Den ulykkelige fangers venner havde ikke glemt dem. Fyrst Jeans radiotale og de italienske soldaters indgreb havde nogenlunde holdt uroen nede, og hverken Nationalrådets medlemmer eller den ansete borgmester Chabrol havde kritiseret ham direkte. Men alle agiterede for enkefyrstindes Graces løsladelse. De nyforlovede Jeanette Dumas og Michel Chabrol var de ivrigste. Hans families avis, Journal de Montiaco, havde om morgenen bebudet retssagen, gengivet fakta om Gabinfamiliens arrestation og omtalt kritikken af prins Jeans embedsførelse.

Morgendagens "Journal" planlagdes som et kompromis mellem Pierre Chabrols løgne og Michels harmdirrende referat af retssagen med overskriften: “CHOKERENDE FÆNGSLING AF FYRSTINDE GRACE.”

- Radiotalen skulle gengives uden kritik, men med kraftig opfordring til fyrst Jean om at benåde sin brors enke. Michel krævede, at de straks trykkede en ekstraudgave med direkte kritik af den uretfærdige retssag og krav om, at ansete personer fik lov at tale med de anholdte. Da faderen vægrede sig, listede Michel og Jeanette sig ind på trykkeriet for at lokke trykker Thibaud til at producere plakater.

- Min far vil dysse skandaler ned som sædvanlig, rasede den unge journalist. Men her gælder det din fars og fyrstinde Graces liv og Montiacos fremtid.

- Og Brigittes. Måske har de voldtaget hende ligesom Annette, frygtede Jeanette.

- Michel blev bleg: - Det vover de ikke.

- Jean viger ikke tilbage for noget. Så du, hvordan han overgramsede hende i retssalen?

- Ja, jeg havde lyst til at myrde ham. Vi må gøre alt for at få hende ud af det fængsel.

- Elsker du hende?

- Jeg elsker dig.

- Den tvivlrådige bejlers tanker var hos blondinen, mens han gav brunetten et kys. Hun pressede sin slanke krop ind imod ham og kyssede ham ivrigt.

- Ikke nu, min elskede. Vi må skynde os.

De viste deres to sider til den gamle trykker. Thibaud kløede sig i skægget.

- Jeg tager det fulde ansvar, forsikrede redaktørsønnen.

- Jeg får vrøvl alligevel. Men jeg er helt enig med jer. Sandheden må frem. Den dejlige Grace er uskyldig, og de andre er nogle skurke.

- Fotografierne skal placeres der, sagde fotografpigen.

- Det ene forestillede fyrstinden og datteren, som hyldedes udenfor, og det andet dommer St.Cyr, som så ondskabsfuldt på den smukke Grace i vidneskranken.

- Det er nogle skrappe overskrifter, kluklo trykkeren: “HÆVNAKT SENDER DE RETFÆRDIGE I FÆNGSEL. SADISTERNE BENÅDET.”

- Artiklerne forklarede, hvordan beviserne fra sadistsagen var blevet skjult og den retfærdige dommer udskiftet med en partisk. De udtrykte frygt for, at Gabinfamilien var blevet torteret i fængslet, og krævede garantier for de uskyldigt fængsledes sikkerhed og en ny offentlig retssag straks.

De tre var i fuld gang med arbejdet, da statsadvokaten trådte ind, fulgt af to bevæbnede italienere.

- Hvad bestiller I her på denne tid? spurgte Michels storebror.

- Det er vores arbejdsplads, Pierre! Ikke din.

- Beslaglæg de papirer!

- Truende geværer fik hurtigt det unge par til at opgive kampen. Et blik på overskrifterne var nok.

- Det er opfordring til oprør. Arrester dem! befalede Pierre.

- Modbydelige svin! Jeg ringer til far!

Det vovede bror trods alt ikke at forbyde. Emile Chabrol skældte begge sine sønner ud i telefonen. Han forbød Pierre at arrestere sin bror og M. Thibaud med trusel om at afbryde ethvert samarbejde, men forbød også plakaterne.

- Vi er netop ved at få en aftale i stand, forklarede borgmesteren. Fyrst Jean vil tillade biskoppen og mig at besøge fyrstinde Grace i fængslet i morgen og har forsikret os om, at de gør alt for at opmuntre hende. I må ikke ødelægge muligheden for en fredelig løsning.

