Vi kaldte hende "Pizzapigen". Hun ejede og drev en døgnkiosk på Værnedalsvej, lige midt i byen. Hele byen vidste, at hun i lokalerne bag den pæne facadeforretning, drev kvindens ældste momsfrie erhverv. Hun havde enorme øjetiltrækkende siliconepatter, som hun solgte for byens dyreste pris. For hun kunne kunsten at give byens mænd noget for pengene.
Byens små, grå kontormænd, blå maskinarbejdere og slipseklædte direktører bildte deres koner ind, at de forlod deres arbejdsplads kl. 17 for at gå hjem og være "forældre forfra" med skrigende unger, smældende (nogle endda smældfede) kællinger/koner/madammer og siddende foran TV henslæbe de sure ventetimer på dagens, ugens, månedens ægteskabelige koneknald, afhængig af ægteskabets alder.
Men alle byens koner og kærester vidste udmærket, at timen mellem kl. 16 og 17 tilbragte mændene i venteværelse og hobbyværksted hos Dina med de dyre dytter. Her var lige ret for mænd fra kontorer, fabrikshaller og direktionskontorer til at få, hvad de betalte for: Svensk, græsk, tysk osv. - og allerbedst dansk uden gummi, hvis hun kendte kunden godt. Som mig f.eks.m der lige havde rundet 18.
Mange lokkede hun til at nøjes med "dagens tilbud", Dinas titel på "knepning mellem patterne".
Det var Dinas egen favorit, fordi hun derved klarede den betalte sædafgang hurtigere. Og sparede sine egne nedre dele til de gode kunder: Unge og yngre mænd, som ud på aftenen og natten dukkede op, efterhånden som de havde fået nok af værtshusenes og diskotekernes narrefisse.
I Pizzabaren vidste vi, at klokken cirka 18 ringede telefonen. Så var det "Pizzapigen", som bestilte sin daglige middag bragt indenfor døren. Hun betalte de seks skiftende bude med frit valg på alle hylder. Vi afregnede hjemme i forretningen for "dagens tilbud", skønt chefen udmærket vidste, at vi bude bestemt ikke altid lod os nøje med det næstbedste.
Jeg havde haft jern på hele eftermiddagen ved tanken om, at det i dag var min tur til at være "dagens bud" . Jeg havde gjort op med mig selv, at jeg ikke ville nøjes med "dagens tilbud". For jeg vidste, at på det tidspunkt var Dina selv blevet liderlig af de mange grå og blå mandebesøg. Nu ville "Pizzapigen" have mad og budpik, handlet efter naturaliemetoden.
Jeg stod med familiepizzaen under armen, ivrigt ventende på, at få den blåpandede suttet efter naturmetoden, indtil den i hendes varme mund blev betjent, til spermatozoerne var på bristepunktet med hende liggende på knæ i entréen og med åben udsigt til de dejlige reinekloder, som mere nøjsomme mænd var indstillet på at blive omsluttet af til "dagens tilbud".
Dette punkt i tidsskemaet krævede fuld beherskelse - ikke af manden, men af Dina, som på dette tidspunkt ikke selv var interesseret i for hurtig sædafgang mellem de to kæmpehøje. Nu ville hun selv have noget ud af det.
At have glædesstaven begravet i Dinas mund var som at blive tisset på tungen af små engle! Hun kunne sutte og slikke som kun professionelle kvindekæber kan det.
Hun stoppede først sutningen, når hun kunne mærke mandens udløsning være så tæt ved toppen af nydelsens øverste trappetrin, at
hun havde valget mellem enten at få munden fyldt med ungmandssperm, som ikke var til at holde tilbage mere, eller spytte kalorius ud og invitere indenfor i hobbyværkstedet til en gang vellystent "dansk".
Når hun således havde bragt én til lige før lykkens tinde, tog hun et fast greb om glædesstaven og trak budet indenfor til den opredte seng, de opknappede udsigtsbalkoner og den åbne kusse, som hele eftermiddagen selv havde glædet sig til at blive fyldt til bristepunktet af kødelighedens kække kødpølse.
Dét havde min 18-årige liderpik glædet sig til hele dagen, mens jeg i klasselokalet havde prøvet at skjule forventningens glæde, hvis jeg skulle være uheldig af cand. mag. Jørgensen at blive kaldt op foran 3.G-klassen og skrive Pytagoras" læresætning i matematisk formelform på den sorte skoles sorte tavle, hvor "kridt" og ikke "krittevit var arbejdsredskabet.
Jeg ringede altså på, åbnede gylpen i cowboy"derne for ikke at sinke modtagelsesproceduren - og blev i døren modtaget af dejlige Dina, som forventede at begejstringen var til at se og røre ved.
