9. Kapitel.
BLODBAD!

Det første der skete var ved at give selv en forhærdet mand, som Clark Benzon kvalme.
Den kæmpestore, ibenholtsorte, pilskaldede Obiel kom stormende tilbage i spidsen for en forhutlet rasende hob af sorte, halvblods og hvide lasede fanger, der skreg deres had mod deres forhenværende vogtere ud, og svingede sejrsstolt sergentens afskårne hovede i luften inden han med et larmende latterbrøl lod hovedet rulle som en bold hen ad det ene langbord, hvor det slutteligen faldt ned i skødet på en ung bleg soldat, der sank besvimet ned under bordet.
Blodhævnen var startet og Benzon gjorde sit for at tale de alt for længe underkuede fanger til fornuft, men det var omsonst og stille sig i deres vej ville have været galmandsværk. Rasende, men passiv måtte han se på at slavearbejderne stak, kvalte eller på anden bestialsk måde dræbte deres tidligere plageånder Kun en Gatling eller et kavaleriregiment kunne stoppe dem med endnu større tab af liv tilfølge.
Det var et ledt syn, men Benzon forstod for så vidt godt mændene. Hvis man var blevet plaget, pint, pisket og sparket til et maximum af arbejde på et minimum af mad og søvn, så blev man langsomt forvandlet til et dyr - en dræber! Men alligevel var han rasende over intet at kunne gøre. Han havde den største lyst til at stikke af fra det hele - men vejen til friheden var spærret af et højt pigtrådshegn og udenfor dette en hoben ikke mindre gale rebelsoldater. Uanset hvordan han vendte og drejede det sad han i fælden. Hvis han ville redde livet måtte han passiv indrette sig til man var udenfor afspærringen.
Hvis den gale rebelmajor ikke havde købt ham af sherif Blunt, så havde han sikkert fundet en udvej til at få sine ting tilbage fra sadelmageren og den mær til Dolly - han kunne ikke tillade sig at stikke af førend han vidste at majoren var stækket - enten død eller i et fængsel afventende en dom, der kunne blive - døden ved hængning!
At lade ham slippe ville være det samme som at udfordre skæbnen og
også forkert. Clark Benzon kunne vel ikke just prale af at være en "sød dreng" - men han havde en sund respekt for almindelige leveregler.
Enhver borger havde ret til sin personlige frihed - ingen anden kunne eje en. Det havde Unionen kæmpet og betalt dyrt for i menneskeliv. Ingen - fanatiker eller ej - havde ret til at ændre på dette.
Frihed var en menneskeret! Benzon var blevet berøvet denne ret og nu tilkom det ham retfærdigvis, at hævne denne forsmædelse - han havde ret til at kræve den gale major, Patrick Sylvan til ansvar - ja ikke kun ret, men også pligt til...
Benzon bemærkede at flere af soldaterne begik selvmord i panik. Obiel skar grinende hovedet af endnu en soldat. Han nød åbenbart at være menneskeslagter.
Men han så også at flere af de frigivne mænd ikke deltog igrusomhederne, der iblandt hans tidligere "Kæde-kammerat" mulatten Charley! Stadig sikrende sig mod angreb fra ryggen prøvede han at påkalde sig den store lysebrune mands opmarksomhed og tilsidst lykkedes det og Charleys ansigt lyste op i et grin, idet han begyndte at gå over gulvet - men han nåede aldrig frem. En soldat, der i panik havde gemt sig under en seng havde fundet en pistol og besluttede sig for at tage et par "niggere" med sig til helvede.
Charleys ansigt smadredes til en levret masse af blod, hjernemasse og knoglesplinter - han faldt til jorden som et træ - stendød!
Hans morder overlevede ham kun få sekunder- han blev langsomt stukket ihjel af tre rasende slavearbejdere med spidse jernstænger.
Hulen genlød af skrig, slag, spark, skud og forbandelser. Adskillige soldater prøvede at værge for sig til det sidste - to nåede helt ud til pigtråden, inden de blev indhentet af piskende bly.
I lejren nedenfor rådede på det nærmeste panik. Der blev råbt og skudt - men der var ikke rigtig nogen, der vidste, hvad de skød efter!
