4.Kapitel.
BRÆNDEMÆRKET!

Det var mest soldater i mere eller mindre regelmenterede grå rebeluniformer, der kom dem i møde, da de møjsommeligt nærmede sig lejren, men Clark Benzon bemærkede også både kvinder og børn blandt lejrens indbyggere. Det var åbenbart ikke kun en midlertidig lejr man havde her ude mellem bjergene, men en stationær base.
En ældre gråhåret mand i løjtnantuniform masede sig gennem de sammenstimlede på en sort hest og red frem til majoren, der hele tiden havde siddet højt til hest, mens de fleste af hans mænd var steget af dyrene på de mest stejle og ufremkommelige steder, gjorde honnør og meldte, "alt vel, hr. major"!
Majoren, der var ung nok til at være løjtnantens søn takkede allernådigst med et nik for meldingen, og fortsatte frem mod en af de større telte i lejrens midte.
En negertjener i hvid lærredsjakke stod med bøjet hovede og afventede major Sylvans ankomst. Denne steg af uden at værdige den sorte mand et blik, kastede tømmerne til ham og forsvandt ind i teltet på stive ben.
- Videre, i sataner! brølede en stor fuldskægget soldat og lod sin pisk hvine gennem luften og ned over rygstykkerne på to hvide solgarvede mænd der gik lige foran Charley og Benzon.
- For helvede, mand - det her er ikke morsomt længere, brølede den ene af mændene og vendte sig mod sin plageånd med makkeren i hælene. Der var mord i mandens blik. Soldaten slog igen med pisken, men manden var for tæt inde på livet at ham. Sekundet efter blev pisken flået ud at hans hånd og den lange snert kastet om hans hals. Flere soldater kom til og et par sprang frem og hamrede løs på den desperate fange med geværkolberne.
Langsomt sank han sammen med blodet fossende fra en knust næse - soldaten der havde startet balladen lå gurglende på jorden. Piskesnerten havde antagelig beskadeliget hans strubehovede.
Den gråhårede løjtnant kom galoperende og spurgte bistert, hvad der
var galt, mens flere soldater tog ladegreb på deres geværer. En soldat fortalte ham det.
- Vi må hellere statuere vor magt med det samme. Før ham til pælen, Albert!
To soldater hankede op i den blødende mand. Hans makker protesterede, men en geværkolbe over nyrerne fik ham til at vakle efter kollegaen i deres fælles ankelkæde.
På en plads der kunne ligne en appelplads var der hamret en svær træstamme ned i jorden. Soldaterne bandt prompte deres blødende fange til pælen, mens hans makker apatisk så til omkring en meters - kædens længde - afstand.
Løjtnanten der havde været inde og afgive melding til majoren kom galoperende og brølede, at man kunne sætte i gang, når som helst.
En stor fed soldat med babyansigt trådte ud af geledet, krængede jakke og skjorte at, så man rigtigt kunne se hans fede hvide flæskede mave, og fangede den tilkastede pisk med en elegant håndbevægelse.
- Ti slag, menig Rhett, råbte løjtnanten og fiskede en rulle skrå op af bukselommen.
Den fede bøddel gryntede og lod pisken sno sig som en slange gennem støvet, inden han lynhurtigt førte armen frem og snerten hvinede gennem luften og netop ramte den bundne mands ryg med de yderste 10-15 cm. at det hærdede læder.
Mandens skrig var hjerteskærende og man så en tynd blodstrime pible frem på mandens solbrændte glatte ryg lige under skulderbladene. Det næste slag lå centimeter fra det første og denne gang kunne man ligefrem se snerten flænse i mandens spændte ryghud. Hans skrig denne gang var ikke mindre uhyggelig. Ved det sjette slag hang han slapt i rebet der skulle holde ham oppe, men bødlen med det åndsvage babyansigt forsatte ufortrødent med at slå til han var nået til ti - en ordre var en ordre og man udførte den eller døde under forsøget, var hans parole og leveregel.
- Skær ham fri og lad hans makker slæbe ham op til minen. lad det være jer svin en lærestreg. Her adlyder man og arbejder - eller vi skal lære jer det, om det så koster jer livet. I er bare svin i "Enstjerne-hæren"s tjeneste. Sergent sæt mændene i gang, brølede løjtnanten og snurrede sin hest rundt.
En lang mager mand med klap for det venstre øje skreg en serie ordrer og flokken at fanger blev jaget op mod indgangen til minen nogle hundrede meter oppe ad bjergsiden. De der ikke kom hurtigt nok afsted blev belønnet med spark, piskeslag eller kolbestød. Som de kom tættere så så Benzon at der var rejst et højt tæt pigtrådshegn omkring pladsen, hvor mænd hele tiden kom ud med fyldte kurve på ryggen, som de tømte i soldene der hele tiden blev gennemskyllet af bækkens klukkende vand - to mænd rystede hver sold og kastede indholdet til side efter at en soldat havde kontrolleret det der var tilbage.
Det hele mindede om et gammeldags guldvaskeri - et meget primitivt sådan!
