2. Kapitel.
MARERIDT
For helvede, sherif. Det er den rene og skære sandhed, snerrede Clark Benzon, da han stod foran den gråskæggede usoignerede sherifs skrivebord, mens den geværbevænede Rawley og vicesheriffen med højre hånd i nærheden af sin Remington 45 vogtede enhver bevægelse han foretog - og parat til at slå tiI ved den mindste forkerte!
- Måske og måske, mister. Men det ændrer ikke ved det faktum, at du rendte rundt i gaderne uden en trævl på kroppen. Jeg tror du er pervers, men lad det ligge for øjeblikket. Jeg render ikke hæderlige folk på døren når klokken er over midnat. I morgen vil jeg måske snakke et par ord med sadelmageren og hans madam - ikke før! lås ham ind i en celle, Rawley - kvikt! snerrede sheriffen afsluttende og fiskede en halvflaske "Forty Rod"-whisky op af en skuffe og tog en kraftig slurk. Selv om det var rævepis af værste klasse ville Benzon godt have givet adskillige dollars for en slurk, men han vidste det var omsonst at spørge. Sherif Art Blunt havde truffet sin afgørelse og ikke ti vilde heste kunne få ham til at ændre den igen - førend det passede i hans kram!
Benzon skulle til at sige mere, men den halte medhjælpers geværmunding i hans nyrer fik ham stiltiende til at følge med hen til døren ud til arrestafdelingen, der var skilt fra kontoret af en svær trædør og indenfor denne igen en tremmedør af svære jernstænger. Der lød snorke og andre mærkelige lyde fra mænd der sov rusen ud. Benzon bandede indædt. Det var ikke sådan han havde tænkt sig at tage afsked med Valley River efter en hektisk uge ved spillebordene - men man bestemte jo ikke altid selv over skæbnen, desværre!
Vicesheriffen, en stor dreng med et dumt bondeudtryk i sit småfede blege ansigt lyste for dem med en lampe. Benzon kunne se at der lå mænd i de celler de passerede - først den 7.ende celle var tom.
Vicesheriffen åbnede skramlende med en nøgle fra det store bundt. Nogen brokkede sig og spurgte om man for helvede ikke kunne få nattero. Vicesheriffen, snerrede tilbage. Den halte gamle mand bag
Benzon pressede de afsavede geværløb hårdere mod hans ryg - bare for alle tilfældes skyld.
- Ind, mister, snerrede han, da vicesherif-knægten omsider havde fået døren op. - Ind og sov, kvikt!
Benzon snerrede rasende og havde den største lyst til at klappe til både vicesheriffen,som den gamle - men det ville ikke hjælpe ham stort - sadelmageren ville stadig have hans tøj, revolver og penge! Men i morgen....
Føjelig traskede Benzon ind i cellen og hørte nøglen blive drejet to gange rundt i låsen, hvorefter de to lovmænd forlod arrestafdelingen medtagende lampen. Knægten lirede en eller anden dum vittighed af, og den gamle lo gnækkende, da de smækkede døren efter sig.
For helvede - det var da ikke forbudt at få pudset et-tallet! Tøsen havde jo selv villet - ja ligefrem bedt om pik. I fremtiden....
For øjeblikket kunne han intet gøre.Alene i mørket kun iført underbukser bag tremmer og flere låsede døre. Han bandede igen - mere inderligt end nogensinde.
Sadelmageren og hans tævekone kunne bare vente sig - han skulle....
Men for øjeblikket kunne han kun gøre et - nemlig sove. Han famlede sig frem til briksen og smed sig. Han følte sig træt helt ind i marven. I den uge han havde opholdt sig i byen var det ikke blevet til mange timers søvn. I en by som Valley River var det bare med at holde sig til, mens der var fjolser nok i byen - siden kunne man sove! Og det havde været besværet værd - et sted mellem 7 og 8.000 i pæne grønne dollarsedler havde han haft i sit pengebælte, da han gik med den forrædderiske mær hjem - ærligt tilspillede penge, vundet fra ranchere og handelsmænd, der havde taget tabene som mænd af ære og ordene - vi ses!
Nu var han tvungen til at sove en nat tidligere end beregnet og sexhyggen med den velskabte Dolly var blevet forvandlet til et mareridt - satans tæve!
Han var trættere end han troede og næsten førend han fik tænkt sig om, sov han de retfærdiges trætte udmattede søvn - sov som en død!
Rundt om han snorkede drukkenbolte, snakkede i søvne og en enkelt nynnede en populær melodi - men Benzon hørte det ikke. Han sov.
Sov til døren pludselig blev slået op med et brag og en hel flok mænd
med sheriffen i spidsen kom væltende ind i gangen mellem cellerne.
En af drukkenboltene spurgte hæst, om man aldrig kunne få nattero her på hotellet.
- Kæft, Mulligan! Dine bekymringer med os er snart forbi, kaglede vicesheriffens stemme.
Andre stemmer begyndte at blande sig. Benzon åbnede langsomt øjnene. Det var stadig mørkt udenfor, men arrestafdelingen var klart oplyst af to lamper, holdt af to riffelbevæbnede mænd i lysegrå uniformer - sydstatsuniformer! Rebel-uniformer fra fordums dage!
Clark Benzon blev pludselig lysvågen. Det var mere end ti år siden at krigen var sluttet med de blå nordstats-folks sejr - lysegrå rebeller i et fængsel i et fjernt hul i Texas, det var bare noget han drømte!
- Noget godt til os i dag, sherif Blunt? spurgte pludselig en kultiveret stemme. - Jeg har brug for god arbejdskraft!
- Jae, det har jeg måske, major! men du må tage rub og stub, hvis vi skal handle. Du ved der snakkes, kom det en smule tøvende fra sheriffen.
- Lad mig se varerne, sherif. Vi har ikke natten for os - det bliver snart lyst, afviste den der var blevet tiltalt af sheriffen, barskt videre
Benzon satte sig op.
Der var fire gråuniformerede mænd sammen med sheriffen og hans to medhjælpere, og den ene af disse mænd var manden der var blevet tiltalt med major - han så ud til at være omkring de 40 vel omkring seks fod og et par tommer og med en stærk muskuløs krop i en velsyet uniform med masser af hæderstegn på brystet. Hatten var skudt tilbage i nakken og afslørede et pur af blondt, næsten gyldent hår - et velplejet skæg gav ham yderligere klasse! Han havde hvide handsker på og i det lidt uregelmenterede revolverbælte bar han to Colt Navy med benskæfter.
- Lås celle et op, Andre! Dette er Sammy, major! Ikke noget at prale af, men han er billig, drævede sheriffen, mens han sammen med majoren trampede ind i celle et, der blev beboet af en radmager midaldrende neger med ugegamle skægstubbe og en em af billig hjemmebrændt omkring sig. Hans tøj var ikke andet end laser.
- Han holder ikke en måned, Blunt. Halvtreds er hvad jeg kan give for fugleskræmslet, drævede den blonde gråuniformerede officer.
- Jaja, men se så her, major! Sheriffen pegede på den næste celle i rækken. En stor søvndrukken rødhovedet cowboy med tydelige tømmermænd sad på kanten af sin briks og jamrede med hovedet i hænderne. - Lutter muskler!
- 200, sheriff, Sergent, gør dem klar til rejsen, bjæffede majoren henvendt til en kæmpestor muskuløs mand med karseklippet hår og små stikkende blodskudte griseøjne i et dystert ansigt med blålig drukkenboltnæse. Sergenten vendte sig mod de to lygteholdere og snerrede ondt: - Giv lamperne til knægten, rødder!
Vicesheriffen måtte sig sig degraderet til at holde en lygte i hver hånd. De to menige gråklædte soldater trampede ind i cellen til majoren, sheriffen og den skrækslagne neger. Den ene halede et kort stykke reb op af lommen på sin uniformsjakke, mens den anden fandt en sort tøjpose, som han brutalt trak ned over negerens ansigt, mens makkeren snørede mandens hænder på ryggen.
Mændene gik videre til celle to efterladende den bagbundne blindede neger til sin skæbne. Cowboyen skreg op og prøvede at gøre modstand, da soldaterne ville binde ham. Sergenten slog ham over kæben med sin revolver så blodet sprang og snerrede: - Det kan måske lære dig at holde kæft, svin!
Cowboyen sank klynkende sammen og fandt sig viljeløs i sin skæbne.
Lovmændne og soldaterne gik fra celle til celle. Nogle af fangerne fandt sig apatisk i sin skæbne, mens andre brokkede sig og fik en næve, et revolverløb eller en geværkolbe på et følsomt sted. Arresten genlød af forbandelser, eder og råb om nåde. At være indsat til afkøling efter en lidt for stor rus var da for helvede ikke nogen kæmpeforbrydelse - ikke en forbrydelse, der berettigede til et mareridt!
Rebellerne var fortid - slavetiden var forbi, ethvert menneske rådede over sit eget liv og skæbne - man var et menneske, ikke et dyr, som der kunne handles med efter forgodtbefindende - mente man!
Celledør efter celledør blev åbnet. Sheriffen og den blonde major kiggede fangen an, og majoren sagde en pris, der i al almindelighed blev antaget uden diskussion.
Pludselig blev Benzons dør åbnet og mændene myldrede ind med sheriffen og majoren i spidsen.
Benzon gloede olmt på dem fra briksen og snerrede: - Hvad skal
denne maskerade betyde, sherif?
- Maskerade? spurgte sheriffen lignende et spørgsmålstegn. - Jeg tror ikke jeg forstår!
- Rebellerne, sherif. De blå vandt for over ti år siden. Hvis disse mænd ikke er maskeradedeltagere, hvad er de så? spurgte Benzon frækt videre.
- Sherif, jeg finder mig ikke i denne mands bespottelse af min militære herkomst, jeg....
Den blonde major formelig spruttede af raseri.
- Køb ham og tæv siden livet af ham, om De synes, major Sylvan, svarede sheriffen hurtigt.
- Slavetiden er forbi, maskerade-major? hånede Benzon den elegante gråklædte officer.
- Sergent Murdock, lær denne mand respekt for "The Grey" - kvikt! brølede majoren i falset.
Den kæmpestore karseklippede sergent smækkede militærisk hælene sammen og snerrede med dyb stemme: - Skal ske, major. Mig en fornøjelse, major!
Benzon rejste sig trevent - udvendig! Indvendig var han spændt som en stålfjeder. Ikke en gang i en celle kunne han få fred til at sove ud.
- Dengse skal nok have en afklapsning, så han forstår at vi ikke er nogen spøg, hva"? raspede den store mand med den blålige åreknudede næse ondt.
- Jeg har ikke bedt om ballade med jer maskeradefyre - men ønsker I den, så er i kommet til den rette. Bed de andre om at dampe ud af cellen så vi kan få plads til en rask lille fight - eller du er måske en kujon! gav Benzon den hele armen i forvisningen om at det bedste forsvar er et angreb.
- Hørte I loppen, kaglede sergenten. - Beder majoren om tilladelse til at give manden den straf han fortjener.
Majoren nikkede og rakte den ene behandskede hånd frem og sagde: - Din revolver, sergent!
Brummende løsnede den store mand sit bælte og rakte det til majoren, der langsomt trak sig tilbage sammen med de øvrige. Benzon og den kæmpestore sergent var alene tilbage i cellen. Den halte Rawley låste døren.
Benzon og den kæmpestore muskelmand stod midt på nøgne cellegulv - der var vel et par meter mellem dem. Benzon dansede rundt på tæerne, mens sergenten trak vejret med en snorkende lyd.
- Faldet i søvn, maskeradesergent? hånede Benzon og dansede rundt, klar over at den anden kunne knuse hans fødder med et eneste tramp af sine jembeslåede marchstøvler - den yderste agtpågivenhed var nødvendig.
- Du generer "The Grey" - lusepuster. Jeg smadrer dig, brølede sergenten og stormede frem med armene piskende som møllevinger - forhamre, der kunne slå en stud ihjel om de ramte. Benzon dansede udenfor rækkevidde, gled til siden og hamrede et stød ud efter kæmpens ansigt, men han fik skulderen op i sidste brøkdel af et sekund - slaget var delvis virkningsløs, som et loppestik på en grizzlybjørn.
- De grå er lort fra fortiden, lige til at pisse på, fjols, spottede Benzon videre og sørgede for at holde sig fri af væggene, for han vidste at fik kæmpen ham først op i en krog ville det være sket - det ville blive en langsom og smertefyldt død!
Sergenten brølede så væggene skælvede og masede fremad som en bissende kvæghjord. Benzon søgte at fighte sig ud af klemmen - han vuggede fra side til side og forsøgte sig med høje og lave stød, men altsammen uden virkning. Det var som at slå på en mur af kampesten.
Og hans næver var også som sten - en kæmpenæve kom susende og strejfede Benzons tinding og flåede hud og hårstrå med sig - det gjorde djævelsk ondt og et øjeblik svimlede det for ham, men han stålsatte sig, løftede ikke engang hånden op til såret, hvorfra han kunne mærke blodet pible varmt og klistret ned over kinden. Kæmpen havde set sin modstanders blod nu og det kunne få ham til at kaste al forsigtighed overbord - og måske give en blottelse.
Benzon var på sin vagt nu - han kunne ikke klare endnu et slag som det sergenten nys havde tilføjet ham i øjeblikket. Han prøvede nogle prikkestød - men de havde ikke anden virkning end at de tirrede den store rebelsergent. At slå ham i en regulær nævekamp ville være som at vinde over en grizzlybjørn med de bare næver - men han måtte slå ham om han ikke skulle smadres til invalid - om det blev ved det!
Sergenten for sin del havde stort besvær med at fange sin meget
bevægelige modstander. Han havde besvær med vejrtrækningen efter efter et hårdt stød på næsen fra Benzon. Han snerrede raspende: - Stå stille for helvede! Skal vi slås eller løbe?
- Det sidste ville du have svært ved, fedtbjerg! Du ville være bagefter ved andet skridt! spottede Benzon og sendte et svirpende stød hen modstanderens halvåbne mund. Det gjorde også ondt på ham selv. Han skrammede knoerne på kæmpens tobaksgule ormstukne tænder. En af dem knækkede og blodet piblede frem og løb i en tynd strime ned over mandens ubarberede hage.
-Din satan, brølede sergenten og gik ind i et nyt frontalangreb. Benzon fik et stød i brystet tværs gennem paraderne, så han vaklede flere skridt baglæns og hamrede ryggen mod gitteret.
- Lær ham respekt, sergent! råbte den elegante blonde major skingert ude fra gangen - i sikkerhed bag gitteret. - Smadr ham, Murdoch!
Den blånæsede sergent brølede og svor, og prøvede at følge sin overordnedes ordrer - men måtte opgive!
- Hvis De har så gode råd, major, hvad så med selv at indtage sergentens plads? råbte Benzon med bidende hån i stemmen.
- Jeg besudler ikke mine hænder med slaveblod, De, De bløddyr....
Majoren var så vred at han havde svært ved at finde ordene.
- Der er vist noget De totalt har misforstået, major! Det er mere end ti år siden at slaveriet blev ophævet - De er et nul, en sørgelig maskeradefigur - en....
- Slå det dyr ihjel, sergent....
- Hov, hov, major! Dette er mit fængsel. Vi har ikke aftalt nogen endelig pris og indtil da....
- Fandens så nævenyttig du pludselig bliver, Blunt! Husk du sidder ligeså meget i fælden, som jeg, snerrede majoren.
- Jeg glemmer ikke, major! Men jeg ønsker rene linier. Dette er en stærk mand - 500 dollars? spurgte sheriffen med smiskende stemme.
- Okay og 500 oveni hvis han slår sergenten. Hvad er dit bud, sherif Blunt? spurgte majoren og tændte sig en tynd sort cigar, som han tog fra et smukt forsirret sølvetui.
- Hvis han taber får du ham gratis! Smadr den lusede sergent, manner! råbte sheriffen ivrigt.
Benzon svor og snerrede. Hvad enten han tabte eller vandt var han på den. Sergenten prøvede på at komme ind på livet af ham og hævede
den ene vældige næve til et altafgørende slag og slog - netop som Benzon gled til siden og kampens næve ramte gitteret, hvor en tommetyk jernstang bøjede - slaget slog kødet af kampens knoer og blodet fossede frem. Sergenten førte den sårede hånd til munden, som ville han puste på det store gabende sår.
- Er dengse kommet til skade? hånede Clark Benzon og daskede et par slag ind i sergentens ansigt, der var en blodig maske - mest på grund af blod fra den sårede hånd.
Sergenten brølede vildt og masede frem uden hensyn til de stød Benzon hamrede ud - Benzon blev fanget i et hjørne. Det der ikke måtte ske var sket. Sekunder var dyrebare nu. Hvis kæmpen besluttede sig for at knuse Clark Benzon i et bjørnetag var han i stand til det - alene i kraft af sin størrelse, kræfter og vægt. Der var ingen udvej nu - alle kneb, selv de mest beskidte gjaldt nu. Kampens store muskuløse arme begyndte at lukke sig om Benzons brystkasse. Han havde kampens dårlige spritduftende ånde i ansigtet. De små blodskudte griseøjne lynede ondt.
Det var nu eller aldrig, og Benzon prisede sin gud for at sergenten endnu ikke var kommet på ideen med at trampe ham over de nøgne fødder - men det kunne ske hvert sekund som helst! Benzons arme var låst fast og han mærkede at kampen begyndte at tære på hans kræfter.
Det måtte være nu og han trak hovedet lidt tilbage og smadrede en regelret skalle mod kampens hage - det fik ham til at slække grebet lidt og Benzon slap fri og dansede væk.
Endnu et par af sergentens tænder var gået løse. Han spyttede blod og snerrede ondt - Benzon dansede væk og prikkede et par småstød ind.
- Tramp ham på tæerne, sergent! råbte en af de menige soldater pludselig.
Murdock sendte sin underordnede et skævt grin og forsøgte straks at følge opfordringen op og fik to hårde slag i tindingen for sin ulejlighed, fordi han koncentrede sig mere om modstanderens nøgne fødder, ned om resten af manden. Benzon svedte nu og han var øm af blå mærker over det meste af kroppen - det måtte snart være om kampen ikke skulle ende med et pinefuldt nederlag - og måske døden!
Han målte sin modstander. Sergenten var også mærket af kampen. Der
var ikke længere den samme kampgejst i ham - han lignede efterhånden et bedre slagteri med blodet piblende fra mund og hænder. Hvis nu....
Benzon satsede alt på et brædt nu - det måtte enten bære eller også ville han blive slået til pindebrænde. Han foldede hænderne foran sig og ventede på at sergenten skulle komme tæt nok - så slog han!
Lynhurtigt hævede han hænderne og snurrede rundt på stedet, som en diskoskaster - og ramte Murdock med et slag i tindingen, der ville have slået en mindre mand ihjel. Kæmpen missede forskræmt med de små blodskudte griseøjne og vaklede et par skridt baglæns og Benzon fulgte efter, mens han lod slagene regne over den groggy modstander - klar over at fik han ikke manden ned nu ville han være en død mand - en massakret død mand!
Sergenten var hård - meget hård. Benzon følte som slog ham på en stenblok. Det gjorde ondt hver eneste gang han ramte, men stødene havde sin virkning. Ikke en tomme gav han sig. Forsøgte at slå fra sig så længe det gik - forsøgte, men orkede mindre og mindre for hvert minut.
Lovmændene og soldaterne stod tavse og målløse. Nogle af fangerne, der var bundne og blindende af sækkene de have fået trukket over hovederne, forsøgte at gøre sig fri eller råbe - men forgæves!
De var forsvarsløse som værgeløse dyr på slagtebænken.
Kunne kun apatisk afvente deres skæbne.
Sergenten begyndte at vakle, gled ned på knæ.
Hans små blodskudte øjne var ophovnede af slag fra Benzons rappe næver.
- Træt, dengse! råbte Benzon spottende. - Skulle vi ikke slås, fjols!
Kæmpen snerrede med blodet boblende i mundvigene og forsøgte at komme op - og nåede op på fødderne, samtidig med at Benzon slog påny og igen måtte han ned og studere gulvsmudset. Han var ved at være helt færdig.
Benzon hørte sheriffens skrydende stemme som gennem en vatprop: - Det bliver tusind, major! Min hidtil bedste pris for en enkelt mand!
Benzon lovede sig selv, at når han igen blev en fri mand ville sherif Blunt være mellem de mænd han skulle have talt et alvorsord med - et ord, der meget nemt kunne resultere i at den ene af dem blev stedt til hvile på Boot Hill, for altid!
Solgt som et umalende dyr - det måtte være et mareridt! Den slags skete ikke i vore dage - og slet ikke når man var en hvid mand! Det kunne ikke være andet end et mareridt, selv om smerterne i hans krop sagde noget andet - gjorde ondt som ind i helvede.
Benzon havde været så langt borte i sine drømme om hævn, at han ikke havde bemærket at Murdock var kommet på benene igen og nærmede sig med hænderne løftet i et kvælergreb. Denne gang skulle svinet ikke undslippe ham Joe Murdock! Denne gang skulle han smadre svinet for altid. Knuse ham.
Kæmpen var helt inde på livet af Benzon. Han kunne ikke undslippe. Mandens ansigt var en djævelsk blodig grimasse, en dræbers ansigt! Der var ingen tid at spilde - det var nu - nu straks...
Benzon betænkte sig ikke, men hamrede knæet op i mandens skridt, netop som de store hænder var ved at lukke sig om hans hals.
Sergenten krummede sig sammen og skreg vildt og skingert og Benzon lagde hænderne om hans nakke og holdt fast, samtidig med at han huggede knæet opad - og plantede knæskallen hårdt og præcist på mandens hage og øjnene rullede et par gange rundt i hovedet på ham, inden de vendte det hvide udad og han langsomt sank sammen som en sæk, der var gået hul på.
Han var færdig - helt færdig!
Benzon vendte sig mod soldaterne og lovmændene ude bag gitteret og sagde med blodet piblende fra en flækket læbe: - Hvem skal jeg tæve for at genvinde friheden, major blærerøv?
- En slave har ingen krav på frihed, De, De dyr - men jeg tror De har fået Dem en fjende på halsen, mister skryder, snerede majoren og vendte sig med væmmelse bort fra de blodige mænd i cellen.
- Nervøs for en smule blod, major! Jeg troede De var soldat, men de er jo ikke andet en blæret pyntedukke! Bare...
- Soldater, jeg vil have den mand levende. Han vil være en god arbejdskraft- til sergenten får fat i ham,bjæffede den blonde rebelmajor skingert.
Soldaterne så undrende på hinanden. Var majoren ude på at få dem slået ihjel af dette uhyre af en mand.
En mand, der kunne smadre den frygtede Murdock var efter deres mening ikke en mand, men en myte - en dræbende myte!

Den udslagne sergent begyndte at røre på sig og Benzon slap øjenkontakten med sine modstandere, for eventuel at give sergenten det afgørende slag om det blev nødvendigt - og det gav dem chancen.
Benzon stod udenfor arms rækkevidde fra gitteret - men ikke udenfor en geværkolbes! Den ene soldats jernskoede geværkolbe ramte ham hårdt i nakken og sendte ham halvvejs bevidstløs tumlende forover. Svagt hørte han det skramlede i låsen og mærkede så et nyt slag mod baghovedet og alt blev mørkt.
Mareridtet var forbi - eller....