l2.Kapitel.

KAMP PÅ LIV OG DØD!

Bang! Bang!
Nye skud bragede udenfor og en enkelt kugle smadrede ind i den svære yderdør med et svup.
Benzon så sig rundt i opholdsrummet. Der var sat en indvendig skodde for det eneste vindue og en søvnig olielampe stod og osede på det ene langbord.
Det gamle mexikanske værtspar og Lulu stod nervøse og trippede. Pigen der nys havde fortalt ham at hun var en betalt lejemorderske åbnede og lukkede hænderne i en opgivende bevægelse. Hun så bange ud og Benzon kunne se at hun ikke havde langt til tårerne!
Hun spurgte med et blegt smil: - Vil det hjælpe, hvis jeg går ud og overgiver mig, Clark?
- Nix, svarede han kort. - De skyder dig ned i samme sekund de får øje på dig og siden prøver de på at ryge mig ud. Sharp har et horn i siden på mig, men det er som sagt en anden historie.
- Hvad så, Clark? spurgte hun og trak den store Barnum Jubilee 45 W.G. op af hylsteret og kontrollerede magsinet - det var fyldt! - Vi kan da ikke lade Maria og Jose undgælde...
Den gamle mex svarede selv inden Benzon fik at komme til orde: - Maria og jeg kan lide jer. Det være mig en fornøjelse at hjælpe...
- Det er dusørjægere, der ikke vil helme, Jose, søgte Benzon at tale den gamle til fornuft.
- Det er alligevel forsent, Senor Benzon. Kvinde, sluk lyset så jeg kan få åbnet skydeskårene, sagde den gamle bestemt. Hans kone slukkede hurtigt lampen og mørket blev total.
Bang! Bang! Bang!
Dusørjægerbanden var tilsyneladende nervøse og foretrak at skyde på sikker afstand inden de angreb for alvor - som en slags opladning beregnet på at skræmme de indespærrede og måske begå et eller andet dumt i deres nervøsitet.
- Skydesår, Jose? spurgte Benzon forbavset, da hans øjne havde vænnet sig til mørket og han igen svagt udskille forskellige konturer.
- Ja, Senor Benzon. Huset her er bygget som fæstning. Til hverdag har vi udfyldt hullerne så rotter og mus ikke kommer ind i større mængde, svarede mex"en og begyndte at lirke ved væggen en meters penge fra køkkenafdelingen med en kniv - en sten ti gange femten centimeter gled let ud af sit tætsluttende hul og efter den første forsatte han hele vejen rundt - i den store opholdsstue, gæstesoverummet, i køkkenafdelingen og de gamles soverum, var der skydeskår med ca. en meters mellemrum.
Benzon undrede sig over at den lille hund var tavs til han så den komme luntende ude fra køkkenet. Den var åbenbart inde om natten og brød sig til fanden om at være på vagt. Den ikke så meget som knurrede.
- Kan du skyde, Maria? spurgte Benzon den sortklædte mexikanerinde, idet han fiskede den revolver han havde taget fra den døde mexikanske snigskytte frem af sadeltasken.
- Jeg ikke god, Senor - men jeg vide hvordan man gøre, svarede hun og tog mod våbenet Benzon rakte hende.
- Og du Jose! spurgte han den enarmede mex, der påny havde sin haglbøsse under armen.
- Jeg dur kun til denne, Senor Benzon, svarede han værdigt og gik hen til det hul han først havde åbnet og knælede ned.
Benzon vendte sig mod Lulu, der stadig stod og vred hænder. Han sagde barskt: - Kan du bruge en riffel, baby?
Hun nikkede og han kastede den erobrede riffel hen til hende og stillede sine sadeltasker på bordet og forsatte: - Der er ekstra patroner i af æskerne i en disse. God Jagt, Allesammen - og på gensyn i helvede, hvis det går galt.
Han så den gamle mexikanerkvinde gøre korsets tegn for sig. Hun havde åbenbart ikke i sinde at fare til helvede - hvis hun selv kunne gøre noget til det!
Med jakkelommen fyldt med ekstra patroner og resterne af den flaske han havde drukket af tidligere gik han hen til et skydeskår i nærheden af døren og knælede ned. Han lagde øjnene til slidsen i muren og kiggede ud i den månelyse nat.
De pengebegærlige ådselsgribbe havde gjort holdt omkring 200 meter fra huset. Der var 8 mand og de skiftede til at skyde med riffel mod huset.
Benzon kunne ikke lide det. Efter hans mening burde der være mindst yderlige et par mand i truppen. De gjorde nok klogt i at være på vagt. Men på den anden side, så...
Forsigtigt stak Benzon riffelløbet ud gennem slidsen og udvalgte sig en af mændene midt i flokken. Sigtede omhyggeligt og trykkede blødt af. En gullig flamme stod ud af mundingen og kolben hamrede tilbage mod hans skulder og braget ekkoede i rummet, mens lugten af brændt krudt fyldte hans næsebor.Manden han havde sigtet på brølede skingert og Benzon så at han havde svært ved at blive i sadlen.
Han kastede sig væk fra skydeskåret og øjeblikket efter smækkede en 5-6 kugler ind i væggen rundt om det.
Han flyttede sig hen til et andet et par meter væk. Rytterne var rykket ned mod træerne ved vandhullet nu - og et par af hestene manglede rytter!
Slynglerne regnede nok med at have flere chancer om de anvendte forskellige former for taktik - en stationær gruppe der kunne give dækningsild og...
Benzons grønne rovdyrøjne afsøgte området foran huset - var det ikke en mand, der klemte sig op mod en af stolperne ovre i hestefolden. Han så kort væk, inden han atter vendte blikket mod folden - stolpen bevægede sig en lillebitte smule.
Benzon betænkte sig ikke længere. Han sigtede omhyggeligt med riflen og trykkede af - og ramte!
Manden skreg skingert og gled sidelæns væk fra stolpen og blev liggende med blodet fossende ud fra et sår i brystet. Hans lemmer bevægede sig krampagtigt et øjeblik inden han lå stille.
Benzon ventede ikke, men dukkede sig et øjeblik før sværmen af kugler piskede ind i det gamle lerhus og en enkelt fandt vej gennem skydeskåret og smadrede ind i den modsatte væg med et svup.
Han hørte Maria opsende en lang bøn på spansk!
Den gamle kone troede åbenbart at bønner bed bedre på slynglerne derude end kugler.
Joses haglgevær drønede - to gange hurtigt efter hinanden. - Jeg fik svin, kaglede den gamle, mens han lagde sig på gulvet for at omlade sit våben, da han jo kun havde en hånd at ordne det med.
- Benzon tag mod fornuft? råbte Sharps stemme et sted ude fra den månelyse nat. - Du får tusind, hvis du sender kællingen herud!
Clark Benzon kunne ikke stedfæste nanden og undlod at skyde. Det gjorde derimod ikke Lulu, og han hørte en hest galopere væk.
- Fik du svinet? spurgte Benzon over skulderen, mens han ledte rundt på gulvet efter den halvfyldte whiskyflaske.
- Nej - men jeg gjorde ham bange, svarede hun og skød to gange til hurtigt efter hinanden. - Satans osse...
- Spar på krudtet, baby! Skyd kun når du er nogenlunde sikker på at ramme.
Bang! Bang! Bang!
En revolvers brølen fyldte værelset og den gamle mexkone skreg højt og skingert og et øjeblik troede Benzon at hun var blevet bange for sit eget skyderi - men så opdagede han det slet ikke var hende der skød, men en mand udefra der havde stukket sin revolver ind gennem et af skydeskårene, der lå i omkring en meters højde over jorden. Han flåede sin 38. Colt Peacemaker op og fyrede en, to, tre, fire gange hurtigt efter hinanden og hørte et vildt skrig gå over i en gurglen, da kuglerne rødgloende piskede ind i den oversmarte revolvermands ansigt og forvandlede det til en grødet blodig masse.
Jose var krøbet over ved siden af sin kone for at hjælpe hende - men hun var hensides al hjælp, for alle tre kugler havde ramt i nærheden eller i hjertet.
Hun var stendød og måske på vej op til den herre hun havde anråbt så ivrigt før kampens begyndelse.
