kunne du ikke tænke dig at tilstå et eller andet, Mister? spurgte sheriffen tirrende og satte tommelfingrene i ærmegabet på sin vest.
- Hvad mener du, sherif! Jeg har intet ulovligt begået i din by. Jeg er en hæderlig mand, der sad midt i et hæderligt spil kort, da den satans ådselsgrib til, Sharp, kom ind og knaldede min modspiller ned uden videre. Jeg forlanger...
- Du forlanger ikke en skid, Mister Benzon, var det vist du hed, ikke? Hvad angår hæderligt spil, så var det vist så som så med det. Den salig afdøde Leungard, eller Sling som vi kendte ham under her i byen havde to esser i ærmet - klør og hjerter es - Mister Barnes fandt dem, da han skulle gøre kadaveret klar til den sidste rejse. Mister Leungard spillede ikke ærligt spil og da du spillede med ham så...
- Har du talt med de to ranchere der spillede med os, sherif? spurgte Benzon med slet skjult vrede i stemmen.
- Jeps, det gjorde jeg i aftes. De fik de penge tilbage de havde tabt, da det blev klart at afdøde havde spillet falsk, svarede sheriffen.
- Og hvad fik de, sherif? spurgte Benzon prompte. - Du kontrollerede naturligvis deres oplysninger, ikke sandt?
- De fik ca. 3000 dollars hver. Barnes fik en 100-mand til begravelsesomkostninger og resten...
- 3000 hver! Benzons vredesbrøl fik pigen i nabocellen til forskræmt at fare sammen. - De tabte højst to hver. Du er blevet røvrendt, sherif. Røvendt på mine vegne. Jeg forlanger...
- Både Carson og Highter er gode hæderlige mænd. Jeg har ingen grund til at mistro dem. Du husker forkert, Mister Benzon, svarede sheriffen i et forsøg på at slå sagen hen. men Clark Benzon lod ham ikke i fred.
- De to sataner er ligesom alle andre. Kan de komme til at stjæle uden risiko, så gør de det. Du har foræret mindst 2000 dollars af puljen og Leungards og mine penge væk. Hvad er der tilbage, sherif? spurgte Benzon spruttende som en dynamitpatron med meget kort lunte.
- En cirka 1500 dollars - men...
- Men hvad, sherif! brølede Benzon og flåede rasende i gitterdøren, der gav sig knagende i låsen - men holdt.
- De er beslaglagt til dommeren har været her og har truffet afgørelse om fordelingen, Mister Benzon, svarede sheriffen med værdighed i stemmen.
- Jeg har kontrolleret dit pengebælte, der er godt 700 dollars i det. Når du har betalt din bøde, hotelregning og staldleje vil der stadig være et hæderligt beløb tilbage. Jeg har ikke ondt af dig, om det er det du håber på. Jeg tror du er en slyngel, Mister Benzon, men for øjeblikket kan jeg ikke bevise det, og da du som sådan ikke har begået noget ulovligt i Towerstown kan jeg ikke rigtigt holde dig tilbage, selv om det kunne være fristende, svarede sheriffen udtømmende og tændte sig en cigaret.
- Der var 780 i aftes, sherif, så...
Benzon sluttede ikke sætningen, men lod det uudtalte hænge som en trussel i luften.
- Siger du ja, Mister Benzon. Jeg ser på fakta. Kan du vedtage en bøde på 100 dollars for opsætsighed mod loven? spurgte sheriffen kæphøjt videre.
- Du kan rende mig noget så grusomt - jeg har ikke gjort en skid, tværtimod - jeg er blevet berøvet og tyvstjålet og nu skulle jeg oven i handelen betale en bøde for det - kan du andet morsomt, sherif? spurgte Benzon på randen af eksplosion.
- Det er byens regler, Mister Benzon. Den der sætter sig op mod dem må bøde, sådan er det, svarede sheriffen stift, inden han indhalerede på sin cigaret og pustede røgen provokerende i ansigtet på fangen.
- Mig pisser du ikke på ryggen, sherif! Angående den satans giftsnog til Sharp...
- Mister Sharp har forlængst forladt byen med en anvisning på dusøren for salig afdøde Leungard. Towerstown ønsker ikke at være et tilholdssted for slige personager, Mister Benzon, svarede sherif Thacher med værdighed I stemmen.
- Helvedes smart, hva" sherif! snerrede Benzon. - Helvedes smart...
- Hvad mener du, Mister Benzon? spurgte sheriffen en anelse nervøs.
- Ådselsgribben forstyrrede mig midt i et spil, som jeg var næsten 100% sikker på at vinde. Jeg har et alvorsord til den hejgut - jeg...
- Det var netop det jeg tænkte, Mister Benzon. Derfor mente jeg også det var bedst at Sharp forlod byen inden jeg løslod dig - forudsat du vil betale bøden, ellers kan den selvfølgelig også ombyttes til en uges fængsel, skyndte sheriffen sig at indskyde.
