4.Kapitel
BAGHOLD

Clark Benzon var ikke kommet ret langt væk fra byen, førend han mærkede han ikke havde fået morgenmad. Maven knurrede og gjorde vrøvl - den ville have ædelse!
Men han havde ikke tid at standse - ikke endnu!
Dusørjægeren og hans kobbel af medhjælpere kunne ligeså godt være taget syd eller vestpå fra Towerstown, men nord var den mest sandsynlige, da den dels førte til mere beboede egne og byer med banker der kunne indløse anvisningen fra sheriffen i Towerstown - mod vest forsvandt man ud i ørkenen og sydpå ventede grænsen til Mexico.
Der sås også adskillige friske spor af mange hestehove i støvet og Benzon var overbevist om at i hvert fald nogle af dem stammede fra dusørjægeren og hans bande af mex"er!
Maven knurrede igen og han følte som snoede tarmene sig i livet på ham. Han havde vist ikke overholdt spisetiderne særlig flittig de dage han havde opholdt sig i Towerstown - måske han hellere måtte lytte til mavens nødråb. En mand kan ikke leve til evig tid på whisky og cigarer - selv om begge dele kunne dæmpe sulten for en tid! Han fiskede sadeltaskerne der hang bag sadlen frem og kiggede på indholdet. Et stykke tørret kød og nogle slurke whisky kunne vel klare det værste. Det var ikke det sundeste morgenmåltid han havde nydt, men det fik maven til at holde kæft for en stund og han følte en ny energi forplante sig til sin senede krop.
Nu kunne den satan til Sharp bare stille op, så...
Men der dukkede ingen dusørjæger op i løbet af formiddagen, kun en fjedervogn på vej til byen med et ældre ægtepar, der råbte et muntert hej til ham, da de passerede, men ellers intet bortset fra summende insekter, der irreterede både hesten og ham og en højtkredsende grib på udkig efter et lækkert kadaver.
Sporet var ikke særlig godt, som han kom længere og længere væk fra byen - underlaget blev mere og mere stenet som han nærmede sig nogle lave bakker med en spredt bevoksning af forkrøblede buske. Nu måtte han have øjnene med sig for at kunne udskille sporene - men de var der stadig så han af de nedtråde græsstrå og knækkede småkviste.
Solen brændte ned fra en skyfri himmel og da solen nærmede sig zenith var både hesten og han våde af sved og han begyndte at se sig om efter et skyggefuldt sted, hvor de kunne hvile i den værste hede. Hans to store feltflasker var velfyldte så vandet var ikke noget problem endnu.
Han var på vej ind i dalgangen mellem to runde buskbevoksede bakker, hvor han et stykke forude havde bemærket en ret stor sten der kunne give skygge for den brændende sol, da et skud drønede.
Bang!
Kuglen slog hvinende mod stengrunden mindre end en meter foran hesten, der stejlede forskræmt.
Benzon kastede et hurtigt blik rundt, samtidig med at han flåede riflen op ad sadelhylsteret. En lille røgsky drev hen over bakkesiden omkring hundrede meter fra hvor han prøvede at få den dansende hest under kontrol igen.
Bang! Bang!
To nye skud ekkoede mellem bakkerne og den ene kugle slog mod en sten med en lyd som en skrigende djævel, mens den anden strejfede hestens bagdel og fik den til at vrinske skræmt.
Benzon kunne ikke lide det. Nogen var tilsyneladende ude på at lave gennemtræk i hans kadaver. Måske...
Tanken var nærliggende, men han kunne ligesom ikke rigtigt forestille sig at dusørjægeren ville lægge sig i baghold for at knalde ham ned. Benzon var så vidt han vidste ikke efterlyst her i staten, og bare skyde ham for sjovs skyld troede han ikke Donald Sharp ville, selv om selvfølgelig aldrig skulle forsværge. Slynglen ånså ham måske for besværlig og ofrede gerne et par kugler og en smule besvær med at begrave kadaveret bagefter, for at slippe for yderligere snusen.
Tiden var ikke til lange overvejelser. Hvem skytterne oppe i bakkerne end var, var de åbenbart ved at have skudt sig ind. Næste gang.
Benzon greb sine sadeltasker med den frie hånd og lod sig glide ud af sadlen. Det gjorde helvedes ondt, da han ramte stengrunden med skulderen, men han var levende.
Nye riffelskud bragede og ekkoede mellem bakkerne. Hesten jog skræmt af skud og smerter ned gennem dalen.
Måske det ville koste et større større besvær at indfange den igen - hvis han da fik brug for det...
En kugle slog skrigende mod en sten kun en halv snes centimeter fra hans ansigt. Han mærkede stenfliser som nåle i kinden. De sataner var ved at blive lidt for nærgående nu.
Clark Benzon så sig hurtigt rundt. Der var en stor sten en 5-6 meter væk fra hams udækkede stilling.
Blev han liggende blot et minut eller to til ville snigskytten helt sikkert have plantet en kugle eller to i hans krop.
Der var ingen tid at spilde. En ny kugle smækkede i jorden med et svup en halv meter til venstre for ham. Han betænkte sig ikke længere, men rejste sig med et sæt og stormede foroverbøjet i retning af dækningen.
Et par kugler fulgte ham på vej. Der var mindst to snigskytter, måske tre. Han havde ikke tid at finde ud af det i øjeblikket - for øjeblikket gjaldt det et sikkert dække! At opholde sig i det fri var livsfarligt!
Så var han pludselig i dækning bag stenen - et lidt ubekvemt skjul, da der voksede nogle tornede vækster tæt omkring stenen - men det fik være. Hellere blive revet og stukket lidt, end at få flæsket gennemboret af en rødglødende kugle affyret af en skjult snigmorder.
Benzon bandende fælt, mens han borede sig ned gennem den rivende og stikkende beplantning, så han kom til at ligge nogenlunde bekvemt.
- For satan i helvede...
Nye skud ekkoede og et par kugler slog skrigende mod stenen han lå gemt bag, men igen af der ramte ham.
Han kontrollerede sin riffel - det var en næsten ny Winchester med tolv skud i magasinet og i hans ene sadeltaske lå en æske med yderligere en 60-70 skud. Ekkoet i dalen gjorde det svært alene ud fra lyden at hitte ud af, hvor snigskytterne opholdt sig. Han måtte have synet til hjælp også.
Han var både heldig og uheldig - han var i nogenlunde dækning bag stenen, men den gav ingen skygge og så stak alle de pokkers torne. Sveden strømmede af ham og sollyset fik luften til at flimre omkring ham.
Men det trøstede ham, at hans modstandere sikkert ikke havde det spor bedre. Sveden trængte også ind i de flænger tornene havde lavet og fik det at svide som ild i hans hud. For satan i glohede helvede - hvorfor...
En solstråle glimtede i Benzons ene whiskyflaske og han fiskede den straks op af sadeltasken , hev proppen ud med tænderne og satte flasken for munden og mærkede de første livsgivende dråber vælde ind i sin mund...
Kliiirrr.
