I foråret 1935 rystedes fyrstedømmet Montiaco af en skandale. Retsmøderne blev holdt for lukkede døre, og pressen var påfaldende tavs; men det fremgik, at fyrst Renés stedmor og tre halvsøskende havde deltaget i møder i en sadistklub. Den yngste, prins Paul, havde filmet sadismen, og en politiagent var blevet myrdet. Statsadvokaten og politichefen prøvede at afvise sagen, men måtte gå af.

Det var Renés gemalinde, den berømte stumfilmstjerne Grace Fris, der fik sin mand til at gennemføre retssagen. Sadistklubbens ledere blev idømt fængselstraffe, enkefyrstinde Livia og hendes søn Paul blev landsforvist, mens den ældre bror prins Jean og prinsesse Gina blev frikendt af mangel på bevis. Fyrstinde Grace bønfaldt René om at fratage prins Jean hans ret til formynderskab over deres 17-årige datter, hvis fyrsten døde. Og da han blev ramt af en alvorlig maveforgiftning, besluttede han at indsætte Grace som formynder. Han arrangerede et forsoningsmøde på slottet med sine to stedsøskende, gemalinden og deres to advokater.

Midt under mødet hviskede Jean til sin storebror:

- Hun venter i det hemmelige soveværelse.

- Godt. Giv mig mindst tre kvarter!

- Højt fortsatte fyrsten:

- Kære Grace, så fik du din vilje, som altid.

- Den blonde skønhed så kærligt på ham:

- Det var dumt af mig at foreslå det. Du skal leve i mange år endnu, for min skyld.

- Hun omfavnede ham og kyssede hans overskæg og mund, så han blev helt forlegen.

- Joh, men min læge kræver, at jeg går til ro nu. Vi låser dokumenterne inde her, og i morgen forelægger jeg det for Nationalrådet, og så genindtræder I som direktører for Casino. Personalet har savnet dig, Gina.

- Han gav sin lille, sortkrøllede søster et knus.

- Men ingen prostituerede der! formanede Grace.

- Nej, naturligvis. Fyrstinden for dyd og moral har jo snart fyldt fængslet med dem, drillede Gina.

- Jeg hører, at I vil overføre dem til Statsbordellet. Udmærket ide! roste Jean.

- Kun hvis de selv ønsker det, forklarede svigerinden.

- Ja, du har så mange reformideer, min skat, sagde hendes gemal. Lad nu al uenighed være glemt og omfavn hinanden!

Grace sendte René et fortørnet blik, men tav. Jean så lystent på sin billedskønne svigerindes nøgne skuldre og højtsiddende barm i den elegante, blå selskabskjole. Han lagde en hånd om hendes slanke liv og en på den nøgne ryg og kyssede hende på kinden. Hun sansede som så ofte før hans begær, trak sig væk fra ham og omfavnede sin mand.

- Godnat, René. Jeg kommer om lidt.

- Nej, hyg dig nu med gæsterne! Godnat, min elskede.

- Han kyssede de dejlige læber, og hun knugede sig ind til den kraftige mand, der følte et stik af dårlig samvittighed. Han var gift med en af de skønneste kvinder i verden, og alligevel var han på vej til et lille eventyr. Tilbudet om elskov med den purunge datter af hans ungdomselskede var for svært at modstå.

Ude i gangen trykkede han på panelet, der lydløst gled til side. De hemmelige værelser var fra hans fars og farfars tid. Selv havde han kun brugt dem nogle få gange, når han trængte til mere avancerede former for sex, end hans kærlige, men viljefaste hustru tillod. Soveværelsesdøren var låst, så han bankede på.

- Ja, jeg er her, lød en blød stemme. Døren blev åbnet, og han så en ung pige, næsten skjult af en grøn fløjlskappe, knæle ved hans fødder. Fyrsten skubbede hætten til side og afslørede det lange, rødgyldne hår og to nøgne, hvide bryster, hvis vorter pegede jomfrueligt opad og var malet flammende røde. Pigen så bønligt op på ham:

- Deres majestæt, jeg beder Dem om nåde for min mor!

- Din mor? Ja, hvor du ligner hende! Ved du, at jeg var hendes første elsker?

- Ja, Deres Majestæt. Og en dejlig elsker. Hun har tit fortalt mig om Dem, og vi har beundret Dem på balkonen, og når De red gennem byen.

Idet han hjalp hende op, gled kappen på gulvet. Den spinkle, veldrejede pige var kun klædt i et hvidt korset og lyse silkestrømper. Kønshårene lyste rødt over hendes kusselæber. - Hvor gammel er du?

- 16.

- Du er vel ikke jomfru?

- Nej, slet ikke. Derfor kan jeg give en mand alt, hvad han begærer.

Fyrstens lem var allerede ved at sprænge hans bukseknapper. Han løftede det yndige væsen op og bar hende hen til himmelsengen.

- Fyrste! Benådningen ligger der på sengen, sagde pigen blidt.