- Angående Donald Sharp! Hvad er han for en gut, sherif? spurgte Benzon pludselig ret så fredsommelig. At skabe sig mens han sad bag gitter gavne hverken ham selv eller det han ville gøre når han blev en fri mand.
- Han er fhv. officer i sydstatshæren og siden blev han distriksmarshal i Texas, men han havde en dum tilbøjelighed. Han kendte kun en straf for en forseelse -den hårdeste. Et manglende honnør fra en menig, mens han var i Sherman"s hær indbragte den skyldige et par timers straffeekserscits eller pisk - han blev smidt ud inden krigen sluttede og prøvede lykken som lovmand med endnu værre resultat - han bragte aldrig en levende forbryder ind. De var altid enten døde under ildkamp eller under flugtforsøg, og det gik jo naturligvis ikke i længden - dommere, fangevogtere og bødler blev jo arbejdsløse, og igen fik han sparket, og forsvandt i et par år. Onde rygter påstod at han levede af det han havde lagt tilside af sine ofres tyvekoster, inden han pludselig igen dukkede op som dusørjæger - en skrap sådan, sluttede sheriffen med beundring i stemmen.
- Jeg deler ikke din beundring, sherif. Jeg anser mænd af hans slags for rotter, der tjener sig fede på andres ulykke. De fleste rangerer kun tommer over de mænd de jager, snerrede Benzon hidsigt over sheriffens åbenlyse beundring for den ubarmhjertige fhv. distriktsmarshals metoder.
- Det rager mig en skid, Mister Benzon. Vil du opføre dig fornuftigt, eller skal jeg hente hjælp inden jeg henter dig ud af cellen - Du bestemmer selv! Jeg er bevæbnet og jeg vil ikke tøve med at plante en kugle i din usle krop, hvis du prøver på det mindste skæg, forstået? spurgte sheriffen påny barsk, idet han lod cigaretskoddet fulgt af mexpigens nikotinhungrende blik falde til gulvet, hvor han kvasede det ud med støvlehælen.
- Jeg har vel ikke noget valg, sherif! Og jeg slår normalt ikke på gamle mænd. Jeg har ikke noget mod dig selv personlig, som sådan. Jeg kan ikke lide din måde at forvalte dit job på, men det er en anden sag, svarede Clark Benzon føjeligt.
- Godt, Mister Benzon. Jeg vil også føle mig bedre tilpas, når du er vel ude af byen. når du er blevet løsladt går du direkte over på hotellet og henter dine ting. Portieren har hentet dem ned fra værelset og siden til lejestalden, hvor du henter din hest. Derefter vil du have nøjagtig en halv time til at være ude af byen, ellers...
- Ellers hvad, sherif? Benzon havde pludselig
fået en farlig klang i stemmen.
- Ellers ryger du ind igen - for løsgængeri og hvad jeg ellers kan finde af paragraffer hen ad vejen, svarede lovmanden ligegyldigt og begyndte at åbne Benzons celledør.
Sheriffen lod Benzon gå foran ud på kontoret. Han stolede ikke på den berygtede sortklædte spiller og revolvermand. Benzon forsatte hen til det store skrammede skrivebord og smed sig i den vakkelvorne besøgsstol, mens sheriffen omhyggeligt låste ud til arrestafdelingen med den morderiske mexikanerpige.
- Mine ting, sherif, kvikt! snerrede Benzon, da sheriffen havde hængt nøgleknippet op på dets krog og kom hen mod skrivebordet.
- Hvorfor sådant hastværk, Mister Benzon. Kan du ikke lide min gæstfrihed? spurgte sheriffen spagt.
- Nixen sherif! Jeg ønsker at komme væk fra dette helvedeshul hurtigst muligt - men forinden er der lige et par ting vi skal have på det rene. Jeg ønsker de penge jeg havde liggende på bordet henne i "Vognhjulet" tilbage plus puljen, som jo retteligen tilhører mig, da det jo er bevist at Leungard spillede falsk, svarede Benzon hårdt.
- Pengene er beslaglagt til dommeren har afsagt sin kendelse, Mister Benzon. Du kan få dit pengebælte og din revolver under forudsætning at du straks forlader byen, afviste sheriffen Benzons krav.
- Og hvornår kommer dommmeren, sherif? spurgte Benzon prompte og fiskede den næstsidste af sine cigarer frem af etuiet. Sheriffen var så høflig at han gav ild.
- Han var her for ti dage siden. Jeg vil tro om en tre uger. Hvis din vej skulle falde forbi ved det tidspunkt!
- Og det drejer sig ikke kun om de penge du har beslaglagt, sherif! Det gælder også mindst 2000 som disse satans ranchere stjal, føjede Benzon til.
- Du vil måske helst blive siddende så du selv kan fremsætte dine synspunkter for dommeren, Mister Benzon? spurgte sheriffen ironisk.
- Papir og en pen, sherif, snerrede Benzon rasende og så stift på sheriffen med sine glitrende farlige grønne rovdyrøjne. Lovmanden skyndte sig at føje ham og rakte ham tingene uden et ord.
