De fem elskende blev vækket af en ildevarslende sirene, som blev ved og ved. Kammerpigen råbte:

- Det er forfærdeligt! Hør, hvad de siger i radioen!

- Radio Montiaco har modtaget et ultimatum fra Italiens statschef: “ Den franske invasion i Montiaco er en uacceptabel krigforbrydelse. Frankrigs udenrigsminister har allerede erkendt, at den er ulovlig. Italienske fly har derfor besat lufthavnen og behersker luftterritoriet over Montiaco. Vi kræver, at alle franske soldater straks forlader landet, og at ingen hindrer dets lovlige hersker fyrst Jean og hans myndling prinsesse Brigitte i at møde til forhandling i lufthavnen. Italien vil atter skabe fred, og det ville være dybt beklageligt, hvis man tvinger os til at bombardere oprørernes tilholdssteder.

- Underskrevet statschef Massalino.”

Kaptajn Du Puy og Nationalgardens oberst holdt krigsråd med deres befalingsmænd, mens bombefly strøg hen over byen. Charles erklærede, at han ville tage det fulde ansvar, hvis hans folk blev anklaget for mytteri, og efter nogen tøven lovede alle at blive i landet, indtil der var opnået en forhandlingsløsning. Man opgav belejringen af slottet, og gav en italiensk eskorte frit lejde til at afhente fyrst Jean og køre ham til lufthavnen. Jean havde selv bedt Massalino om hjælp, men dirrede af nervøsitet og vidste, at det ville koste ham dyrt at bevare tronen, hvis det overhovedet var muligt.

Der foregik forhandlinger på kryds og tværs for at undgå krigshandlinger, og trods indtrængende advarsler gik Brigitte og Charles omsider med til at mødes med Massalino og fyrsten i lufthavnen 100 m fra deres hjælpere; kun italieneren og franskmanden måtte være bevæbnet med een pistol. Alle fire var i fuld uniform; prinsessen, som var chef for pigespejderne, havde valgt deres grønne, kortærmede bluse og nederdel og skråhue, og både hun og Jean bar fyrstefamiliens orange skulderskærf.

- Det fryder mig at se Dem, skønne prinsesse, sagde den kraftige, midaldrende statschef på gebrokkent fransk. Deres kaptajn har jeg også truffet før.

- Ja, Deres Excellence, ved min fars begravelse og ballet bagefter, sagde Brigitte alvorligt.

- Italieneren mindedes den pinlige episode, da Du Puy befriede prinsessen fra hans favntag, og lagde hånden på sit pistolskæfte:

- Åhja, kaptajn. De er anklaget for uden krigserklæring at have angrebet og tilfangetaget italienske soldater og dræbt en officer. Hvor mange blev sårede?

- Ingen. Vi truede kun med våben, og så overgav Deres “tapre” soldater sig uden kamp, sagde Charles tørt.

- Hvordan skulle det være muligt?

- De var søvnige efter for meget voldtægt og druk.

- Massalino så vredt på Jean, som trak på skuldrene uden at benægte det.

- Hvem har så dræbt kaptajn Reno?

- En kvinde, oplyste Du Puy.

- Den morderske skal straks udleveres!

- Jeg tager det fulde ansvar for kaptajn Renos død, sagde Brigitte med fast stemme.

- Den skaldede italiener betragtede den henrivende pige med endnu større interesse.

- Det fulde ansvar? Jaså. Er De også ansvarlig for den ulovlige invasion?

- Ja. Alt, hvad kaptajn Du Puy har foretaget sig, er sket, fordi jeg bad ham om at befri Montiaco fra prins Jeans tyranni.

- Jeg er din formynder. Du har ingen ret til at.... , protesterede onklen.

- Det gav dig ikke ret til at voldtage mig!

- Har De voldtaget Deres niece? spurgte Massalino interesseret.

- Vi er forlovede og skulle vies i dag.

- Han ville tvinge mig. Derfor flygtede jeg til Frankrig. Nu er jeg forlovet med Charles Du Puy.

- Den yndige pige tog sin elskedes hånd.

- Siden hvornår? sagde italieneren med at sjofelt smil.

- Hun rødmede:

- Siden i nat.

- Vil det sige, at De betalte med Deres krop for at købe lejesoldater?

- Jeg finder mig ikke i, at De fornærmer min forlovede! sagde franskmanden hidsigt og lagde hånden på sin pistol.

- Er hun måske jomfru?

- Nej. Men er dette ikke en fredsforhandling? spurgte den purunge pige forbitret.

- Jo, min lille ven. Jeg ville blot påpege, at hverken du selv eller din formynder har evnet at værne din dyd. Derfor har jeg udarbejdet dette dokument: “ Vi udnævner hermed Benjamino Massalino til, sammen med fyrst Jean, at være formynder for prinsesse Brigitte af Montiaco.”
- Formynder?! Vil du skrive under på det, Jean?

- Onklen følte sig magtesløs:

- Nødigt. Jeg så helst, at vi to nåede frem til en forståelse.

- Ville I ikke arrestere fyrst Jean, hvis franskmændene og ikke italienerne havde magten? spurgte statsmanden.

- Det var min hensigt, sagde Brigitte usikker.