- Han blev alvorlig og lagde sin slanke byrde ned på silkepuderne.

- Din mor kalder sig nu for Madame Domina og er skyldig i afskyelige forbrydelser. Men for vor ungdomskærligheds skyld og for din skyld, du dejlige unge, vil jeg benåde hende.

Han læste hurtigt teksten igennem, rynkede panden og ville protestere. Men da han så ind i de store bønfaldende øjne, blev han mør, tog fyldepennen og skrev under.

- Jeg kan altid ændre den sidste sætning senere hen, tænkte han.

- Inderligt tak, fyrst René. Elsk mig, som De elskede min mor!

- Hun slog armene om hans hals, gav ham et lidenskabeligt kys og lod tungen spille i hans mund.

- Forpustet måtte han gøre sig fri.

- Sådan elskede din mor nu ikke, da hun var 16. Jeg troede, du ofrede dig for hende.

- Også det; men jeg har drømt om at få lov at give mig selv til min fyrste.

- Den drøm vil jeg opfylde. Men lad mig få tøjet af først!

- Hun hjalp ham ivrigt, og snart var han helt nøgen. Trods sine 45 år og sin sans for bordets glæder var han stadig et flot mandfolk.

- Åh, hvor er den stor! Den vil sprænge min lille kusse!

- Hun kærtegnede hans stive pik og lod tungen glide hen over agernet, så den voksede til sin fulde længde. René stønnede i en blanding af lidenskab og forvirring. Denne henrivende pige var yngre end hans datter, men mere erfaren i elskov end hans hustru. Han kærtegnede den slanke hals og nulrede de sminkede brystvorter, så de struttede op imod ham. Hvad var de mon malet med? Læbestift?

- Nej, vent med at kysse dem. De skal først slikke min lille kusse!

- Såså! Hvem af os er fyrste?

- Han ruskede hende i de røde lokker.

- Tilgiv mig, Deres Majestæt!

- Med glæde.

- Han kysssede hende på panden.

- Du har ret. Jeg skal slikke dig, så du bliver rigtig våd, før jeg gennemborer dig med mit sværd.

Han drejede sig og kyssede de bløde, slanke lår over strømpekanterne og de røde, krusede hår, stak forsigtigt en finger ind i den snævre skede, slikkede skamlæberne og indåndede den friske duft af hendes ungpigeskød. Klitoris strittede frem som en lillebitte penis. Da han bed blidt i den, gav det et spjæt i pigen. Hendes mund slap hans lem og udstødte klagende elskovslyde. Han nød det og pressede sit jern dybt ind i hendes mund. Hun suttede ivrigt på det og vred underkroppen, så sprækken roterede om hans mund. Det ophidsede ham, så han frygtede at få udløsning alt for hurtigt.

- Vent! gispede René og prøvede at genvinde kontrollen over sig selv.

- Jeg vil have dig helt nøgen.

- En stønnen lød fra et hjørne af værelset. Fyrsten anede ikke, at hans sexudfoldelser blev iagttaget af hans stedmor, enkefyrstinde Livia. Hun pressede sit skød mod fingrene og fantaserede om, at hun var i den unge Evitas sted. Skønt hun selv havde været med til at oplære hende, var hun forundret over, at pigen spillede sin rolle så dygtigt.

Evita hjalp sin elsker med at løse korsetbåndene og rulle strømperne af og lagde sig helt nøgen på ryggen og spredte benene. René kyssede hendes navle og mave, lod hænderne glide kærtegnende hen over den spinkle krop og ned ad lårene og bøjede dem bagover, så kussen lå åben foran ham. Så førte han sin længselsfuldt ventende stang hen til revnen og borede pikhovedet ind, mens hun klynkede. Han så hende ind i de blågrønne øjne.

- Ja. Kom ind i mig! hviskede hun.

- Lykkelig stødte han sit sværd helt i bund i skeden. Hun vred sin purunge krop under ham og gav sig helt hen under hans voldsomme angreb. Hendes elskovslyde var ikke længere komediespil. Hendes mor havde fortalt, hvor pragtfuld og svigefuld han var. Da hun var barn, var han hendes drømmehelt. Nu var det hende selv, der fik fyrsten til at stønne af vellyst.

Han tog hårdt fat om pigens hofter og runde balder og forstærkede sine stød. Brysterne hoppede fristende under hans ansigt. De røde vorter fascinerede ham; han suttede på den ene og bed i den anden. De smagte sødt. Hun protesterede, men smilede så, slyngede de slanke ben om hans kraftige krop og klemte med sine skedemuskler om hans store jern. Han slap brystvorten og udstødte frydefulde lyde. Evita kom til sig selv:

- Pas på, De ikke sprøjter i mig!

- Det var i sidste øjeblik, han trak sig ud, og med et brøl sprøjtede han ud over hendes mave og bryster. Midt i orgasmen følte han en mærkelig svimmelhed, halsen lukkede sig, så han ikke kunne trække vejret, og hans tunge krop sank ned over pigen.
Evita kyssede ham kærligt og prøvede lempeligt at gøre sig fri. Det varede lidt, før hun forstod, at der var noget galt.

