8.Kapitel.
PÅ FLUGT

Hele natten red han, mens månen gled over himmelhvælvet og coyoterne hylede. Natten var kølig og det var med at benytte alle chancer - i morgen ville han have en patrulje i røven, rasende som en flok blodtørstige ulve, der ikke havde fået mad i en måned. Dommeren og sheriffen ville opildne dem. Han, Clark Benzon havde gjort groft nar ad loven. Havde afvæbnet sheriffen, taget penge i pengeskabet - penge der retteligen tilhørte ham, men det skulle lovrnændene nok vare sig for at fortælle de gode borgere de fik lokket eller truet med i patruljen og sidst men ikke mindst spærret dem inde i arresten sammen med en pervers mexmorderske - hvad kunne der ikke være sket, hvis Benzon smilede ved tanken om, hvad der antagelig var sket!
Ramona var sikkert ligeglad med hvilke mandfolk det var hun fik fat i sin sidste tid - hvis da ikke dommeren i sin sexuelle enfold benådede hende for et put i sengehalmen, man kunne aldrig vide med gamle mænd, der hver gang troede at forrige gang havde været den sidste.
Men det var ikke patruljen der gjorde ham mest nervøs - efter en dag eller to ville den opgive og ride tilbage og sagen ville overgå til forbundsmyndighederne, der ville arkivere den mellem masser af andre og kun hvis Benzon ved et uheld faldt i en forbundsfælde ville noget komme for dagen igen. Næh, det var at man sikkert ville sende plakater rundt i alle verdenshjørner med en fed belønning - levende eller død!
Lovmændene optrådte som regel regulært og mødte deres modstandere ansigt til ansigt, mens dusørjægerne - vestens ådselsgribbe - så mindre på midlerne end målet - dusøren!
Og Benzon havde en anelse om at dusøren for hans uskadeliggørelse ville være af en størrelse der kun friste de fleste - man pissede ikke ustraffet på en lovmand, om han end var aldrig så slyngelagtig.
Vejen til Carnery City ville være både menneskelig og fysisk besværlig - han skulle have et øje på hver finger og have en stor del held for at slippe levende igennem til den lovløse grænseby der lå på begge sider af grænsefloden med de store forlystelseskvarterer på den amerikanske side, mens peones og mexludere krøb sammen i elendige hytter på den modsatte bred - ros, der var parat til at angive deres bedste ven for en dollar og myrde deres mor for en femmer!
Benzon havde været i byen et par gange, men den blev aldrig hans yndlingsopholdsted, som den lå i et øde, sumpet område og hvor sygdomme, som gul feber, malaria, tuberkolose og de "såkaldte hemmelige sygdomme" krævede endnu flere liv end revolverdueller og slagsmål gjorde. Byen havde faktisk kun en fordel for de lovløse desperados, der søgte til den. Lovmændene lod dem som i reglen i fred ud fra teorien om at det var spildt arbejde at slæbe forbryderne tilbage til gerningsstedet for deres misgerninger og stille dem for en dommer, når sygdom og indbyrdes opgør ordnede sagen - hurtigere og ufarligt - for lovmanden!
Ved daggry var han mange miles væk fra Towerstown og han tillod sig en times pause ved et vandhul, både for sin egen og hestens skyld. Dyret behøvede både vand, foder og smule hvile, hvis den skulle bringe ham i sikkerhed for de vrede lovmænds patrulje. Han samlede lidt kviste og tørret græs til et bål, og mens dåsebønnerne, det tørrede kød og kaffevandet blev varmt, sørgede han for at hesten fik stillet tørsten og siden kunne forsyne sig af det saftige grønne græs der groede tæt omkring vandhullet.
Efter en time var han igen i sadlen. Han følte sig godt nok stadig lidt halvslatten, dels på grund af manglende nattesøvn og dels sved det stadig i nogle af skrammerne han havde reddet sig den foregående dag, da han havde måttet søge dækning i tornebuskadset for Sharps mexikanske snigskytter. Den satan ville have noget at stå til regnskab for de mødtes - en forbandet masse efterhånden.
Igen begyndte en ny solstegt dag i det øde nådeløse landskab, hvor han kun havde sig selv om sin hest at stole på. Skete der hesten eller ham selv noget ville en kugle være den nådigste udvej!
Over øde prærie, næsten ørkenagtige områder, gennem lave højdedrag og enkelte gange næsten venlige landskaber omkring et vandhul, red han den lange udslagne dag, mens han med jævne mellemrum kastede blikke bagud ad det sjældent benytte spor - der var kun enkelte nyere spor, mens langt de fleste var udviskede af den varme vind der udtørrende og udmarvende hviskede gennem landskabet, men hver gang var sporet lige øde.
Måske Towerstown"s indbyggere syntes det var morsomt at sheriffen og dommeren sad i fængslet, og derfor ikke havde spor hast med at befri dem?
Benzon kunne håbe på det - men han kunne ikke regne med det! Han gjorde klogest i at komme længst muligt væk på kortest mulig tid - des længere, des bedre!
Midt på dagen holdt han yderligere en pause - lidt længere denne gang. Sheriftruppen ville sikkert gøre det samme for ikke at sætte både mænds og hestes liv på spil i halsløse forsøg på at fange en mand, der var kendt for at klare sig helskindet ud af de fleste situationer.
Ved solnedgang red han videre og forsatte til langt ud på natten inden han tog en ny pause.
Han begyndte faktisk at tro på sit held. Der havde stadig ikke vist sig tegn på liv bagude. Han kunne jo ikke vide, at dommeren på det bestemteste havde frarådet sherif Thacher at sætte efter flygtningen, der efter fundet af liget af den mexikanske knivkaster, yderligere fik betegnelsen morder fæstnet på sig, da området fra Towerstown og ned til grænsen ville være mere end umenneskeligt at komme igennem. Det eneste de antagelig ville få ud af en menneskejagt ville antagelig være tab af både mænd og heste. Hvorfor ikke overlade jobbet til "gribbene" - dusørjægerne!
Sheriffen kunne godt se det smarte i at lade andre udføre det arbejde, man selv fik betaling for at udføre - men pengene Benzon havde raget til sig 2847 dollars ville også for evigt være tabt.
Mange rare penge for en sherif, der havde 75 dollars plus frit ophold om måneden - også selv om han skulle dele med dommer Fischer!
Dette havde de to mænd en længere diskussion om over en flaske whisky efter at de var blevet befriet af medhjælperen Crow ved 7-tiden om morgenen - men dommeren havde som sædvanlig vundet. Akademikeren over bondekarlen! Og de havde sammen lavet et plakatudkast, der lød som følger:


REWARD.

(et dårligt foto)

Clark Benzon, alias James Reed, efterlyst for mord, pengeskabstyveri og kidnapning af øvrighedspersoner,ønskes indbragt til nærmeste sherif. Towertown byråd udsætter en dusør på 1000 dollars til den der indbringer ham levende eller død.
Alfons Fischer
dommer


Medhjælperen Crow blev sendt ned til redaktøren af Towerstown"s ugesprøjte "Towertown Times" med besked om at få plakaten fremstillet i 100 eksemplarer hurtigst muligt, mens de to gamle trætte lovmænd gik ned i Mama Rosa spisehus og fik sig et solidt morgenmåltid efter den anstrengende nat i arresten.
Anstrengende på mere end en måde.
Ramona, mordersken havde efter først at have hånet og ålet de to lovmænd grundigt gået over til at fedte for dem. Hendes liv afhang trods alt af dem. De kunne bestemme om hun skulle hænges eller slippe med fængsel, da hun jo havde vedgået sin skyld og sagen således dømmes uden nævninge Og hun havde fedtet for dem med det eneste hun havde - sin krop!
Og havde Benzon følt sig dum, da han "fjern- kneppede" med hende var det intet mod, hvad lovmændene følte, da de skulle have "sagen" for. For det første var de to, der måtte skiftes, og da de var over den første "hingstealder" gik det jo heller ikke for stærkt med at få pikkene på højkant - så det blev ikke kun selve akten, der føltes fornedrende i al sin dyriskhed. Ventetiden var faktisk den værste.
Men alt dette kendte Clark Benzon jo ikke til som han red gennem det ugæstfrie terræn i retning af Carnery City - han tænkte bare på at slippe længst mulig væk inden de vrede lovmænds hævnende kobbel indhentede ham og slæbte ham tilbage til en usikker skæbne i Towerstown"s fængsel.
Hele dagen red han med korte spise og hvile-pauser til han efter solnedgang vovede en længere pause, da han stadig ikke havde set til sheriffens folk, og faldt i søvn, næsten inden han var færdig med kaffen der var spædet med det sidste af hans whisky, og sov til månen stod højt på himlen og fortalte at klokken var et godt stykke på den anden side af midnat.
En ny kop kaffe varmet over bålets sidste gløder gjorde ham så vågen at han kunne svinge sig i sadlen og sætte kursen videre mod syd - lovløshedens paradis!
Red til han op ad formiddagen i solflimmeret så det første tegn på andre mennesker i al den tid han havde været på flugt. Det var et skilt. Der stod.