- Altså kan Montiacos lovlige fyrste kun bevare tronen, hvis de franske soldater udvises. Jeg har endnu et dokument: “ Som tak for, at Benjamino Massalino har skabt fred i Montiaco, overdrager jeg ham mine aktier i dets Casino”. I kan begge skrive under. Men hvis en af jer siger nej, vil jeg favorisere den anden!
Brigitte var målløs, og Jean så ud, som om han skulle vælge mellem pest og kolera.

- Djævel! udbrød Charles. Med hvilken ret stiller De så modbydelige krav?

- Våbenmagt giver ret, hr. mytteriofficer! sagde Macchiavellis landsmand. Og De skal vel stilles for en krigsret, hvis jeg tillader Dem at vende hjem.

- Kaptajnen bed sig i læben, og prinsessen tog ham i forsvar:

- Hele Montiacos folk vil vidne til fordel for kaptajn Du Puy, og det vil hylde mig som fyrstinde!

- Men lilleputterne ønsker ikke at dø under et luftbombardement, sagde den hensynsløse politiker.

- Det vover De ikke. Hele verden vil fordømme Dem! for franskmanden op.

- Hvem han fordømme, at vi jager de angribende franskmænd ud? Næh, et par underskrifter er et langt mindre offer. Kære prinsesse, vil du sikre dig min beskyttelse ved at skrive under?

- Aldrig!

- Så bliver De fyrste længe, prins Jean, lovede statschefen.

- Prinsen tøvede:

- Jeg kan vel acceptere det med formynderskabet. Men Casino!.. Det er grundlaget for min families økonomi og for Montiacos.

- Bliv ikke landsforræder, Jean! tryglede prinsessen. Tænk på din far! Ville han aflevere alt til en fremmed? Ville han ikke lade sit barnebarn arve det ?

- Den rådvilde fyrste mandede sig op:

- Min niece har ret. Vi må kunne finde en løsning. Jeg takker Dem for Deres hjælp, Msr. Massalino. Men Deres krav er helt urimelige.

Den fornærmede statsmand gik pludselig om bag Jean, greb hårdt fat i hans jakke og stak sin pistol frem ved hans albue.

- Overgiv Dem, kaptajn, eller jeg skyder!

- Det var et chok for de tre andre. Charles reagerede hurtigt og rettede sin pistol mod Jean og manden bag ham.

- Hvad er meningen? spurgte den skræmte mand, som blev brugt som skjold.

- Prinsesse! Bed Deres ven lade våbenet falde! beordrede Massalino.

- Nej, Charles. Du har ret til at skyde, hvis han gør det!

- Ja, dæk Dem ikke bag en anden, kujon! sagde Du Puy.

Som svar affyrede italieneren to skud, som ramte den unge kaptajn i brystet. Uvilkårligt besvarede han ilden og ramte fyrsten to gange. Den ene kugle gik igennem kroppen og prellede af mod Massalinos skudsikre vest. Begge de sårede fik et vantro udtryk i øjnene og sank i knæ, mens deres uniformsjakker plettedes af blod. Angriberen trådte frem, skød Charles i halsen, tog fat om hans hånd og pistol og gav den dødsangste fyrste nådeskuddet.

Brigitte stod lammet af forbløffelse og sorg, inden hun råbte:

- Nej! Morder!

- Så skubbede hun den kraftige skurk til side, kastede sig fortvivlet ned over sin forlovede og tog hans hoved i sit skød:

- Elskede, du må ikke dø fra mig!

- Han så ind i de kærlige, tårefyldte øjne. Prinsessen lignede en engel med lys glorie, og det blev det sidste, han så i denne verden.

- Brigit....., rallede han og udåndede.

- Kom til hjælp! råbte morderen.

- Hans folk nåede først frem og sluttede kreds om deres leder. To af dem greb fat i den hulkende pige og trak hende væk fra den døende.

- Før mordersken til fortet! befalede drabsmanden.

- De franske soldater kom løbende vildt protesterende og med kampklare våben.

- Den skinsyge franskmand har skudt fyrsten. Jeg var tvunget til at skyde ham i selvforsvar, råbte løgneren. Tilkald læger og nedlæg våbnene, så der ikke går flere liv tabt! Alle fremmede tropper skal forlade Montiaco. Fangerne skal straks frigives og sendes hjem på vores krigsskib!

Den dybt chokerede prinsesse begyndte først at gøre reel modstand, da hun var nær ved en lille flyvemaskine.

- Slip mig! Jeg skal tilbage til min elskede!

- Hun fik revet sig løs fra den yngste mand; men den midaldrende officer holdt for godt fast.
- De må hellere komme væk fra gerningstedet, prinsesse, sagde han på fransk. Massalino beskylder Dem for mord.

- Mord? Ja, han myrdede min forlovede. Han skal straffes!

- Hun prøvede at slå og sparke sig fri; men officeren løftede hende i sine stærke arme og bar den sprællende, rasende pige hen til flyet, og piloten hjalp med at trække hende ombord.

- Var De ikke forlovet med begge de faldne?

- Jo.

- Så var det et jalousidrama, som De indirekte er skyldig i.

- Tankerne kørte rundt i den fortumlede piges hoved:

- Han døde for min skyld. Det var mig, der lokkede ham til at befri mit land. Tilgiv mig, Charles! græd den fortvivlede pige.

- Hun havde aldrig før været ude at flyve, men sansede knap nok, at maskinen lettede. Hendes bortfører kælede med det lange, lyse hår og lagde trøstende armene om den slanke pigekrop.

- Stakkels lille prinsesse.