Jose svor en masse eder på spansk - både nogle Benzon havde hørt før og andre han end aldrig havde hørt om.
Fra at være en fredelig handelstationsbestyrer var han blevet forvandlet til en iskold dræber på få sekunder.
Udenfor var der nogen der råbte, men Benzon kunne ikke høre, hvad det var - men det var sikkert noget om at de skulle omgruppere sig.
Lulu havde stadig ikke fået nogen fuldtræffer ind, men pludselig ustødte hun et skingrende indianerhyl, der var ved at få håret på de tilstedeværendes hoveder og råbte. - Jeg fik en - juhu...
Nye skud drønede udenfor og kugler smækkede med jævne mellemrum ind i ydervæggen. De pengegridske dusørjægere havde ikke opgivet fordi et par havde måttet strække våben - det gav større gevinst til de overlevende! Benzon undrede på hvor meget Sharp havde tilbudt sine kumpaner af dusøren - det var sikkert ikke over 50% til deling, hvis det endda var det! Donald Sharp var en mand der kun tog hensyn til en - sig selv!
Først havde han sørget for at Benzon var blevet røvrendt af Towerstowns korrumperede sherif og snydt for en pæn sum og siden havde han købt sine mexhjælpere til at forhindre Benzon i at komme videre og nu...
Sharp skulle være ualmindelig heldig hvis han slap med helbredet, endsige livet i behold! Og det var måske derfor han opildnede sine mænd så kraftigt. Benzon hørte ham råbe den ene gang efter den anden - men han hørte kun sjældent, hvad det var han råbt, for dels var der skudlarmen og dels sørgede den gamle rotte for at holde sig ude af skudlinien - hvorfor selv komme til skade, når der var andre der så gerne ville lege soldater og skyde.
Benzon smilede grusomt for sig selv i mørket, idet han tog en ny slurk whisky - flasken var snart tom - når de andre var udryddet - sa..
- Jose, har du mere whisky? råbte han til den gamle, der påny var gået i stilling med sin haglbøsse.
- Ja, Senor Benzon - nu skal jeg...
Han begyndte at rejse sig, netop som der lød en ny kanonade fra de mænd der skulle afgive dækningsild, og var næsten oppe da en vildfaren kugle piskede ind gennem skydeskåret han knælede ved, slog mod geværløbet inden den det for videre som en uformelig masse, der smadrede ind i den gamles bryst og lavede et hul på størrelse med en knytnæve, hvorfra blodet sprøjtede og man kunne se hans ene lunge bevæge sig som en blæsebælg.
Lulu lod gevær være gevær og krøb hen til gamle mand der stønnede rallende - det var kun et spørgsmål om kort tid inden han ville slutte sig til sin kone, og løftede ham op i sine arme.
Benzon bandede og skød en hel serie skud så hurtigt kan kunne få riffelmekanismen til at virke. Han så en af rytterne nede ved vandhullet flyve ud af sadlen og en anden skrige fortvivlet fra en dækning, hvorfra han ikke kunne røre sig uden at komme under Benzons ild.
Det havde tyndet gevaldigt i forsvarernes rækker 50% - men det decimerede også godt i angribernes, der blot havde den fordel at de havde et større materiale at tage af.
- Lulu - på plads, for helvede. skreg han til pigen der påstod hun var lejemorderske, men alligevel havde været blød nok til at krybe hen til en gammel døende mand og give ham et trøstende ord og et klem med på vejen til paradis. Hun var måske slet ikke så hård, når det kom til stykket?
En kugle slog skrigende ind gennem det skydeskår Benzon sad ved og flåede en blodig flænge hen på venstre side af hans hals. Han mærkede blodet sipre ned på skjorten, som en varm levret masse, men så fik ham øje på en mand, der kom mavende hen over jorden med et eller andet der gnistrede i hånden. Han skød øjeblikkelig og manden sank aammen og det han holdt i hånden gnistrede yderligere op og så forstod Benzon, hvad det var - det var en dynamitpatron! Modstanderne ville forsøge at sprænge dem ud!
Men nu blev det i stedet attentatmanden selv der måtte tage skraldet i bogstaveligste forstand. Hans krop lettede et par meter fra jorden inden det af trykbølgen blev kastet til side som en leddeløs kludedukke.
Benzon svor rasende. Han var ved at blive tør i halsen af den megen krudtrøg. En drink ville gøre underværker.
- Lulu! råbte han.
- Ja, Clark, svarede hun straks. - Hvad er der?
- Ved du, hvor Jose har sit whiskylager? spurgte han og skød to hurtige skud efter en flygtende skygge, men uden at ramme.
- I kælderen under lemmen ved ildstedet ude i køkkenet, svarede hun uden tøven.
En ny selvmorder kom løbende nede fra vandhullet med en gnistrende dynamitpatron i hånden. Benzon fik ham først i andet skud og da var han kun en 35-4O meter fra huset - dynamitpatronen trillede nogle meter videre, efter at manden var segnet med et skrig på læberne, inden den eksploderede med et øresønderrivende brag.
Modstanderne var åbenbart ved at blive desperate siden de ofrede mænd på denne hensynsløse måde.
Benzon spurgte pigen: - Jeg kan vel ikke lokke dig til at hente mig et par flasker?
- Kan du klare at holde dem stangen imens? spurgte hun i stedet for at svare og begyndte at krybe mod køkkendøren på alle fire - og næsten igennem den inden hun udstødte et hysterisk skrig og flåede sin Barnum Jubilee 45. W. G. op og fyrede løs.
- Hva" satan, råbte Benzon, inden hans stemme druknede i en tordnende eksplosion, der fik huset til at skælve og kalkpuds til at drysse efterfulgt af et par lerblokke, der faldt til jorden med en knusende lyd.
En sky af røg og støv væltede ind fra køkkenregionen. Lulu Carpenter jamrede sagte og vedholdende.
Benzon var i vildrede - skulle han krybe pigen til hjælp - eller...
Han kastede et hurtigt blik ud i den månelyse nat, hvor heste for skræmte rundt og lig flød lidt her og der - hønsene, der havde regnet med en fredelig nat for skræmte rundt i mørket og hanen galede af skræk. Den lille gulbrune hund kom klynkende hen og krøb tæt ind til Benzon - den var skræmt fra vid og sans det lille kræ og tænkte kun på at komme i sikkerhed hos noget levende.
Men han så også noget andet der fyldte ham med rædsel - en rytter, der nærmede sig huset i fuldt firspring med en tændt dynamitpatron i hver hånd. Tættere og tættere kom han - om sekunder ville det være for sent.
Benzon tænkte ikke, han skød - hesten!
Attentatmanden fløj hovedkulds ud af sadlen og mistede den ene dynamitpatron inde under den sårede hest, mens den anden trillede hen ved siden af vandtruget - de eksploderede næsten samtidig - hesten skreg skingert, da den blev flænget i stykker af eksplosionen og vandet i truget blev slynget til vejrs som en fontæne, da beholderen blev smadret til pindebrænde.
Den panikslagne rytter prøvede at smutte tilbage til sine frænder, men Benzon fik ham inden han var kommet mere end et par skridt - han blev liggende som en kludedukke i det månebelyste støv.
Benzon benyttede lejligheden, mens fjenden omgrupperede sig og muligvis fandt på nye djævelskaber til at krybe over til pigen, der lå halvvejs ude gennem køkkendøren. Hun var ikke længere en smuk fregnet pige, men et smadret lig - en stor stenblok havde lagt sig til rette på hendes ryg og maset hende næsten flad og knækket hendes rygsøjle - hun var hensides al hjælp.
Benzon var alene tilbage.
Han så mod væggen nærmest og så ret ud i det fri. En eller anden smart fanden havde puttet en dynamitpatron ind gennem et af de udækkede skydeskår. Og huset var halvvejs sprængt væk. Han bandede fælt.
Hvis nu de havde været smarte fra begyndelsen og kun afdækket de skydeskår de brugte - så...
Men det var altid nemmere at være klogere bagefter og det ville i hvert fald ikke hjælpe de tre der havde kæmpet sammen med ham. De var alle døde!