Han havde kun flaskehalsen tilbage i hånden, mens whiskyen var sprøjtet ud over hans forrevne tøj og stengrunden, da kuglen smadrede flasken. Vædsken trængte videre gennem hans tøj og flåede som svejseflammer i flængerne efter de tornede vækster. Det gjorde satans ondt og han havde den største lyst til at skrige - men hvad ville det hjælpe. Snigskytterne havde åbenbart fået deres ordrer og havde til sinds at udføre dem til punkt og prikke.
Clark Benzon bed tænderne sammen. så let skulle de svin ikke få ham. Han lagde sig bekvemt det var muligt på tornelejet og fik riflen i skudstilling, inden han kylede flaskehalsen ud på det stenede spor.
Bang! Bang!
To skud tordnede prompte og Benzon så kuglerne slå op omkring nedslagsstedet.
Men han så også, hvor skuddene kom fra. De kom fra to steder oppe på bakkesiden. Den ene var manden han allerede havde registreret, mens han sad på hesteryggen, mens den anden lå en snes meter fra sin makker og lidt nærmere Benzons skjul.
Og så var de måske ikke de eneste?
En stund lå Benzon og studerede omgivelserne, mens smerterne fra de mange torne, sveden og whiskyen rev i ham. De sataner...
Han kunne blive liggende, hvor han var, men dels var det helvedes ubekvemt og dels ville kampen trække pinen ud og tære på kræfter og helbred. Og var der noget Benzon ikke var i besiddelse af, så var det tålmodighed. Han tøvede ikke hvis der var mulighed for handling.
Mændene oppe på bakkesiden havde indset at det ville være spild af ammunition at prøve at skræmme ham i hans nuværende dækning og havde indstillet skydningen. Det sidste ekko var døet hen og den eneste lyd der hørtes var insekternes irreterende summen og bidske angreb på hans blodige flænger.
Skulle! Skulle ikke!
Langsomt, uendelig langsomt trak han benene op under sig. Når han skulle gøre udfald fra sin stilling skulle det ske i lyntempo - ellers ville snigskytterne have fordelen på deres side. Nye torne fandt nye steder at stikke og flænge. Hans krop føltes snart som en eneste stor betændt byld.
Hans øjne gled gennem solflimmeret efter en ny dækning nærmere modstandernes stilling. Der var næsten ingen. Et frontalt angreb uden dækning ville næsten være den rene død - selvmord! Men var der nogen udvej?
Et insekt stak ham smertende højt oppe på indersiden af venstre lår - det gjorde udslaget!
Skulle han dø kunne det ligeså foregå hurtigt, som at ligge og blive pint langsomt ihjel. Han kom op med sadeltaskerne over skulderen og riflen skudklar i hænderne - så sprang han fremad.
Bang! Bang! Bang!
Kuglerne hvinede gennem luften. En af dem strejfede hans venstre overarm, men han mærkede det næsten ikke så forpint af smerter, som han var i forvejen.
Benene gik som trommestikker og så var der pludselig en busk foran ham. Han smed sig ned bag den. Den var ganske vist ikke noget sikkert skjul som stenen, men der groede heller ingen tornede vækster omkring den - og så gav den ham et øjebliks pusterum. Solen og smerterne fra de mange flænger og sår tærede hårdt på hans kræfter. Han kom til at tænke på den anden flaske i sin oppakning. Han fandt den og tog et par store slurke inden han omhyggeligt stoppede flasken tilbage igen. Spiritussen fik hans blod til at rulle hurtigere og tænke klarere.
Han rullede et par gange rundt om sig selv og kom næsten helt ud i det fri, så standsede han liggende på ryggen, så han havde udsigt op ad bakkesiden bag sig.
Han søgte rundt med hånden og fandt en knytnævestor sten, samlede den op og slyngede den ned mod sporet.
Bang!
Et skud bragede prompte og Benzon så ligesom en skygge med en stor stråsombreo oppe bag et lille buskads. Han tøvede ikke et sekund, men fyrede, pumpede en ny patron frem og fyrede endnu en gang - men det første skud havde ramt.
Han hørte manden skrige:- Yo has tocar - yo muerto, amigo! (Jeg er ramt - jeg dør, kammerat).
Men Benzon var for gammel i faget til at gå på sådan en list. Mangen en mand var død fordi han syntes det var synd for modstanderen og var trådt frem for at hjælpe.
Men med manden oppe på bakkesiden var det åbenbart alvorligt, for han forsatte med at skrige hjerteskærende. Skiftevis bede om hjælp og forbande.
Makkeren hvis nerver tilsyneladende også var på højkant brølede tilsidst tilbage:- Ondular acabar sobre. Yo tener no tu chillido fuera, coyto"s!
(Gør en ende på det. Jeg holder ikke dit skrigen ud,coyote).
Men den sårede havde åbenbart ikke i sinde at dø og forsatte med at skrige.
Benzon sendte endnu et par skud op ad skråningen i retning af det sted han havde hørt den anden skrige op.
Et overrasket brøl svarede ham fulgt af et nyt skud, der gik langt ved siden af..
Den sårede skreg stadig hjerteskærende på hjælp, og Benzon regnede med at det distraherede makkeren så meget, at han måske turde foretage endnu et udfald. Hvis ville han måske kunne komme så tæt på at han kunne bruge sin revolver.
- Åh hjælp mig, Simon - jeg dør! jamrede den sårede videre på spansk. - Hjælp mig...
Benzon satte sig på hug. Stillingen var ved at blive uholdbar. Han følte som blev han langsomt ristet - levende! Sveden silede af ham i strømme og overalt bed og stak insekter i hans flænger - han havde det ad helvede til.
Skulle han forsøge den med stenen endnu en gang? Eller skulle han bare springe afsted.
- Simon, hellige gud fader, hjælp mig, jeg brænder op - åhhh...
Den sårede skreg igen på spansk og Benzon besluttede sig for at det måtte briste eller bære og stormede foroverbøjet op ad skråningen. Det første par sekunder skete der ikke noget, så brølede en stemme: -Idiota, fuego, idiota! (Idioter, skyd, idioter).
Benzon lod sig falde ned bag en jordknold - råbet var kommet ovre fra den modsatte bakkeskråning.
For sent opdagede han at jordknolden var en myretue befolket med store vrede røde myrer, der myldrede ud i tusindvis for at forsvare deres hjem. Deres bid var som stik af gloende nåle.
Rasende så han sig om efter sine menneskelige modstandere og opdagede den råbende mand ovre på den modsatte skråning. Manden stod helt udækket og fægtede med armene, mens han råbte og bandede truende ad sine kammerater.
Benzon betænkte sig ikke og selv om myrerne forsatte med at bide fik han alligevel tilsidst manden på kornet og trykkede af. Afstanden var vel mindst 150 meter, men alligevel syntes han bogstavelig at han kunne se kuglen piske ind i mandens bryst og kaste ham bagover, mens et forbavset udtryk groede fast på hans allerede døde ansigt.
Mændene over ham kom i vildrede. Manden han havde pløkket var åbenbart den der havde haft kommandoen. Den sårede jamrede og skreg stadig. Det var efterhånden også ved at gå Benzon på nerverne. Men den levende mand hindrede ham i at komme på skudhold - endnu .....
- Amigo - dejar valer me hasta muerto! skreg den sårede (Kammerat - efterlader du mig til døden).
Benzon kunne ikke høre, hvad kammeraten svarede, men øjeblikket efter hørte han den sårede skrige påny - i dødangst!