HANDELSSTATION - sidste chance før grænsen
Mad - spiritus - logi - heste
Følg pilen ca.2.km.


Benzon følte tørken i sin hals og drejede hesten ind på det overgrgroede spor, der førte væk fra hovedsporet.
Det ville ikke være tosset med en bøf og et par drinks - hvis da handelsstationen var i brug endnu...
Hverken sporet eller det afskallede skilt kunne give svaret. Det måtte ske ved selvsyn.
Han huggede hælene i hestens flanke for at få den til at sætte farten op. Men den satte ikke just i galop. Den var træt og kunne også bruge et længere hvil.
I en lavning omkring et vandhul med skyggefulde træer lå handelsstationen - et stort lerklinet ukalket hus. Der så ud til at være mennesker dernede.
Fem heste gik i en fold, hvis ene ende sluttede nede ved vandhullet, og nogle høns lå og tog støvbad på gårdspladsen. En lille skabet gulbrun hund kom farende gøende af fuld hals, da Clark Benzon gjorde holdt ved det store vandtrug midt på gårdspladsen.
Hunden dansede rundt om Benzons ben, mens han vandede hesten og selv fik lidt væde i sit støvede og langskæggede ansigt - det pyntede sikkert ikke, men det gjorde godt. Først måtte han have stedet undersøgt, og have en drink siden kunne det måske være på plads med en renselsesproces i større stil. Men den holdt sig på afstand, som havde den før fået et spark af en hård støvlesnude.
Benzon havde netop bøjet sig ned mod truget for at slynge endnu et par håndfulde vand i ansigtet, da en drillende kvindestemme bag ham sagde: - Gør du dig smuk for min skyld, fremmede!
Benzon nåede ikke at svare, førend stemmen forsatte i et hårdere tonefald: - Gør ikke noget overilet, jeg er kendt for at være kvik på aftrækkeren.
Benzon bandede han var gået ret i en fælde endnu en gang. Men hvilken fælde....