Store sten og lerblokke dækkede gulvet i det der en gang havde været den gamle handelsstations køkken og Benzon skulle i gang med et større oprydningsarbejde inden han ville kunne finde lemmen til kælderen - og whiskyen! Og den ro gav fjenden ham ikke endnu - de blev tværtom mere nærgående!
Pludselig mærkede Benzon de små hår rejse sig i nakken, og han så manden samtidig med at han sagde: - Ked af det, Mister Benzon - men du er tusind dollars!
Men Benzon skød først - og den skeløjede lyshårede Roger Hall blev kastet baglæns ud mellem de månebelyste murbrokker med et stort sår i brystet.
Benzon spyttede efter sin faldne modstander. Hans strube var knastør af støv og røg. Gid fanden havde hele bundtet af ådselsgribbe. Svin, der solgte deres med- mennesker for ussel mammon - mænd, der mange gange var større svin end de mænd de angav, fangede eller skød, som det bedst passede i deres kram.
Enkelte nye skud bragede mod gårdsiden af huset og Benzon krøb over gulvet i opholdsrummet hen til et skydeskår - et par ryttere var på hastig retræte fra træerne ved vandhullet. De havde fået nok. Benzon lod dem ride i fred.
Et eller andet sted skreg en såret klagende, men der lød ikke nye skud og Benzon spekulerede på om han mon havde fået ram på alle de øvrige modstandere.
Var næsten ved at glæde sig over det, da han så en rytter på en stor sort hest holde afventende uden for træfsikker skudafstand.
- Benzon er du stadig i live? brølede rytteren så det ekkoede mellem bakkerne. Benzon genkendte øjeblikkelig stemmen. Det var Donald Sharps.
Benzon tøvede et øjeblik. Det kunne være en fælde for at lokke ham frem, hvis han som sagt stadig var i live! Benzon stolede sjældent på nogen - og han ville før tro på en bande sjakaler, end på manden derude i månelyset. Men det var også fristende. Han råbte tilbage uden at flytte sig fra skydeskåret eller sigtet på den sorte hest rytteren sad på: - Jeg lever, Sharp! Hvad vil du?
- Have en afgørelse, råbte manden tilbage.
- Jeg har mistet mange mænd og resten af bastarderne er stukket af.
- På revolver, Sharp? råbte Benzon tilbage, mens hede bølger af varmt blod skød gennem hans årer. Skulle spændingen der havde kostet så megen blod omsider kunne udløses.
- Nixen, Benzon. Jeg kender dit rygte - næverne. Når jeg har smadret dig til kødfars kan sherifferne få dig. Dommer Fischer i Towerstown-distriktet vil give dig et dejligt langt ophold i stenbruddene, råbte manden tilbage, dog uden at komme nærmere.
- Næverne, Sharp! For min skyld ingen alarm. Det vil være en udsøgt fornøjelse at slå dig til plukfisk, svarede Benzon hånende tilbage.
- Du er altså parat, Benzon? råbte den fhv. officer og forbundsmarshal Donald Sharp med en næsten glad klang i stemmen.
- Jep - med det samme, svarede Benzon.
- Vi beholder vore revolvere til vi er inde på en afstand af 50 meter så dropper vi dem og lader næverne tale når vi mødes - tåle nådeløst, okay Benzon? råbte stemmen ude fra det månelyse mørke igen.
- Jeg kommer, Sharp! Jeg har glædet mig længe, svarede Benzon og rejste sig efterladende riflen og gik hen til yderdøren og fjernede bommen.
Al nervøsiteten havde forladt ham nu. Han var iskold som altid - når det gjaldt ansigt til ansigt!
Hvis der ikke var snyd i spillet så...
Men dusørjægeren Donald Sharp havde mistet alt for meget til at han havde råd til at snyde.
Han havde kun stoltheden tilbage - enten sejrede han mod denne bastard til Clark Benzon eller også døde han.
Benzon åbnede døren og trådte ud på gårdspladsen.




13 Kapitel.
MAND MOD MAND!

Månen skinnede ned fra en skyfri himmel. Coyoterne havde genoptaget deres natlige koncert. Den sårede var blevet tavs - han var antagelig død - og udfriet af smerterne!
Manden oppe på skråningen havde svunget sig af hesten og kom langsomt nærmere med stive klodsede bevægelser. Donald Sharp, den fhv. officer og distriktsmarshal var ikke en mand der normalt bevægede sig over længere afstande til fods. Han hørte hjemme på en hesteryg eller foran en sherifs skrivebord, når han skulle have udstedt anvisningen på en dusør for en forbryder, der havde været så uheldig at krydse hans vej.
Benzon havde truffet sit valg. Han trådte uden tøven fri af husets skygge. For ham var et ord et ord - men han vidste også inderst inde, at der var luskerøve alle vegne - og især hvor der var store penge indblandet.
At Lulu Carpenter var død gjorde hende ikke mindre værd i dusørjægerens øjne - havde hun ingen kugle i kroppen kunne det jo nemt klares og 5OOO.dolåars ville skifte ejermand, når hendes identitet var bekræftet af en forbundssherif. Men af en eller anden grund regnede han ikke Sharp til en af disse. Han regnede ham for en regulær modstander. Manden hadede ham og det ville gå ud over hans stolthed, hvis han ikke besejrede sin modstander regulært - eller I al fald prøvede!
Benzon begyndte at gå - det her var en anderledes "The last mile" end normalt - når han nåede ind på skudhold af sin modstander ville han have droppet revolveren - et ord var et ord - og kun kræfterne, smartness"en og nerverne talte, der når de mødtes ansigt til ansigt - øje mod øje og begynde en nådeløs kamp på næverne til den ene lå smadret og hjælpeløs tilbage.
Benzon spyttede. Han var tør som en ørken ned gennem halsen. Det skulle gøre godt med en whisky - bagefter!
Men en cigar kunne han vel tillade sig. Han standsede op et øjeblik og fiskede sit etui op. Der var kun en enkelt cigar tilbage. Han tændte den.
Han hørte modtanderen råbe: - Bange for at komme til helvede uden ild i kæften. Rygning er nedbrydende for helbreddet!
- Så bliver jeg lettere at tæve, din bastard! svarede Benzon tilbage og begyndte gå igen.
Månen lavede lange skygger efter de to mænd, der var så forblindede af had til modparten, at de overhovedet ikke tænkte på egen sikkerhed - kun et talte, modstanderens totale udslettelse! Nærmere kom de hinanden, som de tog skridt efter skridt uden tøven.
Coyoterne hylede ude mellem bakkerne for at fortælle at dette land var deres og menneskene var en unaturlig del af landskabet.
Benzon var ved at falde ned i et af de huller dynamitpatronerne havde lavet i den hårde jord - han gik udenom.
Sharp, ådselsgribben, der havde specialiseret på at bringe forbrydere, der troede sig i sikkerhed tilbage til straffen for deres misgerninger mod passende erstatning, så Benzons omgående bevægelse og råbte spottende over de ca.150 meter der skilte dem.
- Nervøs, Mister Benzon?
- Ikke en skid, din rådne ådselsgrib. Jeg ønskede bare ikke at gå i graven før tiden, svarede Benzon tilbage og forsatte fremad med højre hånd i nærheden af revolverskæftet - bare for alle tilfældes skyld!
- Ja stakkels fyre, der troede at du var så nem at ryge ud! Jeg tror I fik en halv snes af de skide kujoner inden resten flygtede, råbte dusørjægeren oplysende over afstanden mellem de to mænd der blev stadig mindre.
- Men det er du selvfølgelig ikke ked af, Sharp! Hele dusøren bliver din, hvis...
- Jeg kan godt lide dit vovemod, Benzon. Men vent bare, truede den fhv. officer og distriktsmarshal.
- Hvis du tror du kan skræmme mig med ord, bastard - så tror du fejl! Men på den anden side - det er nok klogt at bruge kæften, mens du stadig kan, for når jeg er færdig med dig vil du ikke en gang kunne hviske, svinepik... Benzon tav, den megen snak tørrede hans hals yderligere ud. Han tog et par hastige sug på cigaren og lod så skoddet falde ned i gruset, hvor han trådte gløden ud med støvlehælen.