Clark Benzon fandt tiden inde til handling og rejste sig og stormede op ad skråningen så hurtigt fødderne kunne bære ham. Hvert øjeblik ventede han at blive sønderflænget af en kugle - men intet skete.
Han var næsten oppe ved mændenes skjul, da han hørte en hest galopere afsted i vild fart. Den såredes kammerat havde valgt harens våben og var stukket af. En anden gang han måske fik chancen til at gøre sit arbejde færdig.
Benzon var stadig ikke sikker og dels krøb og mavede sig frem til mandens skjul bag en græsovergroet stendynge, men manden var ufarlig - der var godt nok liv i ham endnu, men heller ikke mere, og han havde intet våben. Kammeraten havde afskrevet sin makker.
Manden, en mex i fyrrerne lå sagte jamrende og vred sig i sit eget blod, der pumpede fra det store hul Benzons kugle havde flænget i hans bryst
Benzon knælede ved hans side og snerrede hårdt: - Hvor skulle din amigo hen?
Manden harklede og spyttede blod. Han havde tilsyneladende ikke langt igen. Men tilsidst fik han fremmumlet: - Simon, den bastard, stjal mine pnege og våben. Simon ride tilbage til gringo og sige du dø - ham svi...
Manden rallede og Benzon troede et øjeblik han var død, men så fik mex"en igen et klart øjeblik og sagde tydeligt og klart: - Gringo og Simon mødes i Carney City...
Benzon ville have spurgt om mere, men det var for sent. Manden var død.
Arrigt rejste han sig, mens han mumlede: - Carney City, grænseflækken, hvor den hurtigste revolver var loven der talte...
Nu havde han et mål at gå efter - Carney City - lovløshedens hovedstad!





5.Kapitel
TAK FOR LÅN

Clark Benzon tændte sig en cigar, mens han så på den døde mexikaner. Han var ikke noget kønt syn, som han lå og flød i sit eget levrede blod, der hastigt var ved at blive opslugt af den tørre jord. Måske han burde have begravet manden - men på den anden side. Manden havde gjort sit bedste for at det skulle være Benzon i stedet der havde hilst på manden med kloven - og han ville sikkert ikke have gjort sig nogen besvær. Ådselsgribbene skulle også leve.
Tanken på ådselgribbene fik Benzon til at koge indvendig. Helt uforskyldt var han havnet i sin nuværende situation - hvis den satan til, Donald Sharp, ikke var kommet væltende ind i "Vognhjulet" ville meget have set anderledes ud denne søndag eftermiddag - han ville måske...
Men det kunne kun blive en luftig drøm, faktum var at han opholdt sig her vel en halv snes miles fra Towerstown sammen med mindst en død mand - manden ovre på den anden skråning måtte han nok også hellere kontrollere for en sikkerheds skyld. Det var nok at en af bagholdsmændene var undsluppet.
En skygge gled over bakkesiden og Clark Benzon så op. Den første grib havde øjnet mad og ventede bare på, at han skulle fortrække, så den kunne komme i gang med festmåltidet.
Clark Benzon undersøgte hastigt den dødes lommer, men der var intet ud over en rusten lommekniv. Ikke så meget som en cent havde makkeren efterladt - det grådige svin!
Benzon halvvejs gik og halvvejs gled ned ad skråningen og efterlod den døde til gribben, der svævede lavere og lavere sikker på at komme først, når liget blev alene, og begyndte den besværlige opstigning af den modsatte skråning. Det var ikke noget let job og det sved stadig i flængerne efter de tornede vækster. Solen stod næsten i zenith og stegte ubarmhjertig ned. Sveden sprøjtede af hans stærke senede krop i stride strømme.
Den anden mex var mindst ligeså død, som sin kollega, men i modsætning til denne havde han både våben, riffel, revolver, en lille taske med et oversavet haglgevær med tilhørende patroner og en dobbeltalebet kniv, og penge i lommerne - hele 200 dollars i gamle fedtede sedler, plus nogle småmønter. Bag en sten nogle meter fra hans sidste hvilested lå en sadeltaske med noget tørret kød, lidt tobak og en flaske tequila. Benzon samlede tingene sammen. De kunne ikke glæde den døde - og da han ingen ID-papirer havde på sig ville sikkert ikke andre end gribbene bekymre sig om ham. I disse øde uciviliserede egne bekymrede de færreste sig om andet end sig selv - andet var besværligt og kunne være sundhedsfarligt. Mange gav helst en kugle som svar på et spørgsmål - eller hvis man var i sparehjørnet en kniv mellem ribbenene.
Benzon smagte på det mexikanske brændevin - det var lunken og ikke af særlig god kvalitet, men det var drikkeligt. Den døde lod han ligge - man skulle være god ved dyrene havde han hørt et eller andet sted - i dette tilfælde ådselsgribbene. En halv snes stykker var allerede ved at lægge an til landing ovre på den modsatte skråning - ådselsgribbenes ædegilde var ved at tage sin begyndelse!
Spiritussen gjorde ham atter nærværende - den flygtede bandit, der efter makkerens oplysninger lød navnet Simon var smuttet og Benzon havde kun hørt lyden af en hest - så måske!
Atter tog han en besværlig nedstigning, nu yderligere belastet med den døde mex"s ejendele - gode beviser - en oversavet haglbøsse og 200 dollars i lommen på en peones, der ville være adskillige år om at tjene et sådant beløb på regulær vis. Men et var at have beviser, noget andet at få nogen til at tro på dem.
Vel nede i dalgangen prøvede han med nogle fløjt og hørte tilsidst en hest vrinske og gik efter lyden. Det var hans egen hest og den var vist glad ved at se ham - den havde fået viklet tømmen ind i en busk og stod med hængende hoved dækket af sved og skum - den havde tilsyneladende indset det håbløse i det hele og beredt sig for døden.
Benzon gik hen til den, mens han snakkede beroligende. Med mex"ens kniv snittede han tømmen i stykker og fik dyret fri. Den prustede taknemligt og fandt sig stilfærdigt i at han undersøgte dens sår og skrammer. Strejfskuddet over bagdelen var kun en flænge og ville hurtigt gro sammen og resten var kun overfladiske skrammer, da den var flygtet i panik.
- Go" hest, grinede Benzon og stak både sin egen og mex"ens riffel i sadelhylsteret, smed sadeltaskerne over ryggen på den og svang sig i sadlen. - Find dine kolleger!
Om hesten forstod ham eller skal være usagt, men under alle omstændigheder vrinskede den og fik sin kalden besvaret. Lidt efter var de fremme ved to radmagre krikker, der stod bundet til nogle stenblokke midt i den brændende sol. Benzon tog sadler og hovedtøj af dem og overlod dem til deres egen skæbne, da han havde nok i sin egen krampe, der lod frisk og stærk bortset fra strejfskuddet i røven. Dyrene så forbavset efter ham, da han påny svang sig i sadlen efterladende mex"ernes seletøj - det var af billigste kvalitet og ikke værd at samle på. Men orkede ikke at følge efter, da Benzon pressede hælene i flanken på sin hest og red mod syd - tilbage i retning af Towerstown!