- Udmærket, sagde advokaten, da røret var lagt på og materialet konfiskeret.

- Lillebror er fredet. Men her er arrestordren på Jeanette Dumas. Denne gang slipper du ikke. Anhold hende!

Korporal Coppi smilede liderligt, da han greb fat i den lækre advokatdatter, som gjorde vild modstand. Måske fik han chance for at kneppe hende. Det var ham, der havde skygget parret og tilkaldt advokat Chabrol; det havde han fortjent en belønning for. Han blev revet ud af de søde drømme, da en geværpibe pegede på hans bryst. Michel havde revet geværet fra den menige italiener.

- Slip hende, eller jeg skyder! Lad geværet falde på gulvet! Saml det op, Jeanette! Stå stille, Pierre, eller jeg skyder dig!

- De tre fjender stod rådvilde. Advokaten gik et halvt skridt frem:

- Du vil da ikke skyde din bror!

- Du er ikke min bror. Du er en landsforræder og et uhyre. Jeanette, vi går baglæns ud. Tag nøglen og lås døren udefra! Farvel, mine herrer.

Flygtningene løb hurtigt ned til Michels bil og kørte væk. De diskuterede længe, hvor de skulle skjule sig. Hverken hos Chabrol- eller Dumasfamilien kunne hun føle sig sikker, så den eftersøgte foreslog, at de kørte ud til fyrstevillaen ved havet. Ejerne var jo i fængslet, så der kunne kun være nogle tjenestefolk der, og der var ingen at se.

- Jeg ved, hvordan vi kan komme ind i Brigittes soveværelse. Her er et godt sted at skjule bilen. Vi skal bare op i det træ og ind på den lille altan der, forklarede prinsessens hjerteveninde.

- Hvor ved du det fra?

- Jeg har tit overnattet her sammen med prinsessen, og når vi blev sendt for tidligt i seng, kravlede vi den vej ned og kiggede ind ad vinduerne eller tog os en svømmetur.

- Har I været sådan nogle frække tøse? smilede han overrasket og trak sin forlovede i de brune krøller.

- Ja, vi er slet ikke så artige, som du tror. Fang mig!

- Der var smuk udsigt til de slanke lår, da hun behændigt klatrede op i træet. Hun hoppede hen på altanen, vippede en haspe fra og klatrede ind på den halvmørke gang. Michel fulgte med besvær efter hende og nåede lige at se en dør blive lukket. Han rev den op og fik fat i en arm.

- Fanget! hviskede han, hun snublede, og de faldt om på en seng.

- Hvor er vi?

- I prinsessens seng. Den har du sikkert haft lyst til at ligge i. Nu må du nøjes med mig.

- Jeanette lagde hænderne om hans nakke og kyssede ham ivrigt. Hans hænder gled ind under hendes tøj og kælede med den lækre, bløde hud. Hun knappede hans skjorte op og kyssede hans bryst. Han glemte sine hæmninger og fulgte hendes eksempel, og snart lå de velformede ungpigebryster i hans hænder og overdængedes med kys. Jomfruen stønnede af forelskelse og forventning:

- Elskede, vil du have mig nu?

- Mener du det? spurgte han forbløffet. Skal vi ikke vente til bryllupsnatten?

- Bryllup? Har du da friet til mig? drillede hun.

- Undskyld, min egen! Jeg forlovede os vist uden at spørge dig.

- Han faldt på knæ ved sengekanten:

- Jeanette Dumas, er det muligt, at du vil gifte dig med mig?

- Der er intet, jeg hellere vil, Michel. Og jeg vil elske med dig nu, for jeg tør ikke vente.

- Hun trak ham ind til sig.

- Min kusine var jomfru for to dage siden. Hvor mange tror du har voldtaget hende? Og Brigitte? Tror du det svin til Jean har ladet hende i fred? Han påstår, at de er forlovede. Jeg vil ikke risikere at miste min mødom i Kvindefængslet!

- De skurke! Jeg vil gøre alt for, at hverken hun eller du bliver voldtaget. Du har ret. I et land, hvor sadisterne regerer, er alle i fare Og jeg vil selv have dig!

- Ivrigt fjernede hans hendes nederdel, hjalp hende forsigtigt med at tage undertøjet af og kælede med den lækre numse.

- Du skal også være nøgen, min elskede, hviskede hun.

- Hurtigt rev han tøjet af og i lyset fra solens sidste stråler kunne hun beundre den velskabte mandekrop. Hans penis stod ret op, så den nåede navlen.

- Hvor er den stor! Vær blid ved mig! hviskede hun.

- Ja, min brud, lovede han og kyssede hendes navle.

Den 23-årige borgmestersøn var ikke uerfaren. Hans fars tjenestepiger havde lært ham op, og han havde også haft nogle letlevende piger som elskerinder. Men det var første gang, han skulle tage en mødom. Hans læber og hænder gled hen ad den fuldendte krop. Han legede med den brune mis og den lille, runde numse. Det ophidsede ham yderligere at tænke på, at det var prinsessens seng, de lå i. Var det virkelig muligt, at Jean ville voldtage hende? At hun også kunne miste sin mødom nu? I vrede klemte han hårdere, og da han hørte Jeanettes elskovssuk skifte, måtte han beherske sig.

Varsomt berørte han folderne i de uberørte kønslæber og mærkede glad, at de var fugtige. Alligevel sagde han:

- Du skal være rigtig våd der, min elskede. Så gør det ikke ondt.

- Han lagde sig på knæ og slikkede skamlæberne.

- Kan man gøre det? spurgte den uskyldige pige og opdagede snart, at det var dejligt. Safterne fyldte hendes skede, og hun spredte lårene forventningsfuld. Han tog hendes hånd og lod hende føle på hans fallos og selv føre den hen imod elskovshulen. Pikhovedet gled langsomt ind i den stramme, snævre skede. Han standsede, mens han kærtegnede indersiden af de silkebløde lår og kyssede hendes brystvorter. Hun åbnede sig for ham, og han stødte mod jomfruhinden.

- Gør det ondt? hviskede han.

- Ja, men bliv ved. Jeg længes. Tag mig! stønnede hun lidenskabeligt.

Der lød kun svage klagelyde, da hymen sprængtes, og han gled helt ind. Han tvang sig til at slappe af inde i hende.

- Nu er du min!

- Hun trykkede sin slanke krop ind mod ham og knugede ham ind til sig.

- Ja, jeg er så lykkelig, Michel. Så lykkelig over, at det blev dig. Jeg har haft mareridtsfantasi om prins Jean.

- Elskeren tænkte atter på prinsessen og skurken, og hidsigt pressede han sig ind i sin lille partner. Hun vred sig under ham, lagde lårene om hans, og hans stempel gik op og ned i den velsmurte kanal, og de gispede begge af fryd. En ukendt følelse gennemrystede den purunge pige, den første lille orgasme. Michel ville undgå udløsning og lå helt stille, mens hun stødte sin underkrop op imod ham.

- Du er fantastisk!

- Gør jeg det godt nok?

- Som den perfekte brud.

- De tungekyssede, han stak en finger ind i anus. Hun gav et ryk, men godtog det, og snart genoptog de den vilde leg. Så måtte han trække sig ud og plaskede sin sæd ud over hendes maveskind.

- Jeg vil ikke gøre dig gravid, min elskede.

- Hendes øjne smagte salt af tårer, da han kyssede dem.

- Græder du?

- Jeg vidste ikke, at det var så pragtfuldt at elske. Sådan skal du gøre med mig hver dag.

- Hun så blodpletterne på lagnet og tænkte hurtigt:

- Det må til vask.

- Men så pressede den deflorerede pige igen sin unge krop ind mod hans. Ingen af dem havde fået nok. De blev ved med at kæle, og han fingerkneppede hende, så hun stønnede.

- Vi hviler os lidt, og så tager vi et bad, sagde den tilfredse ungersvend.

- Ja, der er et badeværelse lige derude. Og bagefter skal vi elske igen, ikke?

- Du er vist umættelig, smilede han.

- Er det forkert? spurgte hun usikker.

- Nej, du er alt, hvad en mand kan drømme om, min egen brud.

- Ingen skulle få ham til at indrømme, at en lille del af hans hjerne stadig drømte om den uopnåelige prinsesse.