- Hun hulkede hjælpeløst. Hans hånd gled hen over den faste ungpigebarm under den blodige pigespejderbluse, og han kyssede hendes hals.

Hun vågnede til bevidsthed.

- Hvad er det, De gør! Hold Dem fra mig! Hvor fører I mig hen? Sæt mig af!

- Det svimlede for hende, da hun så ned på det blå Middelhav, som gled længere og længere væk.

- Det ville være livsfarligt. Og vi skal blot hen på den anden side af den italienske grænse. Undskyld, at jeg ikke har præsenteret mig: Major Mario Moro, morsomt navn, ikke sandt? lo han.

- Hvordan kan De more Dem over denne tragedie. De er hjerteløs. Og Massalino er en modbydelig morder! Han gemte sig bag prins Jean, da han skød, så kaptajnen ikke kunne undgå at ramme min onkel.

- Såh? Det kunne min ven Massalino aldrig finde på, og der, hvor vi skal hen, er hans ord lov. Derfor har De hårdt brug for en rigtig ven, yndige prinsesse.

- Moro lagde frækt hånden på hendes lår, og den gled op til strømpekanten, inden hun slog ham hårdt over fingrene og skubbede ham væk med albuen.

- Ikke for voldsomme bevægelser, min skønne. Det er en lille maskine, sagde majoren uanfægtet. De er utroligt tiltrækkende, selv når De er ulykkelig og vred, og jeg glæder mig til at lære Dem rigtigt at kende.

- Han skubbede det orange skærf til side og knappede to knapper op i hendes bluse, før hun nåede at hindre det. Han nød synet af kavalergangen.

- Er De vanvittig! Jeg har lige mistet min elskede, udbrød hun forbitret.

- Så trænger De netop til at få en ny, min lille, lækre prinsesse. Deres nye formynder vil tage sig kærligt af Dem; men han er ikke snerpet.

- Min formynder?

- Ja, min ven Massalino har overtaget ansvaret for Dem, nu da Deres farbror er død. Hvis De er lydig, vil han være uhyre elskværdig.

- Jeg hader det udyr. Jeg vil hellere dø end adlyde ham.

- Ude af sig selv af harme, rev hun sig løs og greb fat i flyets dørhåndtag.

- Majoren var hurtigt over hende:

- Forhold Dem rolig! Ellers bliver jeg nødt til at give Dem håndjern på!

- Håndjern? Ja, I usle svæklinge kan ikke klare en kvinde uden at lænke hende.

- Den rasende pige hamrede løs på Moro med begge hænder, indtil han fik overmandet hende og smækket håndjernene på hende. Hun tænkte på sine første håndjern i Kvindefængslet og ved den franske grænse. Hvad var det dog for en besynderlig skæbne, der overgik hende?

- Jeg er fyrstedatter. Jeg finder mig ikke i at blive lænket som en forbryder!

- De har ført en fransk hær ind til kamp mod mine landsmænd. Det er en krigsforbrydelse. Men Massalino kan benåde Dem.

- Han dræbte min elskede.

- Mindet om det blodige syn af den smukke kaptajn, der døde i hendes arme fik hende til at bryde hulkende sammen med ansigtet ned mod håndjernene. Moro kærtegnede hendes ryg og hår.

- Såså, min ven. De trænger til trøst. Og jeg vil så gerne trøste Dem.

- Den grædende pige opgav at kæmpe imod, at den midaldrende mand blidt lod hænderne glide hen over hendes krop og bare arme og strømpeklædte ben. I det mindste var han ikke så brutal og utiltalende som onkel Jean, og hun var for udmattet til at slås for sin dyd, så længe han ikke blev alt for nærgående.

Flyet gjorde klar til landing ved et fort, som lå på en lille halvø ved Rivieraen.

- Hvor fører i mig hen? spurgte prinsessen og gjorde sig fri af hans omfavnelse.

- Det er Peninfortet. Dets militære betydning er ringe. Men vi bruger det som feriested, eller som fængsel... eller som elskovsrede.

- Majorens oplysninger beroligede ikke den purunge fange. Hun gjorde voldsom modstand, men Moro morede sig blot over den spinkle, lænkede piges anstrengelser, løftede hende ud af flyet, og med et hårdt greb om hende liv og arm førte han hende hen til en gammel officer og sagde på italiensk:

- Lad mig præsentere: Den besejrede hærfører prinsesse Brigitte og fortets kommandant Pavone. Han forstår kun italiensk.

- Den gamle mands øjne lyste op:

- En kvindelig hærfører som fange. En skøn prinsesse! sagde han på italiensk.

- Far, lød en ung stemme bag hende.

- Ja, det er min søn Dario. Kun 18 år. I kan måske lege sammen.

- Brigitte så mistænksomt på den ranglede dreng i menigunifom, som ivrigt kyssede hendes hånd tæt ved håndjernet.

- Er De virkelig prinsesse Brigitte af Montiaco? De er endnu mere vidunderlig end på billeder!

- Min søn er meget uerfaren; men han har en glimrende smag. Massalino kommer snart. Vil De være lydig, eller er De stadig rasende på ham?

- Jeg har lyst til at kradse øjnene ud på ham, det udyr!

- Majoren smilede:

- Lille vildkat. Så bliver jeg nødt til at sætte dig i bur.