Han vidste det var en leg med friheden - ja, måske døden af nærme sig den lille søvnige by på kanten af civilisationen igen - men han måtte, hvis han ikke ville ride en enorm omvej i dette glohede helvede, hvor solen stegte dagen lang og kulden borede sig ind i marven om natten - og det havde han ikke lyst til i øjeblikket.
Hævnen kogte i hans blod - den satan til Sharp kunne bare vente til han fik fat i ham, sa...
For sit indre blik forestillede Benzon sig alt det han ville gøre ved dusørjægeren, når han fik fat i ham - men det meste ville nok forblive drømme og fantasier.
En ny cigar og nogle slurke af sin egen efterhånden svindende flaske lunken whisky fik ham til at glemme fantasierne og tænke klart.
To mænd var døde for hans kugler i løbet af den sidste - ja, hvor længe havde bagholdet egentlig varet - halve eller var det to timer! Han vidste det ikke.
Men han følte sig træt og ødelagt som efter et langÉ dagsridt gennem dårligt terræn. To mænd, der åbenbart havde fået ordre og var blevet betalt for at dræbe ham.
Ådselsgribben, Donald Sharp ville tilsyneladende ikke selv tilsøle sine hænder med Benzons blod, men overlod den slags til sine underbetalte medhjælpere, de mexikanske peones, der var parat til at myrde deres egen mor for en sølvdollar.
Men de havde selv været ude om det, og deres død kunne afskrives som lovligt selvforsvar - men...
Benzon tvivlede ikke et øjeblik på at sherif Thacher godt kunne finde på at sætte ham ind for - mord!
Om ikke andet så for at vise sin magt og overbevise Towerstown"s indbyggere om sin dygtighed. Men han behøvede jo dels ikke at fortælle sheriffen noget, selv om han var nødt til at passere byen - men det havde andre måske gjort, så...
Måske ventede sheriffen ligefrem på at han skulle komme tilbage? Tanken var ikke umulig.
Benzon bandede osende.
Satan i hede hule gloende helvede!
Men han behøvede jo ikke jage tilbage. Den afdøde peones oplysning sagde jo ikke noget om hvornår Sharp og den overlevende skulle mødes i Carnery City - måske dusørjægeren var taget videre nordpå for at få kontanter for sin anvisning inden han satte kursen mod grænsen - den ville kun have den fulde kurs i en bank.
Gennem mellemmænd faldt værdien og Sharp havde ikke lydt som en mand, der unødvendig delte med nogen. Benzon kunne give sig tid. Han standsede hesten og steg af og gav den nogle mundfulde vand af den ene feltflaske, inden han bandt dens bagben sammen og tog hovedtøjet af den, så den kunne gå rundt og hyggeæde lidt, mens han fik sig et varmt måltid bestående af bønner og flæsk, en kop kaffe spædet med tequila og slutteligen en cigar, mens han afførte sig sine forrevne klæder og fandt nogle hele og rene i sadeltaskerne. Skrammerne og flængerne var irreterende og smertende, men oveffladiske og ville være minder i løbet af en dag eller to.
Solen stod stadig højt på himlen og han besluttede sig for at vente til det blev lidt køligere og endelig kunne det jo heller ikke betale sig at provokere Towerstown"s sherif ved at ride ind i byen ved fuldt dagslys. Han satte sig i skyggen af en stenblok og blundede hen med hatten nede over øjnene, mens hesten nippede til det stive græs og tørre buske i nærheden.
Hvad der skulle ske på den anden side af Towerstown interesserede ham ikke for øjeblikket. Hvis sheriffen fik øje på ham kom han jo alligevel ikke videre foreløbelig.
Der ville være et ophold på mindst en 2-3 uger inden dommeren ville dukke op og afsige sin kendelse - hvis da ikke...
Benzon stolede ikke alt for godt på den gamle hvidhårede sherif. Hvis han kunne se chancen til at mele sin egen kage, hvorfor skulle han så ikke...
Bødesnakken havde jo allerede talt for sig selv! Det ville måske være en god ide i al ubemærmkethed at lægge vejen forbi Towerstown"s sherifkontor.
Benzons mund smilede i søvnen - det ville være en god joke at kigge ind til sheriffen, når han mindst ventede det. En forbandet god joke!
Nogle timer senere tog han sig endnu en kop kaffe som han varmede over gløderne af det næsten udbrændte bål, inden han påny svang sig i sadlen.og red tilbage samme vej han tidligere på dagen var kommet.
En vred mand med sindet fyldt af had og hævn. Når...



6.Kapitel.
MED RENTER

Det var forlængst blevet mørkt, da Clark Benzon nærmede sig Towerstowns bygrænse, som han havde passeret tidligt på morgenen. Men hesten fulgte nemt sporet og ridtet var forholdsvis afslappende, og han sad og smånynnede for sig selv, mens han nød endnu en cigar - dagens nummer alt for mange - men hvorfor bekymre sig om sligt, når der var masser tilbage i kassen. Det kneb mere med whiskyen, der var kun et par dråber tilbage på bunden af flasken og han forbandede mex"en der havde skudt hans anden flaske i smadder et sted dybt ned under jorden. Red i sine fredelige afslappede tanker.
Hvis nu...
Benzon havde for længe siden lært at han ikke skulle stole på sine medmennesker, hvad enten de havde en stjerne på brystet eller ej - dem med stjernerne var sommetider de værste Måske Bill Thacher en gang havde troet på lov og retfærdighed - men det var i så fald længe siden. Han levede ud fra samme tese, som de fleste andre i det mere eller mindre lovløse land - rag til dig, når du har chancen, ellers snupper en anden bare gevinsten og griner ad dig tillige. Han stod stadig fast på at han ville slå et uventet smut forbi sherifkontoret, måske bare kigge ind ad vinduet - men forbi ville han. Der var store chancer for at sheriffen opførte sig anderledes når han troede sig upåagtet og privat.
Towerstown var ikke nogen stor by hovedgaden, Main Street, med 3 salooner, et spisehus, hotellet og en 5-6 forretninger, og en del gyder og stræder der spredte sig ud til begge sider fra hovedfærdselsåren - så der ville det nok ikke være særlig smart at ride ind.
En bleg måne var ved at stå op, da han bandt hesten bag en lade der lå et stykke væk fra den øvrige bebyggelse. Han sikrede sig at hans 38. Colt Peacemaker sad tilpas løs i hylsteret og sikrede sig ligeledes at bowiekniven han altid havde siddende i højre støvleskaft var på plads, hvis det skulle komme til en situation, hvor det ville være dumt at lade revolveren tale, så sneg han sig ind i byen, der her i de mere fattige arbejderkvarterer var ved at slumre ind for natten. Kun hist og her lyste det svagt fra et sovekammervindue. En gang gøede en hund et øjeblik, men så blev alt stille igen og Benzon listede sig videre op i byen. Den første saloon Silver Shoe" var ved at lukke og et par mænd stod et øjeblik i svingdørene og snakkede med bartenderen, inden de svang sig på deres heste.
Benzon stod et øjeblik og spekulerede på om han måske skulle prøve at få barmanden til at sælge sig en flaske, da denne demonstrativt lukkede yderskodderne for døren og låste med høje klik.