Den enøjede sergent brølede en ordre og to soldater åbnede en låge i pigtrådshegnet efter at have åbnet to svære hængelåse.
- Ind svinehunde - ind i helvede og slid som hunde og gør Enstjerne-hæren ære, afsted! brølede sergenten og lod sin pisk hvine ned over rygstykkerne på en neger han ikke syntes bevægede sig hurtigt nok.
Benzon og Charley kom ind som nogle af de sidste. Soldaterne låste efter dem og kastede nøglen ud til sergenten, der traskede tilbage sammen med sine vagter.
En mand med vildtvoksende gråt hår og skæg og klædt i ternet skjorte og blå overalls kom ud fra minegangen fulgt af en halv snes soldater.
- Ny arbejdskraft ser jeg, brølede han med en stemme, der lød som kom den fra bunden af en øltønde. - Har I mærket svinene?
- Nej, hr. formand. Vi...
En forfjamsket soldat gjorde honnør for vildmanden, der tilsyneladende var en slags formand i minen.
- Så få det gjort. Begynd med 201, soldat. Og lad det gå lidt kvikt - vi skulle gerne have endnu nogle tons ud inden fyraften, brummede kæmpen og forsvandt ind i minegangen igen.
En soldat løb hen til en stor trækiste, mens andre rodede op i nogle gløder i en slags esse. Øjeblikket efter var soldaten tilbage med et instrument, som de fleste af de tilstedeværende havde set i brug masser af gange - på kvæg - nemlig et brændejern.
Et brændejern forestillende en femtakket stjerne med en slids, hvor man kunne indsætte løse tal midt i stjernen.
- Blot højre arm, brølede en soldat og slog til en ung bleg mand, der ikke lystrede hurtigt nok, med skæftet på sin pisk. Manden fik et blødende sår på kindbenet.
Benzon så på sin makker, mulatten Charley.
Denne rystede svagt på hovedet. Det var håbløst i øjeblikket - senere måske...
Brændejernet begyndte at gløde i essen og første mand - en gammel hvid mand, der rystede som espeløv blev hevet frem fulgt af sin makker, en kraftig kulsort neger.
- Højre arm, snerrede en rødhåret soldat, idet han pressede en riffelmunding mod negerens mave.
Soldaten ved essen, der havde et vansiret forbrændt ansigt hev brændejernet ud af gløderne og pressede det lynhurtigt mod negerens arm. En duft af brændt kød bredte sig over pladsen, idet manden skreg skingert.
- Kæft, skreg den rødhårede soldat. - Næste, kvikt for satan!
Manden med brændejernet kunne sit kram, hurtigt udskiftede han tallene i slidsen og mand efter mand blev mærket med stjernen og et nummer indeni denne.
Det svandt ind i rækken af mænd foran Benzon og hans "kædekammerat" og tilsidst var der kun to par foran dem.
En enkelt mand var blevet desperat under mærkningen og havde slået til den rødhårede soldat med geværet, men ellers var det gået forbavsende roligt - de fleste havde nok apatisk for sig indrømmet, at slaget var tabt.
De havde levet deres liv og måtte resten af tilværelsen affinde sig med at være "enstjerne-hæren"s umælende "menneskedyr".
Benzon var stadig ikke i fuldt vigeør efter slagsmålet med den rå sergent Murdock og siden turen her op til "Enstjerne-hæren"s lejr - men lade sig mærke som en kalv!!!
Endnu et par var blevet mærket og der var nu kun et par foran Benzon og Charley. Clark Benzon spekulerede allerede på hvordan han skulle undgå denne "dyriske fornedrelse" da han hørte galoperende hestehove og en stemme der råbte: - Stop, ingen mærkning af den høje mørkhårede!
Den enøjede sergent holdt udenfor lågen i hegnet sammen med to
andre til hest.
- Hva" fanden er meningen, sergent? brølede manden der brændemærkede de nyankomne tilbage: - Jeg har fået mine ordrer af formanden, så...
- Jeg vil skide din formand en lang march. Her det mig, der giver ordrer. Lad mig få den høje mørkhårede i underbukserne straks, eller...
- Jeg fortsætter til jeg får kontraordre af formanden, sergent Pommy, snerrede manden med brændejernet tilbage og gjorde tegn til den rødhårede at han skulle komme frem med Charley og Benzon.
Bang!
Manden med brændejernet slap sit værktøj med et lille skrig og greb sig til hånden, hvor kuglen havde strejfet. Sergenten sad urokkelig på sin hest med en Colt Army i højre hånd. En tynd stribe blå røg sivede ud fra løbet.
- Er det ordre nok, Zabbo, eller vil du have en kugle i din flæskede vom også? spurgte sergenten med en stemme der var ironisk venlig.
- Bare vent til formanden hører om dette, sergent! Jeg svarer ikke for følgerne, prøvede brændemærkemanden at skryde til det sidste, men det sås tydeligt at han havde store smerter i hånden.