I en slags tremmebur, som kunne bruges som udkigspost, blev prinsessen anbragt og forsynet med mad og vin og varmet af eftermiddagssolen. De andre satte sig og spiste i gården nedenfor, og navnlig Dario kastede beundrende og længselsfulde blikke op på den henrivende spejderprinsesse, hvis nederdel ikke kunne skjule de veldrejede ben. Hun så endnu mere længselsfuldt hen over muren ud mod det azurblå Middelhav og friheden. Alt tegnede så lyst i formiddags; men nu var hendes kamp for friheden blevet skyld i Charles" og Jeans død, og hun var fange hos en mand, som var endnu mere hensynsløs end onklen.

Det lykkedes hende at knappe blusen igen. Hun havde først nægtet at spise, men besluttede sig så alligevel til at styrke sig før de nye rædsler. Bagefter døsede hun på sin stenbænk og vågnede ved en stemme, der talte italiensk:

- Et herligt syn, Mario! En grøn guldfugl i bur. Vores fangne soldater kommer hjem pr. skib, og de franske forlader også landet. Jeg har lovet, at vi ikke arresterer oprørerne; men vi kan jo rykke ind igen, hvis det bliver nødvendigt.

- Den næsten skaldede Massolino gik op ad trappen til buret og fortsatte på fransk:

- Nå, Brigitte. Jeg beklager den ublide behandling. Har du nu forstået, at du skal adlyde din formynder.

- Hvem?

- Den stolte pige tog fat i tremmerne og så trodsigt på sin fangevogter.

- Jeg! Montiacos Nationalråd har godkendt det, løj han, og din afdøde onkel nåede jo lige at sige ja til det. Så nu mangler jeg kun din underskrift, min ven.

- Den får De aldrig, morder!

Tyrannens ansigtsudtryk blev barskt:

- Du er selv anklaget for 2-3 mord, lille oprører! Men du kan endnu nå at blive fyrstinde, hvis jeg vidner til fordel for dig. Bryllupsklokkerne skulle ellers have ringet for dig og din onkel i dag; men nu slipper du for at gifte dig.

- Jeg ville giftes med kaptajn Du Puy.

- Tårerne brød frem i de store, blå øjne.

- Hvorfor dræbte De ham?

- For at redde fyrstens liv. Og mit eget. Desuden skulle mytteristen alligevel have været stillet for en krigsret og skudt.

- Jeg elskede ham.

- Nu får du en langt bedre elsker. Jeg glæder mig.

Massalino gik indenfor i fortet og åbnede døren indefra. Fangen trådte knejsende ind i værelset:

- Jeg forlanger, at De behandler mig med respekt. Jeg er fyrstedatter.

- En overforkælet, lille prinsesse!

- Mine forældre har altid været kærlige mod mig og givet mig, hvad jeg havde brug for, indrømmede hun.

- Og mine var fattige. Men jeg har selv kæmpet mig frem til at blive en af Europas mægtigste mænd. Er du for fin til at kysse mig?

- Ikke for fin, men...

- Den kraftige mand greb fat om den lænkede piges bare arme og kyssede hende brutalt. Hun kneb læberne sammen og fik omsider drejet sig væk fra hans grådige mund. Hans hænder vandrede hen over uniformsblusen og klemte det ene bryst, før det lykkedes hende at skubbe ham fra sig.

- Nå, så du gør modstand, lækre tøs. Hænderne om bag nakken! kommanderede han som en politimand.

- Den spinkle pige med håndjernene stillede sig i stedet parat til kamp. Men han fik snart fat i håndleddene og bøjede dem om bag hendes nakke. Med den anden knappede han den blodplettede bluse op.

- Lad os se, hvilke lækkerier, der gemmer sig bag spejderuniformen!

- Rasende sparkede hun ham over skinnebenet og ramte ham i panden med fingrene. Han bandede og gik et par skridt tilbage.

- Ja, den lille vildkat er ikke så nem at styre, sagde major Moro, som havde nydt skuespillet.

- Nu skal jeg holde hende.

- Han fik igen Brigittes arme op over hovedet, så hans ven kunne fortsætte udpakningen. De strittende bryster hoppede frem over den lille, grønne brystholder og ved det orange skærf.

- Jomfrubryster!

- Massalinos grove hænder løftede dem helt fri.

- Det minder mig om engang, da jeg var på militærøvelse, og vi overraskede nogle pigespejdere og beskyldte dem for at spionere, fortalte Moro. Vi lod de yngste løbe, og jeg tog mig selv af den ældste, der var på din alder. Ikke nær så køn som du, men jeg fik hendes mødom, og hun lærte at nyde det, inden jeg slap hende løs.

- Hans frie hånd gled ind på silkehuden under blusen, og prinsessen mærkede hans buksebule mod sin numse.

- Skal jeg voldtages af dem begge? tænkte hun fortvivlet.

- Chefen kyssede hendes brystvorter, åbnede hendes bælte og trak den blodplettede nederdel ned over de smalle hofter. En grøn strømpeholder og silkeunderbukser var det eneste, der dækkede den vidunderlige underkrop.

- Uhm, alt dette er mit!

- En formynder har ikke lov til at udnytte sin myndling, klagede hun.

- Årh, det sker ikke så sjældent. Men jeg er en travl mand, så du får udstrakt frihed som fyrstinde, blot du er sød ved mig, når jeg besøger dig.

- Hans fingre legede for første gang med missen og de bløde skamlæber.

- Hvornår mistede du din mødom?

- Hun vred sig for at slippe fri.

- Det er kun to nætter siden. Prins Jean lænkede og voldtog mig og ofrede den til sadisternes Eros.

- Interessant!

- Hans øjne lyste, mens fingeren gled op og følte efter.
- Har De også voldtaget dig der?

- Han trykkede gennem det tynde stof på numsehullet.

- Nej. Nej!

- Skulle hun lide den samme tort som Anette Gabin og deres mødre?

- Har du prøvet det i munden?

- Hun nikkede og mindedes den dejlige stund med sin elskede kaptajn.

- Hvilket hul skal jeg så tage først?

- Den hidtil så ærbare pige tøvede:

- Munden.

- Så knæl ned og tilfredsstil din herre!

- Han lynede ned, og et monstrum sprang frem.

- Skræmmer den dig, lille ven?

- Han begloede den halvnøgne pige, som stod med hænderne lænkede bag nakken og dirrede af angst og afsky.

- Ja.

- Du kommer til at elske ham, når jeg har udblokket dig. Men først skal du smage på ham. Ned på knæ!

Prinsessen rankede sig; men majoren tvang hende til at knæle. Massalino svingede stangen foran hendes ansigt, og det violette pikhoved gled hen over det. Da hun drejede hovedet væk, tog han hårdt fat i det lyse hår.

- Den passer perfekt til din søde trutmund. Luk den op!

- Fuld af harme åbnede hun munden og bed i kødstangen. Offeret udstødte et skrig af skræk og slog hende. Mario, som halvvejs havde forudset det, stak fingrene ind mellem hendes kindtænder, ligesom når man vrister et kødben fra en hund.

Den rædselsslagne statschef følte på bidmærkerne på sin stolthed. De sved og farvedes røde; men han var sluppet nogenlunde helskindet fra angrebet.

- Den bidske tæve skal straffes! Klyng hende op! vrælede han og løb hen for at finde vand og salve.

- Det var modigt, men ikke klogt gjort, sagde majoren til den endnu knælende pige. Jeg bliver nødt til at hænge dig op i armene. Åh, hvor er du lækker at røre ved!

- Prinsessen skælvede af angst, men angrede ikke sit oprør mod den selvglade skurk. Hun kunne ikke hindre majoren i at løfte hende op og få lænket hendes håndjern til en krog i loftet. Hun så for sig, hvordan hendes elskede mor hang og blev pisket af sadisterne. Skulle hun selv pines og piskes for første gang?

Tyrannen kom tilbage.

- Det er en slem hudafskrabning. Pris dig lykkelig over, at den ikke blev ødelagt!

- Han så olmt på den veldrejede skabning i det grønne undertøj og de brune silkestrømper, trak læderbæltet ud af spejdernederdelen og svingede det mod det bare lår over strømpekanten. Brigitte bed tænderne sammen for ikke at skrige, men da det næste slag ramte det nøgne bryst, undslap der hende en klynken.

- Benji, er det ikke synd at ødelægge den silkebløde hud? spurgte hans ven.

- Bæltet hvinede allerede og satte røde aftryk på maveskindet.

- Du har ret. Jeg vil slå uden på tøjet.

Prinsessen fattede ikke, at noget kunne gøre så ondt, da læderet ramte hendes ryg og numse gennem det tynde stof. Først da hun græd højt af smerte, holdt den forpustede bøddel inde.

- Jeg må have mere salve på, klynkede han. Lover du at være min lydige slave?

- Det var fristende for den piskede at sige ja. Men hendes stolthed forbød det:

- Nej. Nej! græd hun.

- Så får vi alligevel brug for krigsretten. Kommandanten kan være dommer, og jeg bliver anklager. Vil du være forsvarer, Mario?

- Ja, det får hun hårdt brug for. Må jeg tage den stakkels pige ned? spurgte majoren.

- Ja. Pas på forbrydersken, indtil retten er sat!

Den kvindeglade major kærtegnede den halvnøgne skønhed og frigjorde håndjernene, så hun faldt slapt ned i hans arme. Han bar sin lette byrde hen på en divan. Hendes krop dirrede af angst og smerte.

- En krigsret? Kan de dømme mig til døden?

- Hvis Massalino kræver det. Men du slipper, bare du beder ham om at tage dig til elskerinde. Han er helt vild med dig.

- Moros ivrige hænder på hendes barm og venushøj lod hende ikke i tvivl om, at han var mindst lige så begejstret.

- Men jeg hader ham. Rør mig ikke! Jeg har det ondt nok i forvejen!

- Forsvareren lagde sig tæt op ad sin lækre klient:

- Så har du brug for trøst. Fortæl mig, hvem det var, der dræbte kaptajn Reno!

- Min veninde.

- Og hvad er hendes navn?

- Det vil jeg ikke sige. Slynglen havde voldtaget hende og brugte hende som gidsel, og da han truede min mor i stedet, lykkedes det hende at skyde ham. Reno var en voldsforbryder, der fortjente at dø!

- Hm. Jeg tror ikke, at du lyver. Men du bliver ikke populær i retten ved at glæde dig over en italiensk officers død. Og heller ikke ved at give Massalino skylden for fyrst Jeans død. Men jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at redde dig.

- Fangen skubbede hans alt for kærlige hænder væk; men situationen var så håbløs, at hun opgav at hindre ham i at gnide sig op ad hendes ømme numse og lår og i at massere hendes forside. Faktisk var det ikke ubehageligt. Hun tænkte på saligheden i Charles" favn og gav sig atter til at græde og fandt sig i, at den liderlige forsvarer kyssede hendes tårer væk.