9.Kapitel
LULU

I et par sekunder stod Benzon urørlig ved siden af vandtruget. Han bandede indvendigt.
Satan i helvede! Idiot, betroede han sig selv.
Kvindestemmen bag ham skiftede igen tonefald.
Nu var stemmen lattermild. Den sagde: - Vend dig langsomt, Mister. jeg har fingeren på aftrækkeren, hvis du skulle få smarte ideer.
Benzon vendte sig langsomt med hænderne langt ude fra kroppen. Hans 38.Colt Peacemaker, sad let tilgængelig i hylsteret, og i hans sadeltasker opbevarede han stadig den døde mex"es revolver og afsavede haglbøsse, ligesom han også havde to rifler - men altsammen hjalp det mindre end intet. En smart dulle havde ham på kornet og den mindste forkerte bevægelse, så...
Men stadigvæk en kvinde - måske...
Hans grønne rovdyrøjne lyste lystent op, da han så pigen. Hun var klædt som en mand i ternet skjorte, lewisbukser og ruskindsvest og en grå stetson kvikt på snur i nakken. Men alt dette så Benzon først i tredie øjekast - det første faldt på revolveren hun holdt i hånden. Det var ikke nogen ganske almindelig dameskyder - ja ikke en gang en almindelig mandeskyder af seksløber-typen.
Nej, det var et våben Clark Benzon kun et par gange havde set og en enkelt gang prøvet - det var en Barnum Jubille 45 W.G. til syv skud. Et fordelsvåben, hvis man ellers var en god revolverskytte, da man stadig ville have en kugle tilbage, når alle andre havde tømt deres revolvere og var nødt til at lade om.
- Smart legetøj, Miss grinede Benzon og nikkede i retning af hendes revolver. - Men...
- Du kan rolig være nervøs, Mister. Jeg k a n bruge den. Hvem er du og hvad vil du her? spurgte hun videre og fandt åbenlys behag i det granskende blik Clark Benzon lod glide fra hendes kortklippede ildrøde hår, det smilende fregnede ansigt med en tøset opstoppernæse, halvåbne kyssemodne læber, der med jævne mellemrum blev fugtet af en lyserød tungespids, videre ned over skjorten der havde de lækreste udbulninger til de tæt sluttende lewis, der ikke overlod ret meget til fantasien, hvad hendes anatomi angik.
- Jeg er normalt ikke bange for damer, Miss.,
Benzon lod hende med et nyt nik forstå hvad han mente. Revolveren...
- Du glemte at besvare mit spørgsmål, Mister, og jeg er mistroisk til jeg ved hvem jeg har for mig. Jeg hedder, Lulu Carpenter, svarede hun uden at fjerne sigtet på Benzons ædlere dele.
- Navnet er Benzon, Clark Benzon, Miss Carpenter, svarede Clark afslappet.
- Jeg har hørt om dig og du siges at være okay, sagde pigen og stak pludselig den store Barnum i det lavthængende hylster på hendes højre lår.
Benzon åndede lettet op. Han havde aldrig kunnet lide når nogen pegede på ham med en skyder - det være sig mand eller kvinde. Det kunne være sundhedsfarligt.
- Jeg kan desværre ikke sige det samme om Dem, Miss Carpenter. Burde jeg kende Deres navn? spurgte han diplomatisk.
- Jeg er heller ikke her fra egnen. Jeg er på gennemrejse kan man sige. Du ser sulten og tørstig ud. Mister Benzon. Jeg tror Maria og Jose kan fikse noget, hvis du har tid at vente en halvtimes tid, svarede hun og stod på typisk revolvermands maner på let skrævende ben - hun så barsk ud, men på en meget femenin måde...
Benzon forsatte med at studere hende og mærkede at han fik hjælp af en anden, der var forhindret i både at se og høre - men som kunne lugte dame over store afstande - hans altid liderlige pik. Den var langsomt, som en rigtig gentlemen begyndt at rejse sig, i selskab med en dame hang man ikke, der stod man - stod i al sin virile liderlige knejsende vælde. Var langsomt ved at forvandle sig fra en tissemand til en stolt damefornøjer
- En halvtime for en drinks skyld, Miss Carpenter. Skal whiskyen først laves? spurgte han og bandt hestens tøjle til tøjrbommen ved siden af truget.
- Næh, drinken kan Jose sikkert godt klare med samme, det tager lidt længere tid for Maria at lave en god rød bøf med tilbehør, svarede pigen muntert, inden hun tilføjede: -Hvad med at kalde mig Lulu så kalder jeg dig, Clark, okay?
- Naturligvis, Lulu, svarede han med et grin og fulgte efter pigen hen til huset.
En knirkende accentfyldt stemme råbte nervøst: - Hvem er den fremmede gringo, senorita?
- En ven, Jose, svarede den rødhårde svært bevæbnede pige ved Benzons side. - Han hedder, Clark Benzon. Han vil gerne have en drink.
- Naturligvis, Mister, svarede mandsstemmen inde fra bygningen. - Kom indenfor begge to.
Pigen gik foran ind gennem døren. Benzon var i hælene på hende, selv om han gerne havde sakket bagud for at beundre hendes lækre røv i de stramme lewis - men der blev måske lejlighed senere.
Der var halvmørkt inde i huset, der bestod af et stort værelse mdd to langborde med tilhørende bænke og til den ene side bag et slags forhæng sovepladserne til de eventuelle logerende, der gerne gav et par cents for at slippe for at sove ude under åben himmel og selv lave morgenmaden, og den anden endnu et værelse, hvor køkkenet og ejerparrets soverum var beliggende.
En gammel halvblods i skinnende hvide, men lappede bukser og ternet skjorte tog imod dem. Han var mindst treds efter rynkerne og det grå hår at dømme og han manglede den ene arm. Han havde en haglbøsse under den tilbageblevne venstre. Med knækket pibe!
I døren til køkkenet stod en gammel sortklædt kvinde, der smilede venligt til dem med sin eneste tand.
- Jose og Maria, dette er Mister Benzon, en kendt retfærdig mand! præsenterede pigen ham for det gamle værtspar.
Den gamle enarmede handelsstationsbestyrer stillede geværet fra sig op ad det ene langbord og kom nærmere med venstre hånd fremstrakt til velkomst.
Benzon og han udvekslede håndtryk, inden han råbte: - Kvinde - kom med en flaske til gringoen og mig. Den sortklædte kvinde forsvandt fra døråbningen for et øjeblik efter at komme tilbage med en flaske uden etiket og to skinnende rene glas.
- Velkommen til vort ringe hus, Mister! Måtte Cud velsigne Dem, sagde hun med en sprukken gammelkonestemme, da hun trak sig tilbage til køkkenet påny, hvor hun straks begyndte at skramle med gryder og pander.
Benzon og den gamle satte sig ved det nærmeste bord og den enarmede hev proppen ud med gule ormstukne tænder og skænkede begge glassene godt halvfulde.
- Saludo, Senor Benzon! hilste den enarmede handelsstationbestyrer og hævede sit glas og drak en stor slurk under lydelig slubren.
Benzon hilste tilbage og tømte glasset i et drag. Det var ganske god whisky, selv om det var "måneskinssaft" og han skænkede sig uopfordret en ny, som han drak noget langsommere.
Lulu var gået udenfor igen uden et ord.
Efter den tredie drink ville Benzon gå ud for at sadle hesten af og fik beskeden at det havde pigen allerede gjort.
- Senorita, real moza, grinede den gamle en-armede mex og blinkede sigende til Benzon.
En god pige! Benzon spekulerede på hvad den gamle mon mente med sin bemærkning. Der kunne ikke være meget spræl tilbage i hans hængepil og så havde han jo sin Maria.
- Har hun været her længe, Jose? spurgte Benzon forsigtigt i et nærmest ligegyldigt tonefald.
