5.Kapitel.
EN TABERS DRØM!

En hvidjakket negertjener kom ind med en flaske Jack Daniel"s og to krystalglas på en sølvbakke, og stillede anretningen fra sig på skrivebordet, inden han dybt bukkende trak sig tilbage. Clark Benzon gloede. Indvendig måtte han indrømme, at der var stil over den mystiske rebelofficer - sydstatsstil!
- Værsgo", mister Benzon. Skænk selv, sagde den blonde officer venligt og pegede på flasken og glassene. På stive ben fulgte Clark Benzon opfordringen. Han vidste godt at han i sine lasede underbukser lignede en lazaron i dette elegante telt, men det fik ikke hjælpe.
Han var tørstig og trængte til den drink. Han skænkede tre fingre og tømte glasset i et slurk, inden han fyldte på igen og gik tilbage til læderlænestolen og satte sig.
- En cigar? spurgte officeren og tog sit etui frem. Benzon tog imod. Han trængte til nikotinen og den
beroligende virkning en smøg havde på hans oprevne nerver. Efter et par dybe indhaleringer spurgte han: - Hvad går denne spøg ud på, major? Og hvorfra kender De mit navn?
- Hvad det sidste angår, så havde sherif Blunt hørt Dem omtale i Valley River, og hvad det første angår, må jeg bede Dem betragte sagen med største alvor! "En-stjernehæren" er ingen spøg, mister Benzon. Vi er en direkte efterkommer af Føderationen og oprettet efter ønske fra præsident Jefferson Davies og general Robert S. Lee. Unionen knuste os fysisk, men Føderationens grundide lever videre i vore hjerter. Vi i Syden kan aldrig blive som I puritanere i nord. I har magten og pengene, mens vi i Syden kan få lov at føle os andenrangs. Det gik vi krig for - med en vis fremgang efter hvad jeg ved. Vi slagtede over 300.000 blåfrakker og nordpå vil vi ikke blive glemt de første mange år, sagde den elegante blonde officer siddende med en cigar mellem sine lange fingre,siddende på kanten af feltskrivebordet, mens han nippede til sin en drink ind imellem.
- Føderationen mistede da også en del mænd - og I havde betydelig færre at tage af, major! sagde Benzon brydende ind i den andens udredning.
- Nemlig, mister Benzon, netop. Vi var næsten kun en fjerdelel men vi kæmpede så meget desto bedre. Havde vi haft midlerne, så...
- Ja, fanatismen fejlede ikke noget, major! Ikke hos mænd som Dem i al fald, svarede Benzon med bidende ironi i stemmen.
- Vi havde noget at kæmpe for, mister Benzon. Min familie havde gennem næsten to hundrede år slidt og kæmpet for vort udkomme på Sylvan House - gjort den til statens største og smukkeste ejendom under min fars, 0berst Joseph Sylvans ledelse. Sylvan House er ikke mere, heller ikke mine tre søstre, min mor og farmor - Shermans folk...
Benzon stirrede på manden foran sig. Han havde godt hørt om den brutale nordstatsgenerals fremhærgen -at intet blev ånet på hans vej - mænd, kvinder, børn - unge eller gamle enhver levende hvid indføding var en potentiel fjende og dermed hjemfalden til døden ifølge "Sherman"s krigslove - alle blev dræbt på hans vej og deres ejendomme nedbrændt og eventuelle negerslaver indrulleret i Unionshæren - som kanonføde!
Hvis Patrick Sylvan hadede Nordstaterne, så forstod Benzon på sin vis ham godt - men krigen var forbi for næsten ti år siden og gammelt nag burde være glemt i den nye forbrødringens ånd - men mandens lysegrå uniform sagde noget andet. For ham var krigen ikke sluttet,tværtimod! Benzon nippede til sin drink og spurgte:
- Hvordan vil De med Deres håndfuld mænd bekæmpe Nordstatshæren med dens hundredetusinder af soldater, major?
- Jeg er ingen drømmer, mister Benzon, hvis det er det, De tror "Enstjerne-hæren"har aldrig en chance i åben strid - men vi kan give nålestik og vore ideer lever i befolkningen og vi får hele tiden nye folk - unge folk, der kun husker krigen svagt som et mørkt minde i deres barndom - en dag...
- Jeg vil nu nærmere kalde Dem en fanatiker, major! Krigen har gjort Dem gal. De...
Majoren sprang rasende op. Hans hænder søgte mod hofterne, men til al held for Benzon havde han hængt revolverbæltet fra sig af
bekvemmelighedshensyn. Han besindede sig, men stemmen dirrede, da han sagde:- Tir mig ikke, mister Benzon. Det er usundt. Jeg kender Deres rygte - det var faktisk det jeg ville tale med Dem om - men tro ikke det vil holde mig fra at dræbe Dem om det blev nødvendigt. En anden...
- Lad mig høre Deres tilbud, major? bed Benzon ham af.
- Jeg mangler en sergent, Mister Benzon. De var hård ved Murdock og han vil ikke være fuldt kampdygtig den første månedstid - hans højre hånd er ødelagt. Vil De indtage hans plads? spurgte den høje blonde officer i et næsten venligt tonefald.