Benzon prøvede at holde mængden tilbage til man havde fået organiseret et ordentlig angreb - men ingen havde lyst at lytte og sværmen af rasende fanger myldrede forbi ham ud i det fri - og mødt af en ildstorm fra et par delinger fra "Enstjerne-hæren", der var gået i dækning mellem klipperne nedenfor. Adskillige segnede døde om, mens mange flere blev såret og enten lå og skreg ude i det fri eller søgte at kravle i dækning - flere af dem nåede det aldrig, men blev
Benzon svor så det osede. Det her var vanvid. Hvis de ikke var fornuftige ville mændene fra lejren snart have slagtet dem allesammen - deres ammunition var begrænset - de kunne lade dem skyde geværer og pistoler tomme og siden ryge dem ud, som rotter! Det hele ville have været forgæves.
Benzon gav sig til at lede efter mineformanden Pierre. Han havde sikkert dynamit og den ville uden besvær kunne bortsprænge pigtrådsspærringen. Vejen til friheden ville være åben - i al fald døden i friheden
Han fandt ham også - under bordet, hvor han tidligere havde siddet og drukket sammen sammen med den nu hovedløse sergent - men han var ikke til nogen hjælp.
En eller anden havde viklet en piskesnert om halsen på ham og strammet til - ansigtet var blegblålig og tungen hang slap ud af munden på ham - det havde været en pinefuld og ond død!
Benzon begyndte systematisk at gennemgå kasser, kister og sække - flere gange måtte han skubbe døde eller døende mænd til side for at komme til at undersøge gemmerne. En soldat der havde spillet død prøvede at komme til at stikke en bajonet i Benzon og betalte for sin dumdristig med en kugle gennem hovedet. Tiden var ikke til barmhjetighed - den der spillede med døden måtte selv være parat til at møde knokkelmanden.
Overalt flød det med døde og døende - Benzon gjorde sig kold, mens han forsatte sin leden og tilsidst fandt en kiste med omkring 100 stænger dynamit og et par ruller lunte. Han slæbte kisten op på et af bordene og fik ved hjælp af hårde ord og spark et par af de tidligere slavefanger til at slæbe dynamitten udenfor.
Benzon så at der hang adskillige døde mænd i pigtråden. Han hørte Obiel opfordre yderligere nogen til at prøve.
Benzon trampede rasende hen til ham og snerrede. - Hvad satan er meningen! Vil du have os alle slået ihjel?
Den store skaldede neger grinede og sagde:- Ligbunken er snart stor nok til at vi kan forcere hegnet. Hvad betyder et par svin fra eller til!
Det trak nervøst i Benzons højre hånd. Han havde den største lyst til at udfordre manden - men han vidste at det for øjeblikket ville være
halsløs gerning. Han kunne antagelig sejre over manden i en ærlig duel - men hans følgesvende ville gøre glæden over sejren kort. Overmagten ville simpelthen være for stor - han måtte vente.
Han nøjedes med at snerre: - Og du vil være guvernør?
Negeren grinede bredt og svarede spottende: -Hvis man har sat sig et mål skal man se mindre på midlerne end resultatet - sådan gør de store feltherrer!
Benzon vendte sig fra manden i væmmelse.
Fyren var ikke spor bedre end den gale rebelmajor - eneste forskel var hudfarven. Men den store ibenholtsorte mand havde set, hvad det var Benzon var kommet slæbende med. Han gav nogle af sine folk ordre til at montere lunter i dynamitten og prøve at ordne spærringen.
De var langtfra alle lige talentfulde - nogle smed for kort, andre for langt og en blev ramt af en kugle netop som han skulle til at kaste og segne sammen ovenpå den hvæsende dynamit - ved eksplosionen blev han kastet op i luften som havde han været en kludedukke og spiddet på en spids klippeblok - men nogle ramte præcis og efterhånden fik eksplosionerne flænset hul i spærringen og horden af hævngerrige slavearbejdere myldrede ned over klippesiden, skydende, hakkende og slående alt ihjel på deres vej. Obiel holdt sig i baggrunden og Benzon så ham tænde et helt bundt dynamitpatroner med en cigar han havde taget fra en døende soldat og kaste dem ind i minegangen, hvorfra der stadig lød jamren og skrig fra sårede.