- Tre dage, Senor Benzon. Senorita meget træt da hun komme her. Hun redet langt, svarede den gamle tøvende, mens han så på Benzon med et undersøgende blik.
- Er hun på flugt, Jose? spurgte Benzon med høj teaterhvisken, som mænd sommetider bruger, når de skal udveksle såkaldte hemmeligheder.
- Ved ikke, Senor Benzon. Senorita ikke sige meget, men hun have revolver under hovedpuden og er på vagt - døgnet rundt, svarede den gamle nervøst og ligesom dukkede sig. Benzon der sad med ryggen mod døren havde ikke set hende komme ind.
- Sladrer man, Jose? spurgte hun et muntert tonefald og kom hen til bordet og lod sig falde ned på bænken ved Benzons side - med et ben på hver side af bænkens siddeflade.
- Æh, Senorita - jeg tror Maria kaldte, mumlede den gamle skamfuld over at være blevet afsløret i at fortælle om sin gæst og rejste sig hastigt og skyndte sig mod køkkenet.
- Gir du en drink i afsadlingshonorar, Clark? spurgte hun smilende og tog glasset som Jose havde efterladt og tørrede det af i eni en snip af skjorten, hvorved Benzon fik et hastigt glimt af mælkehvid mavehud. Hun så hans blik og smilede drillende, da hun rakte glasset frem mod ham. - En stor, Clark - jeg kan klare den!
- Sikker, Lulu? spurgte Benzon smilende og skænkede hendes glas trekvartfuld.
- Jeg kan faktisk meget mere end du tror, Clark, svarede hun og flyttede sig lidt på bænken støttende med den frie hånd - på Benzons bukseklædte lår.
Et hurtig tryk, der kunne betyde alt, eller ingenting.
- Jeg er sulten og beskidt, gryntede Benzon i et forsøg at aflede tankerne fra pigen - endnu!
- Din maves sult vil blive effektivt stillet af Marias mad, og hvad skidtet angår er der jo vandtruget ude i gården, svarede hun med en djævel i de kattegrønne smilende øjne.
- Men...
- Jeg tror faktisk du kan nå at vaske dig inden Maria har maden færdig, afbrød hun ham drillende.
- Men jeg har hverken sæbe eller håndklæde, sagde han sendende endnu en prøveballon op.
- Det har Maria - men...
- Men hvad, Lulu? spurgte Benzon og tømte sit glas.
- Hun har ikke tid at komme ud og vaske dig på ryggen for øjeblikket - men...
- Men hvad, Lulu? spurgte Benzon ivrigt, mens pikken søgte at trænge ud gennem buksegylpen, forbi knapper og stof - ud til fisse...
- Du kunne jo bede pænt, Clark, svarede hun tirrende og tømte sit glas for de sidste dråber og rejste sig med ordene: - Du kan jo gå ud og hoppe i truget, mens jeg går ud og låner sæbe og håndklæde af Maria!
- Okay, grinede Benzon og rejste sig og gik mod yderdøren medtagende flasken og glassene. Lulu vinkede til ham og forsvandt ud i køkkenregionerne til det gamle bestyrerpar.
Benzon så at hans hest var blevet lukket ind i folden til de øvrige og at hans sadel og sadeltasker var hængt over bommen ved siden af truget.
Han stillede flaske og glas fra sig og begyndte langsomt at klæde sig af i det varme middagssolskin.
Afførte sig hat, jakke, støvler og skjorte, inden han spændte sit revolverbælte af og lagde det på kanten af truget - indenfor rækkevidde, inden han forsatte med bukserne. Hans underbukser havde en vældig bule i skridtet - han var skrupliderlig - fisseliderlig!
Pigen kom frem i døren i det samme med et stort blåt håndklæde over skulderen og en skål med sæbe i venstre hånd. Hun kom frejdigt frem mod ham uden mindste tøven.
Langsomt begyndte Benzon at smøge underbukserne ned - pikken smuttede over kanten af stoffet og stod næsten lodret i vejret med det blålige pikhovede blottet i al dets sanselige vellyst - .......
Pigen så det godt og Benzon så at hun havde svært ved at holde øjnene væk, selv om hun prøvede at lade uinteresseret.
- Ikke kommet i vandet endnu, Mister Benzon? spurgte hun i et upersonligt tonefild. - Hvordan skal jeg så vaske dig på ryggen.
- Hvis jeg allerede var krøbet i vandet, så...
Benzon stillede sig poserende an, så pigen rigtigt kunne beundre hans store stive strittende ståpik i al dens liderlige vælde.
- Jeg omgås ikke beskidte mandfolk, afviste hun hans uudtalte invation. -Kom så op i vandet!
Solen havde varmet vandet så det var mere end lunkent og det var en nydelse at sidde i det. Benzon satte sig godt til rette og pegede hen på sin jakke.
- Det ville gøre godt med en cigar og en drink, baby, grinede han.
- Tror du at du har købt en slavinde, Clark! Jeg vil undtagelsesvis gøre som du beder mig. Men tro ikke du kan jage med mig, svarede hun med en stemme der sitrede og skænkede i begge glas, fandt hans cigaretui og tændstikker. Hun gav ham ild, inden de skålede.
- Undskyld, Lulu - det var ikke sådan ment! prøvede Benzon at udjævne.
- Du er tilgivet - for øjeblikket, Clark! Skal vi gå i gang med storvasken? spurgte hun hastigt og tømte sit glas og stillede det til side og begyndte at knappe sin skjorte op.
Benzon betragtede hende lystent. Hun så det og sagde en anelse hidsigt: - Få ingen ideer, Clark! Jeg kan bare ikke lide at gå rundt i en våd skjorte!
- Bukserne, Lulu? spurgte Benzon prompte.
- Du skulle vaskes, Mister Benzon. Siden er der mad...
- ... og bageféer igen, Lulu? spurgte Benzon med en drillende latter.
- Hver ting til sin tid, Clark, svarede pigen og åbnede de sidste knapper og smøgede skjorten. Hendes hud var mælkehvid og lydefri og de faste bryster var som to store bløde kloder betrukket med silkeglat hud og de allerkæreste små strittende lyserøde brystvorter - de var lige...
- Og nu, Lulu? spurgte Benzon og pegede på pikken, der kækt stak det blålige pikhovede op gennem vandoverfladen, hvor det lignede en lille ø - en ø parat til at blive opdaget af en nysgerrig - kvindelig opdagelsesrejsende.
- Er det vasketid - bøj dig forover så jeg kan komme til at vaske dig på ryggen, svarede hun og bevægede så de store bryster skælvede forførerisk.
Benzon bogstavelig savlede. Det her var noget andet end "fjernknepperiet" med den mordsigtede Ramona i Towertowns fænggsel forleden nat - det var...
Men pigen var ubøjelig. Hun havde sin egen selvstændige mening om i hvilken rækkefølge ting skulle ske. Hun begyndte at sæbe ham ind på ryggen og havde nær skubbet hans revolver ned i vandet. Deres hænder mødtes over våbenet - hendes nederst: Hun sagde: - Lad mig lægge den til side så den ikke bliver våd, Clark - jeg...
Hun lagde den frie hånd på skæftet af sin egen Barnum Jubilee 45. W.G., inden hun forsatte: - Jeg kan forsvare os begge i en snæver situation. Du behøver ikke at være nervøs.
Benzon lod hende lægge hans 38.Colt Peacemaker hen ved siden af hans øvrige våben på tøjrbommen. Hun begyndte at vaske ham på ryggen. Hun havde dejlige bløde lange fingre, der masserede hans ryg, så han følte sig så godt tilpas at han skulle helt tilbage til de gode gamle dage i New Orleans hos Arita Deveraux for længe, længe siden, for at komme på noget tilsvarende. Hun vaskede, hun gned, hun kærtegnede hans hud. Hun skænkede mere whisky for ham og vaskede ham på armene, brystet - ja, faktisk overalt - undtagen der! Undgik bevidst at komme i berøring med hans stedse mere og mere strittende pik, der efterhånden betragtede hendes tilstedeværelse som tortur.