- Snak, Benzon - det er ved at være tid for de sidste bønner. Kan du nogen, eller har du været en helvedeskarl så længe at du helt har glemt din barnetro, spottede den gråhårede fhv. lovmand videre, mens de hastigt nærmede sig hinanden - nærmede sig deadline!
- Jeg behøver ingen bønner, Sharp - mine næver vil både tale og bede for mig. Mørne og smadre dit kød til du aldrig bliver menneske igen. Jeg...
- Jeg tvivler ikke om at du selv tror du er den bedste, Benzon, råbte den anden alvorligt tilbage.
- Det er derfor jeg vil møde dig øje til øje på de bare næver - det giver flere chancer, forsatte den anden inden Benzon var færdig med sine trusler.
De forsatte at gå, som to truende skygger i månelyset.
Bag Benzon lød pludselig en kraftig eksplosion og han havde allerede hånden på revolveren, da dusørjægeren, Donald Sharp råbte nervøst: - Ingen grund til uro, Benzon. Det var et eller andet inde i huset der eksploderede!
Benzon så sig tilbage over skulderen og så klare blå og røde flammer hvæse op fra ruinerne af den gamle handelsstations køkkenafdeling. Han bandede ondt. En gnist af en eller anden slags var trængt ned i kælderen og havde fundet næring i Joses whiskylager - en masse dejlig whisky brændte op til ingen verdens nytte - satans osse!
- Joses whiskylager, vrælede Benzon arrigt. - Jeg er blevet endnu mere gal på dig nu, Sharp! Jeg...
- Drik vand som jeg, Benzon. Det eksploderer ikke, råbte den anden grinende og standsede pludselig.
- Og blive rusten indvendig. Hvorfor standser du, Sharp - er du blevet bange? spurgte Benzon irreteret.
- Nej, men vi er inde på en afstand, hvor det ville være klogt at droppe skyderne - for alle tilfældes skyld! Jeg vil ikke gå glip af glæden ved at høre dine knogler kvase eller se dit blod sprøjte, blot fordi du fik en chance med revolveren, svarede Sharp og begyndte at løsne sit revolverbælte.
Benzon gjorde det samme og lod bæltet med sin 38. Colt Peacemaker falde til jorden. Han følte sig nøgen og alene nu - venneløs!
Sharp havde også ladet sit bælte falde. De to mænd begyndte at gå igen. Nærmere og nærmere kom de hinanden - nærmere og nærmere selvdestruktionen - det ville blive hårdt og nådeløst. Ingen regler var aftalt, når de først stod ansigt til ansigt. Benzon vidste inderst inde, at dusørjægeren ikke ville standse før modstanderen var død en langsom og pinefuld død - hvis han fik chancen! Benzon knyttede næverne. De var som forhamre af hærdet stål for enden af hans stærke muskuløse arme. Han følte kræfterne var der - men en slurk whisky ville nu ikke have været af vejen!
Bag ham brændte det stadig i ruinerne af handelsstationen og ilden kastede flakkende skygger ind i de mere mørke steder omkring huset. Her og der lå der en død mand. Dusørjægerne havde betalt en dyr pris i deres hunger efter "stikker-mammon"! De tilbageblevne med det vigtigste og måske eneste de ejede - livet!
Afstanden mellem de to mænd var efterhånden kun en 20-25 meter.
- Du kan endnu fortryde, Benzon, hånede dusørjægeren. - Overgive dig på nåde og unåde. Sheriffen og dommeren i Towerstown vil blive glade over at se dig. Det var et strengt nummer du lavede med dem!
- Enhver får den skæbne han fortjener, Sharp! Husk det når du ligger tilbage med smadrede knogler og blodgennemsivet kød, svarede Benzon ladende som hørte han ikke hånen i den andens stemme.
- Jeg har ikke nået den position jeg har, hvis jeg ikke var mand for at slå fra mig, Benzon, prøvede den anden at dels skræmme sin mostander og dels peppe sig selv op.
- Position! Hæ - du er ikke andet end en regullær menneskeslagter, Sharp - du er ledere end en rotte og en klapperslange står højt over dig, bastard!
Clark Benzon sparede ikke på nedladende ord, da han svarede modstanderen, der efterhånden kun var en lille snes skridt fra ham.
- Det er mig underordnet, hvad du mener om mig, Benzon. Om lidt vil du få det at føle - hårdt...
Benzon lo hånligt af modstanderens forsøg på at nedbryde ham psykisk. Om et øjeblik ville det ikke kun være ord mere - men hårde næver!
Nærmere og og nærmere kom de hinanden de to hårde brutale mænd - nærmere og nærmere en afgørelse!
De kunne tydeligt se hinandens ansigter i månelyset nu. Ikke med en trækning forrådte de sig overfor modstanderen. Ingen spillede en trumf ud i utide.
Clark Benzon mærkede at blodet fra strejfsåret på halsen var begyndt at størkne - det føltes fandens ubehageligt og mindede ham om at han ville have et svagt sted under kampen - et sted, hvor modstanderens slag ville have en hurtig og blodig virkning. Og han vidste at Sharp ville gå efter det - fair eller ej!
Pludselig var der kun en 4-5 skridt mellem dem. De standsede begge - ikke af høflighed, men for at kigge modstanderen an.
Sharp havde på et eller andet tidspunkt i kampens hede mistet sin sorte fladpuldede hat og der var en mørk plet på hans højre kind, men ellers lignede han den mand Benzon for få dage siden havde mødt i "Vognhjulet". Et fjols der ødelagde et godt spil poker for ham - dræbte hans modstander, førend denne havde fået en chance til at overgive sig. Et menneskesvin!
- Nerver på, Benzon? spurgte den fhv. officer og distriktsmarshal med et grin.
- Næh! Skulle jeg have det, Sharp? spurgte han og trådte endnu et skridt frem.
- Jae, faktisk! Tænk på hvilket helvede du vil blive udsat for i fængslet - være invalid og alligevel skulle udføre sit arbejde i stenbruddet - jeg...
- Hold kæft, din satans ådselsgrib. Lad os se om du har det andet, end i kæften! snerrede Benzon og trådte endnu et skridt frem - kun lige udenfor arms rækkevidde af modstanderen.
En dyb knurren steg op fra den gråhårede dusørjægers strube og han sprang frem og svingede en næve frem med en fart som en kanonkugle, og Benzon ville være gået ned for fuld tælling om det havde ramt, men han nåede at glide af på slaget, der strejfede hans venstre skulder. Han havde optrådt fair, ladet modstanderen begynde og måske afslutte - om han havde været heldig! Men Sharp havde ikke været heldig og nu kunne kampen begynde for alvor - kampen til døden eller i hvert fald invaliditet!
Benzon så månelyset glimte i dens anden øjne. De glødede ondt i det vejrbidte hårde ansigt. Nådeløst!
På tåspidser dansede han ind og jappede et par hurtige slag til Sharps ansigt inden denne fik paraderne op, og var borte igen inden den anden fik indstillet sigtet. Sharp var af den gammeldags slags - hårdtslående, men stiv i bevægelserne. En menneskelig huggeblok der kunne give og tage et regn af slag uden at flytte fødderne. Igen og igen forsøgte Benzon sig med "myggestik-metoden" uden andet resultat at han gjorde modstanderen gal - og desperat, når han hamrede et slag ud, der kunne slå en halvvoksen tyr i jorden og bare ramte den tomme luft.
Men den andens desperation gjorde også Benzon overmodig og efter en halv snes "myggestik" bevægede han sig ikke hurtigt nok væk og fik et rungende slag på siden af hovedet, der fik ham til at se sole og stjerner - det gjorde ham gal! Så svinet skulle slå, skulle han!
Han vaklede nogle skridt baglæns - mest for at sunde sig og modstanderen fulgte efter og bogstavelig løb sig en staver i livet i form af Benzons højre, der drønede ind i hans mellemgulv og sendte ham flere skridt baglæns - med øjnene halvvejs ude af deres huller og gispende efter vejret, som en fisk på landjorden helt udpumpet et kort øjeblik. Benzon fulgte efter og gav ham et par småtjat til han igen syntes okay - nok var det en ond kamp - for Benzon et spørgsmål om friheden og måske livet, men han slog ikke på en værgeløs modstander. Det var ikke en mand værdig!
