Prins Enrico havde fået en ide, som blev mødt med skeptisk velvilje hos Brigittes mor og venner: Han skulle forloves med hende og godkendes som prinsgemal. Næsten alle i ind- og udland ønskede, at hun skulle være fyrstinde; men hvad hjalp det, hvis den magtsyge bortfører ikke ville udlevere hende?

- Men han kunne gøre det til en italiener uden at tabe ansigt. Jeanette og Michel roste Enrico i overaskende høje toner, og Grace havde en lang samtale med prinsen, hvis mor var dansk prinsesse. Da han lovede, at Brigitte stod helt frit, så snart truslen fra Massolino var borte, gik hendes mor ind for planen.

I telefonen foreholdt udenrigsminister Cavora sin chef, at alle i udlandet fordømte hans handlemåde, og at det var umuligt for Cavora at fortsætte i hans regering, hvis han ikke straks gik med til en fredelig løsning. Og det ville være en stor sejr for Italien, hvis de kunne lokke montiacanerne til at acceptere en italiensk prins som fyrstinde Brigittes gemal, påstod han. Statschefen var yderst misfornøjet; men de enedes omsider om at mødes med Enrico, Grace og nationalrådsformandens søn og sønnesøn på Chabrol-familiens lystyacht, som skulle ankre op uden for fortet.

Belært af bitter erfaring forlangte montiacanerne, at Massolino blev kropsvisiteret for våben. Trods situationens alvor fik han straks fornyet sin interesse for Grace, hvis sorte spadseredragt ikke kunne skjule den fuldendte figur.

- Så må jeg også have ret til at visitere, erklærede han og lod hænderne glide fra hofterne op langs den slanke talje til brysterne.

- Skjuler De våben der? Næh, de er bløde.

- Fyrstinden skubbede ham harmfuld fra sig, og Cavora sagde:

- Opfør Dem anstændigt!

- Fyrstefamilien er vant til at være langt mindre anstændige. Ikke sandt, Grace Fris?

- Første punkt på dette møde er vor tronarvings frigivelse, påmindede borgmester Chabrol.

- Efter fyrst Jeans død blev hans bror Paul arving, mente statsmanden.

- Hverken Nationalrådet eller folket kan godkende ham. Han var dømt og landsforvist for sadisme og er medskyldig i sin brors forbrydelser, erklærede Emile. Alle foretrækker prinsesse Brigitte.

- Men hun har tilstået sig skyldig i drabet på den italienske officer Reno!

- Det er usandt, brød Grace ind. Det var mig, som kaptajnen truede med at dræbe. Brigitte var kun tilskuer, og det var en anden kvinde, som frelste mit liv.

- Brigitte har taget det fulde ansvar og burde henrettes som krigsforbryder. I stedet har jeg personligt taget hende i varetægt.

- Moderen fik sin mistanke bekræftet:

- Har De ... misbrugt min datter?

- Skurken smilede:

- Deres veninder fortæller mig, at De var en fortræffelig sexslave. Som mor, så datter.

- Fuld af harme svingede fyrstinden armen for at give ham en lussing; men han nåede at gribe fat i hendes håndled.

- Cavora gik imellem:

- Prøv at dæmpe gemytterne! Alle ønsker, at prinsessen vender hjem i god behold.

- Massalino beherskede sig:

- Der er jo endnu en prinsesse. Gina er også arving.

- Hun er i husarrest som medskyldig i sin families forbrydelser og uværdig til tronen. Og hvis fyrstefamilien uddør, hjemfalder Montiaco som len til Frankrig, forklarede borgmesteren.

- Udenrigsministeren bekræftede det:

- Netop. Det ønsker ingen af os. Men prins Enrico her kan bidrage til en løsning. Han har allerede friet til prinsessen, og det vil glæde mit land, hvis Montiaco får en italiensk prinsgemal.

- Men De vil da giftes med en jomfru, ikke sandt? indvendte Massalino

- Jeg elsker prinsesse Brigitte og vil gøre alt for hende Og hvis hun vil sige ja til mit frieri, bliver jeg meget lykkelig, sagde Enrico alvorligt.

Den snedige statsmand forstod, at det var den bedste måde at slippe ud af kniben på :

- Som krigsforbryderske har hun ingen rettigheder. Men jeg kunne sælge hende til dem!

- Sælge hende ? udbrød alle forargede.

- Prinsen genvandt fatningen først:

- For hvilken pris?

- Tavshed. Hun og alle andre erklærer, at jeg har handlet korrekt i lufthavnen og har behandlet hende venligt. Og alle garanterer, at de ikke anklager mig for noget.

Brigittes venner sydede af harme, men Grace indså, at et sådant løfte var nødvendigt.

- Hvis vi får min datter tilbage i god behold, og hvis De lover at holde Dem langt væk fra Montiaco, vil vi tie. Ellers vil hele verdenspressen og mange regeringer falde over dem.

- Mine artikler om Deres trusler, om prins Jeans død og den uskyldige prinsesses anholdelse ligger klar til tryk. Men de kan destrueres, hvis De holder Deres løfter, fortalte Michel.