Satans osse! En drink ville have gjort godt, for kulden der langsomt kom smygende når solen var for- svundet trængte gennem Benzons ikke for tykke tøj og gjorde ham kold. Han sneg sig videre i skyggerne til næste saloon - "Palace", men her var der også lukket og der var kun "vognhjulet" tilbage - men der så han til gengæld både lys i vinduerne og en halv snes heste ved tøjrbommen udenfor.
Tørsten drev ham indenfor, og bartenderen, en fed skaldet mand i rød fløjlsvest serverede ham gerne en flaske. Men han kunne tydeligvis ikke lide at Benzon nøjedes med at smide de 3 dollars han forlangte på disken og så ellers gik mod døren igen - han havde regnet med en snak og drikkepenge.
Men på den anden side var prisen en dollar over det værten forlangte i afregning, .....
Benzon sneg sig om på bagsiden af bygningen, hvor der var skygge inden han trak proppen ud med tænderne og tog sig en stor slurk. Spiritussen brændte hele vejen ned gennem halsen - det var ikke noget anerkendt mærke men fuldt drikkelig.Han mærkede varmen brede sig i kroppen og følte sig pludselig på toppen igen. Det var tid at handle, hvis han da ikke allerede var for sent ude.
Klokken var på den skæve side af midnat og sheriffen hørte sikkert ikke til dem der brugte natten til pigefjas, så...
Benzon tog sig endnu en slurk og stoppede så ellers flasken i lommen igen og begyndte at gå, da han pludselig fik en gysende fornemmelse - han følte sig iagttaget!
Han gled helt ind i skyggen igen og gjorde sig til et med væggen han stod op ad med øjne og øren på stilke. En lillebitte lyd - måske bare en mus nåede hans øre og fik ham til at være yderligere på vagt.
En forkert bevægelse eller den mindste lyd og døden kunne komme farende ud af market i form af en kugle eller en kniv.
Den lille lyd kom igen og stadig kunne han ikke idenficere den - den kunne være afgivet af en mus, men det kunne også være en mand, der sneg sig næsten lydløs frem. Lyden var så svag at kun de allerfærreste ville have bemærket den.
Men Clark Benzon havde levet livet farligt så længe - i såvel byer som i ødemarken, at næsten intet kunne overraske ham mere.
Pludselig så han en skygge - modstanderen havde åbenbart fejldedømt månelyset - en formløs skygge, men stor - for stor til at være en kat eller lignende.
Han var øjeblikkelig på vagt og havde allerede ført hånden ned på revolverskæftet, da han huskede på hvor han var - midt i en by hvor han var uønsket - i stedet bøjede hans sig ned og fiskede bowiekniven frem af støvleskaftet. Den var et djævelsk tveægget våben, en lydløs dræbers våben. Spændingen steg, men Benzon var parat, hvis nogen skulle have lyst at spærre ham vejen frem.
Steg fra sekund til sekund Når som helst kunne døden komme farende ud af mørket. Steg til den næsten var uudholdelig. En af dem måtte gøre et udfald!
Benzon besluttede sig for at det måtte briste eller bære. Hvis han blev stående og afventede kunne han måske blive stående til i morgen tidlig - afventende!
Han gled lydløst ud af skyggen - hurtigt, heldigvis! Han hørte suset og indslaget og så en lang tynd dirrende kastekniv sidde i væggens træværk mindre end en tomme fra hvor han havde sin nakke.
Det var ikke en kat eller en skygge han havde som modstandee længere - det var en mand der forstod at kaste med kniv! Og mænd der havde kasteknive som speciale havde som oftest flere - nogle op til en 5-6 stykker,som de kunne kaste næsten ligeså hurtig som en middelgod skytte kunne affyre sin revolver. Og så var de lydløse.
Benzon sprang tilbage i dækning og mærkede da en ny kniv strejfede hans jakkeærme og efterlod en flænge inden den faldt til jorden. Han bandede.
Ansigt til ansigt var regulært - en natlig knivkaster, føj for helvede!
Men modstanderen havde ikke flair for sligt, han udførte bare sit arbejde -- skræmme og helst dræbe Clark Benzon.
Benzon havde ikke nogen egentlig fornemmelse af hvor modstanderen var, undtagen at det måtte være et sted ovre i nærheden af nabohuset, der var en slags blandet landhandel med masser af udhuse og halvtag bag den flotte facade ud mod gaden - manden kunne næsten være hvor som helst og fik han chancen ville han ikke tøve med at plante en kniv i Benzons krop.Han vejede sin egen kniv i hånden. Den kunne i en snæver situation bruges som kastekniv, men den var ikke beregnet til det. Han ville føle sig betydelig sikkere ansigt til ansigt med modstanderen - mand mod mand!
Månen var kommet højere op nu og badede alt i et blegt sølvlys. Benzon så tydeligt de forskellige udhuse nu - men ingen modstander og han måtte også snart selv til at flytte sig om han ikke ville bades i det ubarmhjertige månelys og være et let offer for den skjulte knivmand.
Skjulte! Indtil nu havde det mest været en kamp på nerver, selv om modstanderen også havde prøvet mere kontant med to knive - en psykisk kamp, som den mest kamptrænede og velafbalancerede ville vinde.
Han kunne måske vente modstanderen ud - men det var ikke sandsynlig. Han måtte handle. Han følte sig frem med foden og den stødte på en metalspand af en slags.
Lydløst fiskede han den til sig - det var en gammel vandspand med et stort rusthul i bunden. Et øjeblik tøvede han, så slyngede han spanden i retning af det nærmeste skur en halv snes meter væk. Den ramte pladetaget med en øredøvende skramlen.
Benzon syntes han hørte et gisp, men øjeblikket efter fik han andet at tænke på. Et vindue på førstesalen i huset han stod og krøb sammen ved blev slået på vid gab og en brøsig mandestemme brølede: - Hold op med den larm eller I får et skud dyrehagl!
Benzon smeltede i et med væggen. Det smertede stadig i hans krop efter tornene og strejfskuddet ude i bjergene, han havde ikke lyst til at forhøje dem yderligere med en gang hagl.
Vinduet blev smækket i med et brag igen.
Benzon besluttede sig for at satse - uden indsats ingen gevinst, og des større indsats, des større gevinst - eller tab!
Han sprang over smøgen mellem de to ejendomme og var pludselig inde i skyggerne mellem de mange udhuse med alle hånde mærkelige varer. Og så så han modstanderen. Manden stod bag nogle store baller uld og trykkede sig. Han var tilsyneladende endnu paralyseret af Benzons udfald med spanden og handelmandens trusler om en gang dyrehagl. Han var ikke andet end en stor knægt i en peones flagrende løse hvide jakke og bukser - men knivene han holdt i venstre hånd - 4 styks var ikke legetøj - de var dødens budbringere!
Mex"en var lidt længere end Benzon om at opdage sin modstander og det gav Benzon fordelen. Han flåede sin 38. Colt Peacemaker op af hylsteret og snerrede til den hvidklædte knivkaster: - Drop de knive eller det knalder. Den første kugle vil sidde i din venstre knæskal, amigo!
Mandens øjne flakkede skræmt og han så sig nervøst om efter en udvej, som en rotte der var drevet op i en krog af et kobbel rasende hunde - og så at der ingen udvej var - kun døden! Men manden havde en fordel fremfor en rotte.