Det var min altid - som det nu en gang er tilfældet hos friske fyre i min aldersklasse, der kender til "den blå times" lyksaligheder.
De næste minutter var nærmest et ritual: Pikken fik et par strøg, mens ens øjne stod på stilke ved synet af de halvt blottede balloner, som bød sig fristende til.
I dag havde "Pizzapigen fundet på et nyt målesystem, som skulle afprøves med det vunsenstrax: Hun havde i bund og låg på pizzapakken fra i går lavet to huller i vaginastørrelse. Der igennem skulle ungersvendens tykkelse og størrelse måles og vejes.
Jeg lod dagens pizza være pizza i den pakke, jeg bragte som betaling, hvorpå Dina hængte gårsdagens tomme pizzapakke på standeren for at sikre sig, at denne var lang nok til at kunne bære det tomme paphylster og lat ade så meget af kødkæppen nå igennem, at hun kunne sutte glans langt ind i mundhulen. Så var tiden inde til "den muntre leg".
Dina væltede sig på madrassen, hev både bukser og boxer af og satte sig med villig varme på skrævs - åh, hvilket skræv! - ned over pilgrimsstaven. Åååårrrrhhhh!!! hvor gjorde det godt.
- Gi" mig så hele den tyrkiske musik, Poul! stønnede hun.
De næste minutter bøjede jeg tæerne opad, tænkte på Pytagoras og andre vise oldgrækeres matematiske formler og gjorde i det hele taget alt, hvad der i min viltre hjerne kunne trække tiden ud over et par alt for hurtige minutter.
Som hun sad der på hug og huggede ... op og ned i langsomt - åh, for helvede langsomt - tempo, mens jeg mærkede de indre Dinamuskler malke mig som tidens bedste McManus-malkemaskiner malkede mælk af kopatterne, var hun i stand til at gi" en våd vatpik fuld styrke til stivheden.
Jeg stønnede af vellyst - og det samme gjorde "Pizzapigen". Enten var hun virkelig liderlig - eller også havde hun den professionelle kunnen indbygget, som evnede at få én til at tro, at hun red på den bedste mandepik nord for Alperne.
Hun hoppede op og ned på pikken, og siliconebabserne hoppede op og ned lige foran mine øjne og tiltrak mine hænder som en magnet tiltrækker metalspånerne i et smedeværksted, hvor de véd, at man skal smede, mens jernet er stift.
Just som jeg for anden gang mærkede orgasmens vildeste øjeblikke nærme sig, krøb hun af pikken, stillede sig med albuerne på sengesiden med sin lækre røv ud for pegepinden - og ventede på det, hun vidste ville komme.
Hun ventede ikke forgæves. Jeg hamrede pikken i bund med en kraft, der ville have gennembrudt vægge i Dinas indre, hvis det ikke var fordi Vorherre - den gamle liderbuk - havde været klog nok til i de historisk fjerne Paradistider, da han omskabte Adams ribben til en kvindekrop, at give dennes indre muskulaturer en elasticitet, som milliarder af mænd til alle tider havde både brugt og misbrugt.
Ind og ud gik lemmedaskerens jernstive stempelslag, til jeg endelig nåede det øjeblik, som mænd i århundreder, ja årtusinder er gået i krig for og har slået rivaler ihjel for at opnå.
Hvis jeg sammenligner med den kraft, der i det øjeblik er i mandestaven, med noget som helst, må det være, når der pludselig åbnes for hanen i spidsen af haveslangen for det vand, der har stået i flere minutter med fuldt pres for at komme ud - og slangespidsen pludselig åbnes, så vandtrykket kan få lov at sprøjte strålen ud over havens hungrende vinter- og sommersæd.
Jeg brølede som Tarzan i bund i Janes hule.
Havde Værnedalsvej været Edgar Rice Burroughs jungle, ville der udenfor havde stået halvtreds misundelige brøleaber med brunst i blikket i håb om at afløse Junglens Herre i lysternes Ginnungagab.
Dina tørrede sig og mig med en flonelsklud, som lå klar til formålet under hovedpuden, smilede til mig og sluttede seancen med at sige:
- Poul! Tror du, at man kan bestille "dagens pizza" bragt af dig hver gang? Eller skal jeg fortsat tage til takke med de skiftende bude, som pizzabaren sender mig?
Jeg lo og sagde:
- Gid det var så vel, Dina. Men vi er flere om jobbet, så....
- Poul! Jeg vil alligevel prøve i morgen at bede Roberto (pizzabarens italienske ejer) - om så tit som muligt at sætte dig på budcyklen.
- Som jeg sagde, Dina: Jeg er ikke ene om hvervet.... Jeg er i virkeligheden kun "Det sjette bud".