I et par minutter skrev Benzon, inden han foldede papiret sammen og bad om en kuvert. Sheriffen fandt en og rakte ham den med ordene: - Hvad går spøgen ud på, Mister Benzon?
- Det er et brev med mine anklagepunkter. Du giver dommeren det, når han kommer, okay"? spurgte Clark Benzon hårdt.
Sherifien så et øjeblik fra kuverten til Clark Benzon og tilbage igen, så nikkede han og sagde:
- Jeg skal aflevere det, Mister Benzon. Men regn ikke med noget. Dommer Morgan dømmer ikke altid efter bogen.
- Jeg er tilfreds, sherif. Kom med mine ting, kvikt! snerrede Benzon skurrende og babbede på sin cigar, for en gangs skyld uden at få et hosteanfald.
Sherif Thacher fiskede Benzons penge og revolverbælte op af skrivebordsskuffen og lagde tingene på bordet.
Benzon havde allerede hånden på pengebæltet, da sheriffen standsede ham med ordene: - Så var det lige den bøde, Mister Benzon!
Benzon kontrollerede bæltets indhold, der var 760 dollars - 20 mindre end aftenen i forvejen.
"De satans knægte" mumlede han for sig selv", men på den anden side - han havde fået "Næsten-fisse" så...
Højt sagde han: - Jeg anser det for åger, sherif, men kan det ikke være anderledes, så skriv mig en kvittering for beløbet!
Sheriffen skævede til ham og sagde så med snu list i stemmen: - 50 uden kvittering, Mister Benzon!
- Nixen, snerrede Benzon skurrende. - Enten en kvittering eller du kan rende mig i røven.
- 25, Mister Benzon, forsøgte sheriffen endnu en gang at redde sig lidt lommepenge uden om systemet.
- Nej og jeg har bemærket mig ordene, sherif Thacher. Det du prøver på er korruption og kan give op til flere års fængsel, så..
Sheriffen stirrede rasende på Benzon, hvad bildte den satan sig ind. Komme her og true lovens håndhæver!!!
- Forsvind herfra, Mister Benzon. Du har en halv time til at være ude af byen - ellers...
Sheriffen var sprutrød i hovedet af raseri.
Benzon rejste sig langsomt og spændte pengebæltet om livet - inde under skjorten, inden han spændte revolverbæltet om hofterne og sikrede sig at hans 38. Colt Peacemaker sad parat til træk - et træk på 4/l0 del sekund!
Sheriffen, der sad på den anden side af skrivebordet så nervøst på ham. Han åbnede og lukkede munden nogle gange som en fisk der var trukket på land.
- Var det om tre uger dommeren kom, sherif Thacher? spurgte Clark Benzon, idet han vendte sig og trampede mod døren.
Bag hans ryg brugte sheriffen stadig mund uden at der kom et ord over hans læber. Han var målløs, det stakkels fjols! For helvede da...
Benzon afventede ikke svaret, men trampede ud gennem døren ud i det blege morgensolskin og satte kursen i retning af hotellet, hvor hans sadeltasker, ekstratøj og riffel befandt sig.
Lidt efter havde han fået sine ting udleveret mod erlæggelse af 30 dollars for værelset med mere og forsatte til lejestalden, hvor staldmanden var ligeså ublu - 15 dollars for tre dage!
Towerstown ville åbenbart have ham udsuget til sidste blodsdråbe inden den slap sit tag i ham.
"Vognhjulet"s bartender solgte ham noget modvillig to flasker whisky og en halv kasse cigarer til en pris der lå et sted mellem det dobbbelte og tredobdelte af den pris som andre måtte betale. Til alt held havde han rigelig med konserves og tørret kød i sine sadeltasker, så han ikke blev helt blanket af inden han forlod byen fulgt af rasende blikke fra sherifkontorets vindue.
Da sheriffen havde sikret sig at Benzon var draget planmæssigt af, vendte han sig mod skrivebordet og tog kuverten med Benzons anklageskrift til dommeren og rev det i småbitte stykker, inden han trampede mod celleafdelingen. Ramona kunne måske hjælpe ham af med noget af det raseri der sydede i hans blod for et par cigaretter - noget for noget...
Og var sheriffen rasende så var Benzon det ikke mindre. Tre uger måtte han vente på sin ret ind for dommeren - men inden...
Dusørjægeren, Donald Sharp, der skyld i hele elendigheden havde efter sheriffens udsagn forladt byen allerede sidste nat, men Benzon ville vide at følge hans spor - følge dem til helvede om det skulle være, for at få renset denne ydmygelse .....
Ingen - absolut ingen tog pis på ham, spilleren og revolvermanden fra Cashita, Arizona.
Hævnen sydede i hans blod, da hesten i let trav fulgte spor videre nordpå fra Towerstown.
Donald Sharp, den fhv. sydstatsofficer og distriktsmarshal havde adskilligt at stå til regnskab for, når de mødtes.
Mødtes på lige vilkår - ansigt til ansigt.
En rasende hævngerrig Clark Benzon var på vej.