Han kunne tale med sin modstander. Med en stemme der knækkede over i panik sagde han: - Senor ikke dræbe mig. Jeg fattig mand og gringo sige 100 dollars, hvis...

Benzons øjne veg ikke fra modstanderen og kunne resten af sine dage takke sin fornuft for det. Manden gjorde en blød bevægelse og en kniv suste millimeter forbi hans hals og borede sig ind i træværket bag ham.
Et brøkdel af et sekund tænkte Benzon på at skyde, men besindede sig så og skiftede lynhurtigt kniven tilbage i højre hånd og kastede.
Og hans kniv fandt sit mål som manden stod klart oplyst af månens skarpe lys. Han så dens skygge komme farende som en huggende slange og så ellers mandens forbavselse, da det dobbeltæggede knivsblad borede sig ind i hans mellemgulv. Kasteknivene gled ud af hans fingre, da han slog hænderne mod indslagsstedet og søgte at trække kniven ud, mens hans øjne blev mere og mere glasagtige og knæene langsomt gav efter under ham.
Skriget han udstødte var som fra helvedes forgård og mellem bygningerne, og påny blev vinduet i øverste etage slået op og denne gang blev det ikke ved ordet.
Et skud drønede og en ladning hagl piskede som en byge ned over udhusenes tage fulgt af handelsmandens kaglende latter og ordene: - Så kan man måske få nattero for jer, satans liderlige katte!
Handelsmanden troede tilsyneladende det var katte på nattesjov han havde skudt efter.
Benzon knælede ned ved siden af sin modstander. Manden var ikke helt så ung som han troede - det havde skyldtes mandens spinkelhed. Nær på så han ud til at være i midten af trediverne. Der boblede blodig skum i hans mundvige. Benzon gjorde sig kold for den andens pinsler. Manden ville ikke have vist nåde, hvis det var ham der havde haft overtaget - tværtimod! Han ville uden nåde have dræbt sin døende modstander.
- Hvem er du? snerrede Benzon, idet han med et snuptag trak sin kniv ud af mandens stærkt blødende mavesår. Blodstrømmen tog yderligere fart og manden jamrede klagende som tegn på at han vidste hvad vej det bar, hvis han ikke hurtigt kom under lægebehandling.
- Simon Santana! gispede manden. - Jeg dør, senor - jeg...
- Kedelig for dig, Simon, svarede Clark Benzon iskoldt. - Giv mig de rette oplysninger og jeg vil måske prøve at hjælpe dig.
- Spørg, Senor - spørg, gispede manden rallende.
- Er du en af Donald Sharps mænd? spurgte Benzon, mens han tørrede sin kniv af i mandens jakke inden han stak den tilbage i støvleskaftet.
- Gringo Sharp betale - jeg fattig mand...
Den spinkle mex var dødens sikre bytte, men alligevel ville han ikke acceptere det. Han gjorde et desperat forsøg på at få fat i en af sine knive, men det blev kun et spinkelt forsøg. Benzon plantede en støvle på hans hånd og snerrede: - Du er en bastard, Simon - en tævesøn der aldrig skulle have været født. Stikke af fra en såret kammerat efter at have bestjålet ham - føj for helvede....
- Men jeg troede, jamrede manden, mens han gjorde et frugtesløst forsøg på at flå sin hånd fri af Benzons støvlesål.
- Ja, du troede at solen og gribbene ordnede din kammerat inden nogen opdagede hvilken kujonagtig bastard du er, Simon Santana. Sharp ville være stolt af dig i dette øjeblik. Du fortjener din skæbne, lort, sagde Benzon isnendede og vendte sin modstander ryggen.
Den hådtsårede mand rejste sig på albuerne og strakte klynkende den ene hånd frem mod Benzon, idet han stønnede: -Nåde Senor, efterlad mig ikke sådan...
- Du har dine knive, Simon, hvis du ikke synes døden kommer hurtigt nok af sig selv. Var det i Carnery City du skulle møde Senor Sharp? spurgte Benzon i stedet for at svare på den såredes bønner.
- Ja, for helvede, Senor - hjælp mig....
- Jeg skal lade et ord falde til sheriffen, når jeg møder ham, din mislykkede søn af en tæve, snerrede Allison og vendte sig for at gå.
-Åååhh...
Benzon vendte sig og så den hårdtsårede mand ligge på jorden med en af sine stiletspidse kasteknive gennem hjertet. En sidste krampetrækning fik hans ene ben til at spjætte et par gange.
Manden havde erkendt sit nederlag og taget konsekvensen.
Benzon skyndte sig bort uden at undersøge manden nøjere - havde han noget i lommerne ville det være tilsølet af blod, og så meget var et par sedler heller ike værd.
Der brændte stadig lys i "Vognhjulet"s spille-og-serveringslokaler og sherifkontoret overfor, da han lidt efter forlod valpladsen, hvor en nu død mex havde forsøgt at tjene et par kvikke dollars og var død under forsøget.
Sharp ville have endnu et morderisk anslag at stå til svars for når de mødtes - ansigt til ansigt!
Men først ville han lige have et kig gennem sherifkontorets vindue.



7.Kapitel.
TAK FOR LÅN

Et par af "Vognhjulet"s gæster - to midaldrende mænd der var så berusede at de måtte støtte sig til hinanden på hjemvejen og hestene ved tøjrbommen var de eneste levende væsener der så Benzon da han smuttede over gaden og sneg sig hen til det oplyste vindue i sherifkontoret. Han fik sig et mindre chock, da han satte sig på hug under det - sheriffens og endnu en mandsstemme gik tydeligt og klart igennem til ham, som opholdt han sig i rum sammen med mændene - til han opdagede at grunden var at vinduet stod på klem.
- Det siger jeg dig, Alfons! Det var så nem som fod i hose, hørte han sheriffens stemme kagle i et pralende tonefald.
Benzon prøvede at komme til at kigge ind ad det lille vindue, men det var så snavset at han kun kunne se mændene inde i kontoret som slørede skygger.
- Måske, Bill! Men er du egentlig klar over hvem det er du har lagt dig ud med? spurgte den anden i værelset med en tør knirkende stemme.
- Næh, skulle navnet Clark Benzon sige mig noget særligt, Alfons! skål på morgendagen, min gode dommer! kaglede sheriffen videre og Benzon så skyggerne hæve armene, som de skålede.
- Jeg er bange for at du ikke er særlig vel orienteret, Bill! At røre ved Clark Benzon, når man ikke har ham i lænker og dækket af mindst et par skydere, er som at rulle sig i honning og lægge sig ved siden af en myretue. Den mand er dødsensfarlig, hvis han føler sig trådt over tæerne, svarede den knirkende tørre stemme oplysende.
- Men jeg har sågu" ikke generet ham. Det var Sharp der startede balladen, fordi han så en hurtig gevinst i slynglen Leguard, sagde sheriffen ivrigt protesterende.
- Ikke, Bill! Jeg har da ellers hørt at du arresterede ham, da han forlangte sin soleklare ret og låste ham inde i en celle ved siden af hende, hende...
Det var som kunne den gamle knirkende stemme ikke få sig til at sige ord, som mexluder eller noget i den retning.