Gangen styrtede sammen og negerkæmpen forklarede grinende, at han ikke kunne holde de såredes jamren ud.
Benzon begyndte at hade denne sorte djævel. Hade ham dybt og inderligt. Han havde oprigtig ondt af pigen Nonni, der måtte finde sig i denne bestialske mands luner - hvis...
Men øjeblikket var ikke til interne opgør, hvor fristende det så end var. Indtil de havde nedkæmpet rebelhæren måtte de holde sammen - men siden...
Benzon"s tanker blev helt betændte ved tanken om alle de fjender han på det sidste havde skrabet sammen. Fjender der havde berøvet ham alt til sidste hvid - jordisk ejendom og den personlige frihed!
"Enstjernehæren"s mænd gav sig ikke frivilligt. De vidste at der ikke ville blive vist dem nåde om de strakte våben og derfor forsatte de så
længe de havde ammunition og kræfter til at forsætte kampen.
Slavearbejderne for sin del havde alt at kæmpe for - retten til at være menneske i frihed, retten til livet - eller døden om de mislykkedes, og det gjorde mange under stormløbene i nattemørket.
Sommetider gik der agurk i tingene og mænd fra den samme side bekæmpede hinanden til de opdagede den grusomme fejltagelse - oftest med unødvendige sårede og døde til følge. Det var hævnens nat!
"Enstjerne-hæren"s mænd kæmpede fra telt til telt, fra klippeblok til klippeblok - men de var i undertal, selv om deres større disiplin og bevæbning havde reduceret godt i modstandernes rækker, og blev trængt længere tilbage - færre og færre for hver gang.
Benzon var ikke i tvivl om hvad der ville ske major Patrick Sylvan og hans officerer når de faldt i de undslupnes hænder - de ville blive stegt levende eller noget i den stil. Legender fortalte at sådan havde sydstatsgodsejere straffet oprørske slaver i gamle dage, og hvad enten de var sande eller ej, kendte mand som Obiel sikkert historierne og ville efterleve dem.
At rebelmajoren havde forspildt sit liv, det herskede der ingen tvivl om. Men et var en regulær død - noget andet pervers tortur! Benzon var modstander af det sidste, især når det ikke tjente andet formål, end selve den perverse fornøjelse ved at se modstanderen lide.
Der var stadig nogle der havde dynamit og eksplosioner flængede natten - og slyngede mænd og dyr døde og lemlæstede rundt. Skudsalver bragede. Mænd skreg af blodtørst eller dødsangst - forskræmte heste jog frem og tilbage mellem de flammende telte. Nogle blev ramt og faldt skrigende om i flammerne.
Alt var et djævelsk inferno - et jordisk helvede.
Benzon prøvede at skyde genvej til majorens teltby - der endnu ikke var løbet over ende. Han tænkte på ingen måde, at skåne manden - men han skulle have en chance til en ærlig død - chancen til at dø som en mand. En gang måtte Benzon skjule sig for fire negre, der med geværer med påsatte bajonetter jog en soldat, der haltede. En anden gang måtte han springe til side for en soldat til hest, der jog afsted i bar natskjorte huggende vildt om sig med en vældig ryttersabel til en kugle rev det halve af hovedet af ham og han tumlede ud af sadlen og blev trampet til mos under den skræmte hests hove.
Der stod to opsadlede heste udenfor majorens telt. Der stod to nye soldater på vagt ved indgangen.
Lidt borte lå en død soldat, men det syntes ikke at interessere de to vagter. De havde fået en post at passe og den vogtede de eller døde under forsøget.
Benzon følte ingen lyst til at prøve de to vagters pligttro - han gled ind i skyggerne og forsvandt bagom.
Han hørte forbandelser og forpinte skrig inde fra teltet hvor han tidligere havde besøgt den gamle gråhårede negertjener Sam og hans liderlige datter, Nonni.
Forsigtigt sneg han sig nærmere. Et sted i nærheden tømte nogen en revolver i hurtig rækkefølge. Længere borte bragede en riffelsalve. En herreløs hest jog forbi et brændende telt. Mænd råbte og en såret skreg jamrende et sted i nærheden. Bad om en nåde han vidste ikke ville blive givet- uanset hvilket hold han var på - kun den der kunne værge for sig overlevede. Alle andre var chanceløse.
Benzon så en stor skygge mod teltduggen.
En skygge der hævede en vældig hånd - og slog...
I et par lange spring var Benzon fremme ved køkkenteltet. Han havde Remington revolveren i hånden.
- Nåde, Master - nåde - jeg ved ikke noget - jeg...
Clark Benzon genkendte den gamle negers stemme.
Han slog forhænget til side og så en gammel kending - sergent Murdock! Manden han havde kæmpet med og besejret i Valley Rivers fængsel hin nat, hvor han så ydmygende var blevet handlet og solgt som et stykke kvæg.
Sergenten havde stadig en vældig forbinding om sine højre hånd og et par plastre i det fede grimme ansigt. Det ene øje var stadig opsvulmet efter Benzons næver.
- Det går nok tilbage for dig, hva" Murdock? spurgte Benzon spottende og trådte indenfor. - Tæve en gammel værgeløs mand kan du - men...
Den store mand snurrede rundt med et desperat udtryk i de små blodskudte griseøjne. Han snerrede vildt: - Det er løgn - majoren sagde...
Benzon smilede grumt og sagde: - Måske majoren troede jeg var død - men det er kun en ønskedrøm - for jer begge. Jeg er kommet for at kræve hævn, sergent Murdock. Har du en revolver?
Sergentens øjne flakkede desperat, men Benzon bemærkede kynisk at mandens havde sit revolverbælte på og at hans Colt Navy sad til træk for venstre hånd. Manden var bevæbnet - Benzon kunne med fuld ret udfordre ham. En af dem måtte dø.
- Jeg, jeg...
- Går du frivilligt med udenfor, eller skal jeg slæbe dig ud, sergent? skar Benzon hårdt gennem den andens paniske rædsel.
Sergenten kendte sig selv. Han vidste at hans chance lå i overrskelsen - han var ikke nogen revolvermand, men en pervers menneskeplager, der klarede sig i kraft af sin kommando - sin stilling til at lade andre gøre det grove. Men i dette øjeblik havde han ingen soldater at kommandere med - han var alene - helt alene med en gammel mishandlet mand og en mand der udstrålede kulde og død - Clark Benzon, den frygtede revolvermand fra Cashita i Arizona - dødens sendebud!
Han prøvede et desperat træk og havde næsten pistolen fremme, da Benzon trak - kuglen hamrede ind i sergentens bryst og han var død inden hans livløse krop væltede omkuld i en byge af køkkenredskaber og porcelæn.
Benzon betragtede koldt den døde Murdock. Manden havde ikke ønsket ærligt spil og var faldet for sine gerninger. Den gamle gråhårede neger var besvimet og lå blodig og forslået af den store rå sergents mishandling ved ligets side.
Et sted i nærheden detonerede en dynamitpatron - nogen skreg hysterisk inden lyden blev kvalt af en serie riffelskud. Slavehæren var åbenbart i gang med en udrensning af modstandslommer.
Benzon stak revolveren tilbage i hylsteret og begyndte at gå mod udgangen. Han tøvede et par sekunder for at orientere sig og vænne øjnene til nattemørket igen, inden han forsatte.
Han kom kun et par skridt inden en velmoduleret stemme med tydelig sydstatsaccent sagde: - Så er De ved vejs ende, Benzon! Hvor ønsker du kuglen?
Benzon stivnede. Han havde genkendt stemmen. Det var, Patrick Sylvans - den gale rebelmajor der drømte om at blive præsident. En levende galning fra en tabt og glemt ideologi - Sydstatsdrømmen!
Langsomt vendte han sig og sagde listigt: - Byder Deres officersære
Dem ikke at give en modstander en ærlig chance, Major Sylvan!
Ville ordene vække noget i den fhv. officer, eller ville han skyde - dræbe koldt og overlagt.
Iskold afventede Benzon svaret.
Døden - eller...