- På hvilke betingelser, major? spurgte Benzon i stedet for at svare.
- At enten siger De ja, eller også bliver De ekspederet op til minen - for altid, svarede den elegante gråklædte officer og skoddede sin cigar.
- Den mine, major? spurgte Benzon, mens han skænkede sig en ny drink. Han havde været helt udtørret, da han ankom og måtte nu passe på at få tanket op, mens lejlighed gaves.
- Vi finder guld, Mister Benzon. Ikke de store mængder og under farlige vilkår - men nok til at det kan betale "Enstjerne-hæren"s udkomme, svarede majoren uforsigtigt.
- Farlig for hvem , major? fortsatte Benzon sin udspørgen af denne desperado fra krigens losseplads.
- Slaverne, Mister Benzon, men det har mindre betydning - en ny koster kun få dollars og er billig i drift - et par portioner bønner om dagen, svarede majoren uden tanke, for at han med disse ord måske gravede sin egen grav.
- Slaveriet blev ophævet samtidig med krigens afslutning for ti år siden, major Sylvan...
- Ja officielt, Mister Benzon. Jeg har mine kontakter. De mænd der arbejder for os er ros, der kun ville koste samfundet penge i form af fængselsstraffe, vogtere og sheriffer. Vi gør faktisk samfundet en tjeneste, sagde den aristokratiske sydstatsofficer med en fanatikers glød i øjnene.
-De køber altså mændene af mænd, som sherif Blunt og lader dem slide sig ihjel oppe i Deres livsfarlige guldmine, major? spurgte Benzon med oprigtig vantro i stemmen.
- Ja, mister Benzon. Jeg har også købt Dem - dyrt, hele tusind dollars
kostede De mig, fordi De tævede sergenten. Jeg ønsker valuta for mine investerede penge - hårdvaluta, næsten råbte majoren.
- Og hvis jeg ikke er interesseret, major Sylvan? spurgte Benzon hånligt og tømte sit glas.
- Vi har midler, mister Benzon. Hårde midler, som vi helst ikke bringer i anvendelse, da de kan skade manden, så han bliver uanvendelig. Behøver jeg udpensle det nærmere? spurgte den forfinede officer med væmmelse i stemmen. Han skyllede efter med en slurk whisky fra sit krystalglas.
- Næh, men mand til mand, major. Hvad regner De med at få ud af dette? forsatte Clark Benzon sin udspørgen.
- Hidtil har det været mænd fra Nord der har siddet i "det ovale værelse" i Washington - en dag...
Majorens øjne skinnede som glødende stenkul. Var en gal mands øjne - en fanatiker!
- Major, hvis jeg skal sige min oprigtige mening, så er De en syg mand der har fået et knæk i krigen, en...
- Måske, jeg så både mine to brødre og min far falde ved Gettysburg. Jeg modtog min udnævnelse af general Lee midt i kampens hede. jeg vil ikke svigte den ed jeg svor, da jeg modtog bestallingen som major i Føderationens 6.te kavalleri - at kæmpe til døden, svarede den gråklædte blonde officer med patos i stemmen.
- De er en farlig mand, major Sylvan! prøvede Benzon bevidst at tirre den anden til at gøre et eller andet dumt. Men majoren beherskede sig, selv om Clark Benzon kunne se at det var svært. Hans adamsæble dansede op og ned, og en nerve dirrede i hans venstre kind.
- For sidste gang, mister Benzon - modtager De mit tilbud, eller...
- Eller hvad, major? nærmest spyttede Benzon ordene ud.
- Kalder jeg på mine mænd og lader Dem føre op til minen - formand Pierre er en hård arbejdsgiver kan jeg godt fortælle Dem, mister Benzon. Selv en hård mand som De vil ikke holde længe, svarede den anden med slet skjult vrede i stemmen.
- Så kald, major, snerrede Benzon og tog endnu en stor slurk whisky direkte fra flasken.
- Vagt, brølede majoren.
Sekundet efter stod de to drengesoldater i døren med geværerne i streng "præsenter".
- Majoren kaldte, bjæffede den ene.
- Før fangen op til, Mister Pierre, soldat, svarede majoren myndigt og vendte sig mod kortene på væggen. Audiensen var forbi - Benzon havde selv beseglet sin skæbne!
- Afsted, snerrede den ene af soldaterne og prikkede Benzon i ryggen med sin bajonet. De forlod teltet og dens gale beboer - rebelmajoren Patrick Sylvan!
Clark Benzon, den berygtede spiller og revolvermand fra Cashita Arizona, forbandede sin stædighed - men almindelig velanstændighed havde budt ham at gøre, som han havde gjort. Og der ville intet være for ham personligt at vinde ved at gå ind i rebelmajorens spøgelseshær - tværtimod! Han ville komme til at kæmpe og måske dø for idealer der stred mod hans samvittighed.
Slaven var fortid. Enhver havde en demokratisk ret til at bestemme over sin egen skæbne - om man efterlevede demokratiets love, altså!