- Pas hellere på, din tævesøn! raspede den fhv. officer og distriktsmarshal, da han igen kunne få vejret. - Jeg kan ikke lide når nogen slår på mig!
- Det skulle du have tænkt på inden du udfordrede mig, Sharp, snerrede Benzon og spyttede - for helvede hvor var han tørstig. - Vi kunne have afgjort det på revolverne - det havde været hurtigere!
- Du snakker godt for din syge moster, Benzon. Vis du er lavet af et ordentlig stof og rend ikke væk hele tiden, gav den anden igen og fik et listigt udtryk i ansigtet
I et par minutter dansede de to mænd rundt og småjappede til hinanden uden større virkning. Kun deres mandfolkestolthed led skade ved det. Så så Sharp chancen og fyrede et snertende knostød hen over siden af Benzons hals og det lige størknede sår sprang op og blodet fossede. Dusørjægeren vrælede sejrsikkert, da han så blodet på sin hånd og gjorde klar til et nyt slag, som Benzon blokerede med sin venstre, samtidig med at han smadrede den højre ind i brystet på modstanderen, så denne vaklede en fire-fem skridt baglæns inden han satte sig på jorden med et forvirret udtryk i de sammenknebne øjne.
Modstanderen opførte sig ikke som han burde. Han burde have trukket sig tilbage, når blodet sprang, ikke have angrebet vildt - men Clark Benzon havde sin egen kamptaktik og den havde givet resultat.
Han gav modstanderen chancen til at rejse sig, inden han angreb igen og nu var kampen nådeløs og rå - da Benzon kom for tæt ind på modstanderen prøvede denne at sparke ham i skridtet. Sparket ramte på låret og gjorde Benzon nærmest vild. At slås var okay men ødelægge hans "hyggeværktøj" - det var et nummer for strengt.
På trods den lammende smerte i låret kastede han sig over modstanderen og smadrede nogle hurtige stød ind mod dennes ansigt, uden hensyn til paraderne og de slag han selv måtte indkassere. Langsomt så han forbløffelsen i Sharps øjne vige for skrækken. Mistanken om at han måske alligevel havde gabt over mere end han kunne tygge! Hans ene øje lukkede sig og hans næseben brækkede med en knasen som en tør gren - blodet fossede frem og gjorde hans skjorte drivvåd af den varme levrede masse. Han begyndte at vige, men Benzon lod ham ikke i fred - han havde bitterligt følt, hvad der skete, hvis han gav denne mand for god fairplay - dusørjægeren var et svin, der ikke så på midlerne, kun slutresultatet. Og dette tegnede meget dårligt i øjeblikket. Men han forsatte med at slås med den desperate rottes vildskab og Benzon fik mere end en gang at føle at intet endnu var afgjort.
Hårde næver smadrede ind i kød og knogler. Blodet flød og dyriske lyde steg op fra de to mænds struber - det var kamp til det nådeløse slut med invaliditet, ja måske døden til følge.
Benzon gik ind i en ny innfight og prøvede at hamre luften ud af sin modstander med en række hurtige hårde kropsstød - og lykkedes!
Modstanderen vaklede baglæns og snublede over en lille knold og blev liggende så lang han var på ryggen. Han hev rallende efter vejret og lignede en slagter så oversprøjtet han var med blod - både sit eget og Benzons!
- Kom op, din fejge kujon! Eller du er måske færdig - for altid! hånede Benzon og stod en 3-4 skridt fra sin segnede modstander på skrævende fødder.
- Måske, din sejge satan - men du gør mig følge! skreg han pludselig og Benzon så ham gøre en bevægelse mod bukeelommen.
Et øjeblik stod hjertet stille i livet på Clark Benzon. Svinet havde nok smidt sin revolverbælte - men han havde en anden skyder af en slags gemt i bukselommen - som en kujons livsforsikring, for alle tilfældes skyld!
- For helvede...
Benzon standsede midt i sætningen. En lille snerrende skygge kom farende forbi ham som et forsinket lyn og var næsten fremme ved den segnede blodtilsølede skygge, da Derringeren drønede, og kastede den lille gulbrune hund, der havde tilhørt handelsstationens bestyrerpar, tilside som en blodige leddeløs teddybjørn.
Den havde for en kort stund inde i huset fundet sikherhed hos Clark Benzon og havde nu ofret sit liv for sin beskytter. Benzon blev splinterrasende og snerrede vildt til sin forræderiske modstander: - Jeg burde slå dig ihjel med mine bare næver for dette, usle bastard!
- Men jeg, Benzon...
- Kryb hen og hent din revolver, så afgør vi det kvikt og kontant, bastard...
- I behøver ikke gå nogen steder, lød pludselig en hård kvindestemme fra et sted bag Benzon. - Jeg har to skydere her. I afgør det som gentlemen. Ryg mod ryg - ti skridt og så...
Benzon vendte sig. Hvem fanden var kvinden?
Han tog et forsigtigt skridt ud til siden. Kvinden så det og snerrede. - Du bliver stående, fremmed! Patty har dig dækket.
Benzon blev stående, mens han hjerne snurrede på højtryk. Endnu en kvinde.
Han mærkede pludselig at hjernen ikke var alene om at registrere dette. Blodet der havde bruset i hans årer under kampen begyndte igen at rulle langsommere - undtagen i pikken! Den havde lugtet fisse...
Tilsyneladende hele to styks!


14 Kapitel.
MAMA ROSA - ET MARERIDT FRA FORTIDEN!

Benzon var ikke helt sikker på om det var snøft fra en smadret næse eller gråd han hørte fra den tidligere så kæphøje fhv. officer og distriktsmarshal, der efter sin hårdhændende mishandling af underordnede og arrestanter var blev stødt ud i mørket havde hengivet sig til det endnu mere brutale, men også mere givtige job som dusørjæger - forrædderiets ådselsgribbe!
- Men Rosa, jeg troede...
Det var Sharp der prøvede at komme til orde igen.
- Du tror ikke på en skid, Donald Sharp. Du er et svin og du dør som et svin, hvislede kvinden og tog ladegreb på riflen. Det metalliske smæk forplantede sig i natten, hvis stilhed kun brødes af coyoternes hylen og en skræmt hests vrinsken.
- Men .......
- Hvor vil du have den, Donald - nosserne eller...
- Rosa for satan - jeg har penge...
Bang!
Geværskuddet ekkoede i nattestilheden og fik præneulvene for en stund til at indstille deres "måneskinssang".
Benzon så at manden han for en lille stund havde været i nævekamp med på liv og død give et lille spjæt, da kuglen piskede ind i hans bryst og standsede hans forrædderiske hjerte for altid. Langsomt gled han bagover mens benene spjættede et kort øjeblik - så var det forbi.
Benzon vendte sig mod kvinden, der havde taget nyt ladegreb på den kortløbede riffel og sagde: - Navnet er Benzon, hvad skylder man æren, ma"am?
- Den har du lige set, Mister Benzon. Jeg hedder Rosalyn Markawski, kaldet Mama Rosa. Jeg har i næsten seks måneder været på jagt efter svinet der, lød svaret. Hun pegede hen på den døde med riflen.
- Og den Jon, som du omtalte, Mama Rosa? spurgte Benzon videre, mens han ud af øjenkrogene prøvede på om han kunne få øje på den anden kvinde, som var blevet omtalt som Patty. Han så ikke andet end døde mænd, græssende heste og den store hadefulde kvinde, der havde gjort kort proces med dusørjægeren.