Hun skænkede mere whisky for ham inden hun bad om hans barberkniv og ragede børsterne af hans ansigt og belønnede ham med et barberkys, da hun ville efterprøve hudens glathed, som hun sagde. Hun protesterede ikke ret meget da han lagde en hånd over hendes højre bryst og kærtegnede det med fingerspidserne og nulrede brystvorten så den blomstrede endnu mere.
- Ikke nu, Clark, stønnede hun med åben mund. - Ikke nu...
Benzon gryntede irreteret. Hvorfor ville hun ikke nu. Hun var jo liderlig nok, fissetæven! Hvorfor?
Han slap hende efter at have kysset det "snydte" venstre bryst"s rosenknop - længe og lovende!
- Stå ud af karret, Clark - uden dumheder, så skal jeg frottere dig tør, sagde hun stadig åndeløs efter at være undsluppet hans gramsende, liderlige fingre.
Benzon føjede hende selv om det var svært - de store hvide bløde silkeglatte bryster var næsten mere end fristende, som de skælvede for hver lille bevægelse hun gjorde.
Hun frotterede ham på ryggen ryggen og han syntes at kunne mærke hendes brystvorters tryk på den anden side af håndklædets grove frotte – men han var ikke sikker. Det var han derimod, da hun gik i gang med hans forside - og også tørrede pikken og de saftfyldte dinglende nosser - med håndklædet omhyggeligt mellem håndens nøgne hund og hans stive dunkende pik - hun spøgte med ilden, den rødhårede tæve!
Hun var ganske vist stadig bevæbnet med sin store Barnum 45. W. G., mens Benzons 38. Colt Peacemaker lå henne på tøjrbommen - men...
Benzon bandede højt.
- For helvede da også..
Pigen lo med en lyd som en bæks pludren over sten i strømmen. Drillende og invierende.
- Uden mad og drikke, sagde hun og samlede sin skjorte op og begyndte at gå mod indgangsdøren, hvor Jose stod med de gamle rindende øjne halvvejs ude af deres huler.
" Så det var sådan et par damepatter så ud", så han ud til at tænke.
Jose nøjedes med at smile igen Lulu ville tage livet af ham om han prøvede på at leve op til hendes forventninger - så derfor nøjedes han fornuftigvis med at kigge. Også gammelmandsøjne kan finde behag i ungt kvindekød - lækre skælvende bryster!
Benzon gav sig god tid til påklædningen.
Han tog rene underbukser og sokker på - ydertøjet fik gå an til han nåede et sted, hvor han kunne købe nyt, da hans ekstratøj var blevet ødelagt af de tornede vækster da han måtte gå i dækning for Sharps snigskytter ude mellem bakkerne nord for Towerstown. Spændte penge og revolverbæltet og livet, satte revolveren på plads i hylsteret og fulgte efter de andre.
Den gamle sortklædte Maria havde fået stablet et virkelig lækkert måltid på benene. Bøffen var tilpas mør og rød, og tilbehøret det rette, helt ned til rødvinen, der ganske vist ikke var af nogen særlig god kvalitet, men til tider må man også se mere på viljen end evnerne.
Lulu og Jose sad på den anden side af bordet og underholdt ham med snak - Lulu havde antagelig af samvittighedsgrunde overfor den gamle mand taget skjorten på igen. Hvis hun havde forsat med at lufte babserne havde den gamle antagelig fået hjerteslag - mens de fik sig en kop kaffe.
Maria sværmede om ham som en førsteklasses tjener - parat til at opfylde hans mindste vink. Hun nød tilsyneladende at der var nogen der værdsatte hendes evner.
Og Benzon roste hende i lange baner - ord er billige og glæder de så tillige, så...
Benzon prøvede på at komme ind på stedets besøgstal - men det var meget svingende. Sommetider kom der mange i løbet af en uge, andre gange kunne der gå både en og to uger uden at der dukkede en sjæl op.
Siden Lulu var kommet for tre dage siden var Benzon den første gæst, der havde fundet det besværet værd at aflægge deres etablisement et besøg. Han skulle bare sige til, så ville de efter bedste evne forsøge at opfylde hans ønsker.
- Du kan sikkert få Maria til at vaske dit tøj, Clark, sagde den fregnede, rødhårede pige smilende, da Jose var færdig med sine udtalelser om handelsstationens fortræffelighed.
- Men jeg har jo ikke noget andet at få på, for det ud af munden på Benzon inden han opfattede hentydningen.
- Du behøver vel ikke tøj på i sengen. Du ser træt ud, Clark, sagde hun i et tonefald, der ikke lod ham i tvivl om hvad hun mente.
- Du har ret, Lulu. Jeg fik ikke megen søvn sidste nat - jeg...
Benzon var nær ved at dumme sig, men nåede at standse inden han fik sagt, hvorfor han havde haft så travlt.
- Der er to store brikse omme bag forhænget. Jeg har tæpper på den nærmest væggen. Sov godt...
Benzon så over på pigen og hendes øjne havde et varmt lidenskabeligt skær. Han ville nok ikke få lov at ligge alene ret længe.
- Her er et forskud, Jose, sagde Benzon og fiskede en tyve dollarseddel op af lommen og smed pengesedlen foran den gamle mand.
- Jose have øjne - I sikre, senor Benzon, kvækkede den gamle og tog haglgeværet, der havde stået lænet mod væggen og gik ud.
- Gir du Maria besked, Lulu? spurgte Benzon på vej ind bag forhænget.
- Hun har hørt os. Jeg går med ind og tager tøjet ud til hende - du kunne jo...
Benzon lagde nakken tilbage og lo så hjertelig at han fik tårer i øjnene. Nok havde han til tider været sulten efter en kvinde, men kvinder i Marias alder havde hidtil været fredet vildt. Lulu kom hen og puffede til ham og sagde utålmodigt: - Bliver det til noget - eller skal Maria ikke have en chance til at få tørret tøjet, mens solen er på himlen!
Benzon lod sig ikke nøde, men skyndte sig om bag forhænget. Rummet var kun svagt oplyst af et par tællelys - der var hverken vinduer eller døre. Lulu var i hælene på ham. Han så prompte tæpperne på den ene store groftsammentømrede briks, der var stor nok til at mindst seks mand kunne ligge ved siden af hinanden og gik derhen.
Lulu stod lige bag ham, da han standsede.
Hun sagde: - Så var det tøjet, Clark - du ligner jo en bums!
Han svarede ikke, men begyndte at trække af tøjet og rakte pigen det efterhånden som han kom af det.
Da hun havde fået jakke, skjorte og bukser vendte hun sig og begyndte at gå tilbage mod forhænget.
- Tager du en hyggeflaske med når du kommer tilbage, baby? spurgte han, idet hun smuttede under det tunge forhæng. Hun svarede ham ikke.
Benzon grinede og forsatte afklædningen.
Der var stadig stivelse i pikken - den havde vist ligesom Clark Benzon selv sine begrundede mistanker. At de ikke skulle sove alene - at...
Splitternøgen, nyvasket og dejlig afslappet smed han sig på ryggen med hænderne under nakken, efter at have - hængt sit revolver og pengebælte på en knage over den liggeplads han havde valgt - pikken stod stolt og virkede som en pulserende støtte med eget liv! Liderlig og fissegal!
Han hørte kvinderne snakke sammen ude på den anden side af forhænget. Hunden udenfor gøede et øjeblik - det var antagelig Jose der legede med den og nogle insekter summede i halvmørket. Benzon begyndte at føle sig døsig.
Han havde fået de fleste af sine penge igen, han havde gennemlevet en opslidende flugt, og han havde mødt en- lækker mystisk rødtop med en Barnum Jubilee 45. W.G. hængende lav på låret som en rigtig gungighter på en afsides handelsstation - han havde fået drinks og mad.