I en robåd fra det krigsskib, som hjemførte de italienske fanger, kom to gæster til Peninfortet: korporal Coppi, som skulle forhøres om sine folks elendige indsats, og grevinde Olga, som ville klage over deres voldtægtsforbrydelser. Massolino hørte utålmodigt på deres undskyldninger og anklager.

- Jaja. Vi skal netop holde krigsret. I kan være vidner.

Brigitte havde igen fået knappet sin bluse:

- Jeg skal da have min nederdel på i retten!

- Næh, sagde hendes forsvarer, dommeren vil ikke nænne at dømme dig så hårdt, når han ser dig så fristende afklædt.

- Åh, prinsesse! Du er da mere påklædt, end da du ofrede din mødom for øjnene af os alle! lød en stemme med russisk accent.

- Brigitte så til sin forbløffelse en dame i violet selskabskjole.

- Grevinde! Er De sluppet fri?

- Ja, jeg har italiensk pas og forlangte at blive frigivet sammen med soldaterne. Men de behandlede mig uhyre respektløst. Jeg fik kun det her tøj og min taske med, og på skibet havde italienerne næsten voldtaget mig igen, da dets kaptajn befriede mig fra dem.

- Nå, lille krigsforbryder! angrer du? spurgte statschefen.

- Fangen trådte hidsigt hen mod sin plageånd:

- I har ikke ret til at dømme mig. Kun mine landsmænd kan bedømme, om jeg har gjort noget ulovligt, og grevinden kan bevidne, at jeg havde god grund til at befri dem for tyrannerne.

- Massalino havde fået efterretninger om talrige protester, som gjorde ham ekstra irritabel:

- Sæt den anklagedes håndjern om bagpå! Hun er farlig for sine omgivelser.

- Da majoren låste dem op, forsøgte hun at flygte; men anklageren flåede spejderblusen af, og Olga hjalp beredvilligt med at bagbinde hende.

- Grevinde, har De toiletsager i tasken? spurgte forsvareren. Min klient trænger hårdt til at smukkeseres.

- Russeren tog sminke og børste frem og friserede prinsessens lange hår og lod hende se sig selv forfra og bagfra i et spejl.

- Du bliver en glimrende slavetøs ligesom din mor!

- Kun skulderskærfet dækkede lidt af den nøgne overkrop og viste, at det var en fyrstedatter. Håndjernene hvilede bag på de grønne underbenklæder, og strømpebåndene gjorde hende blot mere uanstændig.

- Jeg ligner en arresteret luder, tænkte hun gysende. Eller en slavetøs, ligesom de kaldte min mor. Bare Mor er i sikkerhed! Ellers har alt været forgæves.

I hallen sad kommandanten bag en skranke, og den henrivende fange fik plads på en høj taburet, så tilskuerne: piloten, Coppi og Dario Moro, kunne rigtigt nyde synet af de veldrejede ben og af brysterne, som sprang frem på begge sider af skærfet.

- Massalino tog ordet:

- Prinsesse Brigitte, taler De italiensk?

- Kun lidt.

- Livia havde gennemtrumfet, at barnebarnet skulle lære italiensk; men hun var helt uvant med at tale det.

- Den høje dommer forstår kun italiensk. Men jeg vil hjælpe Dem ved at oversætte anklagen til fransk:

De er anklaget for krigsforbrydelse og mord. For oprør mod Montiacos lovlige hersker, som havde ansat 50 italienske soldater til at skabe ro og orden. For at lokke en fransk kaptajn til uden krigserklæring at angribe italienerne, hvorved De blev skyld i kaptajn Renos og senere fyrst Jeans død. Erklærer De Dem skyldig?

- Nej. Og jeg anerkender ikke denne ret. Jeg er Montiacos eneste lovlige tronarving, og kun mine landsmænd har ret til at bedømme mine handlinger.

- Foragt for retten, høje dommer, sagde anklageren på italiensk og fortsatte på fransk:

- Jeg må bede forsvareren sørge for, at hans klient ikke viser foragt for retten!

- Naturligvis, sagde majoren på italiensk. Men det såkaldte oprør og fyrst Jeans død vedkommer ikke denne krigsret. Den kan kun tage stilling til, om min klient har skadet Italien og dets soldater.

Den gamle dommer så spørgende på sin chef, som trak på skuldrene og gik med til det. Det passede ham godt at undgå at vidne om sin andel i fyrstens død. Korporal Coppi blev anklagerens vidne og fortalte bl.a.:

- Vi havde hovedkvarter i Statsbordellet. I nat da kaptajn Reno var kørt op til grænsen for at anholde prinsessen, var jeg den eneste befalingsmand der. Mine folk var lidt berusede og fik lyst til at se prinsessens mor, den smukke fyrstinde Grace, som luder. Jeg betalte kun ti francs for at være hendes kunde. Da en tysk kæmpe kom og påstod, at han havde betalt en formue for hende, måtte vi bytte hende med grevinde Olga der.