Udenfor havde mørket sænket sig over lejren, og kun her og der sås enkelte personer ved madlavnings-bålene. Natten var ved at sænke sig over "Enstjernehæren"s lejr.
Den ene af soldaterne slyngede sit gevær over skulderen og gik foran, mens den anden gik bag Benzon med sin påsatte bajonet i umiddelbar nærhed af hans rygstykker. De gik godt til og der måtte snart handles, om han ikke skulle havne oppe bag pigtråden og ende sine dage som slave i en livsfarlig guldmine.
Skulle han!
Benzon havde end ikke tænkt tanken til ende, da han gjorde det - det var nu eller aldrig!
Pludselig tog han et ekstra langt skridt og nærmest trådte soldaten foran i hælene, og inden denne var med på hvad der skete havde han en arm rundt livet på ham og snurrede rundt mod den bagfrakommende vagt med fældet bajonet. Denne opdagede forsent, hvad der var sket og rendte sin dobbeltslebne lange bajonet ret ind i maven på makkeren, der nåede at give et lille gurglende skrig fra sig inden Benzons hånd lagde sig over hans mund.
- Åh gud, Victor, jamrede soldatens, der ved Benzons pludselige manøvre havde spiddet sin ven og kollega. - Hvad har jeg gjort. De,
De satan...
Den unge dreng var en næsten for let match for en slagsbroder som Benzon. I løbet af få sekunder havde han afvæbnet manden og slået ham bevidstløs med sin egen geværkolbe.Han så sig hurtigt om. Der var tilsyneladende ingen der havde bemærket intermezzoet, der havde udspillet sig omkring hundrede meter fra det sidste telt i lejren. At nogen råbte op hørte antagelig til hverdagen et sted som dette, hvor desperados og fanatikere gik i spand om en på forhånd dødsdømt ide – en gal mands drøm om at komme til at regere over De forenede stater, som den første Sydstatspræsident.
Han var fri! Men hvilken frihed! Han havde intet ud over udover et par pjaltede underbukser, intet tøj, ingen våben, ingen penge - intet!
Og blev han ville han være dødens sikre bytte
Han havde uskadeliggjort to unge soldater - den ene døende! Han skulle ikke forvente nogen nåde. Rebel-majoren ville lade al sit raseri gå ud over Clark Benzon - galskaben!
Benzon så ned på de to unge soldater i det svage lys fra stjernerne. Den døende rallede svagt, mens den anden lå musestille. Han tog mål af den bevidstløse med øjnene - måske...
Hurtigt klædte han manden af. Tøjet stumpede på både ærmer og ben og jakken strammede i ryggen, men det var bedre end ingenting Han fjernede låsene fra begges karabiner og smed dem ud i mørket, hvorefter han tog den døende Vic"s revolverbælte - hans makker havde kun det tomme bajonetekede i bæltet, og forsvandt ud mellem klippeblokkene, der lå spredt over dalbunden her i retning af bjergsiden med den pigtrådsforsynede mineindgang.
Da han var kommet en snes meter væk fra de to soldater krøb han sammen bag en husstor klippeblok en stund og gennemtænkte situationen. Fremtiden tegnede ikke lys - men han var fri, og bevæbnet!
Remingtonen han havde taget fra den døende soldat var ikke særlig velplejet og der var slået en flis af det benklædte skæfte. Ikke et våben for en mand, der normalt havde en 38. Colt "Peacemaker" ved hoften, men i mangel af bedre - indtil...
Vreden kogte op i Clark Benzons let antændelige sind. Hvis den tæve til Dolly...
Når og hvis han slap tilbage til Valley River ville der være lagt i
den menneskehandlende sherif, der arresterede af hjertens lyst og siden solgte sine fanger for ussel mammon til en skæbne der var værre end bødlens reb. En slavetilværelse uden fremtid i en livsfarlig guldmine under opsyn af en flok fanatikere under en gal drømmer - major Patrick Sylvan!
Ingen af soldaternes støvler havde passet hans smertende fødder og han ville ikke komme langt i sin nuværende tilstand til fods - han måtte have en hest!
Men det måtte være snart, for inden længe ville majoren sikkert savne sine vagter og sende en patrulje ud for at lede efter dem - og så...
Benzon sørgede for at revolverbæltet sad bedst muligt, inden han rejste sig og begyndte at smutte fra klippeblok til klippeblok i lejrens udkant i retning af en fold med en snes håndheste. I det svage stjernelys søgte han at se om der var nogen vagt ved folden - men han kunne ikke se nogen og begyndte at se sig om efter en sadel, da han fik fornemmelsen af at han ikke længere var alene.
Han flåede revolveren frem og havde næsten spændt hanen, da en skræmt kvindestemme sagde:- Stille, Master - jeg vil hjælpe...
En negerkvinde i sort kjole, så man kun så hendes hvide tænder og det hvide i hendes øjne skilte sig ud af mørket et par meter fra Benzon.
- Kom med, Master, hviskede hun. - Nonni vil hjælpe dig...
Han kunne nemt have overmandet kvinden, taget en hest og være forsvundet - men hun gjorde ham nysgerrig.
Han tog den hånd hun rakte ham...