Havde det næsten som i himlen - næsten...
Han hørte en let raslen, så et øjeblik et hastigt glimt af dagslyset, inden forhænget atter faldt på plads.
- Det ser ud til at der er nogen der venter på lille mig! lød Lulus muntre stemme, idet hun kom ind i synskredsen fra hans liggeplads med en af Jose’s umærkede whiskysflasker og to glas i hånden.
- Du er sadist, Lulu, svarede Allisor, uden at røre andet end pikken - den svajede og let og prøvede at vokse sig endnu større.
- Såh - jeg har da ellers hørt at forventningens glæde er den største, sagde hun klukkende og forsatte frem til hun stod ved Benzons fødder.
- Ja, hvis den ikke bliver trukket for længe ud - måske, svarede han og så sulten på både den fregnede rødtop med opstoppernæsen og whiskyflasken hun havde i hånden. De klædte hinanden - men først...
Han havde allerede fået sig et par drinks, mens det mere kneb med kønslig adspredelse - .....
- Hvad med en drink, mens jeg stripper? spurgte hun tirrende og rakte flasken og det ene glas frem mod ham. Han flåede flasken ud af hendes hånd. Hev proppen af med tænderne og skænkede for dem begge.
Hun blinkede sigende til ham. da de hævede glassene til hilsen. Hun var glohed - tævefissen!
Efter et par slurke satte hun sig på kanten af den modsatte briks og hev støvlerne af. Hendes lewis strammede så Benzon et øjeblik troede de ville sprække under spændingen af det lækre muskuløse kvindekød - men de holdt og hun rejste sig og begyndte endnu en gang at knappe skjorten op, mens hun dansede rundt på gulvet mellem de to brikse med et henført udtryk i de grønne katteøjne - åbnede langsomt knap efter knap til skjorten var helt åben og hun trak den tilbage over skuldrene og blottede de store flotte bløde bryster i al deres mælkehvide silkehudede skønhed - de lyserøde brystvorter strittede som to små spyd ud fra de store bløde kloder - som fyrtårne!
- Kom herhen, baby, gryntede Benzon, mens han skænkede sig en ny whisky. Pikken stod stoltere end nogensinde - han ville - nej, han måtte snart have den i en snæver varm lækker fisse - eller lade den snotte til ingen verdens glæde.
Men pigen rystede smilende på hovedet og kastede skjorten hen i hovedet på ham, inden hun løsnede revolverbæltet om sine brede modne hofter og slængte det hen ved Benzons side med ordene: - Nu er det dig der passer på lille mig!
Benzon gryntede surt. Det smertede ligefrem i pikken af spænding - når...
Pikken dirrede endnu stoltere og pigen så det, mens hun smøgede de superstramme lewis ned over de faste muskuløse runde lår og videre ned over de smækre ben. Hun havde kun et par småbitte knaldrøde trusser med sorte kniplingeborter under - hun var...
Benzon vidste ikke ord for hvad han mente. Men pikken gjorde - den voksede nok endnu et par millimetre!
- Liderlig, cherie? spurgte pigen med en stemme der lød som en hæs kurren.
Benzon holdt det ikke ud længere. Han satte sig op og var ude på gulvet i et spring og havde fat i pigens ene arm. Hun udstødte et lille forskræmt skrig, men gjorde iøvrigt ikke modstand. Benzon grinede ulveagtigt. Målet var nået - pikken forlangte sin ret!
Bestemt næsten brutalt slyngede han hende omkuld på det tæppedækkede leje og lagde sig halvvejs ind over hende, mens hans mund søgte hendes blide eftergivende læber, der et kort øjeblik ligesom ville protestere inden de gav efter under trykket og foldede sig ud med tungespidsen dansende som en lille nysgerrig støvdrager, der ville have alle oplevelser med. Hans ene hånd søgte hen over en stor blød skælvende hvid globe og hans fingerspidser nippede let i den gummiagtige strittende brystvorte. Hun gispede astmatisk og lukkede hænderne om hans nakke og stønnede: - Din satan - jeg troede...
- Leg ikke med ilden, hvis du ikke vil brændes, baby, svarede Benzon og lod hånden på hendes bryst afløse af sine læber, inden han lod den glide videre ned over hendes flade hårde mave ned til de små intime knaldrøde trusser, der var som spindelvæv omkring hendes ræverøde krølhårede venusbjerg med den lækreste, liderligste, vådeste fisse Benzon længe havde følt mellem stråene.
Han hørte det tynde stof revne, da han borede en finger ind i den våde spalte og følte pigen bevæge sig som en orm på en fiskekrog, mens hun jamrede svagt.
Borede fingeren dybere og dybere ind, som den våde lystne spalte viddede sig ud for hans indtrængen, mærkede hendes spændte hårde clitoris mod sin fingerspids og lod den glide nogle gange blidt, tirrende og besiddende over denne hendes køns "startknap" - resultatet var næsten øjeblikkelig.
Hun udstødte et dæmpet skrig, mens skamlæberne masserede Benzons finger, som ønskede de at suge den endnu længere ind i hendes helligdom - den savlende, liderlige kusse.
Og så var hun pludselig selv med i legen for alvor og den måde hun tog hans pik under behandling med hånden lod ham føle at hun ikke var nogen novice - hun vidste nøjagtig hvordan hun skulle få en mand helt ud til den yderste grænse - og så stoppe!
Endnu en gang gav Benzon hende en orgasme, der fik hende til at skrige: - Åååh, pin mig ikke - kom med din store fede pik - kom for satan, din, din åååhh...
...og så opfyldte han hendes ønske - gang på gang!
Det gamle bestyrerpar lod dem helt uforstyrrede. De kendte deres plads i samfundet - at være til tjeneste for andre.
Passede deres daglige dont, mens Lulu og Clark Benzon kneppede på briksen inde bag forhænget, så den gamle klodsede briks af uhøvlede brædder truede med at styrte sammen. Begge var de trængende - begge havde de alt for længe måttet undværet samvær med det andet køn.
Liderligheden skulle ud af kroppen - og det kom den i dejlige lange kneppeture, der flåede spændingen ud af deres legemer, mens Benzons pik hamrede ud og ind i pigens lækre fisse eller blev slikket og kysset pa højkant af hendes ivrige tunge og læber - igen og igen gik de til den til al energien var opbrugt og de udmattede faldt i søvn i hiandens arme.
Sov de udmattede elskendes søde søvn til en undskyldende rømmen til Benzons ene skulder vækkede ham til live påny.
Det var den gamle enarmede handelsstationsbestyrer. Hans stemme var fuld af undskyldninger, da han sagde: - Undskyld jeg forstyrre, senores der komme en gæst!
Benzon var øjeblikkelig lysvågen. Han sagde kort: - Hent mit tøj i en fart, Jose - kvikt for satan!
Den gamle ilede ud.
Pigen havde sat sig op bag Benzon med tæppet trukket op til hagen. Hun så skræmt på ham, idet hun spurgte: - Er du også på flugt for loven, Clark?
Han grinede til hende. Hvor meget skulle han fortælle hende. Den hele sandhed - eller...
- Jeps, men jeg tror ikke lovmændene vover sig så langt sydpå - det er snarere en dusørjæger, svarede han og hørte et gisp efterfulgt af et bump bag sig.
Han vendte sig - pigen var besvimet.
Jose dukkede op i det samme med hans renvaskede næsten tørre tøj. Benzon gav ham besked på at prøve at få pigen på højkant, mens han selv kom i tøjet.
Var det Sharp der var på vej ville han ikke tages med bukserne nede!