- Soleklare ret, Alfons? Pengene lå spredt ud over gulvet, da jeg kom til stede. Rancherne Carson og Highter kender jeg - de er gode mænd, der svarer enhver sit og aldrig laver ballade. De havde trukket sig, da indsatsen blev for høj efter deres mening, mens denne Benzon og afdøde Leungard forsatte med at piske puljen op.
Vores bedemand fandt to esser gemt i ærmet på afdøde, da han skulle gøre liget klar til begravelse - det beviser at manden spillede falsk - og gjorde den ene, så...
- Gik du automatisk ud fra at den anden også gjorde det, ikke sandt, Bill? afbrød den gamle knirkende stemme sheriffen i forhørstone.
- Æhja, men...
- Bill, jeg kan godt gentage det, selv om jeg ved det vil være som at smide vand på en gås, du er den udøvende magt, ikke den dømmende. Du er sherif og skal holde orden og arrestere folk der bryder loven, resten skal du lade os der er uddannet til at dømme tage sig af. Du bliver aldrig klogere, vel? spurgte den tørre stemme i en tone, som talte den til et uartigt barn.
- Men jeg troede...
- Hvad troede du, Bill? At denne Clark Benzon var et bondefjols - du har aldrig taget mere fej1 i dit liv, min ven. Hvis jeg var dig ville jeg ikke kunne sove roligt, før jeg hørte at nogen havde lagt et reb om denne slyngels hals og trukket til til han var død. Tro mig, Bill, når jeg siger du hellere måtte sove sammen med en klapperslange - en ophidset klapperslange....
Den gamle knirkende stemme gik over i noget der vist skulle være en latter, men mest mindede om et skred i en grusgrav, så skurrende var den.
- Men jeg ville jo kun...
- Stjæle lidt håndører, Mister Thacher! Jeg kender dig - har kendt dig i over 40 år. I begyndelsen var du en pæn hæderlig mand, men som du opdagede at folk var bange for stjernen - så...
- Beskylder du mig for at stjæle, Alfons - det var dog det groveste. Jeg...
- Hold kæft, hva"! Jeg fremsætter aldrig ubegrundede rygter, min gode mand. Jeg ved for eksempel at du mere end en gang har kradset bøder ind, men glemt at afregne, når jeg kom til det ugentlige retsmøde. Og lad endelig vær at protestere, det ændrer ikke ved fakta! Du er et korrupt svin, Bill Thacher, som næsten alle andre jeg kender, sagde den gamle tørre stemme påny gående over et sandskredslatter. Alfons, et eller andet, der tilsyneladende var dommer morede sig tilsyneladende med at sjofle sin sherif-ven i denne sene nattetime.
- Men Alfons - du...
- Hvad jeg gør, det rager ikke dig, Bill, forstået?
Der var pludselig kommet en truende klang i den gamles stemme. Manden følte sig åbenbart trådt for nær.
- Men jeg...
- Ti stille, mand, til jeg spørger dig om noget. Du dummer dig bare du lukker kæften op, snerrede den knirkende stemme surt.
- Men, Alfons...
Den anden foretrak at overhøre ordene og spurgte i stedet: - Hvor meget fik du med herhen, Bill Thacher! Og ingen fuptal om jeg må bede?
- 2847 dollars, Alfons, indusive jetoner som jeg fik "Skalleknuser" - undskyld værten på "Vognhjulet" til at veksle, da de jo ikke repræsenterer nogen værdi udenfor huset, svarede sheriffen hurtigt.
- Aha - og hvor meget fik du i provision af dine såkaldte ranchervenner, Bill? forsatte den ukendte Alfons forhøret af sheriffen.
- Provision, jeg forstår ikke, Alfons - jeg...
- Du tog uden videre deres ord for gode varer. De honorerede det sikkert efter fortjeneste - eller er du ved at blive senil, Bill. Der står unge på spring, hvis...
Stemmen fuldendte ikke sætningen, men det var tydelig, hvad den mente. Sheriffens job hang i en tynd tråd og lod Alfons et ord falde på rette sted, så var Bill Thacher ikke længere sherif, men pensionist!
- Selvfølgelig Alfons. Det skulle være en overraskelse. Jeg fik 500...
Der blev en pause på flere sekunder, så forsatte sheriffen. - ... til hver!
- Din satan, Bill Thacher. Du bringer os begge i fængsel en skønne dag. 500 dollars siger du og denne Clark Benzon slap vel også lidt inden han fik lov at gå, eller hvordan? den knirkende stemme havde fået en listig klang.
- Jeg prøevede, Alfons. Jeg prøvede...
Sheriffens stemme var næsten ydmyg undskyldnde.
- Men han gik ikke på dine rævestreger, hva"? hånede Alfons sin sheriffen.
- Jeg idømte ham en bøde på 100 dollars, Alfons, men jeg mente vi havde dækning nok i de penge jeg beslaglagde til du kunne afsige kendelse i sagen, svarede sheriffen i et forsøg på at vride sig ud af den andens smart tilrettelagte fælde.
- Og det har du naturligvis givet ham en kvittering på, Bill! Har du ikke? forsatte den gamle knirkende stemme nådeløst.
- Du prøvede altså på at få ham til at slippe penge til egen fordel, din satan, skar den Benzon ukendte Alfons"s stemme igennem.
- Men Alfons, forbundskassen...
- Distrikskassen, min gode mand. Jeg er dommer af proffesion. ikke for sjovs skyld. Distriktet betaler mig løn og har det ingen indtægter - så...
- Det tænkte jeg ikke på, Alfons. Jeg mente bare....
- Du skal aldeles ikke mene noget selvstændigt, Bill Thacher - det er du for dum og indskrænket til. I fremtiden gør du kun hvad du får besked på af mig og borgmesteren. Dine selvstændige initiativer ødelægger alt hvad vi i tidens løb har bygget op. Dette er ikke en lovløs by ude i et af terrotorierne, Bill Thacher - det er en civiliseret by, forstået! En by der følger love og vedtægter, okay!
Clark Benzon hørte den gamle få et anfald af hoste efter den lange snak. Han svor lydløst.
For satan, de lovansatte svin sad ligefrem og pralede af at de havde taget røven på ham, for satan, i glohede helvede - satans, satans...
Spøgen var ved at gå for vidt. Et var hvis han var blevet taget i fuppen - men ligefrem prale med det. Han, Clark Benzon havde sit rygte at tænke på. Hvis dette kom frem ville han snart være skydeskive for skosser og udleveret til almenhedens latter, hvor han end viste sig - han ville være en færdig mand. Han kunne ligeså godt søge om optagelse på et alderdomshjem eller skyde sig en kugle for panden - livet ville være uudholdeligt.
Og det svin til sherif havde påstået at dommeren først kom om tre uger! At dommeren kun kom en gang i måneden, når han i virkeligheden kom en gang om ugen. Den satans elendige skiderik af en stjerneslæber - han skulle...
En mand blev under larmende protester hældt ud af "Vognhjulet" og truede med en masse han skulle gøre ved udsmideren - hvis...
Manden faldt i søvn ved siden af tøjrbommen inden han fik sine trusler ført ud i livet og stilheden sænkede sig igen over gaden.
Benzon dukkede under vinduet og gik med et par raske skridt hen til døren. Mon den var låset...
Raseriet kogte i ham - de satans svin, der ville gøre ham til en landsbyidiot - et fjols, som alle grinede ad. Han skulle vise dem.
Han greb fat i dørhåndtaget med venstre hånd og trykkede ned og pressede frem. Døren var ikke låset, den gled op på knirkende hængsler. Et øjeblik var han blændet af lyset fra den søvnige olielampe - men 38. Colt Peacemaker"en i hans højre hånd var ikke blændet og pegede truende i retning af de to mænd, der sad ved sheriffens skrivebord og delte en flaske whisky og nød en god cigar til. Den ene kendte han som sheriffen, mens den anden var en hvidhåret mand helt klædt i sort og med uindfattede briller på den blålige kartoffelnæse.
Begge mændene stirrede paralyserede på den sene nattegæst med deres whiskyglas halvvejs oppe ved munden - stirrede som så de et spøgelse fra graven.
- Godaften, hilste Clark Benzon høfligt, inden han fortsatte: - Tre uger går hurtigt, hva" sherif Thacher?
- Dommer Fischer kom tilfældigt forbi, Mister Benzon. Jeg...
- Pis og gulvsand, snerrede Benzon og holdt et vagtsomt øje på begge mændene. Fordi dommeren så gammel og skrøbelig ud kunne han godt være bevæbnet og farlig.
- Jeg har hørt en masse af jeres snak. Jeg skulle nok rigtig fuppes, hva"?
- Mister Benzon, De er anholdt. Sherif...
Den gamle hvidhårede dommers stemme peb op da han prøvede at beordre sin underordnede i falset til det han selv lige havde frarådt.
- Ked af livet, dommer Fischer? spurgte Clark og lod Colten pege på den gamle lovmand.
- Det er mord, Mister Benzon, nærmest hylede dommeren.
- Måske, men det vil næsten være anklagen værd. Sikke en masse jeg kunne fortælle i retten, min gode dommer, svarede Benzon med et skævt blik og pegede på whiskyflasken med den frie hånd. - Hvad med en drink til en tørstig mand?
Ingen af mændene svarede. Benzon fortsatte: - Jeg hørte noget om 2847 dollars, sherif Thacher! Jeg regner med at du har pengene i pengeskabet ovre i hjørnet. Gætter jeg rigtigt?
Sheriffens tavshed var ham svar nok.
- Lås mine penge ud, sherif Thacher. De giver ingen renter, mens de ligger og flyder i dit pengeskab, fortsatte Clark Benzon, da sheriffen stadig ikke sagde noget.- Nu med det samme...
- Alfons, du...
- Som jeg sagde tidligere, Bill. Det var dumt af dig at tirre Mister Benzon. Jeg ser ingen anden udvej end at give ham pengene - eller du har måske et forslag? nærmest hånede den gamle sortklædte dommer sheriffen, der skiftevis blev bleg og ildrød i hovedet af raseri.
- Jeg, jeg...
- Drop hellere din kanon, sherif, inden du får fikse ideer - og hvis hans velærværdighed er bevæbnet bedes han gøre det samme. Jeg hader når gamle svage mænd kommer til skade, afbrød Benzon sheriffen med en stemme der bogstavelig kogte over af spottende hån.
Sheriffen fnyste, men løftede tilsidst meget forsigtigt sin Remington ud af hylstret med to fingre og lod den falde til gulvet, mens dommeren lagde en lille forniklet to-skuds Derringer fra sig på skrivebordet.
Benzon smilede drillende til dem og sagde:
- Se, det var meget bedre, mine herrer! så var det skabet, sherif!
Mændene udvekslede blikke, men sheriffen måtte først tage øjnene til sig og fiskede tilsidst en nøgle op af vestelommen og åbnede skabet. Han ville til at række ind i det, da Benzon viftede truende med sin 38. Colt Peacemaker og sagde: - Jeg tager selv, sherif! Det var 2847 dollars du sagde, ikke sandt!
Sheriffen bevægede de tynde blodløse læber, men der kom ikke en lyd over dem. Han forbandede sikkert Benzon dybt ned i det sorteste helvede.
Benzon gav dommeren besked på at tælle beløbet op efter at han havde fjernet en kortløbet Remington Star-revolver og en kniv fra skabets indre.
Dommeren, der var en fornuftig mand, der vidste hvornår han skulle passe gjorde som Benzon sagde og talte pengene op til sidste dollar og puttede dem i en kuvert, inden han bad Benzon kvittere for beløbet på en kvitteringsblok. Benzon føjede ham for syns skyld og tog kuverten og puttede den i inderlommen.
De to aldrende mænd - den udøvende og den dømmende magt i Towerstown - sad med triste miner og hængende skuldre og afventede Benzon næste træk. De lignede det de var - to gamle mænd!
- Og nu, sagde Clark Benzon med et grin der nåede helt op til hans grønne rovdyrøjne. - Må, de herrer hellere gå til ro for natten. Det er jo langt over jeres sengetid!
- Jeg forlanger, Mister Benzon.
Det var dommeren der havde mandet sig op til en protest. Benzon vinkede ham af og forsatte: - Cellen ved siden af Ramona er ledig, formoder jeg. Lås op til arresten, sherif!
- For helvede da, Benzon. Du kan da ikke...
Det var sherif Thacher der syntes at nu var målet ved at være mere end fuldt. Et var at Benzon havde overlistet afvæbnet dem og taget pengene der var blevet beslaglagt i "Vognhjulet" - men at låse dem inde i en celle ved siden af en pervers mexluder - det var for groft!
- Jo, det kan jeg netop. Jeg vil have et pænt forspring før I to fjolser farer ud i byen og samler en patrulje. Lås så op, Thacher, eller jeg skyder en kugle i knæet på dig, truede Benzon og viftede med revolveren.
Sheriffen så opgivende på dommeren, der nikkede vredt, idet han snerrede: - Denne joke vil koste Dem dyrt, Mister Benzon. Man spøger ikke med loven!
Benzon lo ham hånligt op i ansigtet og viftede mændene ud i arrestafdelingen, da Sheriffen havde låst op.
Mordersken Ramona sov trygt, da de trådte ind, men vågnede med et sæt, da Benzon sagde: - Jeg ønsker de herrer velbekomme. Ramona er en god sutter, godnat!
- Hva" - hvad sker, råbte hun nervøst, inden Benzon lukkede og låste døren til arrestafdelingen.
Hurtigt tog han alle løstflydende våben og smed dem ind i pengeskabet, som han låste uden at kontrollere om der var flere penge i det. Han var ingen tyv. Han ønskede kun sin ret - og havde delvis fået den. Men i morgen...
Han tog et par kraftige slurke af lovmændenes whiskyflaske inden han gik ud efter at have set at gaden var fri gennem dørsprækken.
Han havde vist Towerstown at han ikke var at spøge med. At han ikke lod sig snyde - men...
Han gjorde sikkert klogt i at være meget langt væk, når morgendagen gryede og en eller anden fandt lovmændene i arresten sammen med mexluderen.
Meget langt væk. Han skyndte sig tilbage ud af byen til sin hest og lidt efter var han på vej i en bue omkring byen.
I morgen...
Han gav hesten et dask med tømmen og den satte farten op. Det var med at være meget, meget langt væk, når dagen gryede.