- Der bliver ingen ventetid, Zabbo! Hvad satan foregår der her, sergent? brølede pludselig den vildmandsagtige formand henne fra mineindgangen. - Hvad er meningen med at stjæle mine folk!
- Majorens ordre, formand, svarede sergenten og kastede nøglen over pigtrådshegnet. - Luk manden ud!
- Javel, sergent, men mulatten? spurgte den store civilist og pegede på Charley. - Skal du også have ham?
- Næh, men...
- Zabbo, skil dem ad, kvikt tor satan! råbte formanden og pegede på kæden der forbandt Benzon og den store mulat.
Soldaten der blev kaldt Zabbo sprang hen til kisten, hvor han tidligere havde hentet brændejernet og vendte tilbage med en skarp mejsel og en kraftig hammer. Det tog ham kun et par minutter at flække bøjlen om Benzons ankel.
- Ud herfra, svumpukkel, brølede den rødhårede soldat og puffede Benzon hen mod hegnet med sin riffel, samtidig med at hans makker genoptog sit makabre arbejde med at brændemærke "Enstjerne-hæren"s slavefanger.
Idet Clark Benzon gik ud gennem lågen i pigtrådshegnet så han brændejernet med nummer 222 blive presset mod Charleys arm. Der gik en trækning over den store mands ansigt, der undslap ham ikke en lyd.
Sergentens to soldater holdt Benzon under opsigt med deres korte rytterkarabiner, mens deres overordnede ventede på at den rødhårede skulle få låst igen og afleveret nøglen.
Såvel fanger, som vagtmandskab var fangne bag pigtråden til nogen fra lejren kom op med nøglen. Ingen havde en chance, hvis de først var bag pigtråden.
Nøglen kom flyvende over hegnet og sergenten greb den i luften og puttede den i brystlommen på sin uniformsjakke.
- Marcher ned mod lejren, mister, og ingen numre. Jeg har fået ordre til at bringe dig ind - med eller uden huller i flæsket, snerrede sergenten med den sorte øjenklap og vendte sin hest.
Benzon begyndte at gå. Han var heldigere end sine medfanger. De sad bag pigtråden og ville først komme ud, når de var døde.
Han prøvede at få en snak i gang med sergenten, men denne ignorerede ham fuldstændig.
Et par gange stumlede han og straks slog soldaterne ring omkring ham med trukne våben. Det ville være mere end dumt at forsøge noget - svag og våbenløs, som han var. Den der levede havde altid en chance - senere!
De kom ind i lejren, ingen tog notits af dem. Nogle soldater var ved at rense deres geværer, andre spillede kort og en midaldrende soldat med tomt venstreærme i jakken sad og talte med en kvinde udenfor et telt, mens hun skar flæsk i terninger til aftensmaden.
Et stykke fra lejren brølede en ko og en mand råbte et eller andet - alt åndede tilsyneladende fred i denne mærkelige lejr, der var som en levn fra fortiden - fra borgerkrigstiden, hvor Syden af al kraft havde kæmpet for at bevare slaveriet - retten til at bestemme over andre mennesker, som kvæg!
Men kun på overfladen. Benzon ligesom anede at det murede under overfladen, som vidste man at man levede på lånt tid.
De forsatte forbi telt efter telt, og Benzon spekulerede faktisk på om det havde været smart at følge med den enøjede sergent sådan uden videre - det kunne jo være en oplagt fælde - døden!
- Er det majoren der vil tale med mig, sergent? spurgte Benzon lettere forpustet, for soldaterne lod hestene trippe afsted i let trav.
Sergenten sendte ham et skævt sideblik med sit ene øje, men svarede ikke. Øjeblikket efter standsede de foran major Patrick Sylvans telt. To soldater i rene velpressede uniformer - nærmest kun et par store drenge stod i stram retstilling på hver sin side af teltdøren.
- Sergent Ponny melder sig med fange efter majorens ønske! trompeterede den enøjede sergent og hoppede ned af sin hest.
Drengesoldaterne stillede sig i angrebsstilling med deres bajonetforsynede karabiner. Den ene snerrede: - Beklager sergent! Ingen passerer uden ordre fra majoren!
- For satan, knægte. I kender mig....
- Godt klaret, soldater. Giv agt, rør - I kan lade fangen passre. Tak for hjælpen, sergent! lød pludselig majorens velmodulerede venlige stemme fra teltdøren mellem de to vagtposter.
Sergenten skulle til at komme med en protest, men majoren var allerede på vej ind i teltet igen, fulgt af Clark Benzon og de to purunge ordrebevidste soldater.
Teltet forreste halvdel var hyggeligt indrettet med et stort feltskrivebord - store kortplancher på den grønne teltdugsvæg og et par behagelige læderlænestole foran skrivebordet. To lamper i loftet oplyste rummet, der var uden vinduer.
- Sid ned, mister Benzon! sagde den blonde officer smilende og slog ud med hånden i retning af den ene læderstol. - Noget med en drink før vi snakker?
Benzon satte sig, mens han spekulerede så det knagede. Hvad var denne mærkelige rebelmajor ude på?