l2.Kapitel.
TILBAGE I VALLEY RIVER.

En spæd nymåne gjorde det nemmere for dem at komme frem i mørket, og pigerne der havde opdaget hvor hyggelig og spændende sex var hyggede gevaldigt om Clark Benzon, når de var tvungne til at holde pause.
De enedes om at de efterhånden var så langt borte fra "Enstjerne-hæren" og dens terriorium, at de sikkert var langt foran alle andre flygtninge. De sidste mange timer havde de hverken mødt nye spor, set nogen eller blevet skudt efter - de kunne begge hygge om Benzon, der nok syntes det var rart med dame til oppudsning af ettallet, men tilsidst var det dog ved at være nok - for selv ham.
Pigerne havde større og større besvær med at få pikken til at stå på ham - selv når de tog alle talenter og midler, som fingre, læber, tunger og sågar en fuglefjer, som Nancy havde fundet i en busk under et af deres pauser og hvor hun var gået lidt afsides for at ordne et privat ærinde. Og tilsidst bad ham dem temmelig brutalt om at få en smule fred - han skulle helst ikke være et vrag, når de kom til Valley River, jernbanens endestation - Verdens Ende!
Benzon vidste ikke en gang om der kom tog til flækken udenfor perioderne, hvor der blev sendt kvæg nordpå til de store slagterier. Der var jo ikke meget at komme der efter og ville faktisk kun være spild af gode kræfter og maskineri og for sin egen part kunne han også være ligeglad i lejestalden bag hotellet stod hans hest og...
Tankerne om hvad der var overgået ham i Valley River for kun en uges tid siden gjorde ham arrig - berøvet alt og solgt som slave. Der var nogen der skulle komme til at betale prisen for hans frihed.
Han svor højt og pigerne så undrende på ham. De kendte ham slet ikke fra den side For dem var han en elsker - et handyr, der var parat med en altid liderlig ståpik, ikke en rå, brutal hævner, der ønskede oprejsning.
Satans!
Men han gjorde nok klogt i ikke at komme væltende ind i byen, stige af hesten foran sherifkontoret og storme ind. Den gode Art Blunt og
hans kumpaner ville nok ikke se med blide øjne på hans tilbagekomst. Han ville være et spøgelse fra fortiden - en ond ånd, de kun kunne få fred for ved hjælp af en kugle gennem hjertet.
Død mand kunne ikke sladre, og næste gang der var marked i Valley River, så...
Benzon var næsten helt sikker på, at selv om der var undsluppet nogen fra "Enstjernehæren"s lejr, soldater eller fanger, ville de vige langt udenom Valley River"s sherif. De første var ikke interesserede i at tale med loven grundet deres terrorvirksomhed og de seneste vidste kun alt for godt hvad loven i Valley River og måske også andre småbyer her i området stod for. De var en gang blevet solgt som slave grundet en nats fugtige fornøjelser de skulle nok agte sig i fremtiden - ja, måske ligefrem blive afholdsmænd?.
Men Clark Benzon havde hverken i sinde at undgå lovmændene i Valley River eller blive afholdsmand. Det sidste var han for øjeblikket kun nødtvunget - whiskyflasken var forlængst tom og slettelandskabet de red igennem var øde og tomt - bevoksningen var for ringe til at kvæg kunne leve her i større mængder.
Han måtte nøjes med vand til de nåede Valley River.
Den tredie dag hen sidst på eftermiddagen fik de øje på byen, der lå og krøb sammen ved bredden af det næsten udtørrede flodleje - et flodleje, der selv i vandrige tider var for grundt til at større fartøjer kunne passere og grunden til at jernbanen havde besluttet at lave et stikspor til byen og dens rige kvægmarkeder.
På afstand kunne de se et enkelt lokomotiv stå og dampe - sikkert et oprydningstog, der skulle tage efternølere og måske forsinkede opkøb med nordpå.
Pigerne der de sidste mange år ikke havde været ude af dalen. Nancys fader havde taget dem med til lejren ved kapitulationen og holdt dem som en slags fanger der siden, ville straks ned og se på den store prustende jernhest - men Benzon fik dem fra det. I stedet gav han dem den ene pose guld og foreslog at de fik det vekslet i banken og tog et værelse på "Valley River Grand Hotel" - siden ville han komme og...
Det syntes de begge var en god ide. Hidtil havde de kun prøvet elskov ude i det fri med græs eller klippeblokke som madras - en seng! De nærmest skreg af glæde og overdængede ham med kys og tog ham
lystent på bulen der voksede frem i hans skridt. De ville gerne, men han havde om end nødtvunget pålagt sig selv cølibat til han havde udført det der havde drevet ham tilbage til denne flække - hævnen...
Han skiltes fra pigerne i en lille lund et par kilometer fra byen og lod dem få et lille forspring, inden han selv red rundt om byen og stillede hesten fra sig ved en af de lange rækker af indhegninger langs jernbanesporet. Lokomotivet stod på drejeskiven, der ved hjælp af en halv snes heste kunne få den til at vende næsen den anden vej, og ved hjælp af endestationens eneste sporskifte køre op foran togstammen, igen.
Hesten der åbenbart ikke var vant til at komme med til byen rullede noget med øjnene ved synet af det dampsprudlende uhyre - men den blev ikke hysterisk, men nøjedes med at stå og steppe nervøst, da Benzon forlod den. Han var et sørgeligt syn, som han traskede afsted i mellemgangen mellem de store udslusningsfolde - barhovedet med håret strittende i al retninger, nøgen overkrop, lasede bukser og flotte, men alt for store støvler.
Men påklædningen bekymrede ham mindre - i første omgang talte kun at hans "lånte" revolver - den gamle slet vedligeholdte Remington fungerede. Igen og igen prøvede han at trække fra det klodsede hylster og det blev hverken særlig hurtigt eller elegant træk - men hurtigt nok til at klare "bondesherifferne", som han i sit stille sind kaldte Art Blunt og hans medhjælpere. Mænd, der troede at de var smarte og kunne gøre med de mænd, der havde det uheld at havne i deres fængsel, som de lystede - uden tanke for fremtiden! Mændene var jo slaver i en fjern rebelejr! Måske de i begyndelsen havde været patrioter, der troede de støttede Føderationen, der så forsmædeligt havde måttet kapitulere ved Richmond i 1865 - men siden havde de opdaget forretningen og grønne dollarsedler og det havde trængt patrioismen i baggrunden. Levede i sikker forvisning om at ingen ville savne nogen af de fordrukne sadelbumser der blev indlogeret i arresthuset, når de enten havde startet ballade eller eller fundet bevidstløse i en rendesten - i by som Valley River, var de fleste jo kun på gennemgang.
I dag her, i morgen...
De lvede sikkert i forvisning om at mænd, som Clark Benzon var et overstået kapitel. Troede de...
Benzon gik godt til - i en af boksene var en negerdreng ved at samle kogødning, men ellers så han ikke en levende sjæl på hele jembaneterrænnet.
Lokomotivet stod og puffede damp ud på tomgang. Lokomotivføreren sad sikkert og hyggede sig inde i stationshuset med en kop opspædet kaffe, om Benzon kendte ham ret. Man kunne jo ligeså godt slappe af, når man havde lejlighed til det. Men for øjeblikket havde han selv ikke tid til at slappe af - tværtimod.
Pludselig hørte han kommandoråb og smuttede ind mellern to bomme og klemte sig op mod en af de svære stolper i indgegningen i håb om at ingen skulle kigge for nøje efter. Et par minutter efter kom en deling soldater i blå uniformer traskende gennem støvet med geværerne over skulderen under anførsel af en ung skrålende sergent til hest.
De forsatte forbi Benzons skjulested uden at bemærke ham Den nærmeste mand var ikke længere borte end at Benzon kunne have rørt ved ham med hånden. Forsatte op mod det dampende lokomotiv og stationshuset. Benzon ventede i nogle minutter inden han fulgte efter. Da han kom nærmere stationsbygningen, der nærmest kun var en hytte så han at soldaterne havde stillet sig på to geledder med en fem-seks meter mellem hver mand og at de havde geværerne i hænderne.
Han stillede sig ind bag en stolpe og ventede.
Nye kommandobrøl gjaldede og så så han et syn han mindst af alle havde ventet at se.
Tre sammenlænkede mænd der jaget afsted af soldater med opplantede bajonetter. Og han genkendte straks mændene. Det var sherif Blunt og hans to medhjælpere, den halte Rawley og den drengede bondedumme vicesherif, der havde lydt navnet Andre. Ingen af mændene havde længere stjerner på brystet eller revolvere i hylstrene.
De var tilsyneladende fanger. Benzon kunne på trods sin ynkelige tilstand næsten ikke lade være at grine af denne tingenes ironi. De førhen så kæphøje lovmænd var nu selv åbenbart på vej til en tilværelse, der ville være meget lig en slaves - hvis de slap med det!
Hvis alt hvad de havde forestaget sig kom for en dag ville selv den mest humane dommer dømme dem til døden - mindst et par gange for
deres umenneskelige misgerninger.
Benzon så dem blive jaget ind i en tom kreaturvogn, og sat under bevogtning af en halv snes soldater.
All right, gryntede han småirreteret for sig selv. - Loven gjorde selv sit arbejde - men...
Han så ned ad sig selv. Han lignede ikke meget den mand, som mænd frygtede og kvinder elskede - den hårde revolvermand og spiller fra Cashita, Arizona. Han lignede en lazeron.
Men det skulle blive anderledes. Han skyndte sig væk fra jembaneterrænnet og ad små gyder og baggårde op til sherifkontoret. Der stod to soldater på vagt ved døren ind til dette. Benzon trampede op på plankefortovet og ville gå ind, men soldaterne standsede ham med deres krydsede rifler og ordene: - Hvor tror du skal hen, bums?
- Jeg skal tale med sheriffen, snerrede Benzon arrigt tilbage og sendte de to soldater et rasende blik.
- Nu med det samme!
- Der er ikke længere nogen sherif her i Valley River. Han er arresteret. Kaptajn Miller har kommandoen her. Forsvind, bums, eller du ryger i en celle...
Den ene soldat lo kaglende af sin egen barske facon.
-... og du dør". snerrede Benzon hårdt. Remingtonen sad urokkelig i hans hånd. - Lad mig snakke med kaptajnen.
- Kaptajn, kaptajn, der er en galning herude! skreg soldaten i et hysterisk tonefald.
Der lød tunge fodtrin indenfor og sekundet efter røg døren op med et brag. En midaldrende blåklædt officer stod i døråbningen med hænderne på hoften og et grin på læben.
- Hvad ser man! En levende død! Velkommen, mister Benzon! Kom indenfor! sagde han og vendte omkring.
Benzon svor surt. Var det en ny fælde eller hvad?

- Her, mister Benzon. Du er ud til kunne trænge til det, sagde den blåklædte officer og skubbede et velfyldt glas whisky af Clark Benzon"s yndlingsmærke Jack Daniel"s over mod sin gæst, der sad på den modsatte side af det store skrammede overfyldte skrivebord. - Velkommen til. Du har været ventet med længsel!
Benzon smagte på spiritussen, først forsigtigt, så tømte han det pludselig i et drag og skubbede det over mod kaptajnen igen - til påfyldning.
- Tak, kaptajn. Det gjorde godt. Hvad med en forklaring? spurgte han og nippede til sin nye drink.
- Den skal du få - men først! Du ligner jo et svin i den mundering. Hvad med et bad og noget ordentlig tøj, svarede kaptajnen og vrængede på næsen, samtidig med at han fiskede en kasse cigarer op af en af skrivebordets mange skuffer. Benzon så hungrigt på at kaptajnen tog en cigar frem og bed spidsen af.
- Du kunne måske også bruge en cigar, Mister Benzon? spurgte kaptajnen med et lille grin, da han så Benzons blik. Clark svarede ikke, men snuppede hele tre cigarer og skulle til at putte de to i sadeltaskerne, da kaptajnen standsede ham med ordene: - Hvad har du i de tasker, mister Benzon. Noget interesant måske?
- Der er lidt mad - hov forresten, jeg fik en skrivelse med...
Benzon fiskede det tæt beskrevne bundt papirer fra den gamle gråhårede negertjener frem og rakte det til den blåklædte officer.
- Så Sam lever endnu, gryntede officeren, da han havde studeret det første par ark. - Jeg troede squ han var skredet for længe siden.
Benzon så spørgende på sin vært, mens han fik lungerne fyldt med røg for første gang i flere dage, det var vidunderligt og besværligt. Han fik et af sine sædvanlige hosteanfald. Kaptajnen ventede til han havde harklet færdig, så sagde han: - Sam Ivory er medlem af et korps af specialagenter direkte under præsidenten. Jeg kender som almindelig soldat ikke ret meget til det. Jeg har kun fået en beskrivelse af ham, for alle tilfældes skyld. Papirerne her vil sikkert interessre præsidenten. Jeg skal sørge for at de kommer afsted sammen med fangerne.
- Og hans datter, kaptajn? spurgte Benzon videre, mens han nød at være menneske igen med både røg og sprit indenfor rækkevidde.
- Jeg ved ikke noget om ham, desværre, Mister Benzon. Jeg er sendt hertil af de terrotiale myndigheder med besked om at arrestere sheriffen og hans to medhjælpere for kidnapning og mord. En storrancher oppe nordfra savnede sin formand efter et besøg i byen her. Manden var efter sigende blevet arresteret for druk, men sheriffen svor på at han intet kendte til manden. Rancheren trak i forskellige politiske tråde og sheriffen faldt i den grav han selv havde gravet. Jeg tror han bliver hængt. Han blev ret så tam, da han først opdagede at spillet var ude og plaprede ud med betydelig mere end vi vidste i forvejen - dumhed får den straf den fortjener!
- Men hvorfra kender du mit navn, kaptajn? spurgte Benzon og så kaptajnen knipse ad en af vagterne, der var blevet stående lige indenfor døren.
Kaptajnen hviskede noget til soldaten, der grinede, smækkede hælene sammen og gjorde honnør, inden han snurrede rundt på hælen og forsvandt ud på gaden.
- Du er jo ikke just nogen ukendt personlighed, Benzon, svarede kaptajnen og pegede på whiskyflasken med sin cigar.
- Tag selv.
Benzon fulgte opfordringen inden han tog til genmæle og sagde: - Jaså, min arrestation var måske også organiseret!
Kaptajnen klukkede, inden han svarede. Benzon kunne se at militærmanden havde svært ved at lade være at grine højt.
- Ja faktisk! jeg har hørt...
- Tak, spar mig for enkeltheder, snerrede Benzon vredt tænkende på hin ydmygende nat, hvor han havde måttet flygte fra sadelmagerens hus i bare underbukser.
Begyndelsen til hans helvede...
- Godt ord igen, Mister Benzon. Det var ikke ment som nogen hån. Sadelmageren og Dolly gjorde et godt stykke arbejde, da de fik dig i fælden, skyndte ~Kaptajnen sig at glatte ud.
- Og berøvede mig alt1 hvad jeg ejede, inclusive en 7-8OOO dollars, snerrede Benzon hidsigt. Han kunne ikke lide at blive mindet om sine nederlag.
- 7688 dollars og 47 cent, helt præcis, svarede kaptajnen og fiskede et stykke papir op af brystlommen på sin uniformsjakke. - Beløbet er indsat på militærets konto i Fort Knox.
Benzons øjne lynede. Han tog en stor slurk whisky.
- Kan hæves mod denne veksel, Mister Benzon, føjede den gråhårede officer til.
- Og...
- Når denne er behørig underskrevet af mig, føjede kaptajnen til.
- For fanden da, kaptajn - det er mine penge. Jeg...
- Hvad har du ellers i taskerne. Du kom jo herfra i bare underbuksrne hører jeg - så...
Lidt modvillig måtte Benzon rykke op med den anden pose guld. Den første havde han givet pigerne, så de kunne indlogere sig ordentlig og måske også få noget andet end de lasede rebelklude på kroppen og...
- Ser ikke ilde ud, mr. Benzon - men skulle der ikke være en pose til? spurgte kaptajnen uskyldigt.
Benzons vrede svar afslørede ham.
Kaptajnen viftede ham af og sagde: - Vi noterer, forsvundet - ca. et kg. guld...
- Og så, kaptajn. Jeg fik guldet af Sam og regnede det for mit, .....
- Alt andet end dine underbukser er tyve eller hælerkoster, Mister Benzon. Jeg vil lade nåde gå for ret og lade dig beholde bukser og støvler - men resten...
- Men for satan da - jeg...
- Det er ikke mig der har lavet lovene, Mister Benzon. Jeg skal bare opretholde dem til justitsmyndighederne får sendt folk herned til at overtage. Jeg foreslår at du afleverer sadeltaskerne og revolvbæltet her inden du går ned og besøger sadelmagerhuset - dit tøj og dit revolverbælte er dernede og jeg tror ikke besøget som sådan vil skuffe dig, skyndte kaptajnen sig at sige.
- Og vekslen, kaptajn? spurgte Benzon skummelt, idet han rejste sig og løsnede bæltet med den gamle Remington revolver.
- Vil du få når du har vist mig rebellejren minus visse omkostninger,naturligvis! sagde kaptajnen i noget der ikke så meget var et svar - som en afslutning.
Benzon smed revolverbæltet på skrivebordet og stormede mod døren.
Den mær til Dolly og hendes kumpan til sadelmager ville få noget at stå til svars for.
- Jeg venter dig tilbage hertil ved solopgang Benzon. Vi skulle gerne frem til lejren inden alle rotterne er undsluppet, hørte han kaptajnen råbe, idet døren faldt i bag ham.
Han nærmest småløb ned ad gaden i sine store klodsede støvler.
For satan, hvor han skulle....