Alles øjne rettedes mod den langlemmede, rødhårede skønhed, som sad og kogte af raseri.
- Om morgenen kom kaptajnen og vækkede os og sagde, at en stor fransk hær overfaldt os. Jeg fik vækket nogle af vores, som prøvede at forsvare trappen, og ville selv bruge fyrstinden som gidsel. Da tyskeren ikke ville slippe hende, skød jeg ham i låret. Men kæmpen kastede sig over mig og slog mig bevidstløs. Derfor så jeg ikke, hvem der skød kaptajnen.

- Var der nogen vidner, der påstod, at min klient skød ham? spurgte Moro.

- Nej. Men det var en kvinde, sagde de, forklarede vidnet.

- Hvor mange soldater blev sårede?

- Kun jeg, og så kaptajn Reno.

- Hvorfor forsvarede I ikke Italiens ære? spurgte dets hersker forbitret.

- Den franske hær kom så pludseligt og uden krigserklæring.

- Havde I ingen vagtposter?

- Joh. Men alle vores folk var søvnige, og jeg blev jo slået bevidstløs, og da deres officer var død, overgav de sig.

- I skulle have hævnet hans død og kæmpet til sidste mand ligesom de gamle romere. Gå til side, kujon, og lad os høre grevindens version af sagen!

- Det var på tide. Tillader retten, at jeg taler fransk?

- Bor De ikke i Italien? spurgte Massolini.

- Jeg er leder af den internationale Club Erotica i Genova. Men alle dets medlemmer er kultiverede og taler fransk. Enkefyrstinde Livia bad mig komme til Montiaco og bestyre Statsbordellet. Men korporalen og hans slyngler drak og horede og voldtog bordelpigerne uden at betale, og i nat formastede de sig til at overfalde og begå massevoldtægt mod mig, en højadelig, russisk grevinde!

- Betalte Coppi Dem ikke ti francs for det? spurgte Moro med et sjofelt smil.

- Soldaterne smed nogle småmønter som en yderligere krænkelse. Men jeg er absolut ikke prostitueret!

- Hvad har De at sige til Deres forsvar, korporal?

- Fyrstinde Grace er i hvert fald prostitueret med et stort P på skulderen. Vi så hende ligge lænket og splitternøgen og elske med den lesbiske luder der, så vi gik ud fra, at de begge var til salg.

- Jeg var ansat som leder, og jeg kræver en enorm erstatning af den italienske stat!

Dommeren forstod ikke fransk, så anklageren sagde på italiensk:

- Korporalen er anklaget for at have købt bordelmutteren der for kun ti francs!

- Det er for billigt for den raffinerede luder, sagde den gamle kommandant. Men det vedkommer ikke krigsretten. Men han er måske skyldig i pligtforsømmelse.

- Netop, sagde anklageren. Korporal Coppi! De har ladet Deres folk drikke og hore i stedet for at forsvare sig mod angriberne. De fortjener at straffes med degradering!

- Dommeren slog i skranken med sin hammer:

- Thi kendes for ret: Korporal Coppi degraderes til menig!

Massolini greb fat i den forfærdede soldats skulderdistinktion og flåede den af:

- Tag den uniformsjakke af, som De har vanæret!

- Sadistkvinden frydede sig over det, men spurgte:

- Hvad med min erstatning?

- Det har en bordelmutter ingen krav på. Men måske kan De blive ansat i min tjeneste! Fortæl, hvad De ved om den anklagede prinsesse!

- Olga dirrede af vrede, men indså, at det var farligt at sige den magtsyge statsmand imod.

- Hele hendes familie er sexgal. Moderen oprettede et statsbordel for uartige piger, men var selv utro med sin advokat, så familien spærrede hende inde i et kloster. Men hun foretrak at blive luder i sit eget bordel!

- Hun lyver! Min mor har aldrig været utro, og de har lænket og pisket og voldtaget hende, råbte Brigitte.

- Behersk Dem, prinsesse! sagde forsvareren og holdt fast i hendes nøgne skulder og bryst.

- Prinsessen har selv set hende elske med advokaten, mens hun selv havde samleje med sin farbror!

- Alle stirrede på den næsten nøgne fange og fantaserede om at elske med hende og hendes filmstjernemor.

- Var prinsesse Brigitte ikke jomfru for to nætter siden? spurgte majoren.

- Jo, jeg så blodet på fyrstens penis.

- Er det ikke bevis på, at hun er en ærbar pige?

- Næh, hun slægter familien på.

- Alt dette er spændende og ophidsende. Men hvad ved De om kaptajn Renos død? spurgte forsvareren.

- Næsten intet. Italienerne havde ladet luderne hænge mig op nøgen og piske mig. Jeg vågnede ved et par skud og lidt senere to skud, så havde kujonerne overgivet sig. Prinsessen og hendes folk tog mig ned, men efterlod mig nøgen og lænket til en seng, klagede vidnet. To frække franske soldater kom ind og legede med min krop, indtil deres sergeant smed dem ud og låste døren.

- Nød De det, grevinde?

- Absolut ikke. Jeg hader liderlige mænd.

De seks mænd i retssalen følte sig truffet og så forundrede på den attråværdige og sexet klædte kvinde.

- Så har De valgt en forkert branche som bordelleder, sagde Moro tørt. Må min klient forsvare sig nu?

- Jeg vil afhøre hende, sagde anklageren. Brigitte! Hvem fik ideen til den ulovlige franske invasion?

- Jeg bad kaptajn Du Puy om at befri min mor og de andre uskyldige, som prins Jean havde fængslet.

- Var han Deres elsker før invasionen?

- Teenageren rødmede:

- Kort tid før og .. efter.