- Betingelsen er, at Enrico straks forloves med Brigitte, sagde statsmanden, som ikke ville tabe ansigt.

- Jeg lover at overtale min datter til det, sagde moderen.

- Og jeg kræver en ting til: En nat med Grace Fris.

- Hvadbehager?

- Alle stirrede med forbløffelse og foragt på slynglen.

- Vi bytter. Når I får min fange, følger hendes mor med ind i fortet.

- Det er udelukket, udbrød Emile Chabrol. Vi kan ikke handle med mennesker.

- Næh, jeg foretrækker også at anbringe pigen på en opdragelsesanstalt i Italien.

- Det ville vi aldrig kunne forsvare, sagde Cavora. Alverden vil kritisere os, hvis prinsessen ikke frigives straks!

- Hvem ved? Måske har hun druknet sig af sorg, mens jeg er borte.

Alle stivnede og forstod, at gidslet var i fare.

- Djævel, sagde Grace. Jeg går ind på Deres krav. Men De må sørge for, at prins Paul og Livia ikke mishandler mig.

- Det garanterer jeg for! sagde han uden at røbe hvorfor.

- Hvornår kan disse herrer så hente mig igen?

- Det er over midnat nu, og vi får nok lyst til at sove længe. I kan afhente hende kl. 10 i morgen formiddag.

- Man enedes om, at mens Massalino hentede prinsessen, skulle de andre udforme skriftlige garantier, som skulle holdes hemmelige men være absolut bindende.

Brigittes dødbringende brystvorter var blevet grundigt renset og skrubbet af Domina og Olga, inden hun blev lænket til en seng med et varmt tæppe over sig. Det sved og brændte i brysterne, men omsider faldt hun i en urolig søvn.

Hendes ejer rev tæppet af, betragtede den nøgne skønhed og lod hænderne glide hen over lækkerierne.

- Min lille Git, hvor er det trist! Af politiske grunde bliver jeg nødt til at sælge dig.

- Sælge mig? Til hvem? spurgte hun søvndrukken.

- Til en nydelig italiensk prins, som før har friet til dig.

- Enrico?

- Ja. Fjolset vil endda lade dig være fyrstinde og nøjes med at være din prinsgemal. Men han køber din vidunderlige krop.

- Den fuldt påklædte Massalino lagde sig hen over sin sexslave, masede sig ind mod hendes lår og kyssede hende alle vegne. Hun kæmpede for at fatte meningen med hans ord og evnede ikke at gøre modstand.

- Vil det sige, at jeg .. kommer hjem?

- Ja. Du forfremmes fra slavinde til fyrstinde. Men på én betingelse: Du skal skrive under på, at du vil rose mig, og at jeg har behandlet dig venligt.

- Han fingerkneppede og kyssede hende, og hendes krop reagerede positivt, så hun måtte tvinge sig selv til ikke at stønne af lidenskab.

- Lidt for venligt, mener du måske. Men du kan da ikke benægte, at jeg er kærlig imod dig.
- Hvis De slipper mig fri, skriver jeg under, gispede hun håbefuldt. Men først, når jeg ser, at det ikke er en grusom spøg.

- Ja. Jeg forstår godt, at du tror, jeg kunne fortryde det. Du er den dejligste slave, en mand kan eje.

- Mens han nød hende, tænkte han på, hvordan det ville være at udforske moderens skønne krop.

- Men jeg må spare på kræfterne til... en anden.

- Han tungekyssede datteren, som ikke vovede at bide ham.

- Dejlige tøs! For mit lands skyld, er jeg nødt til at give afkald på dig.

De to sadistkvinder og Moro senior og junior var tilskuere, da Brigitte fik lænkerne af og stod fuldstændig nøgen foran dem.

- Din kommende ægtemand vil næppe sætte pris på dette “SLAVE” -halsbånd, sagde sælgeren.

- Min ægtemand Charles er død, tænkte fangen, men håbet om frihed fik hende til at tie.

- Halsbåndet tilhører mig, sagde grevinden.

- Såh? Skal jeg give dig det på? spurgte Massalino.

- Olga bed sig i læben og tav.

Mario fik æren af af klæde prinsessen på.

- Kun bluse, nederdel og sko, beordrede chefen. Blodpletterne på pigespejderuniformen kan vise, at det er en benådet morderske. Næh, blusen skal ikke knappes.

- Et håndjern smækkede atter om pigens håndled, men også om majorens. Han skulle ledsage hende i båden. Dario kyssede galant den frie hånd:

- Jeg lykønsker Dem med friheden, prinsesse Brigitte. Jeg elsker Dem og vil tænke på Dem hver eneste dag.

- Hun rørte ved den unge mands kind:

- Bliv et godt menneske, Dario! Lad ikke din far fordærve dig!

- Husk, at jeg også har givet dig glæde, prinsesse! sagde Mario stødt.

- Ja, De er en kvindeglad skurk, men charmerende, sagde hun med et skævt smil.

Livia og Pauls lig var blevet fuldt påklædt, og de blev lagt i en båd. Domina kyssede sin døde veninde på panden.

- Du skal blive her på fortet, afgjorde Massalino. Vi skal ikke have dig til at sladre.

- Domina protesterede, angst for fremtiden; men Coppi hev hende væk fra båden og holdt hende fast. Det var aftalen, at de tre både skulle mødes neden for lystyachten, og Brigitte hoppede af glæde, da hun i månelyset fik øje på sin mor og Michel og Enrico.

- Skriv under, hvis du vil frigives! sagde Massalino.

- Hun underskrev lydigt den rosende omtale af ham.

De to parter mistroede hinanden, så han sprang først over for at få kontrakterne og underskrev selv kopierne. Så hoppede det sammenlænkede par over, og Brigitte kunne endelig falde i sin mors arme:

- Åh, Mor! Gudskelov!

- Min elskede pige. Er du i god behold?

- Grace kyssede sin datter.

- Ja, Mor. Trods alt.

- Enrico kunne næsten ikke genkende kvinden i den blodige, åbenstående bluse som eventyrprinsessen fra ballet. For første gang så han hendes yndige bryster, men også de røde og blå mærker på hendes krop. Hans hjerte fyldtes af ømhed for den elskede og af forbitrelse mod slynglen.

- De har mishandlet hende! udbrød han.

- Jeg har ikke lovet Dem en uberørt mø, svarede sælgeren frækt.

Majoren tog håndjernet af sin fange og smækkede det om fyrstindens håndled.

- Det glæder mig at gøre Deres bekendtskab. Følg med, fyrstinde Grace!

- Hvad sker der? udbrød den løsladte forfærdet.

- Jeg har byttet dig væk, sagde Massalino, mens han og Moro fik nyerhvervelsen over i deres båd.

- Nej. Han voldtager dig! råbte datteren.

- Kan du huske Hermann? spurgte exluderen roligt. Har han her en, der er større?

- Nej, tværtimod, mumlede pigen forvirret.

- Så overlever jeg det. Og De sværger på, at jeg bliver fri kl. 10, ikke sandt Massalino?

- Hans hænder befølte allerede tøjet over barmen.

- Joh. Desværre. Jeg lover, at jeg vil være lige så kærlig ved din mor som ved dig!

Den desperate pige ville befri sin mor, men hendes to venner holdt hende fast.

- Din mor gør det frivilligt, forsikrede Michel. Nu skal du bringes i sikkerhed, Brigitte, ellers gør hun det forgæves.

- Min elskede! Massalino har lovet at lade os i fred, hvis vi forlover os, sagde prinsen.

- Det er livsfarligt at være min forlovede.

- Hun mindedes tragedien i lufthavnen,

- De to, jeg var forlovet med, døde begge i går.

- Alle gode gange tre. Jeg elsker dig og ofrer gerne mit liv for dig.

- Vi skal ikke have flere døde prinser, sagde Massalino. Se, hvem der ligger i den båd! Enkefyrstinden har myrdet sin søn med gift og begået selvmord bagefter. Brigitte kan bevidne det.

De andre stirrede forfærdede på ligene.

- Ja. Det lyver han ikke om, sagde prinsessen. Livia ville dræbe Massalino. Men onkel Paul fik giften ved et uheld, og så spiste hun den selv.

- Grace så med blandede følelser på sine døde fjender.

- Ville Livia myrde sin forbundsfælle? Hvorfor? spurgte hun mistænksomt.

- Fordi jeg ikke ville gøre Paul til fyrste, men foretrak Brigitte, løj han.

- Michel undrede sig:

- Var prins Paul død, før De forhandlede med os?

- Ja. En pokerspiller viser ikke sine kort for tidligt. Og jeg er tilfreds med min gevinst.

- Bortføreren kyssede Graces billedskønne ansigt og lyse hår i måneskinnet.

- I må fortælle folk om Livias forbrydelser og sørge for begravelsen. Det er godt, jeg slipper for at beskæftige mig mere med den livsfarlige fyrstefamilie.

Han sejlede væk med sit smukke bytte i den lille motorbåd.

- Mor! råbte Brigitte.

- Jeg klarer mig. Prøv at sove, indtil jeg kommer hjem! råbte moderen tilbage.

- Han mishandler hende. Han er et uhyre!

- Jeg skammer mig over at være hans landsmand, sagde prinsen. Men din mor ville frelse dig for enhver pris og sikre dit lands frihed. Og hvis han ikke frigiver hende i morgen, vil vi alle gøre alt for at styrte ham.

- Den ulykkelige pige skjulte ansigtet mod sin vens skulder:

- Åh, Michel! Det har været så forfærdeligt.

- Han trykkede hende ind til sig, kærtegnede det lyse hår og kyssede hende.

- Enrico blev jaloux, men sagde blot:

- Du har en virkelig god smag, når det gælder piger, kære ven. Trøst hende! Men husk at anbefale mig!