- Fyrst René!

- Hun ruskede i ham. Eksfyrstinden kom frem fra sit skjulested og listede sig hen til det nøgne par.

- Er han færdig? hviskede hun.

- Han sover tungt, tror jeg. Hvad var det dog for noget sovemiddel, De smurte på mine bryster?

- Evita fik med besvær skubbet ham væk og kom fri. Så fik hun en frygtelig anelse:

- Han er vel ikke... død?

- Vrøvl! svarede den ældre kvinde. Men han vil sove længe. Vær glad over, at du fik din mor benådet. Tag kåben på og skynd dig ud i bilen!

- Jamen....

- Gør, hvad jeg siger! Jeg rydder op. Afsted med dig!

Evita kyssede den livløse mand på kinden:

- Farvel, fyrst René, og tak!

- Så løb hun grædende ud.

Livia undersøgte sin stedsøns puls.

- Nå, min ven. Du fik den skønneste død, du kunne ønske dig. Mens du nød datteren af den kvinde, du så skammeligt har svigtet, i den seng, hvor din far bedrog mig! Du var en rar dreng, indtil du giftede dig med den lede filmheks. Du skulle ikke have bøjet dig for hende og ladet mig fængsle og landsforvise!

- Hun trak i hans slappe pik. - Nu ligger du der.
Enkefyrstinden lod Evitas korset og strømper blive liggende, tog den dødes nøgler, lagde dem i en vase i gangen og fik panelet til at glide til side. Så skyndte hun sig ud til bilen og kørte tilbage til sit hjemland Italien.

Uvidende om, at hun var blevet enke i en alder af 36, sad Grace Fris ved flyglet og sang en munter kærlighedssang. Prinsesse Gina havde drillet hende med, at det var talefilmen og ikke Renés tronbestigelse, der havde fået hende til at opgive sin karriere for syv år siden. Nu overbeviste den blonde skønhed dem med en sang fra den nyeste Fred Astaire-film, hvormed hun ville have henrykt et publikum. Gina måtte ærgerligt indrømme over for sig selv, at den ti år ældre svigerinde så lige så ung ud som hun. Den perfekte makeup fremhævede de store, kornblomstblå øjne og de klassiske træk.

De fire gæster klappede kraftigt af sangen og forlangte et nummer mere. Den ivrigste var den nyudnævnte statsadvokat Pascal Dumas.

- Hans øjne viger ikke fra hende. Han er vildt forelsket. Mon den dydige fyrstinde har en affære med sin flotte advokat? tænkte prinsessen.

- Dumas" kollega, advokat Pierre Chabrol, ærgrede sig også. Som ældste søn af borgmesteren og sønnesøn af Nationalrådets formand var han født til en strålende karriere. Men han holdt på den forkerte hest. Dumas havde besejret ham i retten, og nu var hans klient blevet udnævnt til formynder i stedet for Chabrols klient.

Prins Jean lindede på døren, kikkede nervøst ud på gangen og så, at panelet var åbent. Hans mors plan var lykkedes! Derfor protesterede han ikke, da Grace ville afslutte sammenkomsten, lod hende selv opdage den hemmelige døråbning og bedyrede, at han aldrig havde set den før. Da Grace som den første nåede ned i soveværelset og så sin nøgne mand, udstødte hun et skrig. Kvindeundertøjet talte sit tydelige sprog.

Pascal Dumas støttede hende, mens Chabrol konstaterede, at døden var indtrådt. Chokket og sorgen over at have mistet en elsket mand blandedes med harmen over hans utroskab og raseriet over, at hendes fjender skulle overvære denne forsmædelse. Gina græd oprigtigt; hun holdt meget af sin halvbror. Jean fugtede sit lommetørklæde og tørrede noget, der lignede blod, væk fra Renés læber:

- Er I sikre på, at han er død. Vi må tilkalde lægen!

- Nej, sagde Grace. Ingen må få et vide, at han døde på den modbydelige måde. Vi må bære ham op i vores soveværelse.

- Men fyrstinde, lægen må fastslå, hvad han døde af, indvendte hendes advokat.

- Han havde jo dårligt hjerte og måtte ikke overanstrenge sig. Og han har lige haft den maveforgiftning.

- Enkens øjne løb fulde af tårer.

- Min datter må aldrig høre noget om det her. Hun forguder sin far. Hvor er Brigitte nu?

- Hun hygger sig med Jeanette på sit værelse, beroligede Dumas. Hjælp mig med at bære ham op!

Ved fælles hjælp fik de den tunge fyrste op i hans egen seng, og prins Jean løb ind for at ringe til livlægen. Men forinden fiskede han den afdødes nøgler op af vasen på gangen, låste hans skrivebord op og fjernede det ene dokument og lagde nøglerne tilbage i bukselommen nede ved himmelsengen.

Fortsættes: