3.Kapitel
SLAVE!

Clark Benzon følte som lå han midt i en bissende kvægfiok og hvert eneste dyr trådte på ham - med alle fire klove! Det gjorde ondt overalt i hans krop - der var ikke en bid hud, et lem eller en knogle der ikke gjorde ondt. Et øjeblik undrede han faktisk på om han i det hele taget var i live,så mishandlet som hans krop føltes - men det måtte han være. De døde har ingen smerter siges det!
Han kunne høre knirkende vognhjul, brølende stemmer og dumpe hestehove - han var tilsyneladende havnet i et vogntog! Et vogntog! Det sidste han huskede var en fængselscelle og et vældigt slagsmål med en kæmpestor ond rebelsergent.
Pjat! mumlede han hen for sig. Krigen mellem nord og syd var sluttet for ti år siden - rebellerne havde strakt våben og i USA eksisterede kun en hær - den blå!
Langsomt åbnede han øjnene. Sollyset skar som knive i hans pupiller og jog som gloende spyd ind i hans mishandlede hjerne. Han lukkede dem skyndsomst igen.
Men det korte øjeblik han havde haft øjnene åbne var nok - han havde set en lang række fødder - han lå midt på gulvet i en stor hestetrukken vogn med bænke langs vognsiderne. Bænke fyldt af mænd med jernbøjler om anklerne - slaver!
- Fremad I sataner, brølede en accentfyldt sydstatstemme og han hørte en pisk hvine gennem lufen.
En hest vrinskede skræmt og vognen skumplede, da et hjul kørte over en sten.
Benzon føltete sig helt ude i tovene, der skulle bare et lille skub til og han ville for altid glide ind i dødens barmhjertige smertefrie mørke - for altid...
For altid! Noget inde i ham strittede imod. Det ville være godt at hvile - en stund, men ikke for evigt, der var alt for meget han havde til god eaf spænding , fight og sex - og hævn...
Pludselig blev hans hjerne lysende klar. Han huskede pludselig nattens forsmædelige forløb. Huskede Dolly, sadelmageren, dennes venner,
sheriffen og slutteligen rebellerne "The Grey" - major Patrick Sylvan og hans soldater! Huskede og forbandede!
Han ville rulle om på maven, men noget om hans venstre ankel holdt ham tilbage - en bøjle med en kæde. Ville hive til og en dyb bastemme brægede: - Ingen forhastede bevægelser, makker - vi er to om tingene i fremtiden.
Benzon vendte sig mod den talende og åbnede øjnene og så op i en kæmpestor smilende mulats sorte øjne.
- Hva" fanden, begyndte Clark Benzon og prøvede at trække benet til sig for at komme op i siddende stilling.
- Relax, makker! husk synkrone bevægelser, grinede den lysebrune mand og rejste sig fra sædet og trådte hen mod Benzon og rakte en kæmpenæve ned mod ham. Han tog mod hånden og blev hevet på benene. Der sad en snes mænd på bænkene - hvide mænd, sorte mænd, unge og gamle.
- Hvad satan er meningen, makker? spurgte Benzon den muskuløse mulat, der var i midten af tyverne, da denne havde hjulpet ham til sæde på bænken ved sin side.
- Kedelig desværre, makker. Vi er slaver hos en gal rebelbande, svarede mulatten og rakte hånden frem og præsenterede sig som, Charley.
Benzon følte som havde han en ørken i halsen og spurgte Charley om han eventuelt havde lidt whisky - han kunne kun tilbyde en smule lunken vand fra en feltflaske. Clark Benzon tog et par slurke og følte sig straks en smule bedre tilpas og begyndte derpå at udspørge sin nye makker, samtidig med at vognen skumplede afsted ad det ujævne spor, under eder og forbandelser fra den piskesvingende gråklædte kusk.
Charley fortalte at han havde været medhjælper på en kvægtransport og vistnok var blevet en smule for fuld efter at have fået sin hyre udbetalt - det næste han huskede var at han lå bundet i en slags lade sammen med en del andre mænd under bevogtning af en 5-6 gråklædte soldater. Ved daggry var der dukket to vogne med endnu flere gråklædte soldater og endnu flere bagbundne mænd med sække over hovederne op. En af mændene havde været iført en nobel officersuniform og blev tiltalt med major af de øvrige soldater. En sergent havde også vist sig et kort øjeblik - han havde været den rene ynk at se på med masser af plastre i ansigtet og den ene arm i slynge.
Benzon klukkede - han havde åbenbart rigtig fået fat i Murdock, inden et eller andet perverst svin havde slået ham ned bagfra.
Benzon spurgte interesseret til Murdock. Charley mente han plejede sine skrammer i den anden vogn, der også medbragte forsyninger. Der var også efter hvad han havde set gennem en sprække i sejlduggen omkring en snes beredne gråklædte soldater med i karavanen, der nærmede sig nogle lave højdedrag - sporet blev dårligere og dårligere som de kørte længere og længere ud i ødemarken, de var åbenbart langt fra alfarvej.
Benzon pegede på kæden omkring sin ankel og spurgte, hvad Charley kendte til den.
- Majoren mente jeg var den der bedst kunne slæbe rundt på en bevidstløs mand. Du har været væk i over et døgn, Clark, og du er faktisk ret tung, svarede mulatten.
- Og de andre på vognen her, Charley? spurgte Benzon videre og pegede på deres apatiske medrejsende.
- Har vist lært at tilpasse sig skæbnen. Soldaterne lægger ikke fingre imellem, når de svinger pisken over en brokmagers ryg, svarede mulatten stille.
- Og du, Charley? spurgte Benzon hurtigt videre og så forskende på mulatten.
- Man render ingen steder med en bevidstløs mand af din størrelse på slæb, svarede mulatten ligesom svævende.
- Men nu er jeg vågen, Charley...
- Men langtfra frisk, makker - lad os se tiden an. Vi har livet foran os, hvis vi er smarte - ellers...
Benzon behøvede ikke at få det udpenslet. Der var mange ting han måtte have fundet ud af inden han smuttede og søgte tilbage til Valley River og dens svigefulde indbyggere. Først måtte han have genvundet nogle af sine kræfter og siden måtte han have fundet ud af, hvor de i det hele taget var - at begive sig ud i ødemarken uden landkending kunne nemt være en langsom pinefuld død.
Nogle af de øvrige i vognen begyndte også at tale til ham, da de opdagede han var vågnet - og hver især havde de næsten den samme historie at fortælle. Enten havde de været så berusede at de ikke havde kunnet finde frem til deres køjer, eller også havde de været indbragt af
sherif Blunt og hans medhjælpere - flere kunne også fortælle at de ligesom Benzon havde hørt at sheriffen regulært havde solgt dem til "rebelmajoren" - solgt dem som slaver på trods at det var mere end ti år siden slaveriet var blevet ophævet af de sejrende Nordstater under præsident Lincoln.
Men der var ingen der kunne fortælle hvor de var på vej hen eller hvad der ventede dem ved vejs ende. Men alle var enige om at det sikkert ikke var noget behageligt - men der var jo ikke noget man kunne gøre ved det - lænket ubevæbnet, langt fra alfarvej. Sådan var skæbnen bare, mente de fleste.
Clark Benzon så på sin makker, mulatten Charley!
Den brune mand nikkede langsomt. De var i al fald to, der ikke ville erkende at slaget var tabt - de ville om nødvendigt dø i forsøget på at genvinde friheden og hævne sig om de overlevede.
Solen glødede ned fra en skyfri himmel og mændene svedte kraftigt under sejlduggen, selv Clark Benzon der stadig kun var iført sine lodne lange underbukser, der efterhånden var både hullede og godt snavsede.
Majoren og hans mænd gav sig ikke tid til pauser - de ville i sikkerhed mellem højdedragene hurtigst muligt.
En af fangerne brokkede sig over at han skulle, men fik beskeden af den riffelbevæbnede mand på bukken, at skulle han skide kunne han gøre det i bukserne.
De to vogne og de gråklædte soldater forsatte hele dagen under den nådeløse sol og nærmede sig hastigt højdedraget - ved mørket frembrud gjorde man holdt i en lille lund ved et vandhul. Soldaterne sad af og vandede deres heste, inden de bandt bagbenene sammen på dem med remme og overlod det til dyrene selv at finde aftensmaden. Først da fik fangerne lov at hoppe ned fra vognen.
Et par store bål var tændt og et par negerkokke var i gang med at tilberede aftensmaden i store kogekar, der hang i treben over ilden.
Benzon så majoren stå sammen med den tilplastrede sergent lidt fra de seks riffelbevæbnede soldater, der overvågede udstigningen.
Majoren røg nonchelant på en tynd sort cigar, mens sergenten stod og skumlede med et djævelsk udtryk i sine halvt tillukkede blodskudte griseejne. Hans uniform var flænget og snavset.
Clark Benzon havde det stadig ikke for godt, men han kunne ikke lade være at godte sig ved synet af sergenten. Denne havde fået sin del af pryglene kunne han se og han kunne heller ikke vare sin mund. Han råbte: - Kommet til skade, sergent!
Det gav et sæt i den kæmpestore mand og Benzon så pludselig at han havde en lang tyrepisk i hånden. Et våben der kunne flænse huden af en mand uden de store anstrengelser. Sergenten var allerede ved at lade piskenerten løbe ud, da majoren snerrede: - Stop sergent! lad dig ikke tirre - han skal nok falde ned, når han har slæbt sten et par dage!
- Det bliver da sten til at sætte på Deres og sergentens grave, major Blærerøv! råbte Benzon i et hoverende tonefald.
Benzon så at det trak nervøst i en nerve på majorens kind, men så genvandt han selvbeherskelsen og snerrede: - Ingen aftensmad ! Lad det være dig en lære, svinehund!
- Men...
Det var Charley, Benzons sammenlænkede makker, der skulle til at tage til genmæle.
- Det gælder parvis, nigger, snerrede majoren og snurrede rundt på hælen fulgt af den gennemtævede sergent. Men det blik den store mand sendte Benzon inden hen fulgte efter sin boss lovede ikke godt for Clark Benzons fremtid. Det var en ond pervers dræbers blik.
Parvis blev fangerne jaget ned til vandhullet for at slukke deres tørst. Dem der ikke var hurtige nok fik et piskerap eller to af en purung gråklædt soldat, der aldrig havde kunnet være medlem af den rigtige rebel-arme, i fald han ikke havde meldt sig som 8-9 årig.
Charley og Benzon undslap pisken selv om de ikke drak særlig hurtigt - antagelig efter ordre, hvorefter de blev ført tilbage til vognen, mens de øvrige slavefanger blev jaget hen til bålene, hvor de fik en stor portion bønner og en kop tynd kaffe, mens soldaterne mæskede sig med flæsk og whisky.
- Ked af det, Charley, mumlede Benzon beklagende, da de var jaget ind i vognen og en enkelt soldat med en cigaret i mundvigen havde stillet sig på vagt udenfor.
- Det skal du såmænd ikke være, Clark! Jeg kan godt tåle at tabe et par pund. Det er værre med dig. Slagsmålet og din lange bevidstløshed har tæret på dine kræfter, svarede mulatten.
Clark Benzon mærkede at sulten gnavede i tarmene. Det ville have gjort godt med et måltid mad med en god drink til - det ville også....
Han svor lydløst. Der var nogen der ville komme til at angre, at de havde skulle spille "Kong Smart" overfor ham, Clark Benzon, når og hvis han igen var en fri mand. Angre dybt!
Da han ikke kunne få mad kunne han ligeså godt gøre det næstbedste, få sig nogle timer på øjet. Charley mente det samme og de fik et par timers velfortjent søvn inden de andre påny blev gennet op i vognen for natten.
Der var hele tiden mindst to riffelbevæbnede soldater på vagt i nærheden af vognen og iøvrigt følte Benzon sig også for svag til at gøre noget flugtforsøg sammen med Charley. De måtte vente.
Straks det begyndte at lysne i øst blev de purret, og påny blev de først ført ned til vandhullet og siden hen til bålene, hvor de fik en ny portion bønner og tynd kaffe. Denne gang fik Benzon og Charley også, selv om Clark Benzon godt kunne se at det ikke var med sergent Murdock gode vilje, som han stod og skulede ved siden af den velklædte, velsoignerede major.
Endnu inden solen havde vist sig var de igen på vej. Det gik raskere nu. Benzon regnede med at det var fordi man nærmede sig rebel-lejren, der sikkert lå et sted inde mellem højdedragene.
Solen steg op, men man satte ikke tempoet ned eller slækkede på årvågenheden - der var hele tiden patruljer både foran og bag ved vogntoget, så man ikke blev overrasket.
Benzon kunne ikke lide det, men for øjeblikket kunne han ikke gøre andet, end at vise gode miner til slet spil.
Vognen med fangerne skumplede ind gennem et lavt pas og standsede. Alle blev under kommandobrøl og eder jaget ned fra vognen.
Majoren der sad højt til hest på en stor grå hingst red hen foran "slaverne" og sagde bistert: - Så er det behagelige forbi! Vis jer som gode slaver og i vil få en tålelig tilværelse - ellers...
Soldater med piske i den ene hånd og geværer i den anden jog dem over til den anden vogn, hvor et par soldater lossede indholdet af sække, kasser og tønder ud på de sammenlænkede mænd skuldre. Vejen videre frem var så stejl, smal og dårlig, at vognene ikke kunne passere - et par af soldaterne kørte vognene i skjul under nogle
klippefremspring, inden de spændte hestene fra og brugte dem som pakdyr til det resterende som de sammenlænkede slaver ikke kunne slæbe.
I en lang række med majoren højt til hest begyndte man den langsommelige opstigning, under eder og piskeslag, når en mand ikke længere kunne slæbe sin tunge byrde, men måtte hvile. Kun et gjaldt - fremad!
Et par gange var Benzon ved at segne under den tunge saltsæk han havde fået læsset på skuldrene, men hver gang hjalp den store muskuløse Charley ham over krisen. Langsomt men sikkert kom man fremad, selv om man nødtvunget måtte holde et par hvil i løbet af dagen - under et af disse udåndede en gammel mager neger og blev stedt til hvile under en lille stabel sten af sin makker, inden en vagt med hammer og mejsel befriede ham fra liget.
- Videre, videre, lød råbet hele tiden og piskeslagene hvinede i luften over de arme fanger.
Hen sidst på eftermiddagen nåede de op til et snævert pas mellem to tårnhøje bjergtinder, og kunne se ned i en frodig dal, hvor der var rejst en snes større og mindre telte. De kunne også se beredne vagter, og en større flok kreaturer der græssede fredeligt i dalens fjerneste ende. Da de kom længere ned mod dalen kunne de også se et vel fem gange ti meter stort hul ind i klippesiden næsten nede ved dalbunden.
Med jævne mellemrum kom mænd med kurve på ryggen ud og tømte indholdet i nogle store solde, der hele tiden blev gennemskyllet af vand fra en bæk, der kom klukkende ned over bjergsiden.
Der var tilsyneladende en slags grubedrift inde i bjerget - en grubedrift passet af tilfangnetagne mænd under gråklædte rebelsoldaters truende geværløb og snertende piske.
Benzon gyste ved tanken om den fremtid der ventede dem. En fremtid uden mening, hvis ikke...