- Var min ægtemand og far til Patty, min snart 17 årige datter. En sølle pjalt, der aldrig har gjort en dags ærligt arbejde, men mest hang på en eller anden saloon - fordrukken og uduelig - men fredelig! Det der, hun pegede påny på Donald Sharps afsjælede krop. - Det der fik ham knaldet for et mord på en handelsrejsende, som Sharp selv havde begået, mens han var distriktsmarshal et par år tidligere. Han troede han nemmere kunne få mig, hvis Jon var af vejen. Jeg kender ikke til alle enkeltheder om den handelsrejsende, men det var vist noget med en berusersag i begyndelsen - siden blev manden fundet i en smøge med smadret hovede. Men under alle omstændigheder fik han Jon knaldet op på sagen, da han kom gennem Phoenix for et halvt årstid siden. For sølle tre hundrede lod han en sølle drukkenbolt sprælle i enden af et hampereb. Jon Markawski var ikke meget værd, hverken som ægtemand eller menneske - men han havde aldrig gjort en sjæl fortræd og jeg havde en gang elsket ham - forstå det hvem der kunne!
- Du forsørgede ham, Mama Rosa? spurgte Benzon fordi han syntes han burde sige et eller andet.
- Nemlig - jeg havde et fint lille dueslag med fem dukkebørn plus mig selv. En lille god forretning til denne skide Donald Sharp knaldede min Jon og fik ham henrettet. Det gjorde mig harm og jeg lukkede prompte butikken, pakkede Patty’s og mit tøj i et par kufferter og fulgte efter ham - men hver gang kom jeg en lille smule forsent til i dag...
- Patty? spurgte Benzon forsigtigt.
- Hun er henne ved huset. Hun dækkede mig for alle tilfældes skyld. Du lader okay, og du gjorde mig en forbandet stor tjeneste ved at stække Donald Sharp, den forrædderiske morder, så jeg kunne komme frem tidsnok til at få min hævn. Hej, Patty - kom frit frem. Manden her er okay? råbte den store lidt klodsede kvinde, der havde drevet et lille rart bordel til Sharp havde ødelagt hendes tilværelse.
Pigen kom frem og Benzon slikkede sig uvilkårligt om munden, og det var ikke kun fordi han var tørstig. Tøsen var smadderlækker, som hun kom slentrende i en grøn silkekjole og det lange blonde hår hængende i kaskader ned over de nøgne skuldre. Hun havde en riffel magen til moderen’s i hånden - men den så ikke spor truende ud. Hendes øjne betragtede kritisk den store mørke mand med det blodige ansigt og flængede tøj.
- Du kaldte, mor, sagde hun, da hun kom helt hen til dem. Hun smilede koket til Benzon. På trods blodet og snavset fandt hun alligevel behag i at betragte ham.
- Ja, Patty! Jeg har fået hævnet vores far nu. Denne gentlemen, Mister Benzon, var så flink at stække svinet Sharp længe nok til at jeg kunne udtage vores hævn. Jeg synes han ser lidt molestreret ud, så mon ikke en whisky eller to ville kvikke ham lidt op, svarede Mama Rosa sin unge datter.
- Jo mor, nu skal jeg hente en flaske oppe i vognen, svarede hun og drejede om på hælen og småløb i retning af sporet, der førte ud til hovedsporet.
Benzon så efter hende til handes mødrene ophav sagde: - Lad os lige kigge os lidt om. Du skal nok få din lyst styret senere, Mister Benzon.
Pikken sprællede inde i bukserne. Den havde hørt meldingen. Benzon forsøgte at lade upåvirket og sagde: - Okay, Mama Rosa. Der ligger nogle af mine venner inde i huset. Dem vil jeg gerne have begravet - resten må gribbene få for min skyld!
- ... også min mening - men det vil være spild at efterlade dem med våben, penge med mere her i ødemarken, hvor der kun kommer sjakaler og ådselsgribbe! De er kun intresseret i kødet...
- Jeg begraver min venner. Resten blander jeg mig udenom, svarede Clark Benzon hårdt.
Ven eller fjende. Ligrøveri havde aldrig ligget for ham. Den slags tangerede på højde med dusørjægerne - men han undlod at sige det.
Han gik tilbage til den halvt sammenstyrtede handelstation og fik efter nogen besvær de tre lig slæbt udenfor og begravet under en dynge sten nede ved træerne omkring vandhullet. Han lavede tre små kors og ridsede:

Jose - handelsstationsbestyrer. Faldet i kamp.
Maria - Joses kone, en god kok. Faldet i kamp.
Lulu - god med revolver - Faldet i kamp.
* * * * *
Ingen af de to nyankomne kom hen og blandede sig. De stod lænet mod tøjrbommen, da Benzon omsider fik sig løsrevet fra de tre grave og minderne de indholdt.
De havde indfanget to heste - den ene Benzons og lavet et par store bylter af tæpper, indeholdende de faldnes våben og private ejendele.
- De havde næsten 5000 dollars på sig - tilsammen! Sikker på at du ikke vil have en andel, Benzon? spurgte den store lidt plumpe kvinde, idet hun rakte Benzon en flaske "Forty Rod" - en slavewhisky af værste klasse.
- Ja, Mama Rosa - du har allerede været alt for flink mod mig, svarede Clark, idet han hev proppen ud med tænderne og tog en stor slurk af den dårlig destilerede spiritus - det brændte hele vejen ned, men det gjorde godt og han tog endnu en slurk, inden han rakte flasken tilbage mod kvinden. Hun rystede på hovedet.
- Jeg drikker aldrig - når...
Benzon så på en gang mistænksom og interesseret på hende. For helvede da. Han mærkede sit begær bag buksegylpen.
- Når hvad, Mama Rosa? spurgte han tirrende.
- Når jeg skal have en mand, svarede hun i en let tone.
- Skal vi...
Benzon var på en gang både begejstret og lidt skuffet. Mama Rosa var en stor kraftig kvinde et pænt stykke oppe i trediverne, mens Patty...
- Ja!
- Mor! det var den unge lyshårede Patty, der brød ind i samtalen mellem hendes mødrene ophav og Benzon.
- Tag det helt roligt, min pige. Jeg har ikke glemt det. Men en indfedtet glider lettere ind...
Benzon hørte ikke resten. Han lagde nakken tilbage tog en ny stor slurk af flasken. Han ville komme på hårdt arbejde. Mor og datter, for helvede da også!!!
Pikken gjorde endnu et forgæves udbrudsforsøg fra buksernes trange fængsel. Den måtte pænt vente.
- Benzon! Eller du har måske også et fornavn? det var Mama Rosa, der atter gjorde ham nærværende med sit spørgsmål.
- Clark, Clark Benzon. Ked af, hvis jeg glemte at præsentere mig rigtigt før - men...
- Du er tilgivet, Clark! Kan du klare en travetur på en kilometer eller så? spurgte den store kraftige kvinde kort.
- Nemt, grinede han.
- Okay, så er vi gået. Du og Patty kan tage fat i hestenes haler så går det nemmere op over bakken.
Benzon smilede. Mor og datter - for satan...






15 Kapitel
MOR OG DATTER.

Mama Rosa, der gennem mange år havde levet af og for mændenes lyster vidste helt præcis, hvordan en hyggelig horehule skulle indrettet - og det var netop, hvad hun havde gjort bag i den store sejidugsoverdækkede vogn forspændt to store tunge køreheste, der stod bundet ved skiltet, der viste vej ned til Jose"s handelstation, hvor Clark Benzon havde haft så skønne og nerveopslidende oplevelser. Mange mennesker var døde grundet en gal dusørjægers pengebegær i løbet ar nogle få nerveopslidende timer.
Benzon havde gået pænt til flasken hele vejen op til vognen og han følte han var vældig i stødet, da de nåede frem. Pikken spændte så det næsten gjorde ondt inde i de stramme bukser ved tanken om det den skulle i det der var tilbage af natten - siden...
Benzon var for længe siden holdt op med at bekymre sig for ret meget andet end øjeblikket. Andet var for besværligt - måske var man død hvis man tænkte for langt frem i tiden! Hellere få mest muligt ud af nuet!
Rummet bag i vognen var indrettet med en kæmpestor dobbeltseng i hele vognens bredde - det vil sige et sted omkring de to en halv meter og der hang en stor rød olielampe på gavlen ud til kuskesudet, der var af massiv træ. Under lampen var det en hylde med tre flasker whisky og en kasse cigarer.