l0.Kapitel.
EN MYSTISK FREMMED.

Clark Benzon gik udenfor. Solen hang lavt over den vestlige horisont. Det var ved at blive aften og snart ville skumringen og siden nattemørket brede sig over den øde beliggende handelsstation - en fredelig nat kun afbrudt af coyoternes hylen og en hests ensomme vrinsken.
Hunden kom hen og snusede til ham - han var en accepteret gæst nu. Hønsene gik og skrabede i støvet, men det var tydelig at de bare ventede på at solen skulle forsvinde så de kunne være bekendt at gå til ro for natten.
Benzon stillede sig ved siden af tøjrbommen, hvor hovedparten af hans våbenlager var fordelt i sadeltasker og hylstre, og spejdede op mod sporet, der snoede sig mellem bakkerne videre ud mod hovedsporet et par kilometre borte. Han så straks rytteren, der nærmede sig i skridtgang.
Han var stadig over en kilometér væk. Efter hvad Benzon kunne se var hesten sort, men han kunne ikke se hvad det var for en person der red dyret - om det var mand eller kvinde, hvid eller farvet!
Han blev stående på let skrævende ben og jakken skubbet til side så han lynhurtigt kunne trække sin 38.Colt Peacemaker - fire tiendele sekund!
Rytteren nærmede sig i et tempo, som vidste han ikke rigtigt om han turde nærme sig handelsstationen, eller ikke. Benzon blev mistænksom, men for øjeblikket kunne han ikke gøre andet, end at vente.
Minutterne gik. En hest vrinskede henne fra folden. Den havde fået færten af en ny kollega og hilste den velkommen. Jose kom ud - med haglgeværet under venstre arm. Våbenet var lukket sammen og begge haner spændt - også han, den gamle invalide handelsstationsbestyrer var mistænksom.
- Senorita vågen nu, senor Benzon sagde han. - Hun gerne tale med dig!
Benzon så ud mod den fremmede der nærmede sig. Han var kommet et par hundrede meter nærmere nu. Om få minutter ville han være fremme, og selv om den gamle havde spændt hanerne på sin gamle haglbøsse, så var han stadig en forholdsvis nem modstander for en bare middelmådig gun-mand. Benzon nøjedes med at konstratere fakta og sagde: - Jeg taler med hende når jeg har hilst på den fremmede, Jose!
Den gamle nikkede og tændte sig en hjemmerullet cigaret. Det var et større stykke arbejde, når han skulle klare alting med en hånd - men han var i træning, så han klarede det uden besvær, men den fremmede var kommet endnu nærmere nu - en 5-600 meter manglede han i at være fremme. Og han havde stadig ikke travlt. Benzon kunne ikke lide det. Hvis man havde redet langt plejede man at have travlt, når der vinkede mad og drinks forude - hesten ville normalt også sætte farten op, når den fik færten af vand.
Jose havde under sit ophold i det fri tømt vandingstruget for Benzons sæbefyldte badevand og fyldt det med frisk fra vandhullet han var langt fra det sædvanlige billede af en mex, der sad lænet op mod en mur med sombreoen nede over ansigtet.
Benzon tændte sig også en smøg - en af de tynde sorte cigarer, og han indhalerede så begærligt at han næsten straks fik et af sine sædvanlige hosteanfald.
Idiotisk at han ikke kunne lægge tobakken på hylden, når den sled sådan på hans helbred - men på den anden side, man levede ikke evigt og hvorfor ikke have det sjovt, mens man levede - når man lå tre alen under jorden - hvis der da var nogen der gad begrave ham - var det sikkert forbi med skægget. Han havde mødt mange mærkelige personer rundt om på forlystelsesetablisementer i sin omflakkende tilværelse, men aldrig nogen der påstod han VAR død! Så røg, druk og hor ville også i forsættelsen være en fast bestanddel af hans tilværelse, uanset hvad helbredet sagde.
Rytteren var kommet meget nærmere under Benzons filosoferen. Han var vel kun et sted mellem 3 og 400 meter væk nu. Og Benzon mente af rytterens længde at kunne udgå fra at rytteren var en hvid mand og hans hest var en sort mager krampe, der for flere år siden burde have været lavet til bøffer. Nærmere og nærmere kom parret.
Da rytteren var inde på en afstand af et par hundrede meter løftede han højre hånd op så alle kunne se den og råbte: - Jeg er en fredelig rejsende. Jeg kommer med fred. må jeg komme nærmere?
Jose svarede: - Kom kun nærmere, gringo! Men vis begge hænder - hele tiden!
Manden, der nu han kom nærmere i skridtgang var kun en stor knægt på em snes år. Han havde et stort forpjusket lyst hår, en dunet overskæg i det svedige støvgrimede ansigt og skelede voldsomt på højre øje.
Benzon så også at knægten havde en ældgammel Colt Dragoon hængende lavt på højre lår og skæftet af en eller anden riffel stak op af det snavsede hylster ved hans højre ben. Han passede omhyggelig på at gøre som den gamle mex sagde og styrede hesten med knæene. Han red helt frem, så hesten kom til at stå mellem Jose og Benzon og svingede sig stift ud af sadlen, der var slidt og flosset. Hans tøj var støvet og slidt og der var hul på venstre bukseknæ og hans støvler så ud til at kunne trænge til en skomagers kærlige hånd. Han lod hesten stikke mulen i truget, inden han vendte sig mod de to truende mænd og stak hånden frem mod Benzon med ordene: - Er det dig der er boss her, Mister?
- Næh, jeg er kun gæst her, fremmede. Det er Jose der bestyrer stedet her. Hvad var navnet? spurgte Clark Benzon i et tonefald, der var som en piskesnert.
- Ron Hall, svarede han artigt og tog hånden til sig efter at have givet Benzon et slattent håndtryk. - Godaften Senor - kunne man få en bid mad og en drink? forsatte han videre i et spørgsmål til Jose hvis tomme ærme han betragtede med åbenlys interesse.
- Ja, senor Hall - Maria og jeg er her for at betjene alle rejsende der selv vil, svarede den gamle mexicaner stift.- Nu skal jeg sige til Maria...
Den gamle mex skyndte sig i retning af huset, mens Benzon blev stående. Han var stadig mistænksom.
- Hvad bringer dig hertil, Ron? spurgte Benzon tilsyneladende ligegyldig. Knægten var ved at hive skjorten af for at få vasket det værste af rejsestøvet af sin magre blege krop. Det var tydelig at han ikke var særlig van ved sol, vind og vejr.
- Private grunde, Mister - hvad var det du sagde du hed? spurgte knægten nervøst og pøsede nogle håndfulde vand i ansigtet og på brystet.
- Benzon, Clark Benzon. Du er måske på vej til Carnery City? spurgte Benzon i et listigt tonefald.
- Carnery City - de lovløses by - jeg...
- Her behøver vi ikke have hemmeligheder for hinanden, knægt! Det rager ikke mig, hvorfor du er på flugt - du kan fortælle, hvis du har lyst eller lade være. Vi er hensides civilisationen - herude er loven i denne...
Ved det sidste ord havde Benzon trukket sin 38.Colt Peacemaker med en bevægelse der næsten var hurtigere end øjet.
Knægten gispede skræmt.
- Jeg, jeg er på flugt, Mister Benzon, men jeg...
- Det rager ikke mig. Få dit ædelse og forsvind bagefter. Jeg ville ride mod nord, hvis jeg var dig. Carnery City er kun for de virkelig hårde, svarede Benzon i en skræmmende tone.
- Jeg bliver hængt, hvis sherifferne...
- Og skudt en af de allerførste dage du opholder dig i Carnery City - tro mig, sagde Benzon i en helt kammeratlig tone. - Kom med indenfor jeg gir en drink.
Knægten skævede med sit friske øje til Benzons våbenarsenal inden han tøvende gik hen mod huset.
Jose havde en flaske og tre glas parat da de kom ind. Fra køkkenafdelingen lød skramlen og en herlig stegeduft fyldte opholdsrummet. Lulu var ingen steder at se.
De tre mænd satte sig og Jose skænkede. Den unge Ron Hall var usædvanlig tavs. Det var som var han bange for at opholde sig på stedet.
Både Jose og Benzon prøvede på at pumpe ham, men uden andet resultat, ned at han klappede sammen og blev tavs, som en østers.
De nåede endnu et par drinks uden at få flere oplysninger ud af den mystiske gæst, inden Maria havde en bøf færdig - uden det helt store tilbehør, som til Benzon og med en stor kande vand i stedet for rødvin.
Nok var Maria kun køkkenkone på en øde næsten glemt handelsstation, men hun forstod at sortere sine gæster. Knægten faldt heller ikke i hendes smag. Den unge Ron gik i gang med maden, mens Jose og Benzon betragtede ham fra deres plads på den anden side af bordet med osepinde i mundvigene og glassene velfyldte hele tiden.
Benzon spekulerede på, hvorfor Lulu ikke kom frem. Var hendes besvimelse alvorlig? Var der noget ved den fremmede der skræmte hende? Eller hvad? Et par gange var han ved at rejse sig for at gå ind bag forhænget for at spørge hende. Men han lod være. Han ville nok få forklaringen senere. Hvis hun da ellers ville tale om sig selv - han kendte jo ikke andet end hendes navn - hvis det da var hendes navn. Ikke grunden til hvorfor hun opholdt sig dette afsidesliggende sted i dette lovløse område! Ikke grunden til at hun var bevæbnet med en drabelig Barnum Jubilee 45 W. G. - og som hun tilsyneladende også kunne bruge.
Der foregik i det hele taget en masse rundt om ham, som han ingen kendskab havde til. Faktisk alt for meget!!!
Knægten spiste med hurtige nervøse bevægelser og drak faktisk vand til maden, selv om der stod whisky på bordet - Benzons og Joses flaske ganske vist.
Næppe havde han slugt den sidste bid, førend han tørrede sig om munden med skjorteærmet og sagde: - Det var et godt måltid! Kan jeg købe fire flasker whisky inden jeg rider videre, Senor?
Den gamle enarmede mex og Benzon udvekslede blikke. Fire flasker whisky til denne vanddrikkende knægt - det lød drabeligt! Og farligt!
Tilsidst nikkede Benzon næsten umærkeligt og den gamle sagde: - Nu skal jeg hente dem, Senor1. Det bliver 8 dollars for mad og whisky!
Knægten fiskede et tyndt bundt sedler op af bukselommen og talte otte endollarsedler op og smed dem på bordet. Jose skrabede pengene til sig og forsvandt ud i køkkenet til Maria.
- Bliver du ikke rusten af alt det vand? spurgte Benzon ironisk og pegede på vandkanden med sit whiskyglas.
- Næh - jeg drikker altid vand til maden. Whisky i større mængder...
- Fire flasker er da en pæn portion, knægt! sagde Benzon kastende sig over ham som en puma.
- Ja, men jeg skal også langt, Mister Benzon. Jeg gider ikke besvare spørgsmål og jeg kan godt passe på mig selv. Glem roligt alle dine bekymringer vedrørende min person. Jeg ved du er en helvedeshund - men mig skræmmer du ikke. Jeg...
- Pas på du ikke slider mundtøjet op, Ron Hall. Der er noget lusket ved dig og du kan rolig skrive dig bag øret - at jeg, Clark Benzon, vil huske dig, afskar Benzon videre diskussion. Den megen snak irreterede ham og gjorde ham tørstig. Han skænkede sig en ny drink.
Jose kom ind med de bestilte fire flasker "måneskin" og stillede dem på bordet foran knægten.
- God rejse, senor Hall, sagde han med en afvisende klang i den gamle accentfyldte knirkende stemme.
Et øjeblik så han fjendtligt fra den ene til anden med sit friske øje, så rejste han sig hastigt og trampede ud af rummet med to whiskyflasker i hver hånd.
En nervøs knægt, der kun ønskede at komme væk. Hvorfor? Benzon rejste sig hurtigt og skyndte sig hen i døråbningen. Knægten var næsten henne ved sit magre øg, der stod og hang med hovedet ved tøjrbommen, da han opdagede han blev iagttaget.
Han skævede til Benzons våbenarsenal, men holdt sig på afstand og svingede sig irreteret i sadlen. Hesten næsten stejlede, da han jog sporerne i dens magre flanker, så galoperede han raskt tilbage i retning af hovedsporet. Benzon ventede til han forsvandt af syne i det skumrende aftenlys, så vendte han på hælen og trampede indenfor igen.
Lulu sad fuldt påklædt ved det ene langbord.
Der lå et stort ark papir på bordet foran hende.
- Kom herhen, Clark! sagde hun stille.
Han fulgte hendes opfordring og gik hen bag hende. Han så straks hvad det var for et stykke papir der lå foran hende. Det var en efterlysningsplakat.
En efterlysningsplakat med et stort og vellignede foto af hende selv. Han læste:


REWARD
Denne kvinde, Louise, Julie, Emmy Carpenter, født i Kansas d. 30 august 1850 efterlyses af forbundsmyndighederne for mordet på senator Roger Moore, tidl. minister. Til den myndighed eller person der kan give oplysninger der fører til hendes arrestation udbetales en dusør på 5000 dollars. Hun anses for meget farlig og dusøren vil også komme til udbetaling om hun skulle være død - døden skal dokumenteres af en forbundssherif.

E. Reegan
Justitsministeriet
Washington D. C.


- Jaså, gryntede Benzon omsider.
Pigen vendte sig mod ham og sagde med en bitter klang i stemmen: - Vil du høre min historie - eller tjene dusøren?
- Fortæl, baby, sagde Benzon og skænkede sig en ny whisky.
Bestyrerparret rumsterede ude i køkkenet. De forstyrrede ikke unødigt deres gæster.
- Må jeg også få en, Clark! Det er en længere historie? spurgte hun og tørrede glasset som Jose nys havde drukket af i en snip af skjorten. Også denne gang så Benzon et glimt af mælkehvidt maveskind. Men denne gang gjorde det ham ikke liderlig. Pigen havde en historie at fortælle - bagefter måske...
Pigen rømmede sig og begyndte så at fortælle.




11 Kapitel.
"LEJEMORDERSKE".

- Jeg er ked af, Clark, hvis jeg har vækket falske forhåbninger i dig. Jeg ved jeg har været en slet kvinde. Jeg higer ikke efter medynk, jeg ligger som jeg selv har redt, men har man som jeg haft en opvækst i et strengt religiøst samfund, hvor alt andet end hårdt arbejde og bønner var forbudt. Så gør man på et eller andet tidspunkt oprør - nogle måske mindre voldsomt end jeg - men oprør gør man under alle omstændigheder. Mine forældre stammede i anden generation fra Atlantens grønne perle, Irland. Vi var fem søskende derhjemme på den lille farm i Kansas. Fem børn der sled som heste fra de kunne styre deres vakkelvorne ben - et liv uden fremtid og uden mening. Far var en hård mand, der ikke var karrig med en øretæve eller pisken, hvis han syntes man, ikke havde opfyldt sin pligt eller bedt bønner nok, og hos mor var der ikke anden trøst, man havde nok fortjent straffen og burde takke Herren for at blev ledt ind på den rette vej, at hente. Et helvede af en barndom, simpelthen! Jeg holdt ud til jeg blev femten og var ved at udvikle mig til kvinde - så blev far endnu hårdere ved mig. Jeg havde fået drifter i kroppen, der kun kunne jages ud med pisken - påstod han, og jeg blev daglig beordret til at klæde mig nøgen, hvorefter han trakterede mig med kørepisken - 10.- 15 eller 20 slag alt efter hvor megen energi han havde. Hidtil havde jeg affundet mig, men en aften, hvor han ville undersøge om mine dyriske lyster var forsvundet og begyndte at befamle mig, øm og forpint som jeg var efter piskeslagene, da slog det klik for mig. Pisken havde han smidt på ladegulvet, inden han kastede sig på knæ og var begyndt at slikke og kysse mine bryster. Jeg så dens lange onde lædersnert og så slog det klik for mig.
Jeg lod som fandt jeg mig i hans liderlige angreb på min jomfruelige krop, mens jeg forsigtigt fiskede pisken til mig og så optaget var han af at besudle sin egen datters uskyld, at han ikke opdagede faren, førend jeg havde lædersnøren om hans hals og strammede til af alle kræfter. Strammede til som jeg aldrig tidligere i mit liv havde strammet til og i begyndelsen gjorde han modstand, megen modstand, men tanken om hvad der ville ske om jeg slap fik mig til at holde fast og jeg så hans øjne næsten springe ud af deres huller og tungen stikke ud af den rallende mund. Det var forfærdelig at se på og jeg slap så snart han blev slap - jeg ved stadig ikke om han er død - jeg flygtede med det samme, som jeg stod og gik på ryggen af den ene af vore køreheste. Jeg red i et par dage, hvor jeg klarede mig med det jeg kunne stjæle fra udhuse og frugthaver til jeg mødte et omrejsende rodeo-show! Jeg stod sammen med andre af lillebyens indbyggere og så det ride og køre ind i byen.
Jeg havde aldrig set noget lignende - indesluttet og isoleret som jeg havde været hele min barndom. Jeg ved ikke rigtig, hvad der fik mig til at spørge om man ikke kunne bruge mig til et eller andet. Direktøren, en kæmpestor fed mand med et vældigt sort fuldskæg og skaldepande sagde at der måske var en mulighed, hvis...
Hvis"es viste sig at være, at han skulle have lov at forsætte, hvor far havde sluppet - da jeg blev ansat som kunstskytte var jeg ikke jomfru mere.
Jeg havde aldrig tidligere i mit liv haft et gevær i hånden, men i løbet af en ugestid lærte jeg da at ramme en ladeport på en halv snes meters afstand, men det gjorde mindre. Mit kostume, der viste både lår og bryster, gjorde at tilskuerne interesserede sig mindre for mine skydeevner, end for mine anatomiske fortrin - jeg var ret så udviklet allerede dengang.
Jeg var et godt nummer i "Joe"s wild west-cirkus" - men desværre også et af de få. En dag vi skulle slå teltpælene op i en ny by, manglede bossen - han var smuttet med kassen. Myndighederne beslaglagde showets matriel og jeg var igen alene i verden - men ikke ret længe!
Jeg skulle jo have mad og en frisk pige behøvede sjældent bede mere end en gang for at få et job i en saloon - jeg blev saloonpige!
I begyndelsen troede jeg i min naivitet at det var nok at hygge om og drikke med gæsterne - men jeg blev snart klogere, efter at have måttet skifte jobs et par gange på grund af min jomfrunalske knibskhed.
Mænd der havde knoklet med kreaturer, pigtråd og brændejern uger, ja sommetider måneder i træk ville ikke nøjes med at have pigen på skødet, mens de drak deres whiskyer - de ville have hende på ryggen Ha", Ha"!
Det var som trak kun sig for at tage ordene pik og fisse i sin mund nu.
Jeg prøvede alle afskygninger af det hårde saloonliv i en 4-5 år, tiden går så forbandet i et, når der ikke var andre afbrydelser i hverdagen - end længden af fyrens...
Men så dukkede mit livs drøm op - troede jeg, naiv som jeg var på trods det hårde liv jeg havde levet de seneste år - Jerry Smoky!
Pludselig en aften jeg kom ned efter at have haft to brødre - samtidig, for at se om der var yderligere chance for fortjeneste, da sad han der.
Jeg blev straks forblændet af hans charme og han betroede mig senere da vi delte en flaske champagne, at jeg var den eneste ene for ham. Han var handelsrejsende i landbrugsmaskiner og foreslog at vi slog vore pjalter sammen. Jeg var ikke sen til at tage imod tilbudet.
Livet som saloonpige tærede hårdt og en dag ville man være overhalet af kønnere og yngre og skulle være lykkelig om der var en eller anden ussel farmer der kunne bruge en som husholderske - et sådant livsslut var ikke noget for mig.
Men havde jeg regnet med at skulle følge Jerry på hans rejser havde jeg regnet fejl. Jeg blev installeret som en prinsesse i et temmelig stort hus i Denver på grænsen mellem Kansas og Colorado med 3 negertjenestefolk, der bevogtede mig døgnet rundt og sørgede for at jeg ikke fik dumme ideer, når Jerry var ude at rejse. Og de varede sommetider længe og andre gange kun nogle få dage. Når jeg prøvede at udfritte ham, fik jeg baskeden at jeg ikke skulle bryde mit kønne hovede med forretninger, og fik et kys, et klap eller et kærtegn og havde snart glemt det hele. Men der var nu noget mystisk ved det. Sommetider når han kom hjem var han helt ude af flippen og en gang kom han hjem med et skudsår i skulderen, som han beordrede mig til at fiske kuglen ud af, selv om vi boede næsten nabo med en læge. Jeg protesterede, men han sagde at jeg bare skulle gøre, som han sagde - ellers...
Men jeg stod på mit - vi havde trods alt holdt sammen i flere år. Tilsidst tilstod han. Han var "Hitmen" - en mand der myrdede på bestilling til høje honorarer!
Handelsrejsejobbet havde bare været dække - jeg kunne .......
Jeg ved godt det må lyde skørt i en uvedkommendes øren, jeg pigen med den strenge religøse barndom, jeg blev lejemorderske. Kom med i Jerrys forretning og blev hans kompagnon, som jeg gennem flere år havde været hans sengekammerat. Og fik snart mit første job - et næsten for nemt job. Det var en mand der følte sig snydt i en handel om et hus. Han ville have sælgeren ryddet af vejen inden handelen blev endelig tinglyst. Jeg klarede jobbet med min kvindelige charme og en gang gift, som Jerry blandede til mig. Jeg fik 200 dollars for ulejligheden og fik snart nye opgaver - et par gange sammen med Jerry, hvor jeg skulle være bevæbnet og han hjalp med mig valg af våben og han valgte min nuværende skyder, Barnum Jubilee 45 W.G. - revolveren der altid havde en kugle tilbage, når andre måtte lade om.
Mit liv blev ganske anderledes spændende nu - til tider for spændende og et par gange var det på et hængende hår jeg undslap i hel tilstand. Og havde jeg ikke været med i gamet var det ikke sikker jeg havde klaret det, da Jerry en dag ikke fuldførte en "kontrakt", men selv blev dræbt!
Jeg var ulykkelig og ville selv fuldende kontrakten, selv om jeg ikke vidste hvem "kontraktudstederen" var - og gjorde det...
Manden var fabriksejer og det krævede en masse forberedelse at komme ham ind på livet nu han var advaret - men hvilken mand kan modstå en smuk kvinde...
Gordon Bischop kunne ikke og det døde han af!
...og mit rygte bredte sig i de "rette kredse" og en dag dukkede den mand op, der er grunden til denne plakat og grunden til at jeg er her.
Han havde en masse papirer der beviste at han hørte til i regeringens inderkreds, at han havde kontakter i justitsministeriet og forbundspolitiets hovedkvarter, at...
Han havde også en næsten komplet fortegnelse over mit "arbejde" - hvis ikke...
Han ønskede at jeg skulle ekspedere Roger Moore, der var en kendt senator og selskabsløve, og som havde været minister et par gange. Jeg kunne ikke få grunden til at manden skulle dø at vide. Det var en statshemmelighed, påstod John Smith (et navn der hæftes på en ukendt), men tilføjede at honoraret var 5000 dollars kontant med 1000 i forskud. Jeg tog kontrakten og fuldførte den.
Men John Smith var en slyngel - i stedet for de manglende 4000 dollars løb jeg ind i et opbud fra forbundsmyndighederne, da jeg kom til det aftalte mødested - og undslap kun fordi jeg selv havde udvalgt stedet og kendte et par smutveje. Jeg stak af sydpå og nogle dage senere opdagede jeg at jeg var efterlyst - det er vel et par måneder siden nu. På en jernbanestation i Texas snuppede jeg denne plakat.
- Siden...
- Senor, Senor - der kommer fremmede...
Det var den gamle bestyrer der forpustet kom stormende ude fra køkkenregionerne.
Benzon vendte sig mod døren og smuttede ud i den månelyse aften. De fleste af hans våben hang stadig ude på tøjrbommen.
Han så de fremmede med det samme - det var en halv snes ryttere der var på vej ned ad sporet på bakkesiden.
Han hængte sadeltaskerne over skulderen og hev de to rifler ud af sadelhylsteret og vendte sig for at gå tilbage til huset, da en stemme brølede så den overdøvede coyoternes hylen og ekkoede mellem bakkedragene:
- Benzon, jeg har et tilbud!
Clark Benzon genkendte øjeblikkelig stemmen. Ådselsgribben, dusørjægeren, Donald Sharps stemme.
- Hvilket tilbud, råbte Benzon tilbage.
- Giv os kvinden - så glemmer vi dig, råbte den gråhårede menneskejæger tilbage.
- Maria, den gamle mex, Sharp? råbte Benzon ironisk tilbage.
- Nix - Miss Carpenter. Roger så hendes hest og sadel tidligere på aftenen, så...
Benzon bandede ondt. Den skeløjede knægt havde åbenbart haft øjnene med sig.
- Hvis du vil have hende, Sharp, så bliver det over mit lig, råbte Benzon tilbage.
Så smeldede det første skud og kuglen slog hvinende mod et eller andet på tøjrbommen.
Benzon stormede tilbage til huset. Dusørjægerne var på sporet og ville ikke helme før de enten havde deres menneskelige vildt eller selv var døde.
Nye skud bragede, da gamle Jose slog døren og satte en bom for.
Kampen tog sin begyndelse.