- De betalte altså for lejetropperne med Deres krop! Hvordan fik Du Puys folk mine italienere til at overgive sig?

- De kom i mørket og truede dem med pistoler, men det gik meget frede....

- De overfaldt dem altså i ly af mørket, afbrød Massalino skarpt. Hvem myrdede kaptajn Reno?

- Han holdt min mor som gidsel, og en kvinde var nødt til at skyde ham.

- Jaså. Er det sandt, at De har sagt, at De tager ansvaret for kaptajn Renos død?

- Hun så skræmt hen på sin forsvarer, men ville ikke lyve.

- Ja.

Anklageren henvendte sig til kommandanten på italiensk:

- Høje dommer, krigsanstifteren har tilstået, at hun betalte med sin krop for at få sine franske lejetropper til at overfalde Montiaco og dets italienske beskyttere. Og hun tager det fulde ansvar for mordet på den tapre kaptajn Reno! Hvad erklærer dommeren?

- Skyldig!

- Nej! Jeg har jo ikke fået chance for at forsvare mig, råbte den bagbundne pige og hoppede ned fra taburetten, så Moro måtte holde fast om barmen og den slanke talje og nød det.

- Hvilken straf foreslår anklageren? spurgte dommeren.

- Døden ved skydning!

Der gik et sus gennem retssalen. Den unge Dario Moro protesterede. Brigitte forstod de italienske ord og stod lammet af rædsel og så bønfaldende på sin forsvarer.

- Han tog ordet på italiensk:

- Høje dommer, prinsessen er meget ung, kun 17 år, og alle kan se, at hun er utroligt henrivende og velskabt. Skån hendes liv, så vi mænd kan få glæde af hende!

- Hvad er det, De siger? spurgte den døm.

- Majoren svarede på fransk:

- At hvis du vil redde livet, må du gå med til at blive Massolinis slavinde!
Den purunge prinsesse så på den kraftige, brovtende statsmand.

- Det er værre end døden!

- Værre end døden, gentog han krænket og fortsatte på italiensk:

- Den skyldige foretrækker at dø.

- Den gamle kommandant så ulykkelig ud og skævede utilpas og spørgende til sin chef, der nikkede.

- Så er der kun een mulig dom. Thi kendes for ret: Krigsforbrydersken Brigitte dømmes til henrettelse ved skydning. Eksekutionen foregår snarest muligt!

Den dødsdømte rystede af skræk:

- Det kan I ikke! Er det en grusom spøg?

- Massolino tog fat om de nøgne skuldre og skubbede hende hen til det åbne vindue:

- Kan du se den pæl nede i gården? Den har tre gange været brugt til at skille os af med folk, som skadede Italiens sag .. og min! Du vil blive lænket med ryggen til den, og geværkuglerne vil gennemhulle dine dejlige bryster!

- Benji, er det nødvendigt? spurgte Moro.

- Den, som ikke vil høre, må føle.

- Stakkels lille Brigitte, fald på knæ og lov, at du vil adlyde Massalino! bad forsvareren.

Den bagbundne pige så gysende ned på henrettelsespælen og græd. Men da statschefen spurgte:

- Sværger du, at du vil være lydig? brød trodsen atter frem i hende:

- De har myrdet min elskede. Hvordan skulle jeg kunne respektere Dem?

- Hans ansigt formørkedes:

- Som du vil. Du får fem minutter til at angre dine synder, mens soldaterne gør sig klar!

Massalino forlod dem, og majoren lagde armene om den skælvende, dødsensangste skønhed.

- Hvad er klokken? hviskede hun hæst.

- Halvfem.

- Så er det kun fire timer siden, at min elskede døde. Tror De, jeg møder ham efter døden?

- Hvis han var god nok til at komme i himlen. For du ligner en engel, og Sankt Peter vil straks lukke porten op, når han ser dig.

- Men her er ikke engang en præst, som jeg kan skrifte mine synder for!

- Jeg er sikker på, at det har været småting, lille prinsesse. Jeg har gået på klosterskole, og jeg giver dig med glæde syndsforladelse.

- Men jeg skal henrettes for mine forbrydelser! Jeg var skyld i flere mænds død.

- Tænk ikke på det, min egen ven! Jeg er sikker på, at du gjorde alt i den bedste mening.

- Majoren glattede hendes lyse hår, kyssede hendes hals, og hans hænder blev så dristige, at hun måtte skubbe ham fra sig.

- Hvordan kan De tænke på sex nu?

- Hvad andet kan man tænke på, når man ser dig, vidunderlige pige? Nyd livet, før det er forbi!

- Jeg beder Dem, rør ikke ved mig! Kan jeg ikke få håndjernene af? Jeg kan ikke engang folde hænderne og bede.

- Du kan da gøre sådan.

- Han hjalp hende med at folde hænderne på ryggen.

Hun tænkte:

- Åh, Gud! Mit liv var så lykkeligt, indtil min far døde for en uge siden. Men siden har ulykkerne haglet ned over os. Jeg var så stolt, da vi havde sejret i morges, og nu skal jeg vælge melem slaveri eller døden! Stakkels Mor! Hvor vil hun savne mig! “Prøv at holde sjælen rank!” sagde Mor, da hun selv var en nøgen sexslave. Det lykkedes for hende. Jeg vil forsøge at gøre det, Mor, mumlede den dødsdømte pige og rankede sig.