Benzon snuppede sig prompte en cigar, da de alle tre var kommet op i vognen og havde lukket sejldugsåbningen bagud, og Mama Rosa med et koket smil spurgte, hvad han først ville have. Om han skuffede hende ved at vælge cigaren vidste han ikke - han trængte til røg i lungerne og han nød nogle dybe hiv inden han tilsidst fik sit sædvanlige hosteanfald. Den store kraftige kvinde lo, mens hun pustende af anstrengelse prøvede at få sine støvler af. - Du havde ikke fået hosteanfald af det andet!
Datteren kom sin mor til hjælp og Benzon så hun havde en helvedes til lækker røv, da hun tog moderens ben mellem sine og hev støvlen af. Han kunne...
- Hver ting til sin tid, Mama Rosa, svarede Benzon og skænkede sig et glas whisky. - Du ser ikke ud til at være en kvinde der vil nøjes med det næstbedste!
- Hvad mener du, Clark? spurgte hun efter også at have fået den anden støvle af. Hun strakte sig så de store bryster var ved at rive knapperne af hendes skjorte.
Benzon slikkede sig om munden. For satan da. Sikke et yver! Han bevægede sigende fingrene.
- At en mand skal være på toppen, svarede Benzon og nippede til sin whisky.
- Og er du det, Clark? spurgte hun koket og kom hen mod ham med et uudgrundelig smil om den store brede mund. Hendes tungespids dansede drillende mellem de tykke kirsebærrøde læber. Hun standsede op foran ham og inden han var med på spøgen borede hun fingrene ind i hans gylp og klemte til - om den stive dunkende pik!
Hun fløjtede anerkendende og sagde: - Du godeste! Hvad venter vi på, Clark-darling!
- At se om den passer, Baby, grinede han og lod det tomme glas falde til gulvet og trak den store kraftige kvinde ind til sig, samtidig med at hans ivrige fingre begyndte at åbne knapperne i hendes skjorte.
Det var ikke pral - hun havde store tunge bryster på størrelse med fodbolde - runde, glatte og lækre med brystvorter på størrelse og tykkelse med det yderste led af en tommelfinger - og næsten ligeså hårde. Han nulrede de store mørkebrune toppe og han hørte hende stønne ind i sin mund, da hans læber lagde sig over hendes i et æggende kys fuldt af begær.
Hendes højre hånd havde stadig et solidt tag i hans stivert gennem buksestoffet, mens den venstre gled op om hans nakke og kærtegnede de små nakkehår så de strittede.
- Åh, Clark-darling, stønnede hun. - Vis Mama Rosa den - åh, kom du...
- Luk den selv ud, svarede han, inden han væltede hende bagover på den store seng, med det ene ben inde mellem hendes stærke kraftige lår og kyssende hendes højre brystvorte, så den voksede sig endnu større og stivere i hans mund.
Hun måtte have begge hænder til hjælp på grund af den lidt ubekvemme stilling. Hun begyndte flittigt at massere den med hånden. Det var lige en file"blokker, der passede hendes liderlige kusse.
Igen og igen gled hendes hånd fra pikhovedet helt tilbage til nosserne - igen og igen, klemmende hårdere til des længere hun kom ind.
Det havde sin virkning på ham. Pikken rankede sig yderligere - den ville i hul! Ville bore sig op i en lækker damespalte - en lækker varm våd damefisse, der knugede og æltede, mens nosserne slog mod hendes balder for hvert stød. Han ville - nej han måtte...
Men hun havde bukserne på endnu. Benzon gryntede: - Hvad med bukserne, baby - jeg vil ikke nøjes med håndlir i al evighed!
- Håndlir! Kan du ikke lide forarbejde? spurgte hun drillende og hev ham endnu mere i pikken.
- Joe, men...
- Den skal fedtes ind hos mig inden du stikker den i hende. Ingen skæg eller jeg river nosserne af dig? truede hun i en tone, så han ikke rigtigt kunne blive klar over om hun mente det eller ej.
- Okay, okay, raspede han. - Men hvad med at få åbnet for godteposen?
Et kort øjeblik kom der er et skræmt skær i hendes lidt skråtsiddende mørke øjne, så satte hun sig hastigt op og knappede bukserne op og halede dem af, mens Benzon tændte sig en ny cigar - de var gode!
Hun havde småbitte hvide trusser, der nærmest kun var et par små trekanter bundet sammen med snor.
Hun var stor og kraftig, men kødet var godt fordelt på hendes velformede krop. Der strittede et par sorte krøllede hårtotter ud fra trussen.
Benzon lå på ryggen på den store seng - pikken stod lige op i luften som et fyrtårn med det blålige olon blottet i al dens nervesitrende sanselighed.
Han så hende sætte sig på knæene ved hans side, og af skæret i hendes øjne kunne han se, hvad hun havde i tankerne. Hun var lækkersulten, fissen - men...
Den lyshårede Patty, havde sat sig op i det fjerneste hjørne af den store seng og prøvede at koncentrere sig om et postordrekatalog, der var det eneste hun lige kunne få fat i, og lade som om...
Men hvad hendes mor og Clark Benzon foretog sig interesserede hende i allerhøjeste grad. Hun havde ofte set moderen nøgen - nogle gange også i samvær med mænd, men altid skjult og som noget farligt, noget en pæn pige ikke gjorde - sagde moderen, den liderlige bordelværtinde. Hidtil havde det ikke været tilladt - nu, var det pludselig næsten en pligt! Men hvilken pligt!
Hun mærkede det spændte i de spæde bryster og det kriblede mellem hendes lår og hun mærkede at hun blev våd i trusserne.
Hun så moderen nærme sig mandens store stive fallos med spillende tungespids, og så manden gribe fat i hendes hår og sige i et bryskt tonefald: - Senere, baby - jeg vil ha" den dyppet!
Hun så at moderen havde en protest på læben, men så så hun mandens udtryk og ombestemte sig. Man skulle aldrig sige en liderlig mand imod. Undertrykt begær kunne få de skrækkeligste følger!
Hun så manden gribe fat i moderens trusser og hive til så snorene knækkede og moderen give sig, da han også havde fået fat i en tot af den kraftige næsten pelsagtige sorte krøllede hårtrekant mellem hendes lår.
Men manden havde hverken tid eller lyst til at nyde det lilie sadistindslag - han ville have sin stivert i moderens gabende, æggende, sjaksvåde spalte og Mama Rosa styrede ham selv villigt til. Når manden ikke havde lyst til sutning i første omgang, så...
Måske hun selv indså sin dumhed ved allerede på forhånd at have stillet manden jomfrufisse i udsigt.
Hvem spiste bønner med tørret flæsk, hvis man kunne få en saftig bøf!!!
Benzons pik var stor og tyk, men alligevel gled den ubevværet ind i den hendes spalte, da hun viste ham vejen med ferme fingre. Hun var en stor kvinde og hun havde fået meget pik i sin tid - og selv om det måske ikke sled noget videre på en fisse at blive flittigt brugt, så blev den i hvert fald ikke mindre af det!
Hun var dejlig våd og varm, langsomt begyndte Benzon at røre sig i hende og han mærkede at hun foldede de kraftige ben om hans hofter. Hun havde ikke i sinde at slippe ham frivilligt - hun ville have pik, den liderlige bordeltæve - masser af pik, stor pik i sin sovsende spalte.
Og Benzon mosede på - ind og ud - ind og ud.
Kopulerede spændingen ud af sit blod i den store kvinde, der gav ham fuld valuta for hvert stød og som kendte hvert lille trick, der forhøjede mandens glæde ved at have pikken i hende. Hun havde gået den lange vej og havde været en lærenem elev - vidste nøjagtig, hvordan man kunne få fissen til at føles mindre end var, hvordan man nulrede mandens nosser og hvilken virkning en tungespids havde i hans øre - hun kunne det hele og mere til - men...
Hun havde afgivet et løfte! Et løfte, som alle hendes talenter ikke kunne opveje - Patty!
Benzon mærkede at hun gjorde sit bedste for at få ham til at blive. At få ham til at fylde hende med sin slimede sæd, når orgasmen gennemrystede hans krop.
Men han ville ikke snydes! Han hævede sig højt op på knæene. Den store kvinde hang ved ham med benene foldet om hans hofte. Hans pik var begravet i hendes varme, våde pulsemende køn. Han knurrede ildevarslende og sagde: - Den er fedtet nu Mama Rosa!
Patty havde også hørt ham og havde allerede kiltet kjolen op om livet så han havde fri udsigt til hendes lange flotte ben og smækre lår helt op til kanten af de lidt klodsede lyseblå trusser.
- Til helvede heller, alle mandfolk er ens. Ungt kød kan de bruge - os andre .....
Hun slap grebet med benene om Benzon og faldt tungt ned på madrassen.
Henvendt til datteren sagde hun: - Er du ikke af tøjet endnu, din lille ludertæve - stodderen er gloende i kæppen. Du vil få er ordentlig indvielse!
Den unge lyshårede pige hev hurtigt kjolen over hovedet. Hun havde en tynd hvid undertrøje under.
Buller som store grapefrugter udspilede stoffet - det så spændende og lækkert ud.
Mama Rosa trak sig lidt småirreteret væk fra Benzon og satte sig op ved siden af hylden med drikkevarer og skænkede sig en stor whisky, som hun hældte ned i et drag. Hun var skuffet og rasende, bordeltæven! Kasseret til fordel for lammekød! Hendes eget kød og blod!
Et øjeblik var hun ved at begå et eller andet uoverlagt, så resonerede hun: Datteren var også en kvinde. Hun havde ret til en ordentlig indvielse - og kunne hun ønske nogen bedre "indvier" end denne stærke mørke mand med de glødende rovdyrøjne! Han var tilsyneladende hård - men han behandlede en kvinde på den måde hun selv ønskede. Blidt eller brutalt, efter ønske.
Hendes tid kom nok igen, når datteren havde fået sit. En nybegynder var sjældent særlig udholdende - siden...
- Kom her, brummede Benzon og rakte ud efter den unge pige, der skælvede let, da han rørte ved hende. Skælvede let som havde hun fået en kuldegysning. Hun gled villigt ned ved hans side. Lå slap og afventende. Vidste ikke hvad han forventede eller hvad hun selv gjorde endnu.
Benzon rullede op på siden og så ned på den unge spinkle pige i den hvide tynde undertrøje og lidt klodsede lyseblå trusser. Smilede til hende og fik et lille forskræmt smil igen. Hans store strittende pik stod næsten lodret op langs hans mave.
Han bøjede sig ned og kyssede blidt hendes bange modstrittende mund, masserede hendes læber med tungen til de faldt til føje under hans kys og gengældte det. Han følte en famlende hånd på sit ene lår uden på bukserne.
- Prøv at røre ved den, Baby - den er ikke farlig, mumlede han bidende hende let i den ene øreflip.
Pigens hånd kom forsigtigt krybende og tog om den stive, tykke dunkende stage, der stadig var våd af hendes moders liderlige kussesafter. Forsigtig, som var hun bange for at brænde sig på pikken eller noget i den retning.
Benzon lod en hånd ligge på hendes mave et øjeblik, inden han begyndte at kilte undertrøjen op.
Brysterne var noget af det lækreste han længe havde set - de var som et par modne grapefrugter - håndfuldestore, faste og glatte som var de betrukket med den fineste silke.
De små næsten drengeagtige brystvorter struttede og viste at pigens underbevidsthed vidste hvad der var ved at ske - og ønskede det! Benzon lod tungespidsen svøbe sig om den ene og mærkede at pigen reagerede ved at klemme hårdere om hans pik.
Han lod tungen vandre videre til det andet bryst og lod hånden glide tilbage ned over hendes mave ned til trusselinningen, og ind under denne. Hendes venusbjerg var bevokset med en fin næsten gennemsigtig hårvækst af lyse pubeshår. Hans fingre gled blidt gennem bevoksningen videre ned til den lille, snævre, varme, drivvåde kønskløft - hun spredte lårene længere fra hinanden, da han pressede en finger mod skamlæberne og fingeren faldt igennem som en forvoven skøjteløber og ind i den varme våde kløft og ramte hendes æretestore clitoris. Hun skreg skingert og vred sig sig vildt - stakkels tøs, hun havde fået orgasme endnu inden han rigtigt havde begyndt med hende. Han gnubbede og nulrede hendes ”prins" til hun begyndte at gøre gengæld og rive i pikken på ham.
- Skal I lege hele natten, liderlige dyr! Det var Mama Rosa, der gav sin utilfredshed med at Benzon havde tid at lire med hendes datter, men ikke med hende selv. - Gi" hende pedalen, Boy - hun trænger til det, tæven!
De svarede ikke på den jaluax ældre kvindes tilråb og de forjagede sig ikke - den første gang skulle være en nydelse man tænkte tilbage på! Den allerførste gang!
Benzon blev ved i lang tid med fingeren. Tøsen skulle vænnes til at have noget i slidsen. Vænnes så hun ikke blev bange, når han trængte ind i hende i al sin potente vælde.
Men tilsidst blev det selv den unge pige for meget. Hun stønnede: - Gør mig til kvinde, du! Lad mig få dig - pik, pik du - åååh du, kom...
Og Benzon, som den damernes mand han altid havde været sad ikke hendes bøn overhørig. Han skulle opfylde hendes bøn - opfylde hende med sin stove stive liderlige pik og kneppe al sin spermende begær ud i hendes nydeflorerede køn.
Hun gled på plads under ham med lårene så langt ude til siden at de hvilede på underlaget - hendes fisse var så opspilet som den kunne blive og dog så den så lille ud. Hun prøvede at åbne sig selv samtidig med at hun styrede Benzons tykke dunkende stage til åbningen, men hun var lidt klodset og første gang gled pikken op gennem den krølhårede bevoksning op i retning af hendes mave i stedet for ind i den lyserøde lokkende blomst og anden gang slap hun nervøst, da han forsigtigt var ved at presse pikhovedet ind mellem de nervøse skamlæber.
Mama Rosa, der så deres besværligheder gik kontant til værks og sagde: - Nu skal jeg styre,små venner!
Og det gjorde hun så og Benzon forsøgte først med små blide puf at få den ind i den urørte jomfrufisse, der klemte sig sammen i nerver, for da dette ikke lykkedes og hans liderlige begær efterhånden var på bristepunktet at satse alt på et brædt og holdt hende fast under sig med hårde hænder - det gjorde måske ondt, men det kunne han ikke tage sig af - og stødte til af al kraft!
Pigen skreg skingert, men Mama Rosa, der stadig lå ved deres side og kontrollerede, meldte at Benzon kun var halvvejs inde i pigens udspilede køn.
Patty jamrede og stønnede og Benzon spekulerede et øjeblik på om han mon skulle opgive, da pigen med grådkvalt stemme hviskede: - Jeg vil! Tag dig ikke af jeg skriger - jeg vil være kvinde - kom med den store pik - ååh du, kom...
Benzon smilede til hende. Han havde stadig pikken kilet fast i den snævre fisse, der for første gang fik mand. Mama Rosa blev på sin plads og Benzon overgik igen til sit "lirkearbejde" - det var hårdt og besværligt og pigen fik orgasmer hele tiden så fissen klemte sig endnu mere sammen om hans dunkende stive lem. Langsomt, millimeter for millimeter trængte han ind i jomfrukløften til han mødte "spærringen" - hendes mødom! Han stødte blødt ind i den et par gange og mærkede den give sig som en trampolinmåtte under trykket!
Hun klynkede, men hun ville ikke give sig. Hun foldede anklerne om hans hofter og sagde med fast stemme: - Knald den! Knald den med din store fede pik - knald den...
Han stødte hårdt til og gjorde som hun sagde og hendes stemme overgik et kort øjeblik i et skingrende skrig, mens varm blod silede frem omkring hans pik, der gled dybere og dybere ind for hvert stød nu.
Hun v a r kvinde - en ung varm liderlig kvinde der fremover ville nyde det mere og mere for hver gang en mandepik gjorde hende sin opvartning.
Udenfor begyndte dagen at gry - men det bekymrede ikke de tre bag den i den store overdækkede hestevogn.
De havde haft en nat fyldt med uhygge, og trængte til det fællesskab og varme kroppes nære kontakt kunne give dem.
Benzon vidste der var en masse han skulle - men det kunne vente...
I morgen var